 |  | Spillet om Sirenen. Første bog i Dominic trilogien. |
 |
|
|||||||||||||
|
Nu er titlen kommet på plads. Forlaget har lavet første redigering og jeg sidder nu og retter hvad jeg mener der skal rettes - selvfølgelig i enighed med forlaget :) Jeg vil endnu ikke lægge det rettet stykke ind, så det er stadig det gamle stykke der står nedenunder. Ligeså snart manuskriptet er plads, vil forfattersiden være det første sted jeg smider et stykket ind. Forhåbentlig noget der fanger. Jeg har også lavet en side på Facebook der hedder Pernille Vørs forfatter hvor man kan like siden så man kan følge med. Men det er her på forfattersiden det nye stykke vil komme. Denne bog er en god knaldroman med masser af intriger, sex, og nok også en smule kærlighed i. Bogen udkommer forhåbentlig i juni måned hvis alt går vel. Jeg har fået oprettet en profil på Twitter (Forfatterinden73) følg mig, følg mig ;) er ikke helt god til det endnu. Kom gerne med ros og ris til det nedenstående kapitel, men vær lige OBS på at det er inde i midt i bogen, så det kan være svært at forholde sig til, jeg ville bare ikke tage noget fra starten da jeg synes at der skulle være lidt af de hede tanker med. Vi springer ind hvor hovedpersonen Catharina sidder i et møde på den restaurant som hun arbejder på, hvor hendes kyniske chef Ian Dominik lige har meddelt at han har opkøbt endnu en restaurant hvor han nu mangler en leder til. Læs glad :-) --------------------------------------------------------------------- Viviann får æren af at samle sedlerne sammen, og hun når at nappe min, før jeg får forhindret hende i det. ”Ian Dummernik er en kold selvoptaget, ufølsom, kraftidiot, og jeg hader ham,” det er, hvad der står på mit. Jeg skærer ansigt, da jeg ser hende aflevere dem alle til ham, pis osse. ”Jeg tager en kort samtale med jer alle sammen i dag, hvis jeg altså ikke bliver kaldt til møde. Hvis vi er heldige, så kommer vi gennem jer alle i dag,” han går mod trappen. Jeg ser mig om efter Mark for at fortælle ham, at jeg går syg hjem, da min alt for Ian-villige krop fortæller mig, at mit værste mareridt iagttager mig. ”Catharina,” kalder han med sin hårde stemme, ”jeg tager dig først.” Jeg skummer af raseri. Hvorfor lyder hans sætning som om, at det har noget med sex at gøre? Jeg ruller med øjnene af mig selv, og laver mentalt korsets tegn, da jeg går over mod ham. ”Hvor vil du have det?” hans stemme ruller på sin sædvanlige måde ind over mig. ”H-hvad behag?” jeg ser målløs op ham, men lader blikket stoppe ved hans stærke hals, jeg kan ikke magte at se ind i hans gådefulde fangende øjne, ikke endnu i hvert fald. ”Du bestemmer selv, hvor du vil have mødet,” er hans stemme blid? ”oppe på kontoret eller hernede hvor du føler dig mere sikker?” Tager han hensyn nu? jeg ryster min naive indbildning af mig, og fnyser lavt, ”sikker, ha,” jeg træder forbi ham, og lader bevidst min skulder dunke ind i ham, for så at tage den to trin ad gangen op ad trappen, ”lad os bare tage den oppe på dit kontor, jeg har set hvad du er i stand til, og hvis det er det, du har at byde på, så kan du ikke intimidere mig chef.” pis også, det var jo ikke sådan, noget jeg skulle sige. Jeg mærker ham lige bag mig, min krop ved lige nøjagtig, hvor tæt han er på mig, hvor lidt der skal til, for at han rører ved mig ved et simpelt uheld. Selvom jeg for et sekund siden følte mig oprørsk og stærk, så gør jeg det ikke længere, nu hvor han lukker os inde på sit kontor. ”Sæt dig ned Catharina,” han går forbi