 |  | To børn, en vindueskarm og en monolog |
 |
|
|||||||||||||
|
Jeg ser fire ivrige ben. To sæt klædt i hudafskrabninger og gode oplevelser. Rigtige historier. De tilhører ansigterne fra i går. Som ikke er navnløse. Vi kender alle deres navne. Jeg ville ønske jeg besad sådanne ben. Sådanne smukke fortællinger. Og så i en vindueskarm. Højt oppe i luften. Slet ikke i stuen. Ansigterne griner. De ved de har noget vi andre kun kan se tilbage på. Eller drømme om. Eller måske slet ikke. De griner bare. Snakker ikke sammen. Det behøves ikke. Et blik på hinanden er nok. De har det vi andre ikke har mere. Rene øjne og skrabede knæ. Med enderne velplaceret i en vindueskarm. Og benene daskende ud i verden. Jeg ser til. Og tænker tilbage. Til den gang jeg holdt en i hånden. Hvor mine ben berettede om bedrifter og eventyr. Eventyr vi læser om i tykke bøger; nostalgi i smukke træk. Jeg vil kysse. Og ae og befamle. I mine tanker. Jeg vil finde min vindueskarm. Den hvor min ukendte ven sad. Jeg burde have ringet. Ja. Telefonnummeret skrev vi i mit kladehæfte. Det gør jeg. Ringer. En dag. To anisgter på to børn. Smuk renlighed. Med skæve grin og ingen fortænder. En masse planter. En imaginær jungle. Lad mig besøge den. Det burde jeg gøre. Pakke mine kufferter. En let pakning. Og drage af sted. Se efter drengen og pigen. I brune fløjesbukser og lilla kjole. Farverne er falmet, de har siddet for meget i solen, i vindueskarmen. Jeg burde i hvert fald søge dem og deres jungle. Deres lydløse samtaler. Men allermest deres rene øjne. Og de smukke, grimme knæ. De sidder deroppe og fortæller historier. Højt oppe under solen. Farligt men yndigt på den modige måde. De tør - tør jeg?! Det skulle jeg mene. Men at tage springet venter jeg lidt med. Jeg vil høre historierne fra himlen. Solstrålefortællinger fra oven. Vandpytten jeg står i tørrer ud. Men efterlader en ballade af en regnbue under mig. Nu må jeg også vise smilehuller. Imens de fortæller. Men er jeg den eneste lytter? Jeg kan se jorden under deres negle. De er glade for levende planter. I vindueskarmen. Som vist nok behøver maling. Men det er en helt anden historie. De rene øjne hos de to børn ler. Stadig uden ord. Hænderne sammenflettes. Som reb i en gymnastiksal. Benene dasker barnligt. Byder livet op til dans. I en vindueskarm. Elegant. Og hvorfor ikke i en vindueskarm? Jeg træder ud af den udtrørrede vandpyts skygge. Ser mit snit til at hive mig op via en lian. (Nedløbsrøret). Jeg har besluttet mig. Jeg vil også sidde i vindueskarmen. Kravler derfor højere og højere. Øverst oppe føles meget langt borte. Men solen skinner. Børnene dasker. Jeg fyldes med ekstatiske bølger. Lige som jeg når mit mål. Eller hvad jeg troede var mit mål. En sko i øjet. Et skinneben kysser voldsomt min svedende kind. Taber da grebet om lianen. Og falder. Tænker på telefonnummeret i kladehæftet. Jeg skulle have haft ringet. Jeg tænker på vandpyttens sidste hilsen. På nostalgien og på hvad jeg sidst havde set. En sko. Dog en glad sko. Jeg bliver ved med at falde. Og falde. Og falde... Eksploderer da på altanen nedenunder. Her er det hele. Her kan jeg sidde i læ, i sol og i regn. Imens jeg beretter om mine fortællinger. Om mine skrabede knæ. Mine trykkede ribben og skrammerne i ansigtet. Jeg ler lydløst. Læner mig udover altankasserne (hvor jeg har anlagt min egen lille jungle). Ser solen nedefra og to par sko. Som danser med vinden. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2011-03-19 17:27:16 |
Detteher æventyr er aldeles fremragende! Såvel skrevet som bedrevet!
Drømmende, billedrig, lattermild, uophørligt fortællende ... VELNUANCERET som bare pokker, da!
'... ud af den udtrørrede vandpyts skygge.' og '...en ballade af en regnbue under mig' - altsammen ansporet af en lun vindueskarms dyrebare, pludrende indhold ... og så otte cifre i et gammelt kladdehæfte, som du nok hellere må finde ?
venligst ...
Drømmende, billedrig, lattermild, uophørligt fortællende ... VELNUANCERET som bare pokker, da!
'... ud af den udtrørrede vandpyts skygge.' og '...en ballade af en regnbue under mig' - altsammen ansporet af en lun vindueskarms dyrebare, pludrende indhold ... og så otte cifre i et gammelt kladdehæfte, som du nok hellere må finde ?
venligst ...
| haleløs | 2011-05-31 12:56:52 |
halløjsa, Nanna; hvad med at sætte dig ud på altanen og indlæse æventyret, TAK? venligst ...
| NannaLA | 2011-06-02 19:49:19 |
Det kunne da godt ske i den nærmeste fremtid!
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Mvh Nanna