 |  | Jeg vil ikke dø |
 |
|
|||||||||||||
|
Jeg vil ikke dø Pigen sad på en bænk og kiggede udover den lille sø. Den var helt dækket af is. De nøgne træer svajede ude af stand til at modstå vindens kraft. Lyden af vinden blandede sig med bilernes drøn og menneskernes travle skridt. Op og ned af stierne mellem træerne gik de. Ingen så op eller til siden. Hvis de havde, ville deres blik hurtigt have fundet pigen med den farverige strikhue på bænken. Hun gjorde mine til at gå. Tøvende prøvede hun med hænderne at hjælpe sig op. Efter utallige forsøg lykkes det. Hun blandede sig med menneskemængden på stien og var nu ét med det travle menneskekaos. Indtil at vinden med en pludselig styrke rev huen af. Hun stoppede op og prøvede desperat at fange den, men det var unødvendigt, for huen var allerede langt ude af rækkevide. Hendes nøgne isse var blottet for alle. Nu begyndte folk at se op, på grund af det bratte stop hun havde gjort. Da de så, hvad der havde forårsaget bruddet i deres daglige rytme, skyndte de sig at se væk. Med raske skridt skyndte hun sig hen mod den store grå bygning. Hendes hjerne skreg, at hun skulle skynde sig indenfor. Bort fra alle de blikke folk sendte hende. Da hun endelig nåede indenfor, gik en midelaldrende mand i hvid kittel hende hurtigt i møde. ”Hvor har du været henne?” spurgte han med et irriteret blik. Hun trak på skuldrende og mærkede udmattelsen af flugten ind i den grå bygning nærme sig. Han kløede sig i nakken og gjorde sig klar til at gentage, hvad han så tit havde sagt. ”Du ved, at det ikke er tilladt at tage så lange ture. Højst en time. Du var væk i en halvanden!” Hvorfor kunne hun ikke bare overholde reglerne? Var det så svært? Regelbrydere ødelagde hans humør. De brød hans dejlige daglige rytme. Nu kunne han godt trænge til den slurk af lommelærken, han havde modstået til frokost. Måske mere end en. ”Jeg er ked af det,” sagde hun uden anger i stemmen. Hendes blik flakkede dovent rundt i rummet. Hans irritation blussede op, da han hørte hendes ligeglade undskyldning. ”Jeg ved, at du ikke er så glad for det herinde, men du skal overholde reglerne,” sagde han strengt til hende. Uden at se på ham nikkede hun og fulgtes med ham over til elevatoren. Turen op til hendes rum forekom hende en evighed. Endelig, da hun var sikkert inde i værelset og uforstyrret, kunne hun lukke det suk ud, hun havde holdt inde overfor ham. Han forstod ikke noget. At hun ikke kunne lide det herinde, var en underdrivelse. Hun hadede det. De hvide vægge virkede kvælende på hende. Nogen gange havde hun det, som om de kom tættere og tættere på hende, jo mere hun var i rummet. Derfor var 1 times frihed fra det hvide fængsel ikke nok til at opveje de resterende 23. Hendes mor havde prøvet at gøre værelset lidt mere hyggeligt. Væggene var fyldt med plakater af diverse superstjerner. Hvad der engang havde betydet så meget for hende betød så lidt nu. Plakaterne kunne lige så godt have været hvide. Med det i tankerne lukkede hun øjnene og faldt lige så stille i søvn. ”Vågn op.” En lille hånd hev i hendes egen. Hun åbnede langsomt øjnene og ventede, til at slørheden stoppede. Foran hende stod en femårig pige med røde æblekinder og stirrede hende lige op i ansigtet med hendes undersøgende blå øjne. Hun smilede og klappede den lille hånd. ”Du er kold,” konstaterede den store pige. Den lille pige nikkede alvorligt, og ordene begyndte at vælte ud. ”Først var far og jeg ude at stå på skøjter. Han lærte mig at dreje rundt om mig selv. Jeg havde de lyserøde skøjter på, som jeg fik af dig i julegave sidste år. Bagefter drak vi varm kakao og skyndte os herop.” Hun snappede efter vejeret efter sin lille tale. Pigen smilte vidende til sin far, der stod bag ved den lille pige. ”Viola husk at trække vejret,” lo han. Pigen lo med og fortsatte: ”Vi vil jo nødig miste dig.” Viola kiggede på hende med tårefyldte søer, som truede med at vælte over bredderne. ”Vi vil heller ikke miste dig,” sagde hun uden at tænke sig om. Stilheden bredte sig i rummet. Den store pige knyttede sine knoer, til de blev helt hvide. Faren proppede diskret nogle mønter ned i lommen til Viola. ”Gå hen og køb noget