 |  | Da Lykken Bankede På |
 |
|
|||||||||||||
|
Lykken kom til mig en dag i december. Det startede med, at jeg vågnede en kold decembermorgen. Der var koldt og mørkt i min stue. Stue eller værelse. Jeg burde måske nærmere kalde det et lille hummer. Et lille værelse på ikke engang tyve kvadratmeter. Så ja, jeg vil vælge at kalde det et hummer. Der var lige plads til min sovesofa, et lille sofabord og faktisk ikke andet. I hvert fald ikke, hvis jeg skulle kunne gå rundt derinde. Væggene var hvide, loftet var hvidt, vindueskarmene var hvide, fodlisterne var hvide”¦ Ja, selv døren var hvid. Men denne dag virkede det hele sort og koldt. Jeg kravlede ud af sengen, fandt mine badeartikler frem og gik ud til det dejlige varme morgenbad. Bortset fra at også morgenbadet føltes koldt. Det føltes faktisk så koldt, at jeg var overbevist om, at man ville kunne se min ånde. -Hvordan kan alting være så koldt,- tænkte jeg. Men det var ikke engang det værste. Da jeg var kommet i tøjet, gik jeg ned i det fælles køkken. Selv køkkenet virkede mørkt og koldt. Der var ikke en eneste af de andre, der stod ude i køkkenet. Det plejede ellers godt at kunne virke som en hønsegård, når man kom derud. Som så mange andre dage, fandt jeg frem til det skab, hvor jeg opbevarede min morgenmad. Et par skiver brød kunne det blive til. Dog uden smør eller noget som helst. Det hele virkede mørkt og koldt. Morgenmaden oplyste ikke ligefrem det mørke, jeg befandt mig i. -Vor herre bevares,- tænkte jeg, -er det virkelig alt, hvad du kan drive det til?- Nå, tiden var inde til at komme videre i dagens program. Da jeg nåede frem til busstoppestedet for at komme i skole, kunne jeg, efter et stykke tids venten, konstatere, at bussen var forsinket. Nå ja, det kunne jo ske for enhver. Da jeg så sad henne i skolen, kom en af pigerne hen til mig og spurgte: ”Skal du noget i aften?” ”Det ved jeg ikke rigtig,” svarede jeg, ”jeg kan ikke komme på, hvad det skulle være.” ”Nå okay,” svarede hun så og gik hen til en af de andre. -Nå ja,- tænkte jeg, -det er jo også et svar.- Da skoledagen var ovre, bemærkede jeg, at det hele igen virkede mørkt og koldt. Intet var forandret. Der var dog lige hende pigen, som med sin udstråling virkelig kunne lyse op i mit mørke. Da jeg var på vej til bussen, så jeg hende igen. ”Har du fundet ud af, om du skal noget i aften,” spurgte hun med varme i stemmen. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle svare. ”Det ved jeg ikke rigtigt,” svarede jeg, ”jeg kan ikke komme på, hvad det skulle være.” Så smilede hun og sagde: ”Man kan aldrig vide, om lykken banker på din dør i nærmeste fremtid.” -Lykken,- tænkte jeg, -hvor skulle den komme fra? Den kan vel dårligt finde vej i det her mørke?- Da jeg om aftenen sad hjemme i mit lille kolde og mørke hummer, bankede det på døren. Idet jeg åbnede døren, stod jeg ansigt til ansigt med en ung kvinde. Jeg kunne ikke mindes, at jeg havde set hende før. ”Du kender mig nok ikke,” sagde hun med en så blid og kærlig stemme, at den kunne få en snemand til at smelte, ”jeg er kommet for at lyse lidt op i dit traurige sind.” Jeg undrede mig lidt over denne fremmede unge kvinde og spurgte: ”Er du psykolog?” Hun sendte mig et kærligt smil og svarede: ”Nej, det er jeg ikke, men jeg kan stadig gøre et og andet, som kan hjælpe dig.” Jeg bød hende indenfor, bad hende tage plads og fortælle mig, hvordan hun havde fundet frem til mig. ”Det var ikke svært,” svarede hun, ”jeg har fulgt dig i dine drømme, hvor jeg kunne se, der var noget galt.” Jeg havde egentlig