 |  | Carpe Diem |
 |
|
|||||||||||||
|
Thomas gned med tommelfingeren på sit pikhoved, lugtede til den og derefter til sine armhuler. Et bad virkede ikke nødvendigt. Ikke meget i al fald. Han søgte lommerne i sine slidte jeans efter sin mobil. Hvornår havde de sidst været vasket? Underordnet: Displayet på mobilen fortalte Thomas, at klokken allerede var ni, hvilket ville sige, at det var på tide at komme af sted. Steen havde sikkert allerede købte både øl, whisky og røde Kings. Han søgte med et hurtigt blik sit værelse efter eventuelt glemte sager, hvorefter han smækkede døren. ”Har du slukket lyset og skruet ned for varmen?” kaldte hans far inde fra stuen, da Thomas slyngede sin læderjakke over skulderen. Han gik derind og kiggede adspredt på faren. ”Nej far, det har jeg ikke, men jeg skal nok huske det, før jeg går.” Hans far kiggede afventende på ham, som om der skulle siges mere. ”Og hvor er det, du skal hen?” Spurgte han inkvisatorisk, for at udbygge afhøringen. Thomas vendte øjne indvendigt men svarede velvilligt for at minimere tidsspildet. ”Over til Steen.” Kort og kontant. Endnu et afventende blik. ”Og hvad er så dine planer?” Spurgte faren med en undertone af irritation over at skulle stille så indlysende spørgsmål, der for længst burde have været besvaret. ”Det ved jeg virkelig ikke far. Rygeheroin, spritkørsel og polske ludere måske.” Thomas svarede med samme apatiske attitude som før for at maksimere den flabede og trodsige effekt, og faren oprethold ligeledes den kølige facade for at maksimere den autoritære og beregnende modvægt. ”Du drikker for meget Thomas. Din krop har ikke godt af det.” Stemmen bar præg af omsorgsfuld bekymring og streng forordning. Den følsomme general. Bare fordi han levede et indholdsløst liv i askese inden for husets fire vægge, betød det vel ikke, at Thomas behøvede at ødsle sin tid bort på latterlige ligegyldigheder. Hvad blev der af cape diem, mand? ”Jeg ved godt, at du er over 18 og selv kan bestemme, men jeg er stadig din far. Jeg prøver kun at vejlede dig” Ja, lige lukt ind imellem kedsomhedens grådig og altfortærende kæber, tænkte Thomas. ”Man behøver ikke, at være fuld for at lave sjove ting. Jeg ved, hvad du tænker; han er bare en gammel senildement mand, der snakker om fordums tid.” Jackpot. ”For mig virker det bare som om i altid laver det samme: Druk, druk og atter druk.” Sagde manden, der går i seng klokken 12 med konen og en god bog hver dag, tænkte Thomas. Hver eneste fucking dag. Der var stille i stuen et øjeblik. En klaustrofobisk og ubehagelig stilhed, infernalsk larmende af de fraværende ord, Thomas burde svare. Den knitrende pejs fik en unaturlig høj volumen i det elektriske vakuum mellem de to generationer. Faren sukkede og kiggede ned i gulvet. ”Okay så, men ring når du ved, hvor du sover.” Opgav faren til sidst, mens han under læsebrillerne gned sig i de trætte øjne. ”Skal ske Bigbrother. Ordnung muss sein!” Sagde Thomas mekanisk og adlydende, imens han vendte om på hælene og skridtede ind på værelset for at udføre ordren. Mængden af rod og værelsets størrelse var på alle måder uproportionelle. Rent og snavset tøj lå sammenblandet i en slette af klude overalt; seng, gulv, skrivebord og vindueskarm. Han slukkede for varmen og lyset og råbte så sit farvel i samme bevægelse, som han smækkede hoveddøren efter sig. Endelig. Endelig fri fra småborgerlighedens gnallede problemer, sammenbidte indstilling og trivielle og påduttede glæder. Bæstet kunne sættes fri, og nattens væsner kunne atter sammenstimles under den bælgsorte himmels oase. Med uhyggelig høj rockmusik i ørene fra den skrammede Ipod og en glødende smøg i mundvigen, cyklede Thomas, med den fart den gamle herrecykel nu tillod, mod