 |  | Esoteriske Slips Kap. 46 Fotografen |
 |
|
|||||||||||||
|
Kap. 46 Fotografen Jeg havde ligget uroligt i nat. Først klokken syv opgav jeg at sove mere. Måske havde jeg fået for lidt motion de sidste par dage. Piller ville jeg ikke tage. Hvis der var noget galt, ville jeg hellere kunne mærke det. På det punkt ville min rare livlæge, som jeg kaldte ham, aldrig blive enige. Jeg har fået en tyrkertro på, at alkohol og antidepressive kunststoffer bare udsætter problemerne, som med garanti ikke forsvinder. Min egen opfindelse: ”konfrontationsterapi” var nok min eneste ven i nøden. Først ved nitiden fik rastløsheden afløb, da jeg i gråvejr sneglede mig ned mod galleriet. Helga stod klar; så smuk og velklædt, som var jeg prinsen på den hvide hest. Jeg nåede ikke engang at åbne bildøren for hende. Før hun sad og lænede sig ind over mig. Jeg fik ”hej” og morgenkys. - Vi er i god tid, sagde hun og lagde hemmelighedsfuldt to gavepakker med kort om på bagsædet. Jeg har tilladt mig at finde to ting til Mørk fra dig og mig. Et venskabssmykke og en slidt billedbog for store børn! Du ved godt hvad det er. Og selvfølgelig DVD’en. Er det OK? - Du er en skat, svarede jeg. Jeg har da ikke tænkt så langt. Han slipper ikke af sted med ”åbning i stilhed”! Heldigvis var vi blandt de første gæster i ”Ordhandelen”. - Hvor er det dejligt, at du er her Andreas sagde Mørk, kom og hils på min datter. Maria havde pyntet op med frugtskåle, frisklavet juice og små lækre brød fra bagerjomfruen inde ved siden af. - God morgen kære venner. I må undskylde mig al dette fjolleri. Maria har været i gang siden klokken seks. Nå, nu kommer der flere”¦ jeg må lige åbne.. nå, nej, sagde han da døren automatisk gik op for den næste gæst. Solen var dukket og kastede sit klare skær ind ad dør og vinduer og afslørede nye toner i Helgas billede. Jeg var helt forgabt i det. - Velkommen Lucide, sagde Mørk højt; bare De dog havde ringet til mig. Netop i dag har man”¦.. jamen dog, skal De på frieri i nabolaget?... - Til mig? Jeg går lige ud og finder en vase. Maria havde opstillet et helt batteri af vaser på køkkenbordet. - Vær sød at gå ud og bland dig lidt med gæsterne, sagde hun med den dér kærlig/bestemte stemme. - Javel; ja, naturligvis. Hvorfor har I ikke advaret mig. Jeg fylder jo ikke rundt. - Nej, du fylder for meget herude ved flugtvejen! Nå, nu kommer politiet. I civil synes han sikkert”¦. Det hjalp. Faren gik ned og tog hjerteligt mod Jensen. Jeg gik vist mest i vejen. - Til lykke med de fine lokaler. Jeg ser at De har sat deres egne kameraer op. Måske kan vi få "lukket Deres sag", så De igen kan blive en fri mand! Og her er minsandten professor Lucide; sikken et selskab. - Det er ikke noget selskab. Maria råbte han, det er et komplot. Ja, Helga, De må undskylde mig; De står og nyder Deres billede? - Ja og nej; jeg nyder lyset her hvor det er placeret. Det er længe siden billedet har været lige så levende, som det var engang. - Så har jeg måske alligevel en smule kunstforstand, funderede Mørk. - Sludder, grinede hun, der findes da ikke kunstforstand. Men det er da heldigt, at nogen tror på det og investerer formuer i at bevare de smukkeste ting mennesker har fremstillet. Hun gav uden blusel Mørk et smækkys på panden. Ja, undskyld, jeg kunne ikke lade være”¦ Professoren smilede til Mørk. - Yderst interessant; jeg vidste ikke, at De havde flere døtre? Det var ellers nær ved, at jeg slet ikke kunne nå at komme forbi i dag, jeg skal sige Dem, jeg blev ringet op af en yngre kollega i går. Fra Yale i New England. Han går og pusler med at kortlægge ”Gata-1”. Ronald Duman, hedder han. Måske har De læst om ham? Han kommer herover i næste uge for at besøge mig på instituttet. Men nu skal De se her; jeg har medbragt noget, der tilhører Dem. Har de et sikkert sted til Deres journal? - Nej, den unge dame her er Helga Jorunsdottir, min kunstneriske vejleder. Og ja, hvis De går med mig om lidt, finder vi nok et sikkert