 |  | Langt ude kap. 1 (del 2) |
 |
|
|||||||||||||
|
Det var ved at være tid for at toget skulle komme så vi gik tilbage ud på perronen. Sneen blev ved med at dale fra den mørke natte himmel, og den så ikke ud til lige at stoppe foreløbig, der begyndte at falde en ro over stationen som var den viklet ind i vat, det er utroligt hvad sne kan gøre, den kan få alle lyde til at forsvinde fra en ellers støjende verden, man kunne kun høre den stille rislende lyd af snefnuggende, der stødte sammen med hinanden i luften på deres vej mod jorden, en smuk forestilling tænkte jeg, så meget som jeg hader mørke, så meget elsker jeg sne. ”Sner det også i fremtiden” spurgte jeg hende ”Ja, det gør det, bare ikke så meget der hvor jeg kommer fra, de magnetiske poler har ændret sig så jordens rotations akse er ændret, hvilket betyder at sneen falder andre steder end den gør i dag, for eksempel falder der meget mere nedbør i Afrika, og om vinteren også som sne, det har gjort at hungersnøden stort set er udryddet på det Afrikanske kontinent, den er derimod flyttede til andre steder på jorden, som Skandinavien og den norlige del af Europa og generelt de nordiske regioner af jorden, så der hvor der nu er koldt, er der varmt som pokker i fremtiden. Til gengæld er der blevet så koldt på den inderste del af Afrika at der er ubeboeligt lige som det er med Nord og syd Polerne i dag.” Svarede hun ”Det lyder da lidt foruroligende” sagde jeg ” Skaber det ikke konflikter, man hører allerede i dag om at man i fremtiden kommer til at slås om de vand resurser, der er til rådighed i Afrika?” ”Jo, der kommer til at være en del konflikter, og verden ser ikke ud som den gør i dag, folk bor ikke de samme steder mere, befolknings grupperne er blevet blandet meget mere sammen, af nød” sagde hun, og blev stille, som om hun kom i tanke om at hun ikke måtte fortælle for meget, i det samme begyndte skinnerne at synge, og toget kørte ind på perronen, vi gik ind i et af togets coupeer og satte os, der var ret tomt her også, det var også langt over midnat efter hånden. Toget satte i gang, og vi sagde ikke noget til hinanden, i et stykke tid sad vi bare i vores egne tanker, og spekuleret på hinandens verdner, hvordan tingene havde ændret sig i fremtiden og hvordan ting ville komme til at ændre sig. Landskabet uden for var begyndt at blive malet hvidt af den dalende sne, det ville se flot ud i morgen, tænkte jeg, det kunne være svært at forestille sig et Skandinavien uden sne og is, men det var åbenbart sådan det ville komme til at gå. ”Hvad så med teknologien hvad kan man i frem tiden” spurgte jeg for at bryde isen ”Har man super smarte mobiltelefoner, og er man endelig begyndt at flyve rundt i sin egen bil?” tilføjede jeg. ”Haha, nej vi flyver ikke rundt i biler, men mobiltelefoner er blevet meget mere avanceret” ”Ja, min mobil ser sådan ud” sagde jeg og tog den op af lommen og viste hende den. ”Nøj, den er vel nok gammel, hvor længe kan batteriet holde, en uge?” ”Årh hold op, det er nyeste skrig i dag, og ja det kan holde det uge” ”Min løber aldrig tør for strøm, den bliver opladt vær gang jeg bevæger mig” Sagde hun og viste et lille armbånd hun havde om håndledet ”Det er batteri og telefon i et og så høre man og snakker igennem en lille øre snegl man har i øret” sagde hun og trak håret tilbage så man kunne se det ene øre ”Så lille er den” sagde hun og tog den ud, og viste mig den, mikrofonen var kun godt 1cm. Lang, selve øresneglen var ikke større end de gule ørepropper man får uddelt til rock koncerter. ”Det var godt nok en lille en” sagde jeg ”har den ikke noget display?” Spurte jeg videre ”Jo, det sidder i den lille box her” sagde hun og trykkede på armbåndet, der dukkede en lille skærm af noget der lignede gennemsigtigt glas op, af en lille åbning, og foldede sig ud. ”Den virker bare ikke her, for den skal synkronisere med hoved computeren, og den er ikke opfundet endnu, så jeg kan ikke brugen den” sagde hun. ”Øv, men hvad kan den når den virker?” Sagde jeg ”Altmuligt, den ved hvor man er på hvilket som helst tidspunkt og kan fortælle én, gennem øresneglen, hvad man gerne vil have den til at informere om, så som hvis der er en god restaurant i nærheden der servere ens yndlings ret, og om den er på menu’en på den dag, eller om toget er forsinket, eller det bliver regnvejr om lidt og om de vigtigste nyheder lige nu, den