Steen for at starte aftenen, som den altid gjorde. Det var et rituelt foretagende. De skulle sidde sammen på Steens værelse, pulse smøger, høre musik og drikke en sixpack og en flaske Jim Beam, før de indtog, hvad de kunne af natten. ”Vi er fandeme nattens pirater os to Thomas!” Plejede Steen at forklare med de sproglige billeder, man nu har til rådighed efter ti-elleve genstande. Thomas smed sin ulåste cykel ude foran hoveddøren og bankede på, før Steen lukkede op i wifebeater og joggingbukser. ”Hey man, kom ind.” Sagde han og var allerede på vej ned til kælderværelset. Thomas kunne høre fjernsynets summende stemmer inde fra stuen. Imens han kastede læderjakken henover en ophængt knage i entreen, kiggede han hen mod det flimrende blå lys fra et fjernsyn, der mat og vilkårligt ramte væggen. Han fnøs og rystede på hovedet. Thomas gik ned ad den stejle og snævre trappe, der snoede sig ned i dybet til Steens værelse. De kalkede hvide vægge bar lange sorte streger, der var blevet trukket alle de gange, de var kommet hjem fra en nats dødsdruk og var ramlet ind i alt, der var at ramle ind i på deres vej. Lugten af gammel indelukket kalk - en let muggen men stadig sirligt frisk lugt -, smøger, hundredvis af drukne øl og rovdyrbur tiltog med nedstigningen. Thomas kunne allerede høre, hvordan højtalerne i Steens anseelige anlæg pumpede med tonerne fra The Libertines. ”Hva’ sker der?” Spurgte Steen alt imens han på en laset barstol hev sine joggingbusker af. Ganske rigtigt havde Steen allerede erhvervet både øl, whisky og smøger. Lineuppet stod klar. ”Ikke meget. Jeg skulle lige skulle modtage en klassisk moralpræken om min forkastelige livsstil, før jeg kunne gå.” Svarede Thomas, mens han smed sig på en sødligt lugtende, brun lædersofa. ”Ja formaliteterne skal vel være på plads.” Grinede Steen. ”Mine gamle sidder også ovenpå og sukker over en eller anden plat-romantisk Hollywood basker med min lillesøster.” Fortsatte han. Thomas havde altid ment, at Steens forældre var af den type, der egentlig var pisse søde. De var gæstfrie og venlige men desværre mølædte på samme måde, som de fleste andre forældre han kendte. ”Jeg tror, at man, når man bliver 30, modtager et brev fra staten; ’De bedes snarligst indlevere al lidenskab, frihedstrang og livskraft på kommunen.’ Samtidigt skal man afholde sig fra intensitet og voldsomme sanseindtryk.” Sagde Steen, imens han trak et par slidte jeans på, der matchede Thomas’. De grinede begge. ”Det kan være, det er en sygdom.” Foreslog Thomas. ”Ja, og hvis ikke du overholder lægens restriktioner, koger din hjerne over.” Thomas grinede og smed den første øl over til Steen. ”Skål på en ny dag!” Råbte Steen og knappede øllen op. ”Lev den som den sidste!” Stemte Thomas i. Tonerne fra Pete Doherthys stemme - en mand der ifølge Steen forstod at gribe dagen - tog et øjeblik over, imens de begge tilbagelagde den første klare, grønne glasflaske. Væsken skummede op i munden på Thomas, og han følte, hvordan han et øjeblik havde svært ved at synke. En følelse der ikke fik meget taletid. ”Så vi starter vel på Jagtstuen?” Spurgte Steen hikkende med en halv øl i halsen. ”Ja, hvorfor ikke? Der er de andre vel.” At starte på Jagtstuen, var næsten lige så sikkert som amen i kirken. Derefter tog de typisk videre til enten The Moose eller Wallstreet. Det var der, de ligesom plejede at komme. ”Jeg har på fornemmelsen, det er tid til en whisky.” Smaskede Steen og var allerede i gang med at afmontere den hvide plastik fra proppen. ”Puha, den er vist uundgåelig.” Sagde Thomas og satte to glas parat. På tre bundede de sammen og sad så et øjeblik og undertrykte kroppens reaktion: Leverens desperate skrig og mavens håbløse nødråb. En fryd som ild for