mig, og jeg mærker, og dufter ham, idet han passerer mig. Skulle han strejfe min arm med vilje, eller var det et tilfælde? ”Ellers tak,” mumler jeg, ”jeg foretrækker at stå.” ”Så stå,” kommer det nonchalant fra ham, mens han tager jakken af, og hænger den bag sin stol på knagen. Bare måden han bevæger sig på, når han sætter sig, det hele er med så meget selvtillid og så meget udstråling, mit indre har allerede tilgivet ham, og sukker sagligt, men min kriger er ikke så nem igen. ”Ian Dummernik er en kold selvoptaget, ufølsom kraftidiot, og jeg hader ham,” de havblå øjne lander på mig, og mine øjne flakker en smule, men jeg kniber munden sammen, nægter hårdnakket at sige noget om det. Han sukker opgivende, ”okay så, fortæl mig hvorfor du ikke har skrevet noget om dig selv men kun om mig,” han læner sig tilbage i stolen, folder hænderne foran sig på maven. Jeg trækker ligegyldigt på skuldrene, ”du ved jo det hele, du har jo undersøgt alt om mig chef, jeg har intet nyt at fortælle, så jeg tænkte, at jeg ville indvie dig lidt i mine tanker om dig, lade dig se hvordan andre ser dig.” ”Andre måske,” kommer det prompte fra ham, ”men det var ikke sådan du så mig i går, da du tiggede mig om at fingerkneppe din lækre våde fisse.” Jeg stivner, det sagde han fandeme bare ikke. Jeg kniber øjnene sammen, og sender ham et kort dræbende blik, mens raseriet koger over. Han siger ikke noget i lang tid, og stilheden er ved at kvæle mig. Jeg skuler hurtigt hen på ham, og skummer næsten indvendig af det perfekte syn, der møder mig. Han sidder bare der som en statue, og iagttager mig. Selvom jeg selv synes, at jeg gør det rigtig godt ved at lade som om, at han ikke påvirker mig det mindste, så tigger den ufornuftige del af mig om, at jeg skal falde på knæ for ham og bare stirre kærlighedssygt op på ham. Jeg fnyser lavt af mig selv, ja kærlighedssyg, det er lige, hvad jeg er, og det er kun på grund af Morten, hvis ikke at han havde været sådan et svin, så ville jeg ikke lade Dummernik her påvirke mig så meget. ”Hvorfor skal jeg give dig lederstillingen,” kommer det så opgivende fra ham. ”Det skal du ikke,” svarer jeg oprørsk, ”jeg er ikke interesseret i stillingen.” Han siger ikke noget, sidder bare der i sin kongestol, og betragter mig, mens han tænker sine hemmelige tanker, og planlægger sit næste træk. Igen kan jeg ikke lade være med at fnyse, ja, det er jo det han gør, han lever ikke livet, han spiller sit spil og ikke andet, gad vide hor mange træk han tænker frem? Mange, for mit træk havde han ikke regnet med, og nu er han ved at planlægge nye træk igen, det er derfor, at han er så lang tid om at svare. Pludselig kommer der et opgivende suk fra ham, og han bruger sin fartone overfor mig, ”hvis det er på grund af i går, så se nu at komme videre. Du lader en perfekt chance for at blive noget mere end bare en tjener”¦” ”Det har intet med i går at gøre chef,” afbryder jeg ham, ”jeg er ikke interesseret i stillingen.” Denne gang er det ham, der kniber øjnene sammen, han gransker mig, er i færd med at læse mig, og jeg frygter, at han lykkes, så jeg skynder mig at se væk, og tager mig den frihed at gå lidt rundt på kontoret, hvor jeg piller ved de forskellige ting på min vej, det er ren provokation kun fordi, at jeg ved, at min adfærd irritere ham grænseløst. Ian kan lide at have kontrol, det er et must for ham, og det har han ikke over mig, så jeg nyder hvert et sekund af det. Jeg ser slet ikke noget forkert i, at jeg spilder min tid på en mand, som