 |  | Mariams breve Kap. 7 |
 |
|
|||||||||||||
|
Hanen galede i det fjerne. Maleren vendte det døve øre til. Uden haner ingen kyllinger. Men ligefrem råbe og skrige sin stolthed ud over hele nabolaget og fire verdenshjørner var lige stærkt nok. Han havde da sovet, men han var ikke lige så udhvilet og frisk som fjerkræet derude. Det nyttede ikke noget. Sådan vendte og drejede sig han under dundynen en halv times tid. Maven skreg på morgenkaffe. Toiletbesøget trængte sig på. En kalenderbog havde han ikke fået købt. Han tændte for radioen og vandkogeren. Det var mærkeligt hver morgen som alle de andre lyttere, at blive mindet om igen og igen at være medvider om krige og ubeskrivelig vold ude i verden. Hutsier og Tutsier forsøgte at udrydde hinanden i Afrika; herboende indvandrere fra mellemøsten rejste fra deres nye tilværelse i Danmark tilbage til Syrien for at bekæmpe regeringstropper eller oprørere. Det var ham komplet umuligt bare at prøve at forstå. Dagens anden føljeton om skolebørnenes manglende kundskaber og lærernes dovenskab og uduelighed var nærmest at betragte som underholdningsstof. Men hvis dét var rigtigt, at den ægte, veluddannede lærer blev forhindret i at udøve sin metier, stod det galt til. Gruelig galt. Hanen galede selvsikkert igen. Artiklen fra i går rumsterede stadigt i hans hoved, da han nød morgenkaffen og en lunet bolle. Han ville ikke fortælle om det til ordensmagten. Det var jo bare hans egen teori. Direktøren var kommet i sin i bil i dag, så Andersen. Det manglede da også bare andet”¦ Clausen gik med telefonen op og ned ad gulvet. Ville de ringe eller hvad? I virkeligheden kunne de rende ham noget så grusomt”¦ de kunne for hans skyld beholde det, falsk eller ægte. Da den endelig ringede, tabte han den på gulvet! ”Hallo, De taler med Christian Clausen”, En sløret stemme sagde at en kuvert med 75.000 skulle afleveres klokken 16 præcis foran Industrivej 3 i Hvidovre. Her ville maleriet blive udleveret. ”Hvis der er skyggen af politi efter dig, mister du billedet.” Han ringede omgående til Henny. ”Hej,” svarede hun, ”jeg er blevet orienteret af Jonathan. Vi véd nu hvor maleriet befinder sig. Det stemmer med det du lige har fortalt. Vi véd også, at en italiensk mafiaboss er på vej til København for at samle billedet op på adressen. Hele området bliver kontrolleret fra klokken 14. Du kan roligt køre derud klokken 16, men heller ikke før. Læg bare rigtige penge i kuverten; du skal nok få dem igen”. * Mario don Alanzo styrede sit forretningsimperium fra en komfortabel lejlighed mellem himmel og jord. Det vil sige fra den privatejede DC-9, som var hans foretrukne hjem. Interne familieproblemer voldte kvaler. Alanzo stammede fra den pæne del af Ndrangheta-familien fra Calabrien, som stod midt i et generationsskifte, som ikke måtte slå fejl. Hans ældste søn Sebastiano skulle giftes med Carmen Rafanella, og hans morgengave skulle være et maleri af Gaugin. Intet mindre. Drengen havde arvet sin fars næse og interesse for kunst. Alt var tilrettelagt til den store dag. Der var kun fire uger til brylluppet. Han sad med et stort farvefoto af ”Kvinder ved Brønden” og studerede med lup detaljerne. Han var ikke i tvivl. Carmens familie skulle imponeres og indlemmes i Alanzofamilien uden at nogen kunne føle sig forbigået eller krænket. Det maleri han tænkte på, havde han en gang købt og betalt og haft i sine hænder, men returneret efter nogle uger, da han fejlagtigt anså det for at være et falskneri. Pengene havde han aldrig fået tilbage. Senere erfarede han, at billedet var solgt for en slik til en dansk kunstopkøber ved navn Lydia Hansen. Han hadede at blive snydt. Da han for nylig hørte om maleriets opdukken i Danmark, havde han sendt en mand af sted for at hente det. Men noget var gået galt i København. Han havde fået oplyst at maleriet i mellemtiden var stjålet fra et eller andet museum og nu var i tyvens besiddelse. Så nu hastede det lidt. Det