 |  | Relative problemer |
 |
|
|||||||||||||
|
Døren smækkede bag mig med et brag. Det var slet ikke meningen, at det skulle gå så voldsomt til. En blanding mellem et blidt smæk og et brag - sådan skulle det have lydt. Det var sådan, jeg havde hørt det i mine tanker - sådan jeg havde planlagt det, men sådan blev det ikke. Et kæmpemæssigt brag fløj forbi mine ører og garanteret gennem resten af huset også. Hvorfor var det altid sådan? Hvorfor skulle alting altid gå anderledes end i mine tanker og drømme? Håbløst. Sådan var mit liv. Jeg havde ingen kontrol over noget som helst. Håbløst. Efter en times tid, hvor jeg på værelset havde bedt tåre efter tåre om at skride, hørte jeg min mor kalde: ”Der er mad, Ask! Kom og spis.” Jeg løftede hovedet fra min jammerlige tilstand. Hvis der var nogen, der ikke skulle se mig tude, så var det mine forældre. Til skrot med alt det vås de voksne sagde: ”De unge mennesker viser ikke følelser for deres venner.” ”Det er kun piger, der tør snakke om deres følelser.” De vidste ingenting! Alligevel snakkede de. Jeg var ligeglad med, hvis mine venner så mig græde. Jeg kunne faktisk ikke være mere ligeglad. Hvis de så mig græde, ville de vel også være til hjælp. De ville trøste mig og være med mig, indtil jeg ikke græd længere. Sådan ville det ikke være med mine forældre. Jeg tør slet ikke tænke på, hvis min mor og far gik ind på mit værelse og fandt deres store søn sidde krummet sammen med armene slået om benene og panden hvilende på knæene. Det ville være en katastrofe uden lige. ”Hvorfor græder du?!” ”Hvad er der galt?!” ”Er det noget med en pige?” ”Bliver du mobbet i skolen, Ask?” Jeg rejste mig langsomt op, mens jeg vippede de sidste tårer væk fra mine kinder. Langsomme skridt førte mig over til det menneskehøje spejl, der hang på min væg. Det jeg så, var ikke noget at råbe hurra for. Hvorfor? En rød kant havde tegnet sig hele vejen rundt om begge mine øjne. Et øjeblik fik jeg ondt af mig selv. Mine forældre sad fordybet i deres tallerkner fyldt med flæskesteg, da jeg trådte ind i køkkenet. Forsigtigt satte jeg mig på stolen ved siden af min far. Unødvendig opsigt ville jeg ikke vække, når jeg så ud, som jeg gjorde. ”Det går ikke, at du smækker sådan med din dør. Det ender med, at den går i stykker.” Jeg svarede ikke. Jeg fornemmede, at min far kiggede på mig. Jeg kunne spotte det ud af øjenkrogen. Han ventede et svar. ”Jeg vil væk,” sagde jeg stille. ”Hvad siger du?” spurgte min mor og så en smule forbavset ud. Jeg kiggede ikke på hende, men så for mig, hvordan hun spørgende sendte et blik mod min far, som sendte et hvor-skulle-jeg-vide-det-fra blik tilbage. Det gjorde de altid. Jeg tav. ”Hvad mener du med, at du vil væk?” spurgte min mor pædagogisk. Var det bræk, jeg fornemmede i min hals? Det tog mig lidt tid at samle mod. Jeg så op: ”Jeg vil ikke være her. Jeg vil væk.” Min mor så mindre chokeret ud. Jeg drejede hovedet mod min far. Han bar samme udtryk i ansigtet. Og så skete det. Igen. Jeg havde ikke bare pustet til ilden, jeg havde hældt en hel dunk benzin ud over den, hvorefter jeg lod min personlige drage hjælpe til. Drager kunne spy ild, ikke? Min kunne. Vi skændtes hele aftenen. Igen. Jeg havde fået min vilje. Det var ikke noget, man så hver dag hos familien Taber. Jeg var flyttet ind hos min tante, som boede et par kilometer fra mine forældre. De mente, at opholdet var midlertidigt. Det gjorde jeg ikke. Min tante var sjov. Det var rart at være sammen med hende. Jeg havde ikke noget imod at vågne op om morgenen længere. Heller ikke noget havde jeg mod at komme hjem fra skole. Mine venner forstod det ikke, men det havde jeg heller ikke forventet. Det var svært for dem at forestille sig, at man hellere ville dø end at bo sammen med sine egne forældre. Okay, det var selvfølgelig ikke tilfældet i min situation, men overdrivelse fremmer jo forståelse, som de voksne siger, og er det ikke også dem, der er klogest? Det havde været godt de første dage hos min tante, men jeg kunne mærke på hende, at det var svært for hende at håndtere mig. Hun havde aldrig selv haft børn, og at hun nu havde fået en teenager i hans bedste år, måtte have været en stor mundfuld for hende. En aften havde jeg været på vej ud ad døren, da hun spurgte mig, hvad jeg skulle. Jeg havde svaret, at jeg bare skulle være sammen med et par venner, men jeg tror godt, hun kunne se på mig, at jeg løj eller hvert fald ikke fortalte hele sandheden. Vi ville mod byen. Jeg var ligeglad. Ligeglad med at jeg