 |  | En hyldest til en mor. |
 |
|
|||||||||||||
|
Du er meget, Du er intet, Du er alt. Du er livet, Du er døden, Du er fortiden, fremtiden og nutiden, Men du er også Mit liv, Min sjæl og Min skæbne Udpejer den vej som jeg skal gå Du er min vejviser, Mit vækkeur, Min støttepæl Som står fast placeret på vejen længere fremme. Pælen jeg kan holde fast i når verden går for hurtig Eller vis folk skubber mig fremad. Du er smuk, Du er grim Du er den indre skønhed Den del som mange folk overser Men du er først og fremmest den person Som stod bag mig da jeg faldt, Du rensede de sår jeg pådrog Du trak mig op og løftede mit ansigt mod himlen, Du fik mig til at grine, når jeg var sur Tørrede de tåre bort der løb ned over mine kinder når verden var imod. Du gav mig den kærlighed, andre folk nægtede mig Og du gav mig en ny tro på livet. Sommetider, stod jeg dig imod, Var ond og sagde grimme ting, Trådte på dig og kastede mudderet jeg fandt i vejkanten, efter dig. Jeg misforstod meget, alt og intet, Og enkelte gange fandt had og mistro vejen igennem mit hjert. Men selv da, stod du fast En klippe, parat til at holde imod, når linen som bandt mit liv, spændte ud. Du lukkede af, lukkede ind men bag aldrig nag. Du er alt, Du er intet Du er min sjæleven, mit livs lys, min faste støtte Den person som fylder mest, Du er min mor. | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