kunne blive svært at nå at få det opsporet, restaureret og certificeret og dermed reddet det for efterkommerne. Det irriterede ham, at han personligt måtte spilde et døgn på at lande i København. De tre øvrige passagerer i dag kendte nøje deres opgaver. Marios fly landede planmæssigt i Kastrup og blev gelejdet hen til standpladsen for privatfly. Der var kun få i den størrelse, men lufthavnens udbygning tog højde for den forventede udvikling. Besætningen kunne få deres velfortjente hvil og de to specialtrænede elitesoldater var velforberedte på den lille mission. Denne gang mere fredeligt som ambassadesekretærer. Selv gik han til motionsrummet og klædte om. En tur på løbebåndet og lidt muskeltræning var tiltrængt. I en lejet bil kørte de to ”ambassadesekretærer” direkte til en tilsyneladende tom og forladt lagerbygning i Hvidovre. To store ”Til Salg”-skilte havde ikke haft den tilsigtede virkning. Der var ikke et øje at se i området. Den eneste trafik var et par lastbiler der af og til hentede eller bragte de store containere. Porten var ikke aflåst. Antonia trak den en halv meter til side. Uno trådte ind i halvmørket og blev mødt af to lagerarbejdere, der tændte lyset. De var ved at finde maleriet frem til afhentning. De undrede sig over det uventede besøg men øjnede endnu en god handel. De to fremmede kunder talte vist italiensk. Men de havde ingen penge med og de havde meget svært ved at gøre sig forståelige. Først da Antonio viste dem et foto af maleriet, pegede de på kassen som de lige havde sat på hjul. Da de forlangte deres penge; ”money”, stak en af de fremmede en kortløbet pistol op under næsen på den nærmeste. Et klik fra Unos ladegreb afgjorde sagen. Det var ikke hans mening at affyre våbnet, men manden der stod nærmest faldt hårdt såret om. De tvang ham, der endnu var i live til at aflevere kassen med maleriet og lægge det i udlejningsbilens bagagerum. Det andet skud kom fra den sårede mand på gulvet; det ramte Uno, som dog nåede at sætte sig ind i bilen To containerlastbiler kom kørende og blokerede for udkørsel fra området. Antonio bakkede som rasende, og fandt en anden vej ud af det inferno der brød løs. Mario sad i flyet og afventede tilbagemelding, da han så udlejningsbilen køre helt hen til standpladsen. Der var få minutter til den tilladte take-off, så han beordrede piloten til at starte motorerne. Med maleriet under den ene arm og Uno under den anden nåede Antonio op ad trappen til den bageste dør og kom ombord. Langsomt rullede DC-9’eren frem til startbanen femten sekunder forsinket. Den almægtige mafiaboss bandede og svovlede over hans folks upålidelighed og langsommelighed. Det var jo ikke en ferietur, de var på. Man kunne sgu ikke stole på nogen længere. Uno var hårdt såret i brystet af det skud, som en af de to elendige danske amatører havde løsnet. Selv om han omgående fik hjælp i flyet og de hurtigt fik projektilet pillet ud, døde han før de nåede ud over Biscayen. Ud for den spanske kyst blev hans lig dumpet i havet. Nu ville der blive krævet et millionbeløb i erstatning til Uno Umbertos familie. Det var uheldigt, ja, ulykkeligt og meget beklageligt. Besværligt og dyrt. Uno havde været en af Alanzos bedste folk. Det var meget trist at skulle omkomme på den måde. Selvfølgelig kendte de alle risikoen; det var en del af kontrakten. Uno havde heldigvis aldrig giftet sig og stiftet familie. Det var også en del af kontrakten. Nu ville han blive efterlyst men aldrig blive fundet. Hennys opringning til Rønnebæk kom ubelejligt men som regel var den vigtig. ”Femten sekunder”, sagde hun. ”Nu er Maleriet fra Egely på vej ud af landet i et privatfly”. ”Jamen, søde ven”, svarede han, ”du arbejder jo i døgndrift. Hvad betyder så femten sekunder?” ”Det er forskellen mellem at tilbageholde et fly eller lade det lette.” ”Du mener ikke, at fuglen er fløjet? Hvad med Clausen?” ”Jo, det mener jeg. Clausen blev standset af vores folk, før han nåede