 |  | En dag i anoreksiens helvede |
 |
|
|||||||||||||
|
Fedt kommer ind. griber fast. bliver. smelter fast. hober sig op. svulmer. En dag i anoreksiens helvede Lisa betragtede sig selv i spejlet. Hun tog fat i sit maveskind og ruskede i det imens hun rystede opgivende på hovedet. Hun slap taget i sit maveskind og drejede sig så hun stod med siden til spejlet. Det lille ar på siden af maven var der stadig. Arret havde Lisa fået på en cykeltur, da hun var lille. Hun huskede hvor ondt det gjorde, men den store smerte forsvandt i takt med såret blevet mindre og mindre. Nu var der kun arret tilbage og hun var glad igen. Smerten hun gik med nu, var ikke til at få væk. Den var ikke at se på hende, denne kunne heller ikke måles. Men smerten i hjertet var ikke til at tage fejl af. Lisa satte sig ned i sengen så hun stadig kunne se sig selv i spejlet. Hun væmmes ved folderne hendes mave lavede. Hun følte, at hun ikke kunne sidde ordentlig fordi maven var alt for stor. Hun prøvede febrilsk at klemme den ind, men fedtet væltede alligevel ud. Vægten fra morgenen af var 200 gram højere end dagen for inden. Lisa kunne se de 200 gram havde sat sig lige på hendes mave. Det skulle væk. Hun måtte ligge en handlingsplan for dagen. Det var vigtigt at de gram hurtigt kom af hende igen. Hun fandt et stykke papir og skrev op hvad hun ville spise i løbet af dagen. Hun vidste at det var vigtigt at spise noget fra morgenen af. Hendes kostplan fortalte hende hvad hun burde spise. Lisa skar halvdelen fra, og fjernede helt de næste to måltider. Lisa var en smart pige, der vidste præcis hvordan hun skulle omgås hendes forældre så de ikke ville fatte mistanke. Hun fik lavet en aftale med hendes veninde, og på den måde sikrede hun sig at hun kunne springe aftensmaden over. Lisa rejste sig veltilfreds, og gemte papiret ned i hendes lomme. Hver gang hun blev sulten ville hun trække det frem og se på det, og på den måde ville hun huske sig selv på at det var vigtigt hun ikke spiste. Lisa rodede rundt i tøjskabet for at finde noget tøj hun kunne tage på i skolen. Det var svært at bestemme sig. Hun måtte prøve flere sæt tøj, indtil hun fandt et sæt, hvor hun kunne skjule flest af hendes deller. Hun følte sig tyk og grim da hun gik ud af døren på vej til skole. Hendes tanker kredsede om hvordan hun skulle få tabt de 200 gram igen. Hun forstod ikke hvorfor hun havde taget det på. Hun havde hørt at det var normalt at vægten steg og faldt hele tiden uden det betød hun var blevet tyk. Men det gjaldt ikke for Lisa. Hun kunne jo se hun havde taget på, på maven. Det måtte være det stykke chokolade hun havde kommet til at tage dagen før. Hun blev sur på sig selv, og brugte den lille cykeltur hen til bussen på at skælde sig selv ud. Hun bad jo selv om at blive tyk når hun gjorde sådan noget. Det var jo hendes egen skyld så, og så kunne hun hvert fald heller ikke klage over at andre kiggede langt efter hende. Hun måtte give sig selv skylden, når hun så i øjnene på folk at de væmmes ved hendes bulende mave og hendes buttede ben. Der var endnu 10 min til at bussen kom. Lisa traskede frem og tilbage foran busskuret. Hun kunne ikke stå stille. Hun turde ikke stå stille. Hun vidste hun havde en masse mad og fedt hun skulle have forbrændt. Hun tog sig til maven, og følte kort på den. Hun mærkede straks bulen på maven. Det var sådan hun motiverede sig selv til ikke at spise. Hun fik dårlig samvittighed over bare at tænke på mad. Topmaven fortalte hende klart at hun ikke skulle spise, hvis hun ville passe godt på sig selv. I fjernsynet vrimlede det med tykke mennesker der stod i kø for at komme på forskellige ophold og slankekure for at slanke sig. De deltog endda i tv-programmer for det. Lisa vidste at mange af dem kunne dø af deres overvægt. Hun så også mange mennesker hver dag, der også var overvægtige, ligesom hende selv. Hun var bange for at hun også ville få problemer med hendes organer af alt den overflødige fedt, hun gik rundt med. Da bussen kom tog hun en dyb indånding og trådte ind i bussen. De mange folk i bussen så op på hende og kiggede igen væk. Lisa mærkede, at de så på hende med ubehag og væmmelse. Hun følte på sit hår. Det sad dårligt som altid. I vinduet kunne hun spejle sig selv. Håret sad helt forkert. Det var sikkert det, de andre havde set. Der kom latter længere nede