ikke haft en drøm i det sidste stykke tid, som ikke havde været farvet af mørke og kulde. ”Mine drømme,” spurgte jeg, ”hvor kender du dem fra?” ”Åh,” svarede hun, ”du skulle bare vide. Når jeg har set dig i drømme, har jeg grædt for dig. Jeg ved, du er trist og ked af det. Men jeg kan hjælpe dig.” Jeg sukkede og så på hende. ”Jeg ved ikke, hvad du er,” sagde jeg, ”eller hvem du er, men jeg ønsker bare at være alene.” Hun så på mig med et forstående men samtidig tvivlende blik. ”Er du sikker på det,” spurgte hun, ”jeg tror, at det, du vil undgå, er at se din ensomhed i øjnene. Du er ked af at være alene. Ked af, ingen tager dig alvorligt. Du er ked af, at folk kritiserer alt, hvad du gør og siger.” Jeg mærkede en klump i halsen. Hun havde ret. Det var efterhånden svært at holde tårerne tilbage. ”Lad mig hjælpe dig,” sagde hun, ”for når du er trist og ked af det, er jeg også trist og ked af det.” Jeg kunne mærke en tåre trille ned ad min kind. ”Hvem er du egentlig,” spurgte jeg og følte stadig tårerne presse på. ”Jeg er dit emotionelle selv,” svarede hun, ”jeg er den, som kan mærke, når noget går dig på, gør dig ked af det, gør dig glad og varm og så videre.” Jeg følte en lettere forvirring over denne kvinde. ”Okay,” svarede jeg, ”og hvad hedder du så?” Hun rejste sig og gik hen til et billede, jeg havde malet forleden. ”Jeg hedder, hvad du ønsker, jeg skal hedde,” svarede hun og så på billedet. Hun stod der et øjeblik, hvorpå hun vendte sig imod mig og sagde: ”Men jeg kan ikke hjælpe dig alene. Dit kritiske selv må også tage del i opgaven.” Mit emotionelle selv, mit kritiske selv. Hvad var lige pointen i det? Det virkede sgu næsten som en hel Walt Disney-film. ”Er der så også min indre handy man,” spurgte jeg, ”som skal ind i processen?” Hun satte hænderne i siden og svarede bestemt: ”Jeg tror ikke helt, du har fanget pointen i mit besøg. Dit kritiske selv og jeg skal sammen finde en løsning, som så kan gøre, at dit destruktive selv ikke kommer så meget til udtryk i dit sind.” ”Mit destruktive selv,” spurgte jeg, ”hvad mener du?” Hun lod atter armene hænge løst og svarede: ”Vi skal jo nødig have, at du gør noget, du senere vil fortryde.” Netop, som hun havde sagt det, forsvandt hun lige så hurtigt, som hun var kommet. Da jeg om natten lå i min urolige søvn, som jeg havde gjort det så mange gange før, var det lidt, som om nogen stod og iagttog mig. Da jeg slog øjnene op, var der ingen. - Mystisk, - tænkte jeg, - jeg var ellers sikker på, der var nogen. - Jeg havde næppe lagt mig ned igen, da det bankede på døren. Der lød tre langsomme slag. Da jeg åbnede døren, stod jeg ansigt til ansigt med en ung fyr. ”Godaften,” sagde han, ”jeg er din indre kritiker.” Jeg lukkede ham ind, bad ham tage plads, hvorefter han begyndte at fortælle. ”Jeg har set i dine drømme,” sagde han, ”at du er kritisk overfor andre mennesker.” Jeg trak på skuldrene og svarede: ”Nej, jeg er kritisk over for de folk, som er kritiske over for mig.” Han så noget anspændt ud. Hans mund var spændt, da han sagde: ”Hvilket vil sige alle. Ifølge din egen opfattelse.” Jeg trak på skuldrene. ”Det kan vel på sin vis også være ligegyldigt,” sagde jeg. ”Nej,” svarede han, ”for du må vise dig som et godt og varmt eksempel.” ”Hvordan det,” spurgte jeg, ”når alle andre er sådan over for mig, som de er?” ”Netop derfor,” svarede han, ”du må være god imod andre, respektere andre og holde af andre, for at de kan gøre det samme for dig. Du må vise, at du tror på det gode i dem, uanset hvor modgående de er.” ”Det forstår