Forfattersiden.dk : Tantetrunte : Tro, håb og virkelighed 1.

		Tro, håb og virkelighed 1.

Forfatter:

Tantetrunte

Skrevet:

2016-05-24 15:29:03

Version:

1.2

Anbefal:

Klik på +1 ikonet for at anbefale teksten i Google-søgning

Klik her for at annoncére teksten på din egen Facebook væg

Stress og sygemelding
Det var et lille kontor. Der kunne lige stå et skrivebord og en reol. Gulvtæppet var tyndslidt med huller og det brune tapet hang ned i laser fra væggen pga. fugt. Vinden peb ind ad vinduerne, som var utætte og der var råd og svamp i vindueskarmen. Møblerne var gamle og min 4-benede kontorstol manglede noget af betrækket på kanten af sædet. Et rigtigt levn fra 1970´érne. Chefen mente at jeg var heldig. Tænk at have et arbejde i disse nedgangstider og så i hans lille verdensfirma. Hvad mere kunne jeg ønske mig...
Nu kunne citronen snart ikke presses mere. Presset på jobbet blev større og større. Jeg skulle nå flere opgaver på kortere tid og med færre resourcer pga. besparelser. Det resulterede i, at jeg nogle gange følte, at jeg måtte gå på kompromis med kvaliteten, hvilket for mig egentligt ikke var til diskussion. Derfor måtte jeg bare arbejde hurtigere og mere effektivt for at nå arbejdsmængden.
Men arbejdstid fra 8 - 16.30 var det vigtigt at få alt planlagt på hjemmefronten, så vi kunne gå gennem ulvetimen lettest muligt. Det blev ikke til andet end aftensmad, bad og godnathistorie inden sengetid. Bagefter kaldte vasketøj og oprydning. Pyh, man var godt brugt til sidst.
På det tidspunkt mente chefen, at det var vigtigt for os at se TV-Avisen hver aften, så vi kunne være up-to-date med verdenssituationen næste dag på jobbet. Hvem kunne lige koncentrere sig om det, efter en lang dag. Jeg nåede ikke altid at se TV-Avisen, men fulgte op på aviserne i min frokostpause.
Efterhånden blev det for meget for mig, og jeg gik fra 37 timer ned på deltid 30 timer. Så kunne jeg bedre få mit privatliv til at hænge sammen, og min konstante dårlige samvittighed over for min datter blev bedre.
Jeg fik ikke mindre opgaver - tværtimod. Når der kom nye arbejdsopgaver endte de tit på mit bord. Det skyldes nok, at jeg ikke var god nok til at sige fra. Flere kolleger sad og sukkede over, hvor travlt de havde, og hvor stressede de var. Så følte jeg bare at jeg måtte klemme ballerne sammen og tage ekstra arbejde.
Desværre havde vi en uklar chef, så vi måtte selv tilrettelægge arbejdet og arbejdsfordelingen. Vi arbejdede under mottoet: Frihed under ansvar. Dvs. At ud af en arbejdsuge på 37 timer, var chefen repræsenteret de 4 timer hvis vi var heldige, så der var run på, når der endelig var kontakt.
Når vi sagde til ham, at vi havde for travlt og havde svært ved at nå afleveringsfristerne til det offentlige system, fik vi blot at vide, at vi var for grundige med arbejdet og nogle af arbejdsgangene var spild af tid. Det diskuterede vi meget blandt kollegaerne og vi var enstemmigt enige om, at der allerede var skåret ind til benet. Fra tidligere job indenfor samme branche havde jeg erfaring med, at der skulle foreligge dokumentation på samtlige afleveringer til de offentlige myndigheder. Det kunne der slet ikke stilles spørgsmålstegn ved, så længe det var os der havde ansvaret.
Jeg fik rigtigt kærligheden at føle, da jeg i 1996 meddelte at jeg var gravid og at jeg gik på barsel i april 1997. Lige midt i "den travle tid", hvad havde jeg dog tænkt på. Det var mildt sagt en temmelig upopulær handling. Der blev ansat en afløser, men ikke med de samme kvalifikationer, som der burde have været.
