 |  | Det er et spørgsmål om lykke |
 |
|
|||||||||||||
|
Jeg kan huske da jeg så ham. Hvor jeg sad i hjørnet af baren, og mærkede hvordan vinden pludselig blæste køligt ind, og gav mig kuldegysninger, der gjorde, at jeg var nødt til at vende mig om. Alt virkede til at være i slowmotion. Måske var det sprutten, måske var det stofferne, men det var også ligegyldigt. Og mens han langsomt lukkede døren i, og gik ned af trappen, mærkede jeg hvordan alt i min krop pludselig stod stille. Jeg havde behov for, at der var en der gad at trykke play. Han åbnede jakken, og grinte til fyrene bag sig. Han var nærmest magisk. Han havde alle bag sig, havde en vis ro over sig selv, der gjorde jeg slet ikke kunne rumme ham. Han havde så meget liv, at jeg følte mit eget liv blev totalt ligegyldigt. Mens minutterne gik, og jeg stirrede på hans mørke hår, blev musikken højere og højere, indtil jeg pludselig kom til mig selv, og måtte kigge væk. Mit hjerte dunkede og min krop blev tung. Carmen ruskede i mig, og jeg kiggede på hende mens hun grinte og småråbte til mig: - Vågn nu op man, du er helt væk! Jeg gad ikke en gang at svare. jeg rejste mig, langsomt og mekanisk, og gik over til ham, der hvor han og hans venner havde sat sig. Jeg mærkede intet omkring mig. Der var garanteret folk der gik ind i mig og snerrede af mig, men det var ligegyldigt. Da jeg så endelig nåede over til ham, kunne jeg kun få stammet et ''hey'' ud, og han kiggede bare på mig i et sekund, og snakkede så videre med sine venner. Jeg kiggede rundt, hvorefter jeg puffede til hans skulder og gentog mit ''hey'' noget højere end før. Han vendte sig, og jeg stirrede ind i hans grønne øjne, og følte at alle mine tanker og hemmeligheder fløj ind i hovedet på ham, hvilket pludselig gjorde mig forlegen. - Hvad vil du pigebarn? De andre grinte lidt. - Låne en smøg. - Okay.. Så sæt dig. Han trak en stol ud til mig, og gav mig en smøg i munden og tændte den. - Tejs. Sagde han og rakte hånden frem. - Clara. - Er du overhovedet gammel nok til at være herinde? - Ellers var jeg nok blevet smidt ud ved døren. - Korrekt, men det kunne jo være at du var snu. Han smilede og rystede på hovedet, indtil han kiggede på mig og snakkede videre: - Jeg er alt for gammel til dig, du. - Næppe.. - Det er jeg sikker på jeg er. Jeg sugede af smøgen og pustede røgen ind i hovedet på ham. Han kiggede på mig, på en måde som om han havde accepteret mig, og tænkte at jeg var helt okay. I virkeligheden var det utroligt svært for mig at virke ligeglad og ''helt okay''. - Du burde skynde dig væk, mens du kan. Hans jokes var underlige, eller var de jokes? Jeg forstod ham ikke, og alligevel forstod jeg alt. - Du ser ellers harmløs ud. - ha, nej. Smut nu ned til dine venner igen, eller i det mindste nogle på din egen alder du kan hænge ud med. - Okay, så skrider jeg. Og det gjorde jeg, men først da jeg havde skrevet mit nummer ned på et stykke papir og rakt ham det med et ''tak for smøgen''. Jeg var svimmel da jeg gik tilbage til mit bord, og jeg missede på en eller anden måde resten af den aften. Det eneste der var værd at huske var alligevel ham. Det var en lørdag. Og han skrev til mig, sådan rigtig meget. Vi begyndte at ses, og jeg elskede at være sammen med ham. Men med tiden var det som om han blev til noget jeg ikke kunne finde ud af hvad var. Vi sås ofte, sådan rigtig ofte, men der var en dag, hvor jeg kunne mærke på ham, at alt ikke var som det plejede. Hans tanker var et andet sted end i mit skød, hans øjne stirrede på væggen i stedet for på mig. Jeg vidste godt at jeg hele tiden havde været midlertidig for ham, men jeg havde ikke forestillet mig at det ville ske så tidligt. Nu var vi så bare på et punkt, hvor jeg ikke kunne sige ''okay'', og lade ham gå sine egne veje. Jeg kunne ikke håndtere hvis han forsvandt. På den anden side, havde han intet sagt, så måske jeg forestillede mig noget. Nej, han havde mødt en, det var så tydeligt