næste dag skulle stå klar og parat til skole klokken 8. Min tante galpede op om, at det var en hverdagsaften, det var sent, og jeg var, åh, så ung. I min frustration havde jeg sagt til hende, at det var godt, at hun aldrig havde fået børn, for det havde været synd for dem. Jeg fortrød med det samme, men det kunne jeg selvfølgelig ikke få mig selv til at sige. Også fordi jeg alligevel mente det, jeg sagde en smule. Hvorfor sagde jeg så ikke undskyld? Utaknemmelige skarn. Da jeg kom hjem fra skole, sad min tante ved spisebordet i køkkenet. Hun kiggede på mig og smilede. Jeg vidste ikke hvorfor, men det var som om mine lemmer blev en smule anspændte. Som om jeg gjorde alt for ikke at lave noget forkert. Hed det ikke nervøs? Jeg satte mig ned på stolen på den anden side af bordet. Vi sad lige overfor hinanden. ”Jeg har tænkt på noget, Ask,” sagde hun venligt. Den kvinde havde så meget overskud. Jeg kunne slet ikke forholde mig til det. ”Hvad siger du til at komme på efterskole?” Et øjeblik troede jeg, det var min mor der snakkede - så pædagogisk lød hun. ”Du ved godt, hvad det er, ikke? Hvis dine forældre synes, det er okay, så vil jeg gerne betale halvdelen af opholdet.” Mit blik faldt ned mod bordet. Hvorfor behandlede alle mig sådan? Var jeg virkelig så umulig? Hun kunne ikke holde ud til at være sammen med mig, det vidste jeg, det her var bare en blid måde at sige det på. Meget blid. Måske, hvis jeg var meget heldig, så kunne mit ønske blive opfyldt, hvis jeg kom på efterskole. Mit ønske om at komme væk og bo sammen med nogen, der så på mig som et almindeligt menneske, en ven, og ikke en eller anden ustyrlig ung dreng, der ikke forstod noget med mindre, man talte til ham som en børnehavepædagog. ”Jeg skal på efterskole. Jeg skal på efterskole. Væk herfra. Væk herfra.” Jeg gentog. Var det virkelig okay at hade sit liv, når man ikke sådan rigtigt havde problemer? Jeg havde problemer, indrømmede jeg til mig selv, men ikke sådan virkelige. Det var de alvorlige af slagsen, jeg tænkte på. Jeg gik langs vejkanten i venstre side, som jeg skulle. Det var det korrekte. Jeg gjorde det korrekte. Mine fødder bevægede sig længere og længere til højre. Var det min balance, der svigtede, eller var det simpelt nok bare mig selv, der tvang dem til at gå ud på midten af vejen? En knallert kom susende forbi min højre side. Der var for mørkt udenfor til, at jeg kunne se, om han kiggede på mig i sidespejlet. ”Sådan en idiot,” tænkte han måske. Måske tænkte han ikke noget. Måske så han mig slet ikke. Ville en bil kunne se mig lige nu? Der var kun en måde at få svar på. I det samme fik jeg øje på to lygter forude. En bil. Den var stor. Jeg lyttede. Det var en lastbil, der var på vej i min retning. Jeg gik. Blev blændet. Den irriterede lyd af bremsen, der blev presset i bund, ramte mine ører. En endnu mere irriterende lyd opstod. ”DYYT, DYYYYT!” Et par skidt til højre eller et par skridt mod venstre? Så tæt på. Lastbilen kørte stadig med god fart, da den passerede mig. Hvis jeg ikke havde trækket mig til højre, havde jeg nok været død. Jeg gik endnu et par skridt mod højre. Og så et par mere. Jeg fulgte den hvide linje, der skulle vise bilerne, hvor langt de burde være fra rabatten. Hvis knallerten var kommet nu”¦ En knallerts forlygte lyser betydeligt kortere end en bils forlygter. Kom nu. ”Jeg skal på efterskole. Jeg skal på efterskole. Væk herfra. Væk herfra.” På vejen hjem smuttede jeg ind forbi min yndlingskiosk. Yndlings? Det samme gamle lort som for 10 år siden. 11 år. 12. Målrettet bevægede jeg mig mod kasserne med øl. Da jeg var på vej ud ad døren med en kasse under den ene arm, kom kioskejeren ud fra rummet bagved. ”Hej Ask,” sagde den gamle Åse varmt. ”Hej,” svarede jeg kort og smækkede døren efter mig. Perfekt - altså smækket. Den gode blanding mellem et blidt smæk og et brag. Den slags, der siger: ”Det er mig, der bestemmer.” Det var så nemt at stjæle takket være folks uopmærksomhed. Jeg havde aldrig før vovet overhovedet at tænke på at stjæle fra min yndlingskiosk. Hvorfor ikke? | ||||||||||||||
 | haleløs | 2014-07-30 09:10:45 |
go' beskrivelse af 'Ask Tabers' øl-tyveri, og hist. er fint bundet sammen af at slutte, hvor den starter ;)
venligst ...
PS "En knallert kom susende forbi min højre side. Der var for mørktudenfor til, at jeg kunne se, om han kiggede på mig i sidespejlet. "
venligst ...
PS "En knallert kom susende forbi min højre side. Der var for mørkt
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