Jeg fødte endnu en pige i maj 97. Hun blev født med en for stram halsmuskel, hvilket gjorde at hun kun kunne dreje hovedet til den ene side. Det krævede en del fysioterapi og træning for at få det rettet op igen. For ikke at skulle køre de 35 km til sygehuset hver dag til træning, valgte jeg at tage orlov efter min barsel. Så kunne jeg træne hende hjemme flere gange dagligt, og derved kunne vi nøjes med at komme til kontrol på sygehuset en gang om ugen.
Inden jeg tog over på kontoret for at fortælle chefen at jeg tog orlov, havde jeg allieret mig med min fagforening om reglerne. Jeg var godt klar over, at det ville blive svært. Chefen var ikke i det gode lune den dag. En anden medarbejder havde meddelt ham, at hun også var gravid og skulle på barsel. Dvs. ud af 3 medarbejdere var de to på orlov. Chefen ville ikke give mig orlov, trods at det var en rettighed , og han var rasende på mig. Selv om jeg viste ham et udskrift fra funktionærloven om orlov fra fagforeningen, ville han ikke give sig. Han smed bare papiret på gulvet. Jeg fortalte ham om min datters genoptræningsprogram og at hvis jeg ikke fik orlov, skulle jeg alligevel være fraværende flere timer hver dag. Han kiggede blot på min datter i autostolen og sagde at han ikke kunne se at hun var handicappet. Han var kold og det blev jeg efterhånden også. Så jeg stod fast på min rettighed ifølge aftale med min fagforening og holdt orlov. Jeg trænede min datter flere gange dagligt og hun kunne dreje hovedet normalt igen.
Året efter startede jeg igen på jobbet på deltid og jeg kom tilbage til kaos. Mine klienter var glade for at se mig igen, hvilket var skønt. Der fulgte en lang periode, hvor der måtte samles op på mange opgaver, som var blevet forsømt. Så begyndte der løbende at komme opkald fra de offentlige myndigheder om uregelmæssigheder, der var blevet begået i min tid på orlov. Det var her det blev bekræftet hvad der sker, når der er manglende dokumentation for udført arbejde. Det var nogle trælse tråde at skulle redde ud, ikke mindst overfor mine klienter.
Efter et stykke tid begyndte jeg at få nogle underlige symptomer i kroppen. Efter en tur i arkivet i kælderen en dag, kunne jeg pludselig ikke gå op af trappen igen. Jeg havde ikke mere luft i mine lunger. En kollega hjalp mig ud i den friske luft. Hun mente jeg havde astmasymptomer og dagen efter konsulterede jeg min læge. Efter grundige undersøgelser fik jeg konstateret astma og støvmideallergi. Sikkert fremprovokeret af skimmelsvampen, støvet og de til tider tykke tåger af cigarrøg.
Så måtte jeg ydmygest spørge chefen, om han ikke godt ville lade være med at ryge cigarer, når jeg var i nærheden. Det blev ikke vel modtaget. Han tog dog lidt hensyn i starten, men efter et stykke tid begyndte han at sprede rygter om mig og komme med spydige kommentarer. Han kunne være ganske ondskabsfuld, hvis det passede ham. Det var ulideligt.
Jeg forsøgte at ignorere ham, men jeg må indrømme at jeg til sidst blev rigtig træt af ham. Vi havde flere diskussioner om arbejdet og jeg blev mester i at have argumenterne i orden. Det var svært at samarbejde om konkrete sager ved klienterne, når chefen var i et dårligt lune. Mine kolleger kunne også mærke forandringen, og der var en rigtig dårlig stemning på jobbet.