på en eller anden sær måde, at han måske var på vej hen og faktisk elske en, der ikke var mig. Heller ikke det kunne jeg få til at passe sammen inde i hovedet. Han var ikke en type der elskede nogle. Han forelskede sig ikke. Han var sådan en der var så ligeglad med alle andre, og mente man kun skulle leve for sig selv. Nu var han på vej ud på et sidespor. En afkørsel fra den motorvej han ellers havde faret rundt på så længe, og det skræmte livet af mig. Jeg elskede ham, det gjorde jeg. Jeg kunne mærke det i hele kroppen når jeg skrev med ham, og når jeg var sammen med ham. Men han var altid hurtigt ude, for han elskede ikke mig. Det var dog okay. Så længe han ville se mig, gjorde det mig faktisk intet, indtil der kom en ny ind i billedet. Da han så endelig, havde besluttet at fortælle mig, om den her pige eller kvinde han havde mødt, var vi begge stadig nøgne efter sex, og lå og røg i sengen. Jeg kunne ikke regne ud om han havde tænkt meget over at sige det til mig, eller om det bare røg tilfældigt ud. Jeg kyssede ham bare og tog mit tøj på. Det var ikke noget jeg ville svare på, eller noget jeg ville tænke over. Tøjet tog han af mig igen, hvorefter han skubbede mig ud på badeværelset og ind i bruseren. Jeg ville ikke tænke over det, men det gjorde jeg selvfølgelig nu, hvor han havde sagt det højt, og det gjorde satans ondt, helt nede i maven på mig. Jeg følte at jeg ikke kunne få luft. Men han bemærkede det ikke. han tændte vandet, greb fat og min kæbe og drejede mit ansigt mod hans. Jeg lukkede øjnene, for jeg var så tæt på at græde og gå i panik, og jeg ville ikke have han så det. Det var skamfuldt og svagt. Jeg lod ham derfor bare gøre, hvad han nu havde tænkt sig, indtil han var færdig. Han tog så hjem, jeg fik mig selv til at glemme det. På trods af, at hun på en eller anden måde var i hans liv, havde vi stadig de her dage sammen. Det virkede som det samme som før, bortset fra, at jeg ikke kunne lade vær med at kigge på ham, og tænke at han kyssede en anden godnat efter at have været oppe i mig. Det var klamt og over grænsen. Jeg ville dog ikke stoppe med at se ham, jeg kunne jo ikke undvære ham. Han havde stadig det over sig, som jeg mærkede på baren den aften. Stadig tryllebandt han mig og kontrollerede mig, på en måde jeg ikke havde lyst til at løbe væk fra, men heller ikke følte jeg var i stand til at være en del af. Det føltes varmt og koldt ned af min ryg på samme tid, når jeg tænkte på hvordan han kyssede mig, hvordan hans negle flænsede sig ind i min ryg, hvordan hans hænder greb hårdt om min hofte. Og som månederne gik, blev vi bare ved med at gøre det samme, selvom han og hans kæreste garanteret blev mere og mere seriøse og snart snakkede om at bo sammen. Og det skete også før eller siden. jeg har ingen anelse om hvor længe der gik eller hvordan det gik til, men de boede sammen, og så var jeg hans ''pause'' i det der forhold han nu en gang havde. Jeg var bare allerede blevet afhængig af hans mystiske måde at være på. Jeg tror faktisk der gik et par år (og flere aftaler om at stoppe med at ses), før han en dag lige pludselig chokerede mig, en dag vi var hjemme ved ham, hvor hun var ude og han ikke havde noget at lave. Hvor han virkede afvisende overfor mig, selvom det var ham der havde spurgt mig om jeg kom forbi. Selvfølgelig kom jeg til ham, hvis han bad om det, han kom endda og hentede mig inde i byen, men han var ikke som han plejede, for nu var de gift og jeg var i vejen.. -Har du ikke lyst? -Jeg tror jeg har ombestemt mig.. -Ombestemt dig? Du har kørt mig helt herud, og så ombestemmer du dig? Hvad fanden sker der? -Jeg er lykkelig her, det er en stor chance at tage. -Hold nu op med det pis, alene vores beskeder er nok til en skilsmisse. Tag dig nu sammen. Han kløede sig i håret, og kiggede ned, som om han prøvede at tænke på noget at sige, men det var lige meget nu. Så fantastisk lige meget, for gad han ikke, så gad han ikke. -Bare