jeg altså ikke,” svarede jeg, ”de er jo alle sammen ligeglade med, om jeg lever den dag i morgen.” Han så mig dybt i øjnene. Det var et blik så skarpt, at det næsten skar sig vej hele vejen igennem mig. Dette blik holdt han i cirka et minuts tid. Det lyder ikke af meget, men det føltes som lang tid, hvis man tænker på, at det føltes som et røntgensyn, der borede sig gennem mit sind. ”Er du sikker på det,” spurgte han. Jeg trak på skuldrene og spurgte: ”Hvem skulle ikke være ligeglad?” Han så mig igen dybt i øjnene. ”Tænk dig om,” svarede han, ”skulle der mon ikke være én, du føler noget for?” Jeg følte ganske vist noget for en, men kontakten med hende var nok lige så uopnåelig, som kontakten til nogle af de andre. ”Tænk,” sagde han igen. I det samme hørte jeg en kvinde bag mig: ”Føl.” Det var hende igen. Mit emotionelle selv. ”Hvem skulle det være,” spurgte jeg, ”jeg kan kun komme på én, jeg holder af.” Mit emotionelle selv og min indre kritiker stillede sig op ved siden af hinanden, lagde armene om hinanden, så på mig og sagde: ”Så tag chancen.” I det samme forsvandt de begge, og jeg gik i seng igen. Næste morgen, da jeg vågnede, virkede det hele ikke længere koldt og mørkt. Vintersolen skinnede på det hvide decemberlandskab. Da jeg kom hen til skolen, ankom jeg med et smil og godt humør. Pigen fra i går kom hen til mig og spurgte: ”Skal du noget i aften?” Jeg trak smilende på skuldrene og svarede: ”Det ved jeg ikke, men vi kan da sikkert godt finde ud af noget.” Aldrig siden har jeg glemt den aften, hvor lykken bankede på. Jeg hører stadig af og til mit emotionelle selv og min indre kritiker hviske: ”Tag chancen.” | ||||||||||||||
 | haleløs | 2011-03-20 19:32:42 |
... og løb risikoen for, at dit emotionelle selv får kontrol med din indre kritiker. Forbliv lykkelig!
Vefortalt - med fin 'morale'; men ikke så super velskrevet, synes jeg? Læg mere luft i teksten!
I al fald HAR du da talent ... skal bare lige slibes lidt mer'.
venligst ...
Vefortalt - med fin 'morale'; men ikke så super velskrevet, synes jeg? Læg mere luft i teksten!
I al fald HAR du da talent ... skal bare lige slibes lidt mer'.
venligst ...
| kasperhoe | 2011-06-05 20:54:59 |
haleløs - Takker for at høre, at du synes, jeg har talent. Men ja, denne tekst er ikke så velskrevet. Det er et af mine meget hurtigt afsluttede projekter, og et af dem, jeg er knapt så tilfreds med selv, NETOP fordi, den er så tynd, som den er.
| Reppel | 2012-09-29 13:40:59 |
Jeg kan rigtig godt lide det lidt filosofiske billede af hovedpersonens to indre sider. Endnu en tekst hvor jeg ikke kunne få mig selv til at stoppe, uden først at høre afslutningen. Har lyst til at vide hvad der videre sker for hovedpersonen :)
Var du gået lidt dybere ind i hovedpersonen og hans omverden, så det ikke bare var en pige fra skolen, og så læseren var blevet sat mere i forbindelse med hans følelser ville det have været helt fantastisk :)
Hilsen Reppel
Var du gået lidt dybere ind i hovedpersonen og hans omverden, så det ikke bare var en pige fra skolen, og så læseren var blevet sat mere i forbindelse med hans følelser ville det have været helt fantastisk :)
Hilsen Reppel
| kasperhoe | 2012-09-30 20:00:15 |
Reppel - Takker mange gange for din kommentar. Og jeg vil da lige (ved lejlighed) se, om det ikke godt kunne lykkes mig at komme lidt mere i dybden med denne historie. Måske endda fortsætte den. Men på nuværende tidspunkt må jeg nok tilstå, at jeg primært arbejder på den mørke side.
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