dæmoner. Sneen dalede let og lydløst, fra den sorte januar nattehimmel, på de utrafikerede villaveje i Steens kvarter. Det spontant spredte krat der strakte sig håbefuldt mod den sænkende sne stod prydet med funklende kåber. Det var blevet sent og vejene havde ikke været betrådt længe, hvorfor den var sprød og knasende. I den uudforskede og underfuldt glinsende verden satte drengene de allerførste uvarsomme fodspor, da de allerede godt fulde væltede ud af Steens hoveddør. Slingrende og grinende var de to drenge den eneste støjkilde, der på hver deres cykel et par timer efter den første whisky bevægede sig mod byen. ”Skal du score i aften?” Spurgte Steen og undgik klodset en funklende snedrive. ”Slap af mand, du ved hvor jeg står.” Svarede Thomas og prøvede at undgå et kritisk sammenstød med Steen. ”Fabler du nu igen om eks-kosten?” Udbrød Steen med en blanding af overraskelse og irritation. ”Det forhindrede dig sgu da ikke i at smutte hjem med hende den lille trunte fra 1.j sidste lørdag. Hvad var det hun hed? Sophie?” Fortsatte han i triumferende hån. ”Hun hed Sophia. Desuden var jeg jo sanseløst stiv.” Svarede Thomas og prøvede at ignorere Steens nedladende tone. ”Og det planlægger du ikke at blive i aften eller hvad?” Thomas kunne mærke, at Steen var i sit es. Et naturligt flow der tilkom ham, når han havde drukket tilstrækkeligt meget. ”Jo, men du ved, det er mere at skulle forholde sig til spørgsmålet. Jeg har ikke engang særlig meget lyst til at være sammen med andre. Jeg kommer bare til at tænke på hende.” Sagde Thomas med en alvorlig mine, for at lade Steen forstå, at han mente det. ”Og med Sophia?” Spurgte Steen. Han havde helt sikkert fanget hintet, men ville betragte det som et nederlag at skulle forkaste joken og dermed indrømme, at den havde været for hård. At tabe ansigt var for Steen som at kassere hele sit værdikodeks. ”Du ved; jeg tænkte ikke så meget over det.” Thomas tænkte, at det måske trods alt var en anelse tidligt og sobert at henstille sig det sentimentale hjørne og besluttede sig derfor at ændre stemningen... ”Jeg kunne sgu ikke engang huske, hvad hun hed, da jeg vågnede. Heldigvis havde hun en af de der åndssvage guldhalskæder på, hvor metallet er svunget i bærerens navn. Så da vi havde morgensex, og hun red mig, fik jeg fandeme øje på det.” Steen flækkede et grin mod den tomme og kolde nattehimmel, og måtte sætte farten ned, da hans halvt flade cykelhjul skred faretruende i en frossen vandpyt. ”Hvordan kunne du have glemt at fortælle mig den historie?” Spurgte Steen halvt kvalt af begejstring og halvt stødt over først nu at høre den uvurderlige historie. ”Heldigt hun havde hundetegn på det kære pigebarn.” Fortsatte han, da glæden over det kostelige grin med det samme fortrængte irritationen. Thomas tændte en cigaret, inhalerede den tørre og kolde røg og overvejede, om han kunne huske navnene på de piger, han havde været sammen med: Stillede de ansigter han kunne huske op overfor hinanden som i et katalog eller forbryderalbum. Nogle navnløse og andre heldige med navn anført under billedet. Man kunne have sat prisskilt henover, for at indikerer hvor godt den givne pige så ud. Sætte dem i sammenhæng med andre objekter ligesom IKEA-magasinet, for at få det til at sælge bedre. Et gult iøjefaldende tilbudsmærkat, hvis pigen havde været så beruset, at scoringen var baseret på alkohol. Der var vidst ophørsudsalg. Som de fortsatte indad mod byen, tiltog støjen fra biler, opstemte mennesker og summende forventning til nattens forestilling. Den pudrede hvide sne var blevet forvandlet til brungråligt søle, og fra skorstene, der i horisonten tårnede sig op, blødte røgen stille. De metalliske neonskilte og lysreklamer flækkede mørket og jog