kør mig tilbage til byen, sagde jeg og sukkede. Og det gjorde han så, selvom det tog tyve minutter af hans liv, endnu en gang. Hele vejen tilbage til, hvor han samlede mig op. Jeg havde ikke sagt en lyd hele vejen, men ændrede voldsomt på det, da han stoppede bilen. -Hvis du tror du bliver lykkelig af det her, kan du ligeså godt droppe det. Hvornår fatter du, at du ikke er i stand til at være lykkelig, uanset hvor meget af alt det du vil have, du får. Du elsker at være fuldstændig fucked op, ellers ville du ikke have skrevet til mig igen, efter endnu en gang, vi havde aftalt at stoppe det her pis. Hvis du virkelig kunne nøjes med én, så var jeg slet ikke en del af dine tanker. Det der først var tristhed samlede sig hurtigt sammen til vrede, og fik mig til at råbe af ham, inde i bilen. -Jeg er så pisse træt af at du er så svag på de her punkter, når du er så fantastisk på alle andre. Gider du for helvede ikke bare tage dig sammen og indse, at det her er den virkelige verden, og ikke et eventyr hvor du vil leve lykkeligt til dine dages ende, i. Det har du ødelagt for længst jo! -Hold nu kæft, folk udenfor kan jo høre dig, snerrede han. -Gu gider jeg da ej holde kæft. Jeg er da pisse ligeglad! Du er verdens største idiot at pisse mig af nu, når du er den eneste der har noget at miste, og du ved at jeg har magten til at ødelægge det, og kan gøre det på 5 minutter. -Det gør du jo ikke.. Og så farede jeg ud af bilen, og gik ned ad brostenene. Han sad først og stirrede lidt skrækslagent ud i luften, men så farede han op og løb efter. Han greb min arm, vendte mig om og kyssede mig lige på munden. Jeg rev mig væk fra ham, og gav ham en lussing. -Find ud af hvad du vil. Lykken finder du først når du ligger i jorden og rådner op. Hils din hustru fra mig.. -Kom nu her, så vi kan snakke stille og roligt om det.. Jeg greb om hælen på den ene af mine stiletter og kastede den så hårdt jeg kunne efter ham. Den fløj lige forbi ham, og tæskede sig i stedet igennem den oldgamle siderude på hans bil. -Hvad fanden laver du!!? Jeg kastede den anden samme vej, og gik på bare fødder hjem ad. Det brændte inden i, og jeg havde lyst til at ødelægge alting. Han kunne ikke smide mig væk nu, på ingen måder! Folk omkring mig måtte rykke sig, for jeg var ligeglad med alle. Jeg gik hjem på bare fødder igennem gaderne, og jeg var skide ligeglad med de stiletter til 800 kr. Han skulle ikke slippe godt fra det her, jeg ville have hævn. Jeg var bare ikke sikker på hvordan jeg skulle få det endnu. Der var så mange ting jeg kunne gøre mod ham, men også en masse andre ting jeg kunne gøre for mig selv, der ville gå ud over ham. Jeg var rimelig splittet omkring hvordan, og valgte derfor at bruge en uge på at tænke over hvad jeg ville gøre. Min uge gik, og jeg fik flere sms'er fra ham. Han var garanteret nervøs for om jeg ville kontakte hans dame og fortælle hende om det hele. Jeg ignorerede ham bare. Faktisk irriterede hans beskeder mig så meget, at jeg et øjeblik fik lyst til at pløkke hovedet af ham, eller i det mindste skære hans fingre af. Men da dagen kom, hvor jeg vidste hvad jeg ville gøre, og også havde skaffet hvad jeg skulle bruge til det, skrev jeg til ham, som om jeg endelig havde gået med til at ses med ham, og morede mig over, at han ikke anede, at det hele tiden havde været min plan at ses med ham på dette tidspunkt. Så jeg skrev til ham, vi kunne mødes ved den bar, jeg så ham første gang i. Jeg vidste, at han ville blive usikker og bange for, at nogle opdagede ham der med mig, men jeg vidste også, at han var så usikker på det andet nu, at han ikke turde at lade vær. Jeg følte jeg kontrollerede ham, for første gang nogensinde. At jeg havde taget al hans magt, og lagt den ind i min egen krop. Det føltes så fedt. Jeg mindedes den aften jeg mødte ham, og alle de stoffer jeg havde været på. Jeg savnede det næsten. Jeg følte mig så langt over alting den aften. Uden dem havde jeg