 |  | Materede Mønstre |
 |
|
|||||||||||||
|
Stavene står stillet Vandret ved hver vinkel du ser Krum blot dine tæer Observer Spekuler Over spørgsmålet som er: Fra hvilken vej Bøjer du bedst? Sidste nat faldt jeg aldrig i søvn Jeg svævede stift Én centimeter over sengen I trance med trangen Råbte jeg på rewind igen Da jeg huskede Dengang vi talte om helvede Dengang du faktisk viste mig At infernoet aldrig var Hvad der kan komme efter Men visheden om Hvad der kunne have været før. Der hang et pendul over mit hoved Svejende, og svingende Stadig fastfrosset og lastelåst blev jeg bragt Op Og selv her På næste niveau Talte du sandt Dengang du faktisk viste mig At mønstrene ligger matteret For hvem Der blot Hviler Med et veltrænet Øje For verden. Jeg så det godt som 16 årig På 37. times afbrænding Jeg så det under presenningen I spændingen I udlændingens øjne Da hun bad om ild. Som en spøg Gik skæret først over Fra mildeste, glinsende gnist Til frydeligt, fortærende flammehav Da jeg tog fortolkningen på ordet Overfor Kirkegården, Dengang du faktisk viste mig At hjertes renhed Er lig med helhed Dig og din lighed Var så slående, Så slående, Så utroligt forsmående At min mokkasinmarch Fik frataget sit formål. ”Upålideligt!” skreg jeg ”Blot overraskende”¦” omskrev du. Jeg klagede: ”Verdens fundament er rædsel, trusler og skræk!” Og af høflighed ventede du Til alle mine voldsord var visne, Med et let tag fra tog fingre Rev du mine rødder op med et ”knæk” Da du spurgte: ”Hvad så med den dag du er væk?” Ét sekunds renhed strakte sig Og jeg løftede min sål og så Brune blade, i pludret, vandet jord Og jeg måtte straks puste al røgen ud.. Jeg ser ikke flere grumme, grimme ansigter Jeg ser udelukkende roser og kaprifolier For folks næser. | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