at forkludre det hele.” ”Nåh, det var godt. Så nu er problemet ikke vores længere.” Hun var målløs. Nok befandt ”problemet” sig i en trækasse ca. ti kilometer oppe et eller andet sted i det europæiske luftrum på vej til ”langtbortistan”, men bagmanden var sluppet fra dem. De to danske skvadderhoveder, der havde påtaget sig tyveriet på Egely, havde de anholdt og nu forestod der et større arbejde med at få tømt lagerbygningen for tyvekoster. PET havde tilbageholdt Clausen inden han nåede frem til lageret, men efter en halv time var de overbevist om hans uskyld og den forklaring han afgav. De beholdt dog kuvert og penge, men gav ham den behørige kvittering. Nu var han på vej tilbage til Rygård. Maleren havde været ovre hos Helene og spurgt om hun eventuelt lå inde med en kalender. Om hun gjorde: ”Der ligger et par hundrede i nogle papkasser her inde i depotet. Vi får dem aldrig brugt. Alle bruger efterhånden kun den elektroniske. Tidligere brugte vi altid at få trykt til alle de ansatte ”. ”Mange tak, det er lige sådan en jeg mangler. Jeg glemte bare at købe en, da jeg var i byen. Er der noget nyt om maleriet?” ”Det véd jeg ikke; Clausen er kørt til Hvidovre for at hente det”¦ men nu kommer han kan jeg se.” Maleren gik ham imøde, men Clausen måtte skuffet meddele, at billedet var på vej ud af landet. ”Kan det passe dig, vi kører herfra klokken 17.30?” Det kunne ikke være bedre. Han var spændt på at se Fru Clausens lærreder. ”Sikke en luksus”, sagde Maleren, da han satte sig ind bilen. Han havde været i bad og taget sit pæneste tøj på. Smykket lå svøbt i en serviet i jakkelommen. Han syntes, at bilen næsten var lydløs. Turen gennem skoven og langs vandet gjorde godt. ”Der inde bor Lydia Hansen”, sagde Clausen. ”Meget moderne og smukt hus”, forklarede Clausen, da de kom forbi en lille sidevej ned mod Sundet. ”Her har jeg ikke været, siden jeg var ung.” Clausen ringede hjem. ”Hej skat, sig til mor, at vi er der om fem minutter. Mys, mys.” ”Det var Nina”, sagde han. ”Jeg ringer altid fem minutter før jeg er hjemme.” De to unge mennesker stod i døren. Maleren genkendte dem straks som Nina og Simon fra billederne. ”Der er altså først mad om en halv time”, sagde Elizabeth, som kom ud mens hun tog sit forklæde af. ”Velkommen til”, sagde hun, ”kom indenfor”. Maleren fornemmede duften af enebær og laurbærblade. ”Tænk, jeg har sådan glædet mig til at se Dem og Deres store børn,” sagde Maleren så sig om. ”Kom, Simon har lavet velkomstdrink. ” De skålede og blev enige om at sige du. Med glassene i hånden gik de en lille tur rundt i denne del af huset. ”Børnene bor der nede”, sagde hun og pegede ned ad en mellemgang, der førte hen til husets anden fløj. Maleren tænkte med gru på den gang han fandt pigen på gulvet på første sal i Egely. På den korte rundvisning så han en del pæne billeder pryde væggene. Kun enkelte af dem var signeret af ”El”. ”Hvor maler du?” spurgte han ligefremt. ”Nede i udestuen”, svarede hun, ”der er det bedste lys. Jeg tror maden er færdig. Vi kan gå derned bagefter”. Simon havde dækket bord. Og husket lys og servietter. Knive og gafler lå rigtigt, så hans storesøster ikke havde det at brokke sig over. Clausen skænkede rødvin i glassene. Simon blev dybt imponeret over, at maleren en gang havde været skolelærer. ”Nu er jeg såmænd ved at øve mig i at skrive på computer”, sagde Maleren. ”Hvorfor er du ikke længere lærer?” Hans mor rystede lidt på hovedet. ”Åh, det er lang historie”, svarede Maleren, ”måske egnede jeg mig ikke til skolen. Den har forandret sig så meget.” ”Det smagte himmelsk”, sagde Maleren til værtinden.”Jeg har for resten en lille fjollet ting med til dig”, sagde han til Elizabeth og rakte hende smykket. ”Ja, det er ikke pakket så pænt ind. Det er noget jeg lavede i går. Bare noget pjat”. ”Nej, hvor er det smukt. Hvordan bærer du dig ad med det?” spurgte hun og beundrede den slyngede ornamentering, som var som en slags blomst. Hun tog