 |  | Endelig hjemme - i en skånsk nåleskov.... |
 |
|
|||||||||||||
|
Sidst på vinteren i 2008 blev jeg klar over, at jeg trængte til, at komme rigtigt ud i naturen. Det var ikke tilstrækkeligt med en dag i en park eller, hvis det var vildt, at tage en spadseretur i for eksempel Dyrehaven. Næh, jeg var klar over, at jeg var nødt til at komme ud i en rigtig skov; langt væk fra byer, og jeg var også godt klar over, at jeg var nødt til også at blive og overnatte ude i skoven. Næste skridt var så at google mulighederne for, at realisere ideen. Der var forskellige arrangerede ture man kunne deltage i mod betaling. De fængede ikke rigtigt, men lidt længere nede var der pludselig et hit på en vandreklub for studerende. Jeg åbnede linket og opdagede til min store glæde, at turene blev holdt omkostningslette, at de gik til alverdens forskellige steder og var af forskellige længder. Allerbedste opdagelse var dog, at der bare to uger senere ville være introduktionsaften for nye interesserede, og en introduktionstur den efterfølgende weekend med afgang om fredagen. I dagene op til introduktionsarrangemenet registrerede jeg nogen bekymring hos mig selv over, om de garvede medlemmer mon ikke var i topform og havde alskens avanceret udstyr. Jeg var jo bare i en nogenlunde fysisk form og havde kun et gammelt vattæppe af en sovepose og intet liggeunderlag, men trods alt en rimelig ny rygsæk (som jeg havde investeret i til mine rejser til Sydøstasien). Nå men altså, jeg lod bekymringer være bekymringer og tog til introaftenen. Vi var slet ikke særlig mange som dukkede op, men jeg fik et godt indtryk af det medlem, som var tovholder på introarrangementet. Efter præsentationen af klubben var der tid til at planlægge den fastsatte introduktionstur. Det lykkedes mig, på en helt normal måde, at få formidlet budskabet om, at jeg ikke rigtigt ejede noget vandreudstyr, og jeg fik et par gode råd til påklædning efter jeg havde beskrevet min daværende garderobesammensætning. Indeni mig selv planlagde jeg nu også at indkøbe ét stk. billig sovepose og ét stk. billigt liggeunderlag i Silvan. Desuden manglede jeg jo service og bestik, men det fik jeg at vide var ret billigt at købe i friluftsbutikker. Under planlægningen af turen uddelte vi opgaver, såsom hvem der skulle medbringe hvad af fællesudstyr, samt en tidsplan for afgang og hjemkomst og et mødested. Vi fandt også et kort over en rute, som vores "tutor" allerede havde gået et par gange. Det blev nogle lidt hektiske dage op til den planlagte tur, som skulle starte fredag eftermiddag og efter planen ende søndag først på aftenen. Der var nu slet ikke grund til at jeg blev hektisk, for det eneste jeg skulle medbringe af fællesting var aftensmaden til om lørdagen. Derudover skulle jeg købe de nævnte effekter, men butikkerne som solgte de varer jeg skulle købe lå i gåafstand fra min lejlighed, så det var ikke særlig svært eller tidskrævende. Næh, det der gjorde det noget hektisk i dagene op til afgang var, at jeg var fantastisk bekymret over, om jeg mon skulle glemme noget essentielt til turen. Efter at have købt udstyr var det tid at pakke rygsækken. Det blev virkelig gjort med omhu og efter alle kunstens regler med en huskeliste, hvor der blev krydset af, efterhånden som tingene fandt vej ned i rygsækken. Men det var selvfølgelig ikke nok. Jeg var alligevel nødt til at tjekke, at indholdet i rygsækken nu rent faktisk også stemte overens med huskelisten. Maden havde jeg tilberedt undervejs, og den blev pakket i poser og frosset ned. Afgangsdagen oprandt og vi mødtes som planlagt under uret. Jeg fik hilst på to andre der ikke havde været med til introduktionsaftenen men kun havde set opslaget om turen på nettet. Vi var fem ialt. Jeg var den eneste som slet ikke havde været på vandretur før, så det vækkede nogen uro hos mig selv, men jeg sørgede for at holde den uro for mig selv. Togturen gik med at snakke om hvad vi gik og lavede for tiden, og det viste sig, at hele to af de andre havde været på bævertælling for nylig. Jeg var slet ikke klar over at man tæller bævere i Danmark, men det lød somom de begge havde haft en stor oplevelse ud af det. Da vi kom til vores station var det allerede blevet mørkt, så busturen videre foregik uden at vi rigtigt kunne se landskabet. Jeg mærkede stadig en bekymring over hvordan det mon skulle gå, og så i det buldermørke! Vi ankom til vores destination, spændte rygsækkene på ryggen, fandt kortet frem og tændte lygterne. Først skulle vi ud af den lille