 |  | At give slip |
 |
|
|||||||||||||
|
Han tager min hånd og alt jeg kan tænke på er kulden, som strømmer igennem mig. Hans kulde som jeg aldrig vil kunne vænne mig til. Jeg spørger ham om de hænder nogensinde vil blive varme igen. Intet svar. Jeg spørger igen, men får kun kuldegysninger tilbage fra hans rynkede hænder. Hænderne, der engang var så fine og arbejdsomme, så dygtige. Jeg forsøger at tænke på noget andet og i min søgning opdager jeg, til stor forbavselse, at verden udenfor stadig står. Der hænger tunge skyer på himlen i dag, så tunge, at himlen er uden farve. I min lille bobbel står verden stille, selvom jeg ved, det ikke nytter noget at udsætte skæbnen. Jeg spørger lægerne om det vil gøre ondt på ham, om han også vil mærke smerten i farvel. De siger nej, som de gjorde sidst jeg spurgte og gangen forinden. Blikkene folk sender mig, finder altid vores hænder før eller senere. De ser altid mit håbløse forsøg på at holde fast i en dødsdømt mand. Jeg ser ned igen og fortryder med det samme. Hans krop er sunket ind til næsten ingenting, hans store hænder og fødder er det eneste, der stadig er sig selv. Altså bortset fra farven, den sygelige lilla farve. Mit blik fanger afmærkningen af en ring på hans finger og jeg mindes dengang jeg fandt ud af, at han stadig gik med deres vielsesring. Det er så lang tid siden, de holdt i hånd. Alt for lang til siden. Lægerne nikker til mig og går langsomt ud, de forstår, at jeg har brug for lidt tid. Hans hænder er stoppet med at holde om mine. Taget bliver langsomt slappere og slappere, mens det bedøvende sætter ind og jeg bliver mere og mere panisk, for hvert sekund der går. Mine hænder virker for livlige og unge, ved siden af hans nu. De rifter jeg har på dem er intet sammenlignet med ham og hans. De fregner og skønhedspletter jeg har skinner af farve ved siden af alt det lilla. Lægen kommer ind igen, det er tid. Jeg kigger op på ham med bedende øjne, burde han ikke gøre noget, er det ikke hans job? Jeg ser ned endnu en gang, han trænger til at få klippet negle og hvem skal nu minde ham om det, hvorend han ender henne? Mine hænder trækker stikket ud, uden min hjernes samtykke. Det var det. Farvel far. | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