jeg påstår, at jeg ingen interesse har i. En mand som jeg bliver ved med at overbevise mig selv om, at jeg er færdig med. Jeg hører hans stol bevæge sig, og jeg ser ud af øjenkrogen, at han følger mig rundt ved at dreje stolen en smule, jeg er nødt til stadig at holde øje med ham i smug, jeg skal ikke have ham for tæt ind på livet igen. ”Hvad kan jeg gøre?” kommer det pludselig lavt fra ham. Jeg er lige ved at stoppe op for at se, om hans ansigt virkelig ser så angerfuldt ud, som hans stemme lyder, men jeg tager mig selv i det, og fortsætter roligt rundt på kontoret, mens jeg svarer køligt, ”du kan ikke gøre noget chef, jeg har ikke lyst til at være leder, jeg ved godt, at jeg sagde noget andet den dag til samtalen, men efter at jeg har set, hvad en lederrolle kan gøre ved ens personlighed, så har jeg ikke lyst alligevel.” Endnu et suk lyder fra ham, ”du er modig, må jeg sige. Ingen har før talt til mig, som du gør.” ”Prøver du på at fortælle mig, at folk virkelig er så bange for dig chef,” jeg ser flygtigt på ham over skulderen, giver mig selv ros for at virke så overfladisk som muligt. Denne gang er det hans forretningsstemme der er på, ”nej, jeg prøver at fortælle dig, at jeg er din chef, og du skal holde op med at opføre dig så respektløs.” Jeg griner et højt kort sarkastisk grin, ”eller hvad chef, smider du mig så over knæet, hvis jeg ikke gør?” "Vil du gerne over knæet Catharina?” min krop suger stemmen ind, den er pludselig mørk og fyldt med usagte løfter om endnu en orgasme til mit brændende sex. Pis osse”¦ Men han er hurtigt videre i teksten, og den hårde forretningsstemme er på igen, ”okay Catharina, kom så med dine krav, lad os få det her overstået.” Det får mig til gengæld til at snurre rundt, og stirre på ham som er han et spøgelse, et alt for smukt spøgelse, ”mine krav?” ”Ja,” hans stemme bliver hårdere endnu, ”til tillægget, det er vel det, det drejer sig om det her. Du er blevet usikker efter i går, du var ikke klar, over hvor medgørlig din krop er overfor mig, så nu stiller du nogen krav, for på den måde får du det bedre, fordi du så føler, at jeg har givet efter overfor dig, ligesom du gav efter overfor mig i går, så føler du dig mere sikker igen,” han giver mig et par sekunder, ”lad mig så høre.” ”Du fatter det virkelig ikke, gør du vel?” min stemme er en lille pibende lyd, jeg er målløs over denne mand. ”Fatter hvad Catharina?” han gør tegn til at vil rejse sig, og jeg finder hurtigt døren med øjnene. Kan jeg nå ud, hvis han går efter mig? Vil jeg have, at jeg skal kunne nå ud? Han tager hænderne op med håndfladerne mod mig for at vise, at han ved, hvad jeg tænker, mens han sætter sig ned igen, men jeg tager alligevel et par skridt mod døren, bare for en sikkerheds skyld. ”Beklager Chef, men jeg vil ikke have dig for tæt på,” griner jeg for at skjule min usikkerhed, ”hvis du rejser dig, så er jeg ude af kontoret, før du kan nå at komme med en ny ordre.” Han bliver siddende, og ser udfordrende hen på mig, ”jeg spørger igen, fatter hvad?” ”Jeg er færdig med dit tillæg og med dine ordre, jeg vil ikke have noget med det at gøre, hverken med det eller med dig,” min stemme lyder ikke så stærk længere men hvad helvede, jeg har jo heller ikke lavet andet end at tude af hysteri hele natten. ”Selvfølgelig vil du det,” kommer det selvsikkert fra ham, ”det er jo grunden til, at jeg skal blive her i min stol,” han sænker ansigtet, og ser op på mig med rynket pande, mit indre tager kampen op imod den fornuftige del af