farver i den tilfrosne is; skabte uroligt flakkende prismer. Laminerede dem. Det sidste stykke ind mod byen cyklede drengene ved siden af hinanden med hver deres mobiltelefon, snakkende om aftenens planer med venner og bekendte. Det svære var ikke at finde ud af, hvad forskellige mennesker lavede, men hvor der var flest af dem. Steen havde fået fat i et par fra det slæng, de plejede at hænge med, der sad og drak et par øl i nærheden - Jagtstuen. ”Tjo, det kan vi da godt, men det lyder ikke så vildt.” Sagde Thomas skeptisk til tilbudet og kunne allerede se hvordan, de blev nødt til at gå igen, fordi de skulle finde flere mennesker. Steen stemte i men havde ingen andre forslag, og før de havde fundet på noget bedre, stod de ude foran baren og var på vej ind. Inde i barens dunkle halvmørke måtte Thomas og Steen forcere sig vej gennem et hav af røg, før de tre gymnasiekammeraters bord kunne nås. De fem drenge udgjorde en gruppe, der fungerede uhyre godt, når de havde tid til hinanden. Men som så mange andre aftener vidste de, at de desværre heller ikke nu ville få mange øjeblikkes ro, før et rastløst ønske om at få det meste ud af natten ville føre dem videre. Ville føre dem i snak med ansigtsløse væsner, som de havde set så mange gange før: Splitte deres gruppe op i en større smeltedigel af et homogent og anonymt fællesskab. De måtte gøre som de plejede. Det blomstrede stoftapet på væggene på den trænge bodega var falmet af mange års henstillen men opnåede, i kræft af stedets gammelkøbenhavnske ånd, en historisk autencitet. Thomas noterede dette og blev overrasket over, hvor klart han bemærkede detaljerne. Han så hvordan røgen dansede dovent i det varme lys fra glødepæren, der hang lavt over bordet. Latteren fra hans venner forekom ham mild, klukkende og meningsfuld. Deres stemmer sprang frem i et fletværk af toner, der udgjorde en organisk harmoni. Han kunne se den rige oprigtighed i deres mangfoldige smil og frydedes. I et øjeblik synes verden på en gang at sammenslutte sig trygt om dem med alt det fyldestgørende, den har at byde på, mens den udfoldede sig i sin grænseløse skønhed og uendelighed. Thomas var på plads i den figur, der udgjorde ham, hans hjerte slog raskt og pumpede blod ud i de fjerneste systemer, nærmest udenfor ham selv. Den varme, situationen genererede, ekskluderede en let kvalme, Thomas havde haft længe. Det advarende indre, der tidligere havde værget sig mod øllen, syntes nu at nyde den gyldne og læskende drik. Midt som Thomas følte, at meningens konturerer sluttede sig tættere og tættere omkring hans eksistens, blev han revet ud af sin døs, da Steens telefon ringede. Den lå henslængt på bordet foran Steen og alles øjne rettedes et øjeblik mod den vibrerende lydkilde. Som et pludseligt lavtryk en varm sommerdag øjeblikke før skybrud lagde rastløsheden sig tungt om de unge venner. Samtalen blev flygtig og blikkende flakkende. Der var ingen tvivl. De måtte videre. Som et nattens korstog red drengene med forhåbning og apati i maven i usikker formation mod destinationen længere inde i byens hjerte. De ville indtage, hvad de kunne før solen atter meldte sin ankomst. ”Vi er sgu nattens pirater os to!” Lo Steen og lagde en arm om Thomas’ skulder i en akrobatisk manøvre, imens de cyklede. En af drengenes fælles bekendte havde informeret Steen om, at der ville vrimle med piger fra 1.g på en bar ved Nørreport, da der blev holdt fødselsdag. ”Tøjl hingsten drenge, der er nye føl i folden” Havde han sagt. ”Vi er på vej.” Havde Steen svaret. De var på vej. På den trænge bar var verdenen kondenseret til alt, hvad de forventningsfulde drenge havde i tankerne. Røgen lå som en sløvende tåge i lokalet, øllen var billig og menneskerne var mange. Og