at drikke,” hviskede han, mens han skubbede hende ud af døren. Stille satte faren sig i stolen ved siden af sengen. Hendes knoer var stadig knyttede. ”Jeg troede, du sagde, at I ikke havde fortalt hende det,” sagde hun sammenbidt og stirrede ligeud. Faren sukkede. ”Hun er ikke blind eller døv. Da hun spurgte mig ligeud, kunne jeg ikke lyve.” Pigen rystede på hovedet. ”Det skulle du have gjort. ” Nu var det farens tur til at ryste på hovedet. ”Før eller siden ville hun have lagt mærke til, at du ikke skulle til behandlingerne mere. Måske ville hun høre en eller anden hviske om, at du måske skul””” ”Færdiggør ikke den sætning,” afbrød hun ham vredt. ”Du bliver nød til at sige det,” bad han. ”Nej,” svarede hun kort uden at se på ham. Hendes pande blev furet, og hendes øjne slog gnister af vrede. Hun var så træt af at høre ham sige den samme bøn, hver gang han besøgte hende. ”Du kan ikke fortsætte på den her måde. Det er ikke sundt,” blev han ved. ”Hvad er ikke sundt?” lød hendes hvæssende svar på hans spørgsmål. ”Det du gør! Du bliver ved med at have en maske på og forestille dig, at det her ikke sker.” Det føltes som om, hendes blod boblede i årerne og steg til hovedet, som forvandlede hendes syn til rødt. Skarpt drejede hun hovedet og så ham direkte i øjnene. ”Hvad vil du så have, at jeg skal gøre? Skal jeg græde ligesom mor. Se ikke sådan på mig. Tror du ikke, at jeg kan se, hvor meget det smerter hende at kigge på mig? Tror du ikke, at jeg ved, hvorfor hun altid bliver nødt til at gå udenfor, når hun besøger mig? Tror du, at jeg er døv? Tror du, at jeg er dum?” Hendes bryst steg heftigt efter hendes udbrud. Farens øjne var store som tekopper. ”Alt andet vil være bedre, end det du gør nu. Du skal ikke være stærk. Ikke for vores skyld og heller ikke for din,” sagde han. Det var som om, at han havde prikket hul i hendes vrede. Indeni i vreden lå der en klump. Før havde den været til at bære, men nu uden vreden som beskyttelse var den næsten ubærlig. Med et sidste forsøg sagde hun fast: ”Far. Stop. Jeg vil ikke snakke om det mere.” Han sukkede og slap hendes hånd. Hun så ham rejse sig op og gå med rolige skridt ud af døren. Uden at hun selv opdagede det, begyndte tårerne at strømme ud. Det var som om, en dæmning var brast eller rettere sagt, en klump der var prikket hul i. En høj hulken undslap hendes tætsammenpressede læber. ”Skat, jeg glemte lige min pung,” råbte faren og gik tilbage. Før hans fod ramte gulvet indeni hendes rum, og før hun kunne standse sig selv, sagde hun: ”Jeg vil ikke dø.” Hans øjne fyldtes med tårer, og han skyndte sig hen til hende. ”Sssh, det okay.” Hans arme dannede et beskyttende net rundt om hende. Han vuggede og strøg hende på hendes skaldede isse, som om hun var et nyfødt barn. Imens blev hendes hviskende stemme højere og højere, til et skrig fyldt med så meget smerte, at dem i de omliggende rum kunne høre hende. ”Far, hvorfor kan du ikke gøre noget? Hvorfor kan du ikke stoppe det? Jeg vil ikke dø! JEG VIL IKKE!” Faren var lige gået. Hun græd stadig. Det gjorde så ondt. At græde var ligesom at erkende, og hun havde gjort alt de sidste par måneder for ikke at sige den sætning der ville få hende til netop det. Nu var den kendte livløse maske væk, og hun følte sig nøgen. Træt åbnede hun øjnene og blev blændet af alt det hvide omkring sig. Hun kunne mærke væggene komme nærmere. Hvor ville hun give alt for at være ude i det fri. Ude ved søen hvor alting føltes så friskt. Jo mere hun tænkte over det, jo mere beslutsom blev hun. Stille svingede hun det ene ben udover senge kanten og så det andet. Hurtigt tog hun elevatoren ned og bad til, at ingen så hende. Hun var heldig. Vinden mødte hende med et kærtegn så dejligt på hendes kind. Hun smilte for sig selv. Først skulle hun krydse vejen og så gå et par gader, før at hun kunne dreje ned ad stien til søen. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2011-09-21 22:50:58 |
Rigtig velskrevet doedskamp / oproer mod en grum skaebne! Konttrasten med den farverige strikhue, som naturkraefterne stjaeler, versus farveloes hospitalsatmosfaere og faderens opgiven er saavel underholdende som hjertegribendex!
