 |  | Bænken |
 |
|
|||||||||||||
|
En mand sidder på en bænk i en park. Ved siden af han ligger en buket blomster som stille er begyndt at smide deres blade. Han læser i avisen mens han venter. Historier om oprør, pengenød og film anmeldelser bliver udgravet fra den kedelige masse af papir med underlige tegn trykt i blæk. Tegn som for mange milliarder i verden intet ville betyde. Men for ham, på den bænk, på det tidspunkt, og med disse tegn. Er tegnene mere end ord. En verden udfolder sig omkring ham, som historier spillet af symfonier. En historie som findes langt ude i verden hvor hans fødder aldrig ville betræde. Historier om heltemod, om politik, velgørenhed. Om lykkelige par og alverdens intriger. Han kigger på sit ur før han kigger sig omkring. Parken er så småt blevet grøn. Sne har for længst forladt landet og blomsterne springer ud. Han sukker. Han kan mærke det i hele hans krop. Livet er passeret forbi, hans energi har stille forladt ham med hans ungdom. Hvad der engang var hans ungdom blev overtaget af arbejde. Kærlighed blev til familie. Og alle hans ønsker og værdier blev overtaget af alderen. Og nu var han en enkemand. Det var nu langt tid siden men mindet hang fast som var det i går, sammen med alderen blev de svage. Altid sammen. Deres børn havde altid været der for ham i nødens stund. Selv da mor døde. Og nu, sad han så her, flere år senere. Alene på en bænk og så hvordan verden var ham gået forbi. Han kunne huske den dag radioen havde fortalt om Kennedy's mord. Han kunne huske da Poul Nyrup blev stats minister. Men nu gik den ikke længere. Mens han blev stille og rolig, blev verden hurtigere rundt om ham. Nu havde alle de yngre fjernsyn, telefon... I takt med at hans børn fik flere metoder at kontakte ham igennem, skete det mindre og mindre. Han hører stille fodtrin til venstre, han lukker avisen og folder den med rolige hænder mens hans gæst kommer nærmere, langsomt med sit stativ. Hendes ansigt rynket men med et bredt smil på hendes læber da hun ser blomsterne udstrakt til hende. ”Det havde du ikke brug for at gøre...det er for meget.” Sagde hun til ham mens de stille omfavner hinanden. ”Det er aldrig for meget at give noget videre. Kun for sent.” Svarede han. | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