vigtigst af alt; kvindemenneskerne var mange. Målrettet satte de kurs mod baren for at lægge den kolde vintervirkelighed bag sig, de lige var kommet fra. I små klynger sværmede folk som møl omkring svagt lysende lamper over de flasketyngede træborde og lod sig udstille for hver anden med både smilende masker, påtaget ægthed og det usagte løfte om morgendagens forglemmelse. Spillet var i gang. ”Gulddamen; den eneste kvinde jeg kommer til at have et forhold med,” Sukkede Steen lettet da han fik den glinsende flaske i hånden af en træg bartender. ”Jeg burde næsten gøre det facebook-officielt.” Fortsatte han og slugte en god del af flaskens indhold. ”I har også så mange kvaliteter til fælles.” Lød det bag Steen og Thomas, imens deres flasker mødtes i salut. De to drenge vendte sig om og fik øje på en lav og lyshåret pige fra klassen under dem selv, der med den mængde afsky et par blå pigeøjne kan projektere, betragtede Steen. ”Kold, forudsigelig, fordummende og kun spændende i ti minutter efter åbning.” Forklarede hun skarpt sarkastisk, imens Thomas vendte sig og undertrykte et grin. ”Hvorfor så kærlig i aften, Søde?” Overhørte Thomas, der ikke havde tænkt sig at gå glip af scenens udspil. ”Det er svært at sige Steen. Måske fordi du stod og kyssede med min veninde efter, vi havde knaldet på toilettet. Husker du det, eller har du fået for meget af din forlovede?” Spurgte den stadig mere vrede blondine og nikkede mod den halvtomme guldøl i Steens hånd. Steen var lige ved at få sin ophovne attitude galt i halsen og skulle til at rejse sig fra stolen. ”Steen, hold dig fra mig, jeg har ikke tænkt mig at bruge et sekund mere i din nærhed.” Vrissede pigen, skubbede Steen tilbage i stolen og gik indad i baren. Steen sukkede og vendte sig mod Thomas, der smilende rystede på hovedet. ”Hvad? Skal du nu også sidde der og være hellig?” Spurgte Steen gnavent. ”Slet ikke, jeg nyder bare den ganske gratis underholdning.” Svarede Thomas, imens han fandt penge frem til en ny øl. ”Ja, det ser jeg.” Mumlede Steen tvært og betalte bartenderen for endnu en skænk af hans udkårne. ”Så bare vent til hun finder ud af, at jeg har besudlet hendes betændte dele med min ædle klamydia.” Forsatte han fraværende og tjekkede sin mobil for eventuelt nyindkommende sms’er. ”Helt ærligt Steen. Synes du ikke, du burde fortælle det stakkels pigebarn, at hendes skede langsomt fortæres af betændelse? Så meget skylder du hende.” Spurgte Thomas, velvidende at den belærende kommentar ville udløse en kontrareaktion af ulogiske proportioner. ”Hva’ faen’ Jesus, hvornår er du blevet slået til ridder? Var det før eller efter, du blev optaget i de galantes oprigtighedsklub?” Begyndte Steen og forsatte sit forsvar af mangel på mod i en sprudlende tale om libertinerens mentalitet, den uafhængige ungdom og den udødelige frihed. Thomas rettede imidlertid opgivende sin opmærksomhed mod sine berusede tanker. Han kunne ikke slippe tanken om sin eks-kæreste. Freja. Freja. Freja. Han havde ikke kunne slippe hende siden hun havde sluttet deres forhold i august, og mindet om hende - om dem - havde i løbet af det sidste stykke tid avlet et stort tomt hul. Et uendeligt dybt og meningsløst vakuum, hun plejede at fylde ud. Som de plejede at fylde ud. Sammen. Som enhed. Som skizofren kimære. Som sandhed og mening. Siden august, havde han måtte slås med tomheden som et uhyrer, der langsomt men sikkert gjorde sit indtog og tog plads i ham. Blev ham. Et uhyrer der flåede indmaden af hans inderste inde ud og sugede sig fast i hjertekammerets murer, for at lade livets organ banke langsommere og langsommere. På den måde kunne Thomas ligge vågen om natten, og være i tvivl om, der overhovedet var blodcirkulation i hans krop: Hvor