fra. Det var nok hendes hår de talte om. Eller måske hendes sko. I vinduet studerede hun sig selv og sukkede stille for sig selv. Hun burde være blevet hjemme sådan som hun så ud i dag. Hun kunne ikke være bekendt at vise sig på den måde. Hun lynede sin jakke helt op, og lukkede øjnene. Hele turen sad hun stille og lyttede til de andres samtaler. Hvis folk skulle snakke om hende, ville hun høre det. I skolen var alt som det plejede. Lisa gik i en 3.g klasse og presset på hende var derfor stort. Lisa prøvede ihærdigt at holde hovedet oppe for ikke at falde i søvn. En træthed havde ramt hendes krop igen, ligesom altid. Den indtraf efter hendes første time var slut. Hun orkede ingenting, men tvang sig selv helt ud til ekstremerne, da det aldrig kunne blive godt nok. Efter hver time følte hun et nederlag. Hun var sikker på at hun ikke havde deltaget aktivt nok i timen. Hun ville med sikkerhed dumpe faget næste gang der skulle gives karakter. Lisa stoppede kort op inden hun gik ned af trappen. Hendes ben rystede og hun følte sig udmattet. Det snurrede i hovedet af hende. Hun holdte hårdt fat i gelænderet for ikke at falde ned. Hendes ben havde tit svigtet så hun var faldet sammen. Heldigvis havde hun altid nået at gribe fat i noget så hun ikke faldt. Når hun fik denne følelse mærkede hun et sug i maven. Et glædes sus. Hun vidste, at det betød at hendes krop manglede mad, og dette kunne betyde at hun var i gang med at tabe sig. I dag var dagen ikke så lang. Lisa havde kun 7 timer, og den sidste skulle hun bruge i selskab med sin hårdt prøvede studievejleder. Her brugte hun meget tid. Det var det eneste sted hun kunne få afløb fra sine tanker uden nogle rynkede på næsen over hende. Hans, havde været studievejleder i mange år, og havde mødt mange af Lisas slags før, og vidste præcist hvad der var på færde. Det var ham der i sin tid sendte Lisa til lægen og fik hende holdt fast på at få hjælp. Når Lisa sad på hans kontor og så ud af vinduet følte hun en lettelse, og hun var så i stand til at klare resten af dagen. Imens hun sad og snakkede om hvordan det gik, tænkte hun på hvor hun skulle gå hen efter skole, for hjem skulle hun ikke. Efter mødet med Hans traskede Lisa hen i centeret der lå et par km væk. Hun følte sig bedre tilfreds når hun havde fået strukket benene. Hun begyndte at se på butiks ruder, men gik ikke derind. For Lisa betød butikkerne ingenting. Engang havde hun været helt vild med at købe tøj, især de bløde silkekjoler havde været et hit. Men ikke længere. Efter sidste gang hun prøvede et par bukser der ikke kunne knappes, havde hun ikke sat sine ben i en tøjbutik. Hun kiggede nøje på modellerne i vinduet. Hun så ikke på tøjet, men på deres former. De var pæne, og selvfølgelig sad alt tøjet pænt på dem. Det var ikke som det altid sad på Lisa. Hun trak lidt ned i hendes jakke, for at skjule så meget af hendes bagdel som hun kunne. Lisa havde nu gået rundt og set på de samme vinduer i et par timer. Stadig uden at gå ind, men alligevel var hun veltilfreds. Hurtig hovedregning fortalte hende at hun nu måtte have forbrændt morgenmaden. Så kunne hun godt tage hjem. På vejen hjem i bussen udtænkte hun hvilken undskyldning hun skulle bruge for ikke at komme til at spise når hun kom hjem. Den bedste undskyldning hun kunne finde på i dag, var den med pizza som hun så tit havde brugt. Lisa sad lidt og fantaserede sig lidt frem til hvordan den havde set ud, hvordan den havde smagt, og aller vigtigst, hvem hun havde spist den samme med. Hun smilte til sit spejlbillede i vinduet. Hun var snu, hun skulle nok blive tynd engang tænkte hun. Hun greb fat i fedtet på hendes ben og hev lidt i det. Det skulle blive godt at komme af med det. Lisa tog sin mobil op, hun måtte hellere huske at udregne hendes nye BMI, hun havde fået efter den enorme vægtstigning. BMI’en fortalte hende at hun var undervægtig, men Lisa lod sig ikke snyde. Hun vidste da godt at et tal ikke sagde alt. Hun havde hørt så mange sige at man ikke kunne regne med den. Alligevel rørte der sig noget i hende hver gang hun tænkte på det. Det magiske tal. Hendes magiske BMI måtte være 16. 