by vi var stået af i, og så var der ellers omkring seks-syv kilometer frem til vores plads for natten. Vi fandt pladsen efter lidt søgen, og den så ok ud i lygternes skær. Den bestod sådan set bare af et shelter og en vandpost lidt derfra. Vi satte os til rette i shelteret og spiste vores medbragte madpakker. Så kom stormkøkkenet frem sådan at vi kunne lave the og kaffe som vi drak til de medbragte kager mens vi spillede fuglekort. Vi gik ikke særlig sent i seng, for det var jo om at være udhvilet til den næste dags strabadser. Selv tog jeg alt mit tøj på inden jeg meget spændt krøb i den nyindkøbte sovepose. Kun natten ville vise, om posen mon var varm nok. Næste morgen vågnede jeg tidligt, sådan lige deromkring hvor solen stod op. Der var musestille og jeg nød den friske morgenluft. Inden længe vågnede de andre osse, og så blev der igen lavet the og kaffe, denne gang til at vågne på. Morgenmaden blev så tilberedt, og den bestod af noget så ydmygt som havregrød lavet på vand og så med lidt sukker på. Normalt laver jeg selv havregrød på mælk, så jeg var noget skeptisk overfor den vandbaserede grød, men hvad, den kunne jo ikke skade, så jeg tog en portion og begyndte at spise. Forbløffelsen var stor, da jeg opdagede, at det rent faktisk smagte temmelig godt! Jeg havde egentlig regnet med, at den bare skulle ned og fylde, men jeg nød sådan set den der grød. Imens vi spiste snakkede vi om hvad vi havde drømt, og jeg kom selv i tanker om at jeg havde haft et forvirringsmareridt, hvor jeg var blevet bragt i en eller anden situation, som jeg absolut skulle løse. Problemet var bare, at jeg ikke anede hvordan jeg skulle gribe det an. Dén drøm behøvede jeg jo ikke tolke særlig meget på og de andre lyttede høfligt på mens jeg fortalte. Vi fik pakket vores grejer og kom afsted forholdsvis tidligt. De næste timer gik over stok og sten, for det viste sig, at en af de andre deltagere var meget vant med vandring, og hun satte et ret højt tempo. Med jævne mellemrum holdt vi dog også kortere pauser for lige at puste ud, og for at drikke vand og spise lidt af den chokolade vi allesammen var blevet anbefalet at tage med på turen. Når man har gået afsted med fuld oppakning og i højt tempo i en times tid, er det utrolig godt at fylde sukkerdepoterne op med chokolade, eller andre søde sager, og justere væskebalancen med vand. I nogle af pauserne kogte vi osse vand til kaffe og the, for at lune os lidt ekstra. Både mens vi gik, og mens vi holdt pauser, sludrede vi sammen både om løst og fast, men af og til kom man ind på et emne som en af os var særlig begejstret for, og så blev snakken noget mere intensiv. Indimellem var der dog også tidsrum, hvor man egentlig bare ville holde mund, og nyde omgivelserne lidt. De var såmænd ikke så forfærdeligt variede, fordi vi vandrede ad en rute tværs igennem en af de utallige nåleskove, som Sverige er så heldig at besidde. Når man vandrer afsted dernede under træerne er der både lydløst og vindstille. Træerne skærmer for blæsten, og det tykke tæppe af gamle grannåle, der dækker jorden de fleste steder, lægger en meget effektiv dæmper på alle lyde. Da det blev frokosttid, gjorde vi et større holdt, for at fortære maden. Den bestod i al sin enkelhed af rugbrød med makrel på dåse, torskerogn på dåse og leverpostej på dåse. Normalt ville sådan en menu jo ikke være særlig interessant, men akkurat ligesom havregrøden om morgenen, smagte det overraskende godt. Efter at have spist og slået lidt mave fortsatte vi vores fremfærd. Et par gange kom vi på afveje, for ruten var ikke specielt godt markeret. Heldigvis havde vi både et kort, et kompas og en tutor der forstod at kombinere brugen af begge dele, sådan at vi hurtigt kom på rette vej igen. Hen ad eftermiddagen gjorde vi igen et lidt større stop, denne gang for at koge vand til the og kaffe og lægge en revideret vandringsplan for resten af dagen. Energiniveauet var dalende, men vi havde et ønske om at nå én bestemt lejrplads, som lå klods op ad en spejderhytte, så der var ikke andet for, end at spise noget ekstra sukkersødt og så mande sig op til den sidste del frem til det planlagte overnatningssted. Det var ved at være sent, da vi langt om længe nåede bestemmelsesstedet. Den sidste times tid eller deromkring, havde mine ben faktisk gået helt af sig selv; jeg behøvede, sjovt nok, overhovedet ikke tænke over det længere. Fremme ved spejderhytten kunne jeg alligevel godt mærke, at det var en fryd at være nået frem. Vi spurgte om tilladelse til at slå