aldrig gået op og snakket til ham. Aftenen kom, og jeg så ham omme bagved. Han kom løbende hen og spurgte mig, hvorfor vi skulle ses her, hvortil jeg forklarede, at jeg ikke ville være hjemme ved mig selv, og vente på han skred fra mig. Dertil nikkede han bare, tog hånden op i mit hår og nussede lidt i det. Han holdt om mig, der i mørket hvor ingen kunne se os, og jeg duftede til ham. Han duftede af nyslået græs, underlig duft jeg kommer til at huske fra ham. Mens han holdt om mig, tog jeg en pistol op ad tasken, en pistol jeg havde hugget fra min fars skab i stuen, og satte den mod hans bryst. Han stivnede først, så slap han mig og kiggede på mig. -Lad vær Clara. Det gør du intet bedre af. -Thi nu stille og lad vær at kig på mig. - Sænk nu pistolen Clara. Mens jeg kiggede ham i øjnene gik det mere og mere op for mig. Jeg elskede ham for meget. Jeg kunne ikke gøre det. Mine øjne begyndte at løbe og jeg rystede, mærkede hvordan han langsomt trak sig længere og længere væk fra mig, til han til sidst stod et par meter væk. - Smid pistolen Clara. Den har intet at gøre i dine hænder. Jeg overvejede længe, og jeg kunne ikke. Jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til at gøre det. Så jeg slap den, og så hvordan den faldt ned mod jorden foran mig. Hvad jeg ikke havde forudset var det skud den affyrede da den landede. Op mod Tejs, og ramte ham lige i brystet. Alt blev sort/hvidt, og braget fra pistolen fik mine ører til at pive. Jeg skreg og løb hen til ham. Han faldt til jorden med hånden mod brystet. Jeg sad ved siden af ham, ruskede i ham, undskyldte, græd og panikkede på samme tid. Blodet løb ud af ham, ud på asfalten, ned mod kloakken, og hans vejrtrækning blev ved med at knække. Jeg prøvede at få ham til at blive, til at sige noget. Jeg fortalte ham jeg ikke ville miste ham, at hans kone heller ikke ville miste ham. Han var nødt til at blive her, han var nødt til det. Jeg kunne ikke leve uden ham, så ville min puls gå i stå. Men han gav slip på min hånd. Han lukkede øjnene og stoppede med at bevæge sig. Jeg var bange, pisse fucking bange. Hvad gjorde jeg nu. Jeg løb. Jeg løb, og løb, og løb, hjem mod mig selv. Jeg famlede med nøglerne og rystede over det hele. Jeg satte mig mod væggen og rev i tapetet, mens jeg skreg og hulkede på samme tid, og jeg blev ved hele natten, indtil trætheden overmandede mig, og jeg lod mig falde ned på madrassen, ned i skallerne af tapet fra væggen, klistret ind i blodet fra mine fingerspidser. Jeg følte at alt for mig, pludselig var forbi, og jeg var selv skyld i det. Jeg var jo næsten lykkelig, selvom jeg så ham så lidt som jeg gjorde, selvom han havde en anden. Det var et spørgsmål om lykke, og jeg kunne åbenbart ikke selv finde et svar til det spørgsmål, så jeg ødelagde bare det hele. | ||||||||||||||
 | nhuth | 2012-07-10 14:07:49 |
Hvor er det bare en superstærk tekst.
Men jeg er ked af slutningen. Hvis han nu bare overlevede det "vådeskud"(?) kunne du skrive mere - og jeg kunne læse mere fra din stærke skriverhånd.
Det eneste urealistiske jeg kan finde her i teksten er stiletskoens usandsynlige vægt/kraft. ;)
Vh.Nhuth
Men jeg er ked af slutningen. Hvis han nu bare overlevede det "vådeskud"(?) kunne du skrive mere - og jeg kunne læse mere fra din stærke skriverhånd.
Det eneste urealistiske jeg kan finde her i teksten er stiletskoens usandsynlige vægt/kraft. ;)
Vh.Nhuth
| haleløs | 2012-07-10 18:41:31 |
100% realistisk, psykologisk velskrevet (bortset fra div. stave-bøffer) 'true-crime' ... du' DYGTIG!
venligst ...
venligst ...
| chilsen | 2012-07-10 21:49:57 |
Tusind tak!
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Er rigtig glad for at du kan lide min tekst! Jeg har altid svært ved slutningerne, og er altid meget i tvivl om hvordan de skal afsluttes. Men han skulle dø, sådan var historien bestemt fra starten, og hvis ikke jeg havde slået ham ihjel, så ville jeg ikke kunne afslutte den ordenligt :)