mig, han er for lækker, for selvsikker, for ”¦Ian, sukker mit indre. ”Mig på den ene side af bordet og dig på den anden side, så føler du dig i sikkerhed, men hvem er det, du skal føle dig i sikkerhed for Catharina, er det mig eller er det i grunden dig selv?” Jeg kniber øjnene sammen til to smalle streger, for selvom han har fat i noget, så indrømmer jeg det fandeme ikke, og slet ikke overfor ham. Så kommer ideen pludselig til mig, hvis jeg nu flytter min brik i en helt anden retning end den, han regner med, så opgiver han nok at vinde kontrollen over mig, for det er kun det, det handler om det her, ligeså snart han har fået mig til at rulle om på ryggen og overgive mig, så er han færdig med mig. Jeg løfter ansigtet, skyder næsen i sky, og siger med et selvsikkert smil, ”mit krav er, at du aldrig må røre mig igen chef.” Havde han været totalt fremmed for mig, ville jeg aldrig have set det, men jeg fanger udtrykket med det samme, Ian Dominik er igen nødt til at planlægge nye træk, da han ikke havde forudset mit. Hans øjne stråler af overraskelse men samtidig også noget andet, hygger han sig? Ser han vores samtale som underholdende? Men så bliver jeg nervøs, fordi en mørke uden lige lægger sig over ham, og jeg får åndenød, og jeg må igen se mig over skulderen for at tjekke, hvor langt væk døren er. Jeg stopper i min bevægelse, da hans sexede stemme lyder, ”det er et uacceptabelt krav, kom med et andet.” Åh gud, min krop begynder at dirrer af bare forventning, Ian har planlagt at røre ved mig igen. ”Glem det chef,” skynder jeg mig at sige næsten stakåndet, og er henne ved bordet med to lange skridt, hvor jeg lægger Black Berryen overfor ham, ”jeg fastholder min opsigelse,” og så smutter jeg ud af døren, som jeg smækker i efter mig. Med hjertet hamrende hårdt i brystet og pulsen dunkende i ørerne finder jeg min leder Mark, og fortæller ham, at jeg går syg hjem. | ||||||||||||||
 | nhuth | 2014-01-24 08:15:22 |
Det er en god, stærk og lovende tekst.
Fin skildring af den kyniske "chef".
Småting: Et sted skriver "snitte min arm". "Strejfe" ville måske være bedre.
Et andet sted skriver du:
"jeg har jo heller ikke lavet andet end at tude af hysteri hele nat". Her skal vel stå "....hele nattEN"?
Vh.Nhuth
Fin skildring af den kyniske "chef".
Småting: Et sted skriver "snitte min arm". "Strejfe" ville måske være bedre.
Et andet sted skriver du:
"jeg har jo heller ikke lavet andet end at tude af hysteri hele nat". Her skal vel stå "....hele nattEN"?
Vh.Nhuth
| nhuth | 2014-01-24 11:57:43 |
Jeg glemte at skrive, at jeg synes at dialogen ml. de to er helt fin. Catarinas egen indre dialog er meget tydelig og særdeles plausibel.
Vh.Nhuth
Vh.Nhuth
| Pervor | 2014-01-24 15:03:43 |
Jeg takker mange gange for dine ord Nhuth :9
VH
Pervor
VH
Pervor
| nhuth | 2014-03-09 07:28:10 |
Til Pervor.
Nu vil jeg så frygte og glæde mig til at din bog udkommer i juni.
I al beskedenhed har jeg forsøgt at kredse lidt om temaet i flere af mine egne tekster, som (desværre kun) findes her på F-siden.
Vh.Nhuth
Nu vil jeg så frygte og glæde mig til at din bog udkommer i juni.
I al beskedenhed har jeg forsøgt at kredse lidt om temaet i flere af mine egne tekster, som (desværre kun) findes her på F-siden.
Vh.Nhuth
| Pervor | 2014-03-10 21:22:37 |
Jeg må lige læse de tekster ;-) det lyder spændende.
VH
Pervor
VH
Pervor
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Du har så absolut ret, ordet snitte er et voldsomt ord ;)
Tusinde tak for dine kommentar
VH Pervor