kan også fortælle én om at der er en i nærheden man kender, hvis man nu skal mødes med dem,” forklarede hun. ”Det lyder smart” sagde jeg ”Den kan også programmeres til at spille et bestemt stykke musik hvis man er i dårligt humør, og man vil muntres op, det gør den helt automatisk uden at man skal gøre noget, den kan også sende bud efter en ambulance hvis man pludseligt skulle blive syg, og registrere at der er noget galt” ”Imponerende” Svarede jeg. ”Ja, min er langt fra så avanceret, jeg er nød til at finde alt selv” Sagde jeg lidt i misundelse, alt det smarte de har i fremtiden jeg sikkert aldrig kommer til at opleve, tænkte jeg ved mig selv. Jeg kom nok aldrig til at opfinde den slags ting, det var ikke lige matematiske udregninger der var højest på min prioritets liste da jeg gik i skole, så computer programmør blev jeg nok ikke, i det hele tage lå skolen ikke særligt højt på min liste, jeg brugte hellere tiden i skolen på at dagdrømme, og drømte mig altid et andet sted hen end hvor jeg var, et sted hvor alting ikke handlede om skole, og forpligtelser, og hvor man ikke skulle tænke på om man nu passede ind, venner havde jeg ikke mange af heller, vær gang vi skulle lave gruppe arbejde var jeg næsten altid den der sad tilbage, og det hjalp heller ikke at jeg var genert ud over det normale, efter min egen mening, men desværre bliver alting svære når man ikke følger med i skolen, så bliver alle de ting man gerne ville ikke rigtigt til noget, og man er nød til at acceptere at man ikke altid kan leve i sin drømmeverden, og at man er nød til at komme ud i den virkelige verden en gang imellem, og også selv om man nu ikke har lyst til det, hvis jeg dog bare kunne havde fundet mig noget kreativt at leve af, som at være en dygtig musiker, kunstner eller forfatter, så kunne man måske komme ud og se verdenen, det ville jeg godt, så kunne man komme væk og møde nogle andre mennesker og steder, end dem man kendte, men heldigvis, da jeg blev lidt ældre, begyndte jeg at få mere selvtillid og troen på mig selv, jeg blev af med lidt af min generthed, og så fandt jeg ud af at folk ikke syntes jeg var helt dum endda, og begyndte at snakke mere med mig, og jeg fandt ud af at der også var nogen der bekymrede sig om mig, piger var jeg nu ikke så go til at snakke med, jeg var ikke sikker på om de pige venner jeg havde, var tiltrukket af mig eller bare ville være venner, det hele kørte bare rundt i hovedet på mig da jeg var teenager, som det sikkert gjorde på alle andre på min alder dengang. Toget tromlede videre gennem byen, og landskabet blev i stigende grad mere hvidt af sneen der stadig faldt, bare man nu kunne komme hjem for alt den sne? Tænkte jeg Togturen tog egentlig ikke så lang tid, kun omkring 15min. Så vi skulle snart af igen. ”Kom, det er næste station vi skal af” sagde jeg. Vi rejste os og gik ud til døren og ventede på at toget skulle stoppe ved perronen. Toget stoppede og vi steg ud på en endnu tommere perron end den vi var stået på ved. Vi begyndte at gå væk fra stationen og ned på vejen der løb langs med togsporende. ”Jeg bor to blokke ned af den der vej der” sagde jeg til hende, og pejede ned mod en af side gaderne, der lå overfor stationen ”og det sted du leder efter ligger endnu en blok længere nede, så vi kan følges lidt endnu” Hun smilede venligt og fulgte efter. Den tomme gade vi gik af, var allerede ved at være godt dækket til af sne, så man skulle passe godt på man ikke faldt på enden. En enlig saltvogn kom tromlende forbi, og fjernede sneen, og spredte et lag salt ud på vejen efter sig. Da vi nærmede os min opgang sagde jeg til hende. ”Det er lige henne ved den næste blok, og så til højre, der ligger en lille resturent, og lige ved siden af den er hotellet du leder efter” ”Mange tak” sagde hun ” Ved du om det er et godt hotel?” spurgte hun så ”Det ved jeg ikke, jeg har aldrig været der inde, jeg bor jo i nærheden så jeg har ikke haft behov for at bo der, men det ser nu pænt nok ud udefra, selv om det er gammelt” ”Det lyder godt” sagde hun ”Mange tak fordi du hjalp mig, man ved jo aldrig om vi mødes igen” sagde hun med et smil. ”Jeg er kun glad for at kunne hjælpe” svarede jeg, og vi gav hinanden et venskabelig kram, og gik vær til sit, hun fortsatte ned af vejen mod den næste blok og jeg gik op i min lejlighed. | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
