 |  | Hvalen |
 |
|
|||||||||||||
|
“Hvad er det, du kigger efter?” spurgte en ældre dame. “Der svømmer et eller andet stort rundt dernede,” svarede jeg. Jeg cykler altid forbi Stadionsøerne på vej til arbejde. Det er egentlig en omvej, men jeg kan godt lide at stå af og kigge et par minutter, mens jeg lader batterierne op til den kommende arbejdsdag. Denne morgen svømmede en stor skygge rundt nede i det mudrede vand. Damen trådte interesseret nærmere og kiggede ned. “Se!” Jeg pegede på skyggen, der netop da svømmede tæt forbi os. Damen kneb øjnene sammen. “Jeg ser desværre ikke så godt.” Hun smilede undskyldende og fortsatte videre. Jeg stod lidt og betragtede skyggen, da den pludselig brød overfladen, og der lød en prustende lyd, imens der stod en sky af vand højt op i luften. Jeg sprang forskrækket bagud, så min cykel væltede, mens vanddråberne ramte mit ansigt. Den var allerede væk igen, og bortset fra bølgerne var der ikke længere noget at se. Men jeg syntes, der hang en duft af hav i luften. Da vandet blev mere roligt, fik jeg øje på skyggen helt ovre i den modsatte ende af søen. Den fortsatte med at svømme rundt i et tilfældigt mønster. Så gik det op for mig, at jeg var for sent på den. “Er der nogen, der ved, hvad den hval laver i Stadionsøerne?” spurgte jeg, mens min computer startede op. Morten var den eneste, der tog øjnene fra sin skærm: “Ahva?” “Der svømmer en hval rundt i Stadionsøerne.” Han kiggede på mig med et smilende, men blankt udtryk i ansigtet. “Øh ”¦” Så vendte han blikket tilbage til skærmen. Jeg så over på Daniel, der også var optaget af sin skærm. Det var ikke til at se, om han havde hørt mig, for han brugte ikke sine ansigtsmuskler unødigt. Hvis han havde været indianer, er jeg sikker på, at hans navn havde været Stenansigt. Og Morten ville have heddet Smilende Særling. “Jeg tænker, at man nok burde fortælle det til nogen,” fortsatte jeg. “Jeg ved bare ikke lige ”¦” Jeg blev afbrudt af Michéls skærende stemme: ”Peter!” Jeg vendte mig og så ham stå i døren iført en ny, smart halsklud. “Det glæder mig, at du har mulighed for at presse lidt arbejde ind i din fyldte kalender. Har du styr på det hele til præsentationen i morgen?” Jeg skulle lige skifte kanal i min hjerne, før jeg kunne svare. “Ja, jeg mangler ikke ret meget.” “Godt. Og jeg er sikker på, at du selvfølgelig dobbelttjekker alt. Det her er én af ‘the big ones’. Det ville være virkelig uheldigt, hvis der opstod tekniske fejl - for eksempel som sidste gang.” Jeg overvejede at forsøge at forklare urimeligheden i at anse en projektorpære, der sprang, som en teknisk fejl fra vores side, men jeg sagde bare: “Det er forstået.” ”Glimrende.” Han drejede om på hælene og fortsatte hastigt ned ad gangen. Han havde nok en lang liste af folk, han skulle genere den dag. Jeg satte mig ned og forsøgte kortvarigt at samle mig om arbejdet, men så begyndte jeg i stedet at google “hval stadionsøerne” og “hval aarhus”. Der var ingenting. Så gik jeg ind i et tomt mødelokale og ringede. Det var en kvindestemme, der svarede: “Politigården. Hvad drejer det sig om?” “Jo, altså,” begyndte jeg. “Jeg kørte forbi Stadionsøerne i morges, og så bemærkede jeg en hval. Og jeg tænkte på, om ”¦” “Øjeblik,” afbrød kvindestemmen. Så var der tavshed. Jeg overvejede at lægge på, da der lød en mandestemme med et brysk “Hallo. Hvad kan jeg gøre for dig?” “Jo altså, jeg vil bare høre, om det er meningen, at der skal svømme en hval rundt i Stadionsøerne?” Der var nogle sekunders tavshed i den anden ende. “Du er godt klar over, at du ringer fra et vist nummer, ikke?” “Øh, ja,” svarede jeg. “Ja, du plejer jo at ringe fra et hemmeligt nummer. Men nu ved vi altså, hvem du er. Så skal vi ikke aftale, at du holder op med at ringe med dine historier, og så undlader vi at sigte dig for forstyrrelse af ordensmagten?” “Øh ”¦” Der lød en stemme i baggrunden: “Han hedder Peter Søvndal, Lindevej 12”. Jeg fik et chok ved at høre mit