 |  | Julens varme og hjertes håb.... |
 |
|
|||||||||||||
|
En december nat, hvor sneen daler, en stille fred på jorden taler. Duften af gran og kanel så kær, mens lys i mørket fylder hver en sfær’. Børn der ler, og klokker der ringer, julens glæde i alles hjerter springer. Men midt i alt, i skæret af flammen, føler jeg længslen, et tomrum i gammen. For kærlighed er julens sjæl, som vinden bærer en blid koral. Og jeg ser for mig en kvinde så smuk, med varme øjne og et hjerte af guld. Hun er omsorg, hun er håb i mørket, en blid stemme, som varmer hjertet. Mellem træets guld og stjernens glimt, ser jeg hende, som mit hjerte har indhent’. Julen kalder på glæden at dele, men i mit bryst er der noget at hele. Kom tættere, lad os tænde en ild, et lys for kærlighed – skæbnen mild. Så hvis du hører mit ord i nat, lad hjertet finde sin rette skat. For julens glæde er dobbelt så stor, når kærligheden banker på vores dør. Goy Wiblemo © 2024 | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