sted. Men Helga måtte da lige hilse på professor Lucide. - Vejleder! Pjat, sagde hun, jeg har bare solgt Mørk det billede bag ved Dem. Kan De lide det? De hilste på hinanden. Mens professoren kikkede nærmere på billedet, hviskede hun til Mørk, at hun havde lagt en lille gave oppe hos hans datter. Netop som han stod og pakkede ud, kom Marianne Lauridsen ind fra gaden med en smuk buket gladiolus. Hun strålede, da hun fik øje på ham. - Davs min ven, sagde hun og gik ham imøde. Til lykke med de nye lokaler. Nu er malingen vel tør? Her lugter ikke en gang af fernis. Han gav hende galant tre franske kys og kaldte på sin datter. - Kom og hils på en god ven af mig, enkefru Marianne Lauridsen. Jeg ville gerne have præsenteret jer for hinanden under mere private former, men nu er proppen alligevel røget af. - Enkefru! Må jeg være fri. Jeg hedder Marianne, og De må være... - Maria de Kue, August's yndlingsdatter; han har kun mig! Lad nu være med at gemme dig far. Skammer du dig over mig? - Jamen søde barn, hvad tænker du på? Hun vendte sig mod Marianne og fortsatte afdæmpet; - Far har gået meget stille med dørene, siden han traf Dem. Åh, kan vi ikke godt være dus? De må i hvert fald ikke længere sige De til mig. Far har fundet sin ungdom igen. Men han er ikke så god til at holde den slags hemmeligt for kvinder”¦ - Tænk ikke på det. Deres far”¦ undskyld, din far er meget speciel og en smuk og attraktiv mand, der tør vise sit værd, når han er bedst. En fotograf kom smilende hen og skabte lidt luft omkring dem, før han tog billeder. Han fjernede professionelt en krumme fra Marias mundvig og tog tre fire pletskud til. Han tog også et par billeder af billedet. Preben ”Krille” var fotograf på lokalavisen i bydelen. Hans billeder var kendt af mange journalister på små og store blade. De var aldrig ligegyldige eller kønsløse. Han gik stille lidt rundt og forsøgte at ligne en tilfældig gæst for at falde ind i tonen og stemningen. Selvfølgelig var der en del, der kendte ham, men de fleste nikkede bare og lod ham arbejde i fred. Lidt nysgerrig spurgte han Mørk om, hvem der havde malet billedet. Overrasket gik han tilbage for at finde den Helga et-eller-andet-dottir, som skulle være blandt gæsterne. Gud ved, om det kan være hende med den store hat og solbriller? Han havde set hende før, men hvor? Han blev revet ud af sin memorering, da en anden kvinde prikkede ham på skulderen. - Undskyld, Mørk sagde, at De har spurgt efter mig? - Jeg tillod mig at tage et par billeder af maleriet dér. Er De Helga? - Ja, fra top til tå. - Jamen, har De selv”¦ - Nej, ikke alene. Jeg fik stor hjælp til lydsiden og filmen, der hører sammen med værket. Kender du Kit Williams? - Nej, hvem er hun? Helga morede sig og fortalte om den mandlige kunstner, der med sin bog havde inspireret hende, den gang ude i staden. - Jeg har givet Mørk bogen og DVD’en, men han skal have installeret lidt udstyr, før man kan opleve hele værket. Du skulle komme en dag og besøge mit galleri på Nørrebro. I Ryesgade. Så kan du se mit atelier. - Det vil jeg meget gerne; har du et kort? - Ved du ikke, hvor Ryesga”¦ - Jo, jo, jeg skriver adressen her. Han fiskede to visitkort op af brystlommen og skrev hendes telefonnummer og adresse bag på det ene og rakte hende det andet. - Nej, hvor fint; ja sådan noget hører sig vel til? - Ja, svarede han, i hvert fald hvis man skal leve af at kunne træffes. Vi må tales ved. Han så sig hurtigt om efter hatten. Så gik han direkte hen og spurgte hende: - Tænk, at De troede, at jeg kunne male. Nej, kun makeup; men jeg vurderer af og til forskellige ting for Bruun Rasmussen, når vi får et tip om de nyeste ting. Moderne kunst er mit speciale. Af diskretionshensyn over for Helga Jorunsdottir og køberen er jeg her bare som tilfældig gæst. Hun havde set hvad hun ville. Esoteriske Slips Kap. 47 Hattedamen Esoteriske Slips - Roman m. slutning - links til kapitler | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