16 var et godt tal. Når hun var nået dertil, ville hun være tynd. Ganske vidst havde hun tænkt det samme om tallet 19, men denne gang var hun sikker på at den slanke linje ville være nået når hun var nået derned. De sidste minutter i bussen inden hun steg af, brugte hun på at rette håret til, så det sad godt når hun skulle rejse sig fra sædet og gå ud i alles påsyn. Det ville aldrig gå hvis nogen så at hendes hår var uldent, eller tænkte at hun aldrig gjorde noget ud af sig selv. Den korte cykeltur hjem var en dræber så sent på eftermiddagen. Lisas hjerte bankede hårdt og hun kunne næsten ikke få luft da hun endelig kom hjem. Hun smed sig på sengen men rejste sig hurtigt igen, det var ikke godt bare at ligge og dase. Hun tændte musikken og gik straks i gang med maverulningerne. Dagen forinden havde hun kun taget 100, så i dag måtte hun mindst op på 200. efter de første 50 blev det sort for øjnene af hende. Hun måtte holde en kort pause inden hun igen kunne fortsætte. Det var endnu et tegn på at vægten var på vej i den rigtige retning. Nu var det tid til aftensmad og Lisa smuttede ud af døren og ned til veninden som hun havde lavet en aftale med. Egentlig havde hun slet ikke lyst til at se sin veninde, men hvis det betød hun kunne slippe for et måltid tog hun gerne turen derned. Inden hun cyklede hen til veninden cyklede hun en lille omvej for at få lidt ekstra motion. Hun havde bestemt sig for at spørge veninden om hun ville med ud at gå. Måske skulle hun forslå at de skulle tage en tur ned til stranden. Det var godt at gå i sandet, det var hårdt og Lisa kunne på den måde forbrænde flere kalorier. Da Lisa kom hjem fra stranden var hendes forældre ikke hjemme. De havde lagt en seddel med at de snart ville være hjemme igen. Lisa vidste at hun skulle spise når de kom hjem, med mindre hun havde gjort det af sig selv. Hun fandt en tallerken og en kniv frem og satte det på køkkenbordet. Hun tog brødristeren frem og rystede den over tallerknen. Det var krummer fra en bolle kunne hun se. Hurtigt tjekkede hun skabet, der var boller, så hun tog en og smed den i skraldespanden. Hun fandt smøren frem og tog en smule på en kniv og tørrede det af på tallerknen. Til sidst skyllede hun hendes glas i noget mælk. Nu var det måltid fikset. Nu ville ingen mistænke hende for ikke at have spist. Inden Lisa gik i seng lagde hun sig til rette i sengen og lavede de sidste øvelser som hun manglede. Det havde været en hård dag. Hun mærkede hvordan hendes hjerte arbejdede på højtryk og hvordan hendes mave skreg efter mad. Hun var ikke tilfreds med sig selv. I morgen måtte hun gøre det noget bedre. Hun skulle måske prøve at skære ned på morgenmaden og gå en længere tur. Lisa faldt efter lang tid i søvn, blot for at vågne hurtigt igen. Hendes tanker og rumlende mave holdt hende vågen hver nat. Men Lisa var ligeglad. Bare hun kunne blive smuk og tynd. Madplanen Nu har jeg fået en plan så stor fyldt ud med mad og ord den vil gøre mig så grim og tyk Kun jeg ser at den er noget så styg! De siger den vil redde mit liv men det eneste jeg ønsker er at blive et siv mine tanker tvinger mig til at snyde førend jeg mit liv kan nyde! Sukker, mel, mælk og fløde jeg føler det som en bøde for at jeg forsøger at blive tynd alle tager det som en synd! I tror i kan fylde mit liv med glæde ved at tvinge mig til at æde men i gør blot det hele sort så jeg er nødt til at dyrke sport! Jeg ændre min plan så den bliver lille nu kan den ikke gøre mig tyk, som den ville "nu skal jeg intet spise, ej heller sukker" siger jeg med et smil når jeg det fyldte skab lukker! | ||||||||||||||
 | Ester Jensen | 2012-06-14 18:34:40 |
Kunne næsten ikke lade være med at blive lidt våd i øjenkrogene af denne deprimerende og triste historie. Der er alt for mange som 'Lisa' der gennemgår samme dagsprogram som hende og har samme mål som hende. Det lille digt i starten virker som en god appetitvækker og selvom digtet er enkelt, er det meget præcist og går lige gennem marv og ben. Din tekst er meget godt skrevet, hudløst ærlig, og det kan jeg godt lide.
Bedste hilsner herfra :)
Bedste hilsner herfra :)
| mille | 2014-04-01 08:09:45 |
Fantastisk læsning for en bedstemor, der gerne vil blive klogere på anoreksiens mærkelige spøgelse. Tænker at al den focus der er fra samfundets side på kost og motion giver et fordrejet signal til unges opfattelse af, hvad der er sundt og rigtigt - men tænker også: hvad skal der til for at ændre den anorektiske adfærd?
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
