 |  | 'Se lige efter 312, jeg skal på lokum' - novelle |
 |
|
|||||||||||||
|
Se lige efter 312, jeg skal på lokum Hvidt, pulveragtig materiale ind i den ene ende. Underlige dimser ud af den anden. Maskinen banker. Uden stop. Dag ud, dag ind, første skift, andet skift og nathold, uden stop, uden pause. Fredag aften den treogtyvende januar 2010 klokken 19,30 stoppede maskine 312 uden varsel. Alt havde, indtil da, fungeret perfekt. Men pludselig blussede den røde advarselslampe op som en supernova, hvorefter 312 stille og roligt gik i stå. Det er meget sjældent dette sker. Derfor er der alt mulig grund til panik. En militæragtig procedure tog sin begyndelse. Tidspunktet noteres i operationsrapporet. Holdlederen adviseres, hvorefter en melding afsendes til vagthavende værkfører, der på interntelefon kalder reparationsafdelingen, inden han selv begiver sig til maskine 312 for at tage et første overblik over situationen. ”Det ser ikke ud til at være alvorligt.” Vagthavende værkfører så lettet ud, da han forlader maskinen. ”Den skal vi nok snart få i gang igen.” Derefter ventetid. En maskinarbejder i lyseblå kedeldragt ankom med kursus i Düsseldorf og en kasse specialværktøj under armen. Systematisk og effektivt gennemgår han det indviklede system. Der blev målt med kostbart udstyr. Fejlen blev fundet. En dum sikring i styrerelæet er gået. Den blev skiftet ud med professionel dygtighed til 275 kroner i timen incluciv alle mulige tillæg og ret til stillingsbetegnelsen: ”Værkførerassistent uden strejkeret”. ”Det er med maskiner som med mennesker.” Manden i det lyseblå var tilsyneladende klar over hvad han talte om. ”En maskine har en sjæl. Sin egen vilje. Forstår man maskinens psyke kan man altid klare det.” En eller anden har fundet på at give maskinerne navne. Pigenavne, selvfølgelig. Sirligt er de blevet malet på tragten til råmaterialet. Som navnepladen på et skib.” Et skib er også en pige. Lyseblå var tilsyneladende i snakkehjørnet. En gang havde vi en maskine i Hal B. Hver dag, lige ved holdskiftetid, begyndte den at te sig så underligt. Der var ingen der kunne finde ud af det. Måleudstyret kunne ikke finde nogen fejl. Den begyndte bare at hoppe og ryste. Temperaturen steg et par grader i område to og tre - ellers var der ikke noget i vejen.” Lyseblå var ved at snakke sig varm nu. Her var en god tilhører. Et godt publikum. ”Vi kunne selvfølgelig ikke køre med den så længe. Det varede kun et kvarterstid - normalt - engang var det halvanden time. Det var altid ved den samme tid. Så holdt det pludselig op igen, og kom ikke igen før den næste dag.” Lyseblå stoppede sin pibe, og så ud til at forberede sig på et længere ophold ved maskine 312. ”Det stod på en hel måned. Ledelsen var helt ude af flippen. Produktionen og sådan. Der kom en mand fra Düsseldorf. Han kunne heller ikke finde ud af det.” Den lyseblå funktionær lænede sig op ad kontrolpulten. ”Det var en nat jeg lå hjemme hos konen jeg fandt ud af det.” Operatør 1133 kom til at tænke på, om der måske var nætter hvor lyseblå ikke lå hjemme hos konen. Man skulle faneme tro det. ”Det er sgu stress - tænkte jeg. 718 har sgu fået stress.” Han svingede piben over sit hoved som en kampfane den første maj. En meteorsværm af ild og gnister stod ud over kontrolpultens mange hundrede lamper. ””¦ nu kunne du sikker li’ at få at vide hvad jeg gjorde ved det?” Piben var gået ud. ”Jeg gjorde simpelthen det, at jeg fjernede en sikring. Skrev en stopordre og en reperationsseddel på firetyve timer. Den skulle bare ha’ ro, mand. En fridag, så den kunne finde