venligst ...
PS laegen er miDAldrende og linie 34 (talt nedefra) 'hopper'!
venligst ...
PS laegen er miDAldrende og linie 34 (talt nedefra) 'hopper'!
| Forfatter in spe | 2011-09-22 18:18:13 |
Hej Marlene,
Indledningsvis må jeg rose dig for dit meget flotte og fyldige sprog. Du er dygtig til at lave nogle gode beskrivende billeder. Specielt er dit første afsnit rigtig fint konstruret, og hvis resten af teksten kunne holde niveau, ville din historie garanteret fremtvinge adskillige våde servietter ;-)
Og en smule kritik..
Dine dialoger kunne godt strammes lidt op. Du behandler et svært emne. Ingen ønsker for nogen at de skal dø af en sygdom. Meget værre er det hvis skæbnen overgår et barn. Og heldigvis har jeg intet kendskab til hvordan en sådan samtale ville foregå. Den virker bare en anelse "besværlig for øjet", når den skal læses. Måske virker faderens ord og handlinger ikke rigtig troværdige. Jeg kan ikke rigtigt sætte ord på det.
Historien slutter flot med en spændende åbning. Men har ondt af pigen men samtidig kan man som læser godt forstå, at hun foretrækker det smertefrie hinsides, når det nu er så åbenlyst, at der ikke er anden udvej for hende.
Venligst fra Jesper
Indledningsvis må jeg rose dig for dit meget flotte og fyldige sprog. Du er dygtig til at lave nogle gode beskrivende billeder. Specielt er dit første afsnit rigtig fint konstruret, og hvis resten af teksten kunne holde niveau, ville din historie garanteret fremtvinge adskillige våde servietter ;-)
Og en smule kritik..
Dine dialoger kunne godt strammes lidt op. Du behandler et svært emne. Ingen ønsker for nogen at de skal dø af en sygdom. Meget værre er det hvis skæbnen overgår et barn. Og heldigvis har jeg intet kendskab til hvordan en sådan samtale ville foregå. Den virker bare en anelse "besværlig for øjet", når den skal læses. Måske virker faderens ord og handlinger ikke rigtig troværdige. Jeg kan ikke rigtigt sætte ord på det.
Historien slutter flot med en spændende åbning. Men har ondt af pigen men samtidig kan man som læser godt forstå, at hun foretrækker det smertefrie hinsides, når det nu er så åbenlyst, at der ikke er anden udvej for hende.
Venligst fra Jesper
| Marlene | 2011-09-22 18:48:37 |
Hej. :-)
Tak for både ris og ros. Det er dejligt at vide, at man kan blive bedre. Jeg er fuldt enig med, at dialogen kunne strammes op. Det er generelt en af mine svage sider.
Derfor håber jeg at forfattersiden bliver et sted hvor jeg kan udvikle mig og få respons på mine noveller.
Hilsen Marlene
Tak for både ris og ros. Det er dejligt at vide, at man kan blive bedre. Jeg er fuldt enig med, at dialogen kunne strammes op. Det er generelt en af mine svage sider.
Derfor håber jeg at forfattersiden bliver et sted hvor jeg kan udvikle mig og få respons på mine noveller.
Hilsen Marlene
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
