 |  | Fortidens somre |
 |
|
|||||||||||||
|
Solen var næsten væk da han endelig ankom til stationen, varmen hang stadig i luften, han rynkede på næsen da den salte lugt fra stranden modtog ham i brisen. Det var mange år siden han sidst havde været her, et gys sendte en rystelse gennem hans krop da minderne farede tilbage til ham. ”Hvor blev tiden af?” Han stoppede under det gamle syrentræ, skønt det ikke endnu blomstrede kunne han fornemme dets duft. Døren smækkede bag hende og duften af nyslået græs ramte hende som en mur af minder om en lykkelig tid. Lyden af børn der leger ved gadekæret ælder hendes ansigt da hun tænker på alt det der kunne have været. Hendes øjne mørknede med melankoli, og minderne svøb sig om hende. Hun lavede en grimasse, prøvede at udglatte rynkerne om hendes øjne. ”Hvor blev tiden af?” Hun stoppede under det store kastanje træ, lagde en hånd på barken hvor initialerne fortsat var hugget ind i det gamle træ. Hun satte sig på den gamle flaskegrønne bænk, kunne mærke historien igennem det svækkede træ, hvor mange gange havde hun siddet her? Hun tænkte tilbage på første gang de kyssede, fjerlette berøringer der havde sendt gys igennem hendes krop, første gang han sagde de ord, der havde sendt et lydløst glædesskrig ud af hendes mund, første gang hun mærkede sparket fra det nye liv der voksede i hende, det sidste lykkelige øjeblik. Da hun græd lydløse tårer efter at have mistet det nye liv, som stadig vejede hende ned som en rustning lavet af livets stof. Dagen hun så ham hos guldsmeden med paradisets slange. Hendes øjne blev blanke og svømmede over, hendes tårer dryppede ned i gadekæret og hun betragtede ringene blive større og større. Han begyndte sin vandring ned af den snoede vej, gruset knasede under hans fødder. Den gamle vinfarvede bænk stod stadig i den lille lysning, malingen var nu falmet, skruerne var irret til og en edderkop havde spundet et majestætisk spind imellem brædderne. Da han satte sig ned flød minderne over ham. Den første gang han så hende, hendes hår lyste som guld og hendes øjne funklede som blinket på bølgerne, da hun fortalte ham om det nye liv der skulle omvælte hele deres verden, hans sidste lykkelige øjeblik. Da hun med våde kinder fortalte ham at det liv var blevet taget fra dem. Da hun fortalte ham at hun aldrig ville se ham igen. Samme dag havde han været ude og købe en ring til hende med hans søster som var på et sjældent besøg, symbolet der skulle fortælle hende at det skulle være dem for altid, han mærkede efter i lommen, den lille hårde æske lå sikkert. Han forstod det stadig ikke, hun havde nægtet at tale med ham, hendes hårdhed havde ramt ham som isnede kulde og han trak sig. Som han rejste sig fra bænken skyllede frygten ind over ham som en bølge af afvisninger, han havde tænkt på denne dag i 17 år og nu den endelig var har viste tvivlen sig i hans ansigt. Han spejdede tilbage mod stationen, der var ikke mere end 500 meter. Han rystede let på hovedet og begyndte langsomt at gå ind mod den gamle landsby. Der lugtede røget og gammelt som han gik ned af alleen der var dækket af de nedfaldne blomster fra de gamle æbletræer. Han skimtede en skikkelse i horisonten og i et øjeblik stoppede hans hjerte, han kunne ikke høre andet end hendes velkendte skridt, han ville kunne kende dem i en lufthavn på sommerens første feriedag. Der kunne ikke være mere end 200 meter, 200 meter mellem ham og resten af hans liv. Som hun rejste sig fra bænken mærkede hun suget i maven, forventningen om det forestående møde jog de dystre tanker på flugt, det var jo mange år siden nu, mange rynker var formet siden da. Hun spejlede sig i ruden på den gamle bil, førte en hånd gennem det nu grånede hår og smilte til sig selv. Hendes skridt gav genlyd i den gamle allé da hun satte farten op. Hun tog det hele ind, den smukke silhuette af de store æbletræer, den stædige mælkebøtte der tittede frem i asfalten, fornemmede at alle fuglende stoppede med at synge. Hun skimtede en skikkelse i horisonten, hendes hjerteslag blev båret med vinden og hendes åndedræt kunne ikke længere høres, hendes blod bruste som skumningen på havets bølger. Der kunne ikke være mere end 200 meter, 200 meter mellem hende og fortidens somre. | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