sig selv igen.” Nu så det ud som om den lyseblå havde fået tårer i øjnene. Minder fra en heroisk indsats, et slag der var vundet. Han var jo så fandens effektiv. ””¦siden har der ikke været noget i vejen med den.” Operatør 1133 undrede sig. ””¦nå, kør du bare. Nu er temperaturen normal igen.” Så tage larmen fat igen. Hele tiden den samme rytmiske banken. Et bank, et hvæs, et bank, et hvæs. Time efter time. Dag efter dag. Hele tiden. Altid. * 1133 har det nemt. Der er en hel time til kassen skal flyttes og en tom anbringes på den samme plads. En hel time til tanker. En hel time til sig selv. Ja, lønnen er god nok. Men arbejdstiden ad helvede til. Han har hørt noget om, at skifteholdsarbejde er noget lort. Ja, treholdskift skulle være det rene lort. Men han kan ikke mærke noget til det endnu. Han har slet ikke haft problemer. Der var engang hvor 1133 havde andre tanker om noget andet. Nu havde han bare tanker. Men han kunne ikke finde ud af hvad tankerne drejede sig om. Men tanker var det på en eller anden måde alligevel. Det gjorde ondt, det, at han ikke kunne finde rede i sig selv. Kunne bare en eller anden i lyseblåt finde ud af hans psyke, og let og elegant udbedre fejlen så forbindelsen kunne komme i orden - eller sikringen udskiftes. Det føles som tomhed, det ikke at kunne tænke. Maskinen buldrer videre med sin psyke og sjæl. Tælleren viser 47218, 47219, 20, 21”¦. Et sted bag ved høres timenyhederne over P3. ”1133!”. ”Jensen!”. ”Allan Jensen!.” Hvad fanden er det? Hvem kalder? ”Allan!” Stemmen er i takt med maskinens rytme. Den kendte rytme. ”Allaaaaaan!”. Stemmen bliver mere indtrængende. Mere lokkende. Han ser sig om i dens store fabrikshal. Det rigtige arbejdsmiljø med kunstigt ovenlys og kunstige potteplanter. Men alle står og er optaget af sig selv og deres maskine. Han bliver bange. Ikke bange som den gang da han var en lille dreng og blev bange i tordenvejr. Nu er han bare bange. Han kan ikke svare, selv om han på en eller anden måde føler at han er nødt til det. Så er stemmen der igen. ”Allan, jeg har noget at sige til dig. Noget at fortælle dig”. Han er klar over, at stemmen på en eller anden måde kommer fra maskinen. Dybt inde fra. ”Allan, hvorfor kan du ikke tænke?” En gul lampe begynder at lyse på kontrolpanelet. Han ved ikke hvad det betyder. Han har aldrig lagt mærke til den før. Nu er han lammet af angst. ”Allan, tror du ikke på noget?” Som lille dreng havde han været FDFer. ”Allan, den gang troede du på noget, hvorfor gør du ikke det mere?” Ja, den gang troede han på noget. Senere var det gledet ud. Afløst af en mere fornuftig tankegang. Det om Gud, og alt det der. Han manglede beviserne. Lige som han manglede beviser, den gang en kammerat havde fortalt om en kalv var blevet født med to hoveder. ”Allan, hvad er beviser? Du står her ved 312 hver eneste dag. Hvem har anbragt dig der? Har du selv? Må der ikke også være en eller anden med magt over dig? En eller anden der bestemmer over dit liv?” Den gule lampe lyser kraftigere nu. Han tror ikke på det med en personlighed, eller et væsen der bestemmer over alting. Han tror heller ikke på, at der andre end ham selv der bestemmer over hans eget liv. Var det da ikke ham selv der havde set annoncen i avisen, og var taget med bussen her ud for at søge arbejde - for halvandet år siden?. Kan en almægtig Gud for eksempel skabe en sten, der er så tung, at han ikke selv kan løfte den Det havde han tænkt meget på, den gang han lod fornuften sejre. ”Allan, du vrøvler. Det er slet ikke det, det hele drejer sig om. Har du virkelig ikke