telte op på græsplænen og gik så ellers igang med at koge pastaen og varme kødsovsen på stormkøkkenet. Det foregik i en slags pavillon med trægulv, så vi kunne tage fodtøjet af, og bare gå rundt i strømpesokker, så fødderne kunne få noget tiltrængt luft. Selv var jeg absolut ikke et sekund i tvivl om, at jeg i det hele taget havde fødder. Det kunne jeg jo sagtens mærke. Selvom jeg havde lavet en ekstra stor portion aftensmad, fordi jeg på forhånd havde regnet ud, at vi ville være godt sultne når vi kom dertil, fik vi spist helt op og alle erklærede at de var mætte. Efter aftenthe og -kaffe og en hurtigt overstået opvask stod der hygge på programmet. Papvinen blev fundet frem og selvom det var minimalt hvad vi indtog blev humøret hurtigt højt og vi begyndte at fortælle sjove historier og udtænke underholdende fantasier ud af den blå luft. I begyndelsen sad jeg lidt på afstand fordi jeg røg cigaretter og ikke ville genere de andre med røgen, men det spillede ingen rolle synes de, så jeg var hurtigt indlemmet i gruppen igen. Selvom vi havde det hylende sjovt blev det nu ikke særlig sent, før jeg kunne mærke, at jeg trængte til søvn, så jeg fandt vej hen til teltet og kravlede ind. Undervejs nåede jeg at nyde stjernehimlen, og nød at det var den, jeg trods alt kender allerbedst selvom jeg i lange perioder har kigget på stjernehimlen i Sydøstasien. Vel nede i posen lå jeg og nød, at jeg faktisk hele dagen igennem i nåleskoven havde haft en rigtig god og tryg fornemmelse af endelig langt om længe at være kommet hjem igen. Det undrede mig nu lidt, for jeg syntes egentlig ikke, at jeg har bevæget mig synderligt meget rundt i nåleskov inden jeg tog afsted med rygsæk for første gang for rigtig mange år siden, men jeg skubbede min undren bort og glædede mig bare over fornemmelsen. Den efterfølgende morgen vågnede jeg selvfølgelig tidligt. Det er sådan en tendens jeg har, når jeg er på tur, uanset hvorhenne turen er gået til. Jeg er overbevist om, at det har noget at gøre med en spænding over, hvad dagen mon byder på af nye oplevelser. Denne morgen var der en del dis, og desuden rimfrost i græsset. Heldigvis havde jeg om aftenen lært at bruge stormkøkkenet som ellers var udstyret med en avanceret multifuel brænder, og da vi havde efterladt hele molevitten i pavillonen, kunne jeg selv koge vand til kaffe. Skoven var allerede vågnet, og efter kaffen vågnede også mine meddeltagere på turen op. Morgenmaden, morgenkaffen og -theen blev sunket og vi indså, at vi var kommet forud i planen, sådan at vi faktisk kunne bruge det meste af formiddagen på pladsen. Det var jo fremragende, for ikke alene kunne teltene få en chance for at tørre, vi kunne også slikke sol på vores liggeunderlag i græsset. En af de andre fremdrog fra sin rygsæk en underlig aflang sag, som viste sig at være stellet og betrækket til en stol uden ben, hvor sædet og ryglænet bestod af det sammenlagte liggeunderlag. Det så meget bekvemt ud, da hun sad i den, og jeg lyste åbenbart af nysgerrighed, for jeg fik lov at prøve, uden at jeg behøvede at spørge. Efter et ganske kort øjeblik i stolen indså jeg, at jeg også måtte eje sådan én. Ryglæn var åbenbart tidligere blevet ret undervurderede derhjemme, for det var lige akkurat støtte til ryggen der satte prikken over i'et hvad angår magelighed. Da det blev tid til at tage afsted fik vi pakket sammen og fik gang i de ømme fødder og ben igen. Benene var noget stive i starten, men det gik hurtigt over. I løbet af nogle få timers vandring nåede vi ind i Höör og fandt ned til stationen. Det var helt underligt igen at gå på en rigtig vej, at se huse, biler og andre mennesker igen. Faktisk havde jeg det somom vi havde været ude i skoven i ugevis og de andre havde det ligesådan. Der var så god tid til at toget gik, at vi kunne koge vand til endnu en omgang the og kaffe, som vi denne gang kunne drikke siddende på en bænk. I toget sad vi og slappede af og småsludrede indimellem. Vi gav allesammen udtryk for, at det havde været en ret god tur, og selv var jeg stensikker på, at det bestemt ikke var sidste gang jeg ville tage på vandretur, også selvom turen så bare går til Skåne, for det var godt nok skønt at føle, at jeg endelig langt om længe var kommet hjem. | ||||||||||||||
 | nhuth | 2012-04-17 07:15:44 |
Fantastisk god fortælling. Kun ét spørgsmål sidder jeg tilbage med: Hvorfor skriver vandreren i datid i sidste sætning ("selv var jeg stensikker på....")
Nhuth
Nhuth
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