smykket på med det samme og gik ud og så sig i spejlet. ”Tak”, sagde hun og kyssede ham på kinden før han kunne afværge det. ”Årh, hold da op”, sagde hun og kyssede ham på den anden kind. . Christian foreslog, at de gik ned og kikkede på nogle af Elizabeths mange værker. Elizabeth tændte for lyset i et par af arbejdslamperne, som hun sjældent brugte. ”Du kan ikke regne med lyset nu. Jeg arbejder bedst i fuldt dagslys.” ”Specielt acrylfarverne snyder let i kunstlys, men nu kan du da se, hvad jeg går og pusler med”¦” Han var glædeligt overrasket over de nedtonede nuancer hun brugte. ”Hvordan dæmper du farverne så fint i acrylen”, spurgte han. ”Nu må du godt grine; jeg bruger gerne lidt støv fra støvsugerposen og af og til lidt tørt strandsand eller aske”. ”Det er ikke at grine ad. Du får jo en dejlig plastisk virkning frem, som ellers kun oliefarverne kan give. Du har sgu talent om nogen har! Prøv lige at dreje billedet af Nina”¦ I guder, hvor er det godt.” ”Pjat. Så er det heller ikke bedre, men jeg er da glad for dine ord”. ”Måske skal du undgå at forstærke perspektivet så meget og lade farverne klare det selv”¦Se nærmere på Cezannes teknik ved lejlighed. Hvor udstiller du?” ”Lige nu har jeg to billeder på Ny Lyngbygård og lidt i kunstforeningen. Ellers ikke.” Et ur i dagligstuen slog et enkelt slag. ”Uh, hvor timerne går”, sagde Maleren, ”tror du at din mand vil”¦ ” ”Ja, den er kun halv ti. Vil du gerne hjem nu? Du må gerne overnatte her, hvis du vil.” ”Nej, mange tak, men jeg vil meget gerne hjem”¦ det har været en dejlig aften.” Han ville have spurgt om hun troede, at Christian kunne få hende til at udstille på Egely, når næste udstilling skulle løbe af stablen om et par måneder, men han kunne fornemme, at det spørgsmål ville være utidigt lige nu. Han tog afsked med Elizabeth og børnene, da han ikke kunne overtales til at blive. Han var også træt nu. Denne gang valgte Christian motorvejen. Det var mørkt, da Maleren mæt af indtryk steg ud af bilen på Rygård og takkede for dagen og transporten. Clausen måtte uden tvivl være en meget lykkelig mand. Der var lys i Andersens køkken endnu. Han nåede ikke at se den patruljevogn, der standsede Clausen på vej ud ad alléen. De ronderede blot rutinemæssigt for at vise flaget udadtil. Maleren tændte sin bordlampe og ville lige sidde lidt for at falde til ro. Han fandt den nye kalender og en blyant. Som en anden H.C.Andersen skrev han på dagens side: ’Er lige kommet hjem fra et dejligt besøg hos Clausens. Elizabeth Clausens malerier er hverken im- eller ekspressionistiske, men gør et stort indtryk på tilskueren. Deres hjem er meget velordnet og struktureret. Fru Clausen havde serveret et glimrende aftensmåltid og de havde fået rødvin til. Han kom til at le højt ad sine egne ord; det var godt at ingen andre skulle læse det bævl. Hun var blevet vældig glad for hans lille smykke, som var netop så materielt værdiløst som han havde tilsigtet; som Krakas fiskenet var ”dækningsløst”. Den lille alvorlige spøg havde hun forstået. Han burde male hendes portræt, men ville naturligvis ikke spørge. Tænk hvis hun sagde ja, og hvis han derpå måtte indse, at hans egne evner ikke rakte til Hvis og hvis... Idéen om at fremstille flere smykker, som kunne sælges fra Museet var et dødfødt luftkastel. Clausen havde været begejstret for tanken men fuldstændig aflivet idéen ved at forklare om skat og moms og avance, produktionsomkostninger, markedsføring og dækningsbidrag. Et værdiløst smykke ville således skulle koste mindst 200 kroner, regnede Maleren løseligt ud. Det lille regnestykke gjorde ham mismodig, men skulle ikke holde ham vågen. Det var jo bare en idé. Søvnen vandt hurtigt indpas og fik overtaget. * Klokken seks vågnede han og lyttede efter hanen. Mærkeligt at man kunne se tiden på computerskærmen. Mens kaffevandet blev klar tog han et hurtigt bad og så sig i spejlet. Han måtte vist snart til frisøren og lade sig klippe. På lørdag