 |  | Caroline, komtesse de Chambrey - 3. kapitel |
 |
|
|||||||||||||
|
Caroline fulgte sin moder til bordene, hvor gæsterne allerede flokkedes om udsøgte lækkerier. Her var grevinden i sit rette element, men komtessen havde tabt Philippe af syne, og hun fandt det svært at føre de høflige, små samtaler med gæsterne. Hun skulle også huske, hvad der var i fadenes mange små kager, kanapeer og kødpostejer, som gæsterne også skulle nødes til at smage. Selv om slottets bedste vine kun blev skænket i små glas, begyndte snakken at blive højlydt livlig. Flere unge mænd forsøgte at veksle ord med Caroline, men hun fandt dem hurtigt blodfattige og kedelige. Som tiden gik, blev tanken om Philippe sammen med de anmassende unge tøjter ubærlig. Da komtessen ikke ejede sin moders stive facade, blev det bemærket, at dagens midtpunkt ikke var så strålende glad, som man forventede denne dag. Grevinden slog viften op og lænede sig diskret mod komtessen. "Smil, Caroline! Folk snakker om din triste facade." "Så lad dem. Jeg ER trist!" snerrede komtessen, og grevinden smak vredt med læberne. Så smilede hun stramt. "Hvis du er utilpas, så træk dig venligst diskret tilbage og hvil dig en kort tid. Jeg så for resten Philippe gå i retning af dammen, kære datter." Komtessen var snart på vej derhen. Dammen lå i udkanten af parken, og med dens idyl, fisk og kvækkende frøer var stedet Carolines foretrukne, når hun havde brug for at være sig selv. Glade stemmer og latter var derfor ikke lige det, hun ønskede her, og synet af Philippe, der jagtede en hvinende ung dame rundt om dammen, chokerede hende. Han havde endda lagt jakken, og skjorten stod åben ved halsen. Caroline standsede brat op, da kvinden lod sig fange. Hun omfavnede leende Philippe, og tårer sved i komtessens øjne, da han lo og greb fat i pigens arme. Da vendte Caroline sig og gik. Vreden kogte i hende for hvert skridt og med ét stoppede hun. Nej, hun ville ikke bare stikke af som en lille, tudevorn tøs. Hun ville stå lige foran Philippe og sige, hvad hun mente om ham og hans dumme tøjte! "Caro?" udbrød Philippe overrasket, imens han muntert kæmpede med kvinden om at få sin jakke tilbage. Den blonde skønhed havde hektiske, røde pletter på kinderne, da hun hovent mødte komtessens vrede blik. "Du kan godt tage hænderne fra Philippe! Han er min!" råbte Caroline ubehersket, og rivalinden stillede sig op foran hende med et hånligt grin på læberne. "Han er din? Har din fader måske også købt ham til dig, lille, rige pige?" Kvinden satte sine hænder på hofterne og lo. Da brød komtessens sande natur igennem hendes fine manerer. Rivalinden fik en svidende lussing og et puf, der sendte hende sidelæns ned i dammen. Vand, fisk og haletudser sprøjtede til alle sider, da Caroline vendte sig mod Philippe. Han stod med et smørret grin på læberne. Det skulle hun nok få tørret af! Philippe greb dog sin øretæve i luften. Hans stærke hænder stoppede Carolines i svinget og holdt dem fast, imens to par optændte øjne mødtes. "Mon greven kunne finde på at købe mig til dig?" knurrede Philippe, og Caroline, der ikke forstod ironien, blev kold af vrede. "Købe dig? Hvordan kan du spørge så dumt? Hvorfor fjanter du rundt med den dumme tøjte, når du har ladet mig tro, at du elsker mig? Jeg hader dig! Slip mig! NU!" Da Philippe tøvede, satte Caroline tænderne i hans hånd, og han slap hende med et brøl. "Købe dig? Ha! Til hvad? Jeg kan så nemt som ingenting få mig en gemal. Og det ganske gratis. I Versailles! Ja, der tager jeg hen og kommer tilbage som ... som hertuginde! Eller som prinsesse." Komtessen slog med nakken, lo hånligt og vendte sig. Da tog Philippe sin sårede hånd fra munden. "Ha, det er da lige netop det, din fine fru moder ønsker så brændende!" råbte han efter Caroline, og så fik han travlt med at få hjulpet den unge dame op af dammens andemad. Carolines hoved summede af tanker, da hun gik tilbage til slottet. Hvorfor havde Philippe talt om at blive købt? Det lød så dumt. Og hvorfor skulle han købes til hende? Det ville jo betyde et ægteskab, som moder absolut ikke ville bifalde. Nej, det gav ingen mening. Måske havde hun overreageret igen og ikke givet Philippe en chance for at forklare sig. Men igen. Hvorfor var han gået med den tøjte til dammens diskretion? Caroline tog sig til hovedet og gned panden, men tankerne ville ikke falde til ro. Måske ville et glas vin og tom snak med gæsterne sprede dem? | ||||||||||||||
 | Amanda Gyldenlyng | 2012-03-31 21:27:25 |
Hej BB
Så bliver det for alvor slået fast, at den små Caroline har temparement ;-)
Mon pigen, der ufrivilligt tager sig et bad, har grund til at gøre sig forhåbninger om Phillipes gunst?
Fint, let-læst kapitel.
Vh. Amanda
Så bliver det for alvor slået fast, at den små Caroline har temparement ;-)
Mon pigen, der ufrivilligt tager sig et bad, har grund til at gøre sig forhåbninger om Phillipes gunst?
Fint, let-læst kapitel.
Vh. Amanda
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