langt var der egentlig imellem hans fysiske væren og hans ørken af følelser? Som en måneløs nat, havde hun kronisk lagt sig på den modsatte side af jorden, og efterladt en emotionel nipflod. Smagen af stærk spiritus udviskede et slidt sepiaminde fra en fjern verden, da Thomas af refleks havde tømt det nu tomme shot-glas, der var blevet placeret foran ham af Steen. En kontrasterende mosaik af indre og ydre dansede et øjeblik foran øjnene på Thomas, før han blev opmærksom på Steens ivrige pegen over mod et par piger, der ifølge ham havde vist interesse for deres tilstedeværelse. ”Så for fanden Grev Dracula, slib hugtænderne og gør dig klar til at forlænge din livløse udødelighed - der er bytter i natten.” Hviskede Steen til Thomas, der forgæves forsøgte at opfange ekkoet fra drømmenes labyrint. Et kort øjeblik overvejede Thomas sine muligheder, men opgav at gøre oprør mod uhyrets diktatur og stemte i: ”Jeg skal jo også nå hjem i min kiste, før lyset bryder frem.” Thomas lod sig dumpe ned i barens smeltedigel og blev en del af den homogene masse. Gjorde sig parat til at falde ned i afgrunden imellem banale replikker, og med infrarødt syn tumlede han igennem baren, lod sig føre igennem malstrømme af tomme ansigter og skilte hverken sekunder eller indtryk fra hinanden. ”Carpe Diem” Messede han for sig selv. I et fjernt hjørne af baren, havde de to piger indfundet sig med nogle af deres veninder, hvor de sad og drak drinks, og med et ret kluntet indspark havde Steen på mystisk vis skaffet de to drenge en siddeplads. Piger giver ikke udtryk for at tage ud for at score, men tager med kyshånd forklædt som afsky imod tilbud, der er blot lidt mere charmerende end opkast: En af Steens yndlings fraser. Indøvet naturligvis. Thomas placerede sig ved siden af en pige med et dukkeansigt, der grinede imoderat over alt, hvad de to drenge havde at sige, og forberedte sig på at camouflere sin forudindtagede foragt. ”Hvad går du så og laver?” Spurgte Thomas, den lyshårede pige og fik kvalme af spørgsmålet, der rungede ligeså hult som, det havde gjort sidste gang, han spurgte en pige om nøjagtigt det samme. Thomas sad og tænkte, at mængden af forskellige spørgsmål, der bliver stillet før sex, kunne skrives ned på få minutter. Men sprutdepoterne fik ham til at smile, og han overbeviste sig selv om, at han måtte færdiggøre spørgeprocessen. Man må sige a, før man kan sige b. Eller noget i den retning. Lige så lidt som han havde hørt hendes navn, hørte han hendes beskrivelse af hendes yndlingsmusik, hendes historier fra den dyre skitur, hun lige havde været på, og komplimenterede hende, da hun fortalte om sit flotte karaktergennemsnit. Komplimenterne er jo også en vigtig del af scoringen, og han måtte jo bare ignorere maskeradens kvalme. Hvis det blev for slemt, kunne han jo bare overdøve den med kvalmen fra alkoholen. En kvalme der havde tiltaget drastisk, efter han havde ladet hjertet slå sidste slag og pareret Steens ordrer. På et tidspunkt ville han alligevel blive følelsesløs. Egentlig var det også lige meget, for han ænsede ikke rigtig, hvad der foregik og lod sig bare drive med, imens han prøvede at opbygge intimitetens kulisse og fyrer op under de vågnende hormonprocesser. Thomas overvejede et øjeblik, om han skulle kontakte en pige på den anden side af bordet, med et par dybe brune øjne og et smil, der signalerede sympati og ærlighed. Langt kønnere, end mannequin-dukken ved siden af ham, der havde travlt med at være sikker på, at sminken skjulte ethvert menneskelig træk. Men nu var han jo begyndt, og det var garanteret også meget sværere, at komme i trusserne på den anden. Og hvis der var en ting, Thomas ikke gad nu, var det at bruge aftenen på at sidde og plabre tomme