navn. “Han har ren straffeattest. Jeg finder lige ud af, om han har kontakt med det psykiatriske system.” “Peter Søvndal,” fortsatte stemmen fra før i en faderlig tone. “Hvad siger du til at skrive alle dine historier ned og udgive en bog i stedet? Jeg læser den gerne i min fritid.” “Okay,” sagde jeg og lagde på. Jeg sad lidt i staver og stirrede på telefonen. Så gik jeg tilbage på kontoret og fandt min jakke. “Hvor skal du hen?” spurgte Morten undrende. Inden jeg nåede at svare, brød Daniel ind: “Du Peter, jeg har fundet en fejl. Når man swapper rundt på to items og så swapper tilbage igen inden animationen er færdig, så sker der en ‘divide-by-zero’-fejl.” “Jeg ordner det, når jeg kommer tilbage,” svarede jeg og lukkede døren bag mig. Jeg var ved at sætte min cykel fra mig op ad en bænk, da der igen stod en vandsky op. Jeg skærmede mit ansigt med venstre hånd, mens højre fandt telefonen frem fra lommen. Men da kameraet var klart, var hvalen dykket igen. Jeg kunne se skyggen svømme rundt nede i det mudrede vand, men på displayet så jeg, at det ikke ville være tydeligt nok på optagelsen. Efter noget ventetid spillede min telefon “The Imperial March”, og Smilende Særlings venlige ansigt dukkede op på displayet. “Hej Morten, gør det lige kort.” “Hej Peter. Hvor er du?” “Nede ved søen.” “Hvornår kommer du tilbage? Vi har fundet en fejl i din ‘item’-class, som gør det svært for os andre at komme videre. Når man kalder ‘startup’ med tre parametre, så ”¦” Jeg afbrød ham: “Jeg kommer så snart jeg kan, jeg skal bare lige ”¦” I det samme lød der et prust, og vandskyen stod endnu engang op i luften. “Pis,” udbrød jeg, mens jeg lagde på. “Kom nu, kom nu ”¦” Men da kameraet igen var klart, var hvalen for længst dykket igen. Lidt efter ringede Smilende Særling igen, men denne gang tog jeg den ikke. Så dukkede Stenansigt op på displayet. Jeg trykkede afvis. Sms’erne begyndte at tikke ind. Efter et par minutter hørte jeg et mylder af barnestemmer nærme sig. “Hvad laver du?” spurgte en dreng, da børnehaven passerede. “Jeg kigger efter en hval,” svarede jeg uden at tage øjnene fra søen. “Er der rigtige hvaler i søen?” spurgte en pige skeptisk. “Kun én,” svarede jeg. “Er det rigtigt Inge-Lise?” En kvindestemme svarede: “Hehe, nej, hehe, selvfølgelig er der ikke hvaler her. Hvaler lever i havet.” “Hvad er det så, der svømmer rundt der?” Inge-Lise lød ikke lige til at have et svar parat, men en mandlig pædagog brød ind: “Det er en stor fisk.” Mens barnestemmerne forsvandt, fortsatte hvalen sin uberegnelige dans. Somme tider dykkede den dybt ned, somme tider kom den tæt til overfladen, men der gik tyve minutter - og fire opkald og syv sms’er - uden at den kom op. Jeg spekulerede på, hvor længe hvaler kunne holde vejret. Så dukkede Høvding Halsklud op på displayet. Per refleks trykkede jeg “svar”, men fortrød straks. “Hvor er du henne?” spurgte Michél uden introduktion. “Jeg er nede ved søen,” svarede jeg. “Jeg har set en ”¦” “Så du synes lige, du ville gå dig en tur i det dejlige gråvejr?” “Nej, men ”¦” “Jamen, det skal du da også bare gøre. Du behøver da ikke at tage hensyn til, at der sidder fire medarbejdere her, som ikke kan komme videre, før du får rettet dine amatørfejl.” “Men ”¦” “Præsentationen i morgen er jo heller ikke så vigtig. Det er kun virksomhedens fremtid, som afhænger af den.” “Men det her er altså helt specielt,” sagde jeg. “Der svømmer en hval rundt i Stadionsøerne. Det er sgu da ikke helt normalt.” “Du er sgu da ikke helt normal!” svarede Michél. “Du har ti minutter til at bringe dit korpus tilbage på plads, ellers ...” ”Ellers hvad?” spurgte jeg, men han havde lagt på. Jeg vidste, at jeg kunne være tilbage på kontoret på lige under syv minutter, så jeg stod præcis tre minutter og betragtede skyggen, der svømmede rundt. Så steg jeg tøvende på cyklen. Efter cirka hundrede meters kørsel hørte jeg et prust bag mig. | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