var jo den store dag og han kunne ikke møde op med den paryk. Kirstine havde lært ham at sætte elastik om en lille hestehale, men nu havde han ikke flere af de grå hårelastikker. De holdt ikke så længe. Eller også tabte han dem. Tankerne kredsede om Elizabeths malerier. Der var nok til en separatudstilling, primært med hendes ting. Det ville da være oplagt, at netop hun præsenterede sine værker på Rygård. Hanen var tavs i dag. Højst mærkværdigt. Kaffen og de to risteboller gled hurtigt ned. Det var dejligt at få arbejdstøj på igen. Kirstine fangede ham, da han trådte ud af døren; ”God morgen, og mange tak for den store kurv til Rollo. Nu slipper jeg for at bære den anden op og ned. ”Han” har godkendt den og den er dejligt fri for de hjørner, som han er slem til at bide i.” ”Nåh, det er bare så længe han skifter tænder; det skal kurven nok kunne holde til. Ellers må jeg bare reparere den. Værre er det ikke.” ”Hvor har du lært det”, ville hun vide. ”Det véd jeg snart ikke, men jeg har da prøvet det før. Hvad er der galt med hanen dernede?” ”Åh det er en værre redelighed. Der har været en mink i hans hønsehus i nat. Et veritabelt blodbad fortalte Agermose i morges. Det krapyl har selvfølgelig været efter æggene og er gået til angreb på hanen, da han har beskyttet sine høner.” ”Det var da skrækkeligt”, svarede Maleren. ”Men hvad så?” ”Nåh, han har nok nye hanekyllinger på vej. Og ellers må han ud og købe en værdig efterfølger. Brun Orpington skulle ellers nok kunne jage en mink på flugt. Det er lykkedes den at slæbe hanen hen til nettet, men der har den bidt hovedet af kræet og er bare stukket af med det og har måttet opgive kroppen. Så nu har Agermose mad til et par dage.” Maleren tænkte sit; mad til et par dage”¦ ”Ja, de kan vist blive ret store. Jeg savnede hans gal i morges; jeg bruger ham som vækkeur, skal jeg sige dig”. ”Du ser farlig ud med det hår maler! Hvorfor gør du ikke, som jeg har vist dig? Kom lige herover”¦ ” Hun kom ud med tre nye hårelastikker og en kam og beordrede ham til at sætte sig på bænken. ”Jeg kan godt klippe dig pænt”, tilbød hun. ”Ikke lige nu”, svarede han, ”men gerne en elastik om hestehalen.” ”Utroligt, som det vokser på dig. Vær du glad for det”, sagde hun og trak kammen igennem et par gange. Det døde hår trak hun af kammen og smed det mellem roserne til fuglene. ”I øvrigt siges det, at lugten af menneskehår kan holde harerne fra at bide knopperne af blomsterne. Nu får vi se”¦ Sådan; nu slipper du for mere.” ”Tak skal du have. Det var rart.” * Da Christian var kommet hjem ved ti-tiden om aftenen, havde de siddet i køkkenet og sludret lidt. Han fortalte om at politiet havde standset ham på vejen ud fra Rygård, hvor han måtte vise sin legitimation . ”De passer sandelig godt på os”, sagde han. ”Tja”, svarede Elizabeth,” måske. Men nu er der vel ikke mere at komme efter på Rygård? Tror du ikke snarere, at de bare kører en ekstra runde for at betrygge borgerne i oplandet?” ”Joh, du har vel ret. Nu har vi i hvert fald ikke flere ”Gaugin’er” hængende eller stående.” ”Det er en meget behagelig og klog mand, den maler”, sagde hun; ”og dejligt ligefrem og kritisk. Han har et så levende ansigt og smukke øjne. Ham gad jeg nok male”. ”Ha”, lo Christian,”det får du ham ikke til. Han er alt for genert og selvudslettende til at sidde model”. Hun havde lyst til at foreslå ham et væddemål, men på den anden side ville det være unfair, for hun vidste, at hun kunne overtale Maleren. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2014-04-12 11:43:30 |
hej; jeg er nu ca. midtvejs; dette veldrejede kunsttyveriplot kunne snildt stå som en selvstændig hist. ;)
| nhuth | 2014-04-12 12:55:54 |
Tak. Det vil jeg da tænke over.
Men jeg er jo nødt til at finde indhold til denne historie (nr 2) om Rygård.
Vh.Nhuth
Men jeg er jo nødt til at finde indhold til denne historie (nr 2) om Rygård.
Vh.Nhuth
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