tænkt på det? Det at være almægtig er til syvende og sidst et spørgsmål om at kunne gøre alt.” Den gule lampe begyndte at blinke. Rundt i den store fabrikshal har alle nok i sig selv. I midtergangen summer en truck stille forbi med en kasse råmateriale til en eller anden maskine. Sådan har det været så mange gange før. ”Allan”¦.” Maskine 312 fortsætter ””¦det at man er almægtig betyder jo også, at man er i besiddelse af alle mulige egenskaber.” En gang troede han, at hans far var i besiddelse af alle mulige egenskaber. Alle fuldkomne og gode egenskaber. Senere blev han klar over noget andet. Derfor troede han blindt på teknikken. Den fremragende edb teknik og de vidunderlige maskiner, der ufejlbarligt styrede det hele. Igen blev han klar over noget andet. ”Allan, at være i besiddelse af alle egenskaber vil jo betyde, man også er til.” Han ser op på uret. Der er gået lang tid. Timer. Tiden er fortættet. Hvad fanden er det der sker? Står han ikke her og snakker med en maskine? Nå, han har jo ikke på noget tidspunkt svaret maskinen, men alligevel er det som om den kender hans tanker - allerede før han selv har tænkt dem. Er han ved at blive tosset? Er det skifteholdsarbejdet der alligevel er ved at gå ham på? Han har også haft det underligt de sidste par dage. I morgen må han hellere melde sig syg og se at komme op til lægen. Inden det ramler helt for ham. Ad helvede til - en maskine kan ikke tale. Det er noget forbandet vrøvl han siger, ham lyseblå. En maskine kan ikke ha’ en sjæl. En maskine kan ikke få stress. Igen ser han på klokken. Det er snart fyraften. ”Allan, smut nu ikke væk fra mig. Nu er du jo lige ved at finde ud af det hele.” Han vil gå bort fra maskinen. Men er bange. Men af en eller anden grund føler han, at han ikke kan vende om. Vende tilbage. Så er maskinen der igen: ”Allan, er det ikke rigtigt. Har man alle mulige egenskaber, så må man nødvendigvis også ha’ den egenskab at være til? Du kan vel nok se, at var man ikke til, vil man jo netop mangle denne ene egenskab?” Han har ikke tidligere tænkt på, at maskinen lyder som hans fars stemme. Denne rolige, forklarende stemme - overbærende og til tider formanende. Det er en rigtig farstemme. ”Allan, nu er vi ved at nå frem. Tænk dig noget der har alle egenskaber - også den egenskab at være til.” Operatør 1133 tænker som aldrig før. Tænker, så det gør ondt. Men tankerne vil ikke. Det er som at læse en bog i sengen - lige inden søvnen melder sig. Det der var lige før, det er smuttet, og man forstår intet. Allan har sine tanker - men han forstår dem ikke. ”Allan” - maskinen fortsætter - ””¦hvis man har alle egenskaber man overhovedet kan tænke sig - må man så ikke også være til? - og må man så ikke også have magt til alt?” Lægen ville sikkert bare skrive et eller andet op til ham. Nogle små runde piller. ”Allan, den der har magt til alt, er det ikke den du i din lykkelige FDF-tid kaldte for”¦..” En klokke ringer. Afløsning. Befrielse. Fyraften. * To dage efter stod han der igen. Den gule lamper lyste ikke mere. Trucken summede forbi. P3 sendte timenyheder. I tasken under bordet lå madpakken og et lille rundt glas med 93 hvide piller. Allan har det godt. Lyseblå gik forbi - hilste med et kort nik. Hvidt, pulveragtig materiale ind i den ene ende. Underlige dimser ud af den anden. Maskinen bankede. Uden stop. Dag ud, dag ind, første skift, andet skift og nathold, uden stop, uden pause. Allan skulle tisse. ”Se lige efter 312, jeg skal på lokum”. | ||||||||||||||
 | Robert Mørk | 2010-12-15 08:12:08 |
Hej Jens
Det er spændende det her.
Jeg kan godt lide din..Ja vel nærmest tilbagelænet fortællestil, den er behagelig at læse, og dit rolige tempo tvinger mig til at tænke med og tage stilling. Det er godt skrevet.
Navnene "1133" og "Lyseblå" forstærker miljøet på en flot måde.
Det er få og meget lange afsnit du bruger, der kan jeg godt savne at teksten er delt op i lidt flere. Det ville gøre den mere behagelig at læse, og vil rent grafisk også se bedre ud.
Tak for læsning.
K.h.Robert
Ps.
Jeg faldt over et par slåfejl:
"hvorefter 312 stille og roligt gig i stå."
"”¦ nu kunne di sikker li’ at få at vide hvad jeg gjorde ved det?"
Det er spændende det her.
Jeg kan godt lide din..Ja vel nærmest tilbagelænet fortællestil, den er behagelig at læse, og dit rolige tempo tvinger mig til at tænke med og tage stilling. Det er godt skrevet.
Navnene "1133" og "Lyseblå" forstærker miljøet på en flot måde.
Det er få og meget lange afsnit du bruger, der kan jeg godt savne at teksten er delt op i lidt flere. Det ville gøre den mere behagelig at læse, og vil rent grafisk også se bedre ud.
Tak for læsning.
K.h.Robert
Ps.
Jeg faldt over et par slåfejl:
"hvorefter 312 stille og roligt gig i stå."
"”¦ nu kunne di sikker li’ at få at vide hvad jeg gjorde ved det?"
| svalerne | 2010-12-15 16:40:01 |
Hej. det er en særdeles velskrevet novelle du har begået. Flere spændende strenge flettes sammen: forskellen menneske/maskine, spekulationerne om Guds eksistens, det skarpe portræt af "Lyseblå"...
Og selvom det er dybt alvorlige temaer, gennemspilles de på en letlæselig og fængende måde.
Jeg har ingen kritik udover en enkelt detalje: "kassens" skal vel være "kassen". Ville ønske det var mig der havde skrevet den, men nu skal vi prøve at skrive en novelle på Saxos forfatterskole, så jeg må jo til at prøve genren.
bedste hilsner
Og selvom det er dybt alvorlige temaer, gennemspilles de på en letlæselig og fængende måde.
Jeg har ingen kritik udover en enkelt detalje: "kassens" skal vel være "kassen". Ville ønske det var mig der havde skrevet den, men nu skal vi prøve at skrive en novelle på Saxos forfatterskole, så jeg må jo til at prøve genren.
bedste hilsner
| haleløs | 2011-04-08 17:03:22 |
Særdeles originalt! Sarkastisk, munter, eftertænksom samfundskritik. Prøv at sende den til et ugeblad!
venligst ...
venligst ...
| poeten | 2011-04-08 17:21:38 |
Historien får mig til at tænke på de 10 års beskrivelse af en kantbukkers daglige bryderier. Stoltheden over sit fag, frustrationen over værkføren der til tider var både blind og døv.
Jeg tror 3F ville elske din historie i deres fagblad. Hvis du sender den dertil og får den optaget vil jeg meget gerne have det at vide. Så vil jeg sørge for at få et eksemplar af bladet.
Bare det var mig der havde evner til at skrive sådan.
venligst Poeten
Jeg tror 3F ville elske din historie i deres fagblad. Hvis du sender den dertil og får den optaget vil jeg meget gerne have det at vide. Så vil jeg sørge for at få et eksemplar af bladet.
Bare det var mig der havde evner til at skrive sådan.
venligst Poeten
| nhuth | 2012-05-08 09:56:32 |
Ser først din vidunderlige fortælling nu. Herlig læsning.
Du har nævnt noget om at du skriver på en krimi.
Kan (næsten) ikke vente!
Vh. Nhuth
Du har nævnt noget om at du skriver på en krimi.
Kan (næsten) ikke vente!
Vh. Nhuth
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
