 |  | Før helligdagen |
 |
|
|||||||||||||
|
Solen var på vej op over den lave røde bygning, hvor Egnsbanken havde til huse. Ringgaden lå næsten øde hen. Nogle få biler kom forbi i et højt tempo. Fartbegrænsningen blev ikke taget så alvorligt, på denne tid af morgnen. En flok måger sloges om noget McDonald's-emballage som var blevet smidt i midterrabatten. "Skal vi synkronisere vores ure?" "Nej gider du lige? Du ser vist for mange gangsterfilm. Vi får sgu da ikke tid til at glo på klokken når det først går løs." De sad bag i varevognen og ventede. Nu var det lige før, og nerverne var begyndt at stritte. Særligt på Jørgen, han var den yngste og den nyeste i banden. Faktisk var det første gang han skulle være med til noget, som kunne blive rigtig farligt. Trods sine snart treogtyve år, lignede han en skoledreng med fregner og bumser over hele ansigtet. Han kløede sig i sit korte røde hår og så på uret igen. Der var kun gået et minut siden han så på det sidst. Nu begyndte det også at klø på armen. Han trak venstre ærme op og gav sig til at kradse. "Stop det der. Du går mig snart på nerverne." Johnny skubbede til ham og forsatte "Prøv at slappe lidt af ikk'. Du ender sgu da med at køre os andre op også" Johnny var lederen. Han var nogle år ældre end de andre, og havde allerede siddet et par år i spjældet. Han var ikke ret høj. Men senet og muskuløs. Et bredt mørkerødt ar på tværs af næseryggen og et par brune tætsiddende øjne, gav ham et ondt udtryk, som han selv satte stor pris på. Det var ham der planlagde jobbene og uddelegerede opgaverne. Det var også ham der tog broderparten af byttet. Hidtil havde ingen klaget over det. Johnnys ord var lov og sådan var det bare. Han var hård men retfærdig. Som han selv sagde. Palle var bandens tredje medlem. Han sagde som regel ikke ret meget. Hans øgenavn var 'Poker' det var heller aldrig til at vide hvad han tænkte. Lige nu sad han og røg med blikket rettet mod banken på den anden side af gaden. Han var en lang ranglet fyr, med et strithår som mest af alt lignede tørt hø. "Nu sker der noget." Han vendte sig mod de to andre. "Personalet er ved at låse sig ind." "Okay" sagde Johnny "Husk hvad vi har aftalt. Palle, du siger ikke et ord derinde, og behold for guds skyld elefanthuen på til vi er væk." Han vendