 |  | Sorgen |
 |
|
|||||||||||||
|
Hun kunne ikke helt finde ud af om hun var vågen eller om hun sov. Følelsen af intethed og tåge havde erobret hendes sind, og fornemmelsen af at være inde i en osteklokke ville ikke slippe grebet i hende. Hun prøvede langsomt at tvinge øjenlågene op. Først det ene, og så det andet. Halvvejs i forsøget måtte hun give op for atter at lade sig opsluge af tomheden. Munden var tør og halsen værkede. Øjnene var hævede, og hun kunne stadig føle de spor som tusindvis af tårer havde sat ned ad hendes kinder. Som dybe furer var de mejslet ind i hendes ansigt som et evigt tegn på sorgen. Ville de nogen sinde stoppe, tårerne? Hun viste det ikke. Ligesom hun ikke vidste hvordan hun nogensinde skulle kæmpe sig ud af sin tilstand og vende tilbage til tilværelsen. Det eneste hun ville var, at lade sig opsluge af sorgen og aldrig mere vende tilbage. Men hun skyldte det. Hun skyldte at være stærk. Hun skyldte i det mindste at gøre forsøget. Endnu engang kæmpede hun sig op til overfladen, og med datteren i sine tanker fik hun færden af virkelighed. Den sneg sig ind i hendes næsebor som en fjern duft der vækkede hende til live. En duft af virkelighed. En duft der på en gang indeholdt så meget glæde og så meget sorg. Endnu engang lod hun tårerne få frit løb, og hun mærkede dem grave de dybe furer endnu dybere, for aldrig aldrig mere at forsvinde. Hendes rystende hænder fandt vej til duftens kilde, og ganske blidt lukkede hendes fingre sig om det slidte tøjdyr. Hun kunne ikke åbne de forgrædte øjne, men det gjorde ikke noget. Hun kendte den forvaskede og tyndslidte ko ned til mindste detalje. Hun havde kigget på den utallige gange, når hun i nattens mulm og mørke havde sneget den ud af datterens faste favntag for at vaske den. Hun havde syet halen på med en upassende rød tråd, fordi det var det eneste der lå i hendes rejsesyæske da koen tabte sin hale på deres ferie forrige sommer. Hun havde syet en lille gul knap på som erstatning for det øje som den stakkels ko havde mistet, og som de ikke havde fundet selv efter timers søgen. Hun havde følt på det slatne stykke stof, der engang var hvidt og blødt, og undret sig over hvor tæt man kunne være knyttet til så udslidt et tøjdyr. Som hun lå der et sted mellem vågen og sovende tilstand kunne hun stadig fornemme duften i næseborene. Den karakteristiske duft af datteren. Den fine duft af friske røde kinder, den stærke duft af barn og den altoverskyggende duft af kærlighed. Nu var koen det eneste hun havde tilbage. Hendes fingre borede sig ind i den hårde klump der engang havde været blød, som ville hun aldrig give slip på den igen. Hun begravede sit ansigt i den slidte ko og snusede ind alt hvad hun kunne. Hun ville have duften så langt ind i sin sjæl at den aldrig mere forsvandt. Om lidt ville duften være det eneste hun havde tilbage. Hun tog endnu et åndedrag med ansigtet begravet tøjdyret, som nu var gennemblødt af tårer. Duften bredte sig ned igennem hendes krop og ud i hver eneste celle. Den fyldte lungerne op med den luft, der med et havde forladt hende den skæbnesvangre aften hendes datter var blevet revet fra hende. Den fyldte hendes knuste hjerte med den varme der forsvandt, da hendes moderhjerte blev forvandlet til et blødende sår. Den fyldte hendes tågede sind med billeder af hendes elskede datter, som hun nu skulle sige farvel til. Hendes elskede datter som skulle ha den udslidte tøjko med sig i kisten når hun senere samme dag ville forlade hende for evigt. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2011-02-14 17:45:11 |
... en ufattelig tragedie levende og smerteligt vel-beskrevet. Jeg håber meget, historien her er rent opspind; i al fald findes der jo intet ord, nogen kan sige, som kan lette en sådan tåge spor ...
venligst ...
venligst ...
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