Arbejdspresset satte sine spor. Jeg blev ustandseligt syg med influenzasymptomer og migræneanfald. Jeg kunne ikke mærke min krops signaler, men forsøgte at arbejde som sædvanligt. Når jeg gik, sank jeg tit sammen og faldt. Benene forsvandt under mig. Jeg fik mange bemærkninger med på vejen af min chef om mit tiltagende sygefravær. Så begyndte jeg at gå på arbejde igen, selvom jeg burde ligge i min seng, for arbejdsbyrden blev ikke mindre af, at jeg blev væk. Når jeg så kom syg på arbejde, kunne min chef komme med bemærkninger om, at jeg burde ligge i min seng.
Jeg meldte mig syg efter påskeferien 2001. Her knækkede filmen helt og aldeles. Jeg brød helt sammen. Bare tanken om at komme på arbejde var helt uoverskuelig. Stakkevis af arbejde, som hobede sig op på mit skrivebord, samt utallige stikpiller fra chefen om mit sygefravær og andre urimeligheder gjorde udslaget. Jeg gav op.
Set i bagklog kundskabens klare øjeblik, skulle jeg have forladt arbejdspladsen langt tidligere, men når man står med ryggen mod muren, kan man ikke se skriften på væggen. Alle de røde lamper blinkede, jeg kunne bare ikke se det selv. Jeg havde det rigtigt dårligt, men jeg kunne ikke fortælle hvordan. Presset havde varet så længe, at jeg ikke længere kunne huske, at det havde været anderledes.
Symptomer som er alvorlige tegn på stress, kunne jeg end ikke mærke. Jeg var ekstrem træt og alligevel kunne jeg vågne hver nat og være lysvågen og kæmpe med at falde i søvn de næste 2-3 timer. Min hukommelse blev dårlig og jeg blev hurtigt vred og irriteret.
Jeg kunne ikke begribe, hvorfor jeg havde det så dårligt. Selv om jeg konsulterede min læge jævnligt, følte jeg ikke at jeg fik noget konkret hjælp. Det eneste han kunne sige, var at det var hårdt for alle udearbejdende mødre med mindre børn. Så måtte jeg bare tage mig sammen igen.
Efter 3 måneder sygemelding, sagde jeg mit job op i samråd med min fagforening. Dem havde jeg haft kontakt med i længere tid, og de var fantastiske til at bakke mig op, når urimelighederne blev for slemme. Min chef havde desværre sine helt egne måder at tolke funktionærloven på.
Samme dag som jeg havde sendt min opsigelse som anbefalet brev til chefen, modtog jeg også et anbefalet brev fra ham. Det var min opsigelse, hvori der stod at jeg var fyret, men kun hvis jeg ikke øjeblikkeligt mødte på arbejdet igen.
Jeg ringede straks til fagforeningen, og sjældent har jeg hørt en medarbejder bande så højt, da jeg fortalte hende nyheden. Her gik vi lige glip af, at kunne trække chefen i retten for ulovlig opsigelse, og en erstatning på 100.000 kr.
Det var ærgeligt, men alligevel er jeg glad for at jeg selv sagde op. Så havde jeg min selvrespekt i behold. Det var mig der sagde stop for de uhyrlige arbejdsvilkår.

	haleløs	2016-05-24 20:55:28

halløjsan og velkommen tilbage!

Jeg har kun læst den første trediedel af teksten og derefter skimmet resten.

Alt efter hvad du vil med teksten kunne den gøres langt mere indbydende hvis den indeholdt direkte dialog (familieskænderi 'det er også fordi du hele tiden arbejder') og job-fnidder ('hun er osse alt for langsom, og ovenikøbet 'syg' hver mandag')

Si'r det bare ;)
venligst ...
PS og læs under 'HJÆLP/INFO' om, hvorledes man linker sammenhængende tekststykker med [ storyid ]

	haleløs	2016-05-24 20:59:14

Tantetrunte

2016-05-24 21:10:40

Tak for info. Det kigger jeg på og arbejder videre med :)

	haleløs	2016-05-24 21:04:29

PPPS: nøjes med at læse min seneste komm direkte herover; den anden lader sig åbenbart ikke slette ;)

Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!