ord for at tage alene hjem. Han skulle fyldes med følelsen af at fylde. Et eller andet skulle han i al fald fodrer tomheden med. I det næste rums tid, eksisterede der ikke andre overvejelser end udsigten til at slæbe sminkedåsen op på bagagebæreren og trille hjem og ind i skeden på hende. Hvis det da ikke var overvejelsen om at hælde mere alkohol på hende: Et trick der i bund og grund er identisk med den pædofiles tilbyden af slik. På vej op efter omgang nummer ukendt, trådte alle detaljer i lokalet pludselig frem, som i en blændende åbenbaring, og den gråstatiske nuance eksploderede i kulørsymfoni. Freja. I baren. Lige. Der. En evig og naiv uskyldighed, der tilsyneladende aldrig ville kunne tilsøles svævede omkring hende som forårspollen, og alt hvad der hed tomhed og afgivning af kønssekret sejlede pludselig som udbrændte stjerner uden for Thomas’ bevidsthed. Han vendte sig et øjeblik om, og gjorde sig sikker på, at det halvlange hår sad som det skulle, før han med nervøse skridt nærmede sig hende. Thomas var nær faldet omkuld i sig selv, da Freja mødte hans blik med et par grønne øjne og skyggen af et smil hængende over læberne. Og hun krammede ham. Og hun ville gerne drikke en øl med ham. Og Thomas følte sig som solkongen af Versailles. Og han følte, at han flød ind i et andet element. En anden verden, hvor folk hyggede sig på baren. Hvor øllen smagte dejligt og rusen var varm og boblende. I lang tid stod de og snakkede og lo og delte universer. ”Du ligner dig selv.” Konstaterede Freja med et smil, blandet af nostalgi og skuffelse. ”Hvad mener du? Jeg har da ladet håret gro.” Sagde Thomas overrasket over den fejlagtige betragtning. ”Du er dig selv, mener jeg. Du har ikke ændret dig.” Forklarede Freja, og slog et halstørklæde om halsen.” ”Hvad skal det sige? Du har snakket med mig i 20 minutter.” Spurgte Thomas febrilsk, da han forstod, at hun var på vej væk og ud af hans liv. Han kunne mærke blodcirkulationen aftage. Huden blev køligere, og der var længere imellem hjerteslagene. Dunk. Dunk.. Dunk... Dunk.... Dunk..... Det var allerede ved at blive lavvande. Thomas havde lyst til at tage fat i hende, blive den fysiske manifestation af oprigtighed, fortælle hende hvordan og hvorledes, væde sine øjne og skide på Steen og natten. Men hvad med cape diem, mand? Skulle han slutte sin aften nu? For at snakke? Det vendte sig i ham. Og Freja kiggede ventende på ham. Og hun vidste godt, det var lige meget. Han havde ikke forstået det endnu. ”Intensitet og tid er ikke parallelle størrelser Thomas. Døden gør ikke livet værd at leve. Livet gør livet værd at leve.” Hun gav ham et luft kys, og understregede med den simple gestus sin pointe og deres forhold. Og Thomas kogte. Ligegyldighedens hvide flammer sved følelserne af ham, og han måtte le for ikke at græde. Og virkeligheden svimlede for hans øjne, og han segnede af mismod og var ikke i tvivl om, at hjertet var holdt op med at slå. Det overraskede ham dog ikke. Hvad kunne man forvente? Hvis nogen skulle være i tvivl om monismens sandhed, var Thomas i det øjeblik et pragteksempel på al videnskabs ignorance. Og han vaklede op til baren og han fandt penge i baglommen med en parkinsonsygs hånd. Og han drak whisky for sin sparsomme S.U., til han igen kunne visualisere og senere fremstamme ordene ”Carpe Diem”. Og han blev rolig. Rolig på samme måde, som der er i Marianergravens Challengerdyb. Omgivet af ingenting. Thomas drak sig til en sand metamorfose: Sløvheden blev et rødt bandana, udsynet halveredes af klappen for øjet, skørbugen vidnede om hans forudsætninger og træbenet om hans promille. Han kunne mærke vinden i sejlene, høre lyden af metalfriktion fra den tykke kæde, der langsomt trak ankeret op af det opvågnende hav og fornemme beslutsomheden tage plads i hans bryst. Han skulle på togt. Og skatten var billig fjas. Da Thomas tog plads ved det runde træbord, var Steen lige ved at uddele et møgfald angående Thomas’ fravær, men kunne se en ændring i hans øjne, hans gang; i hele hans figur. Han holdt inde og flækkede et tandsmil mod Thomas, da han kort og kontant lagde sin klo på det bløde pigelår og uden et ord lænede sig ind over dukkepigen og kyssede hende voldsomt. Hun stred imod et kort øjeblik af forskrækkelse, men gav op, da Thomas blidt trykkede hendes hånd. Man kunnen vel sine taktikker. Sådan sad de i 10 minutter: Thomas havde styr på tiden - endnu en fase af en sikker scoring. Thomas blev træt i kæberne og så ikke noget interessant i kysset ud over land i horisonten. Med en hvisken i øret og et dybt blik, fik han gelejdet hende ud ”for at trække noget frisk luft”. På vejen ud blev Thomas ør i hovedet af tanken om at skulle stå at kysse i hver eneste opgang, bag hver parkeret bil og opad hver eneste gadelygte indtil de nåede hovedgade, hvor han så måtte betale for en taxa, for dagen efter at tage tilbage til byen efter sin cykel. Sidst men ikke mindst opnåede han en migræneagtig tilstand af tanken om at skulle vågne op ved siden af pigen. Tømmermænd, obligatorisk morgensex med dårlig ånde og en omstændelig forklaring af vejen til togstationen. Akavet stemning nok til en ny Anja og Victor film og færre samtaleemner end øjeblikke Thomas ville kunne huske fra aftenen før. Heldigvis kan man bolle andre steder end i en seng. Iført lidt uforstående mine fulgte dukken Thomas ind igen, da han mumlede noget om kulden. Med perfekt timing og koordination vendte Thomas sig og kyssede vedhænget med den mængde lidenskab, han kunne fremdrive. Opad toiletdøren. Den fik svage knæ og vilje, da Thomas listede en hånd op under nederdelen med den ene hånd og forhindrede hende i at afværger angrebet med den anden. Thomas fik bakset hende lidt uvilligt ud på toilettet, og med et par smigrende ord listet trusserne til siden. Thoms bemærkede, at hun havde kraftige lår og appelsin hud, men nu var han jo i gang, og et hul er et hul, selvom det fører ind i en misdannet mannequin-dukke. Da hans fordrukne fysik endelig havde ladet udløsningen finde sted, knappede han sine bukser, tog en slurk vand, gik forbi den lange toiletkø, cyklede hjem med anmassende klaustrofobi og sov en drømmeløs søvn. Thomas gned med tommelfingeren på sit pikhoved, lugtede til den og derefter til sine armhuler. Et bad virkede ikke nødvendigt. Ikke meget i al fald. | ||||||||||||||
 | svalerne | 2011-01-06 17:18:56 |
Hej, jeg tror man skal være en ung mand for at kunne leve sig ind i Thomas's alkohol-gennemsyrede univers, og jeg er en gammel dame. men jeg synes du skriver godt og letflydende, og især afsnittet hvor han møder Freja og kommer ud over sig selv er meget smukt skrevet. P.s. jeg tror det hedder "carpe diem".
bedste hilsner
bedste hilsner
| haleløs | 2011-06-28 09:45:25 |
især dennehér skarpsindige sætning; 'en større smeltedigel af et homogent og anonymt fællesskab. De måtte gøre som de plejede.' er et fRemRaGeNdE billede på 'at være som de andre'!
Fik ikke læst heeelt færdig; sætter et bogmærke og vender tilbage senere.
Hvad med at inddele teksten i 3 selvstændige afdeliger - så blir den dels nemmere at redigere og mer' overskuelig at læse.
Sprog og formuleringer er rent guf ;)
venligst ...
Fik ikke læst heeelt færdig; sætter et bogmærke og vender tilbage senere.
Hvad med at inddele teksten i 3 selvstændige afdeliger - så blir den dels nemmere at redigere og mer' overskuelig at læse.
Sprog og formuleringer er rent guf ;)
venligst ...
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
