 |  | Selvom mit hjerte er i Marokko |
 |
|
|||||||||||||
|
Af sted, hviskede jeg ind i dit hår en efterårsnat for længe siden. Forstår du? Du bliver nødt til at rejse. Dine drømme vil altid være for store til denne lille by, skat. Du vil aldrig kunne trække vejret her. Jeg hader at se, hvordan du kravler ind i dig selv, når aftenmørket falder, og tågen gør gaderne stille. Jeg mindes, hvordan det føles; engang forelskede jeg mig i lufthavne og togstationer, og lyden af banegårde syntes at være lyden af hjemme. Det er anderledes nu; i stedet vågner jeg hver morgen og forelsker mig i dit smil på ny, men du er er univers, og jeg er intet andet end en planet. Af sted, græd jeg og viklede min krop om din. Kom nu, mumlede jeg. Træng op i mig. Kravl ind under min hud. Jeg har brug for dig tættere, tættere, så jeg kan mærke dig rumstere i mig, når du er borte. Ønskede at beholde mindet om dig, som lignede en løve i morgensolen med gyldne krøller og uforsigtige, brydende smil. Kan du huske, hvordan vi dansede til lyden af regnvejr mod ruderne? Mindes urets tikken et sted i lejligheden, som forsøgte det at fortælle os, at vi burde gå i seng, for det var både sent og alligevel så tidligt, og jeg ønskede, at kærligheden kunne standse daggryet i at komme - som var vi en del af et håbløst digt. De, som elskede for meget, ville poeten måske have kaldt det. Du forelskede dig i verden, og jeg forelskede mig i dig (hvilken kliché! ville anmelderne have sagt) Kan huske din stemme, da du mumlede om at skabe din egen form for hverdagsmagi, og jeg krøb sammen under dine vinterkolde fingerspidser. Mindes at have tænkt, vi var de eneste vågne på planeten, at her var et hul i universet; lige der hvor vi stod den nat med bare fødder mod knirkende trægulve. Her kunne tiden ikke nå os, og virkeligheden var kun vores; et øjeblik de aldrig ville kunne tage fra os. Men i søvnen mumlede du om Marokko, og jeg forbandede mig selv for at ønske, at selv en anden piges navn ville have lydt bedre. Af sted, græd jeg og kyssede de sidste sommerfregner ved dine håndled. Det er tid. Jeg ved, du ikke ønsker at blive som dem. Det er jo ikke fordi, der er noget galt med deres trivialitet, men det er en hverdag, et fundament, som aldrig helt vil kunne tilhøre dig. Du er ikke dem. Jeg tror altid, jeg har vidst, at denne by ville være for stille til et menneske med så meget liv indeni sig. Kan huske hvordan du græd og forsøgte at kravle ind imellem siderne, hvordan du så på mig med fortvivlede mundvige - i mit næste liv vil jeg være Jack Kerouac, sagde du, og jeg svarede, men hvorfor ikke i dette, og solen skinnede ud imellem dine tænder. Af sted, af sted, hviskede jeg ind i din mund, og det regnede i dagene efter, og vinteren syntes længere uden dig. Men verden ventede, og du havde sitrende fingerspidser og dansende fødder, og lyden af dine skridt mod gulvet i gangen den morgen, ekkoer endnu i min hukommelse. Det er ligegyldigt, forstår du? Du fortjener at forelske dig i din egen eksistens - at tage alt det, som livet kan forære dig. Du aner ikke hvor fandens stolt af dig, jeg er. | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
