 |  | Brug og smid væk! |
 |
|
|||||||||||||
|
Kørestolen summer sagte, mens jeg kører den tilbage fra bordet. Jeg bruger et sugerør til at styre den. Jeg er lam fra halsen og ned. Med et andet sugerør slubrer jeg vaniljeis i mig. Min hjælper har rørt isen til en blød masse. Det smager fint men jeg vil hellere mades. Tiden tillod det åbenbart ikke. Hun havde altid travlt, hende hjælperen. Mest med SMS' er, lod det til. Jeg kører hen til vinduet og ser ud over Ghettoen, hvor jeg nu bor. Fængslet i min krop, men ikke hjælpeløs. Jeg har opdaget noget. Noget der gør min situation nævneværdigt nemmere. Siden der gik ild i min lejlighed og en sydøstenvind fik flammerne til at blusse op og fortære hele boligkomplekset, har jeg været totalt afhængig af hjælp. Jeg sprang ud, undgik flammerne og endte på vejen. Som et ringvrag efter en knockout. Fem etagers fald. Grimme konsekvenser. Men hjælpeløs er jeg ikke. Jeg kan ikke snakke, men kommunikerer udmærket ved at blinke. Hjælperen kommer hen til mig. Hun ser på mig med foragt og tørrer vaniljeis-savl af min mundvig. "savle, savle, du har sgu ikke tænkt dig at gøre livet nemt for mig, vel?" siger hun og vender tilbage til iPhonen. Hun har været sådan længe nu. ' Det er tid til en lektion. Når man mister alt, som jeg, får man nogle gange andre ting i gave. Hvis man ikke er bange, står alt åbent for en. Telekinese lyder så hokus pokus, så jeg vælger at kalde det en evne. Evnen til at flytte ting ved at skubbe til energier. Alt er rammet ind af energier, vil i give en stakkels handicappet ret i det? Jeg bevæger sugerøret og drejer stolen mod venstre. Når jeg puster får jeg fremdrift. Et let sug stopper stolen. Energi. Hun er ved at varme maden i mikroovnen. Hun er snu. Har købt plastiktallerkener så hun slipper for opvask. Brug og smid væk. Den generation, i ved? Stegen har hun skåret ud med min Global kniv. Det er den jeg bruger. Den jeg løfter op og lader stå i luften. Jeg gør det ved at opbygge energier omkring den. En kort fryd, der kan forveksles med seksuel vellyst, fylder mig inden jeg sender kniven af sted mod hendes åndssvage nakke. Hun dør øjeblikkeligt. Mikroovnen giver et lille pling. Maden er klar. Men jeg må vente. Med kørestolen aktiverer jeg alarmknappen på væggen ved at køre ind i den, som de har instrueret mig. Åh ja. Nu er min lejlighed fyldt med mennesker. Hjælpere, psykologen og politiet. Det her er ikke første gang. Jeg kender rutinen. Og de ved at jeg ikke er skyldig. Jeg er jo ude af stand til at begå en forbrydelse ikke sandt? Men jeg lever efter, det jeg ser som en forbryderagtig devise: Brug og smid væk! | ||||||||||||||
 | haleløs | 2012-03-13 12:38:44 |
halløjsa for en velskrevet, psykologisk krimi-novelle!
GRUSOMT - at den elektriske kørestol 'bor' oppe i et højhus! Tjaeh ... 'hævnen er (bitter)sød ...'
venligst ...
PS 2. person pluralis I skrives altid med versal
"Alt er rammet ind af energier, vil i give en stakkels handicappet ret i det?"
"Brug og smid væk. Den generation, i ved?"
GRUSOMT - at den elektriske kørestol 'bor' oppe i et højhus! Tjaeh ... 'hævnen er (bitter)sød ...'
venligst ...
PS 2. person pluralis I skrives altid med versal
"Alt er rammet ind af energier, vil i give en stakkels handicappet ret i det?"
"Brug og smid væk. Den generation, i ved?"
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Av for søren! Den vinkel med højhuset tænkte jeg ikke lige på....Der er så mange faldgruber...men i teorien kan det vel lade sig gøre, selv om det er upraktisk....
Husker det med I. (græmmes da jeg er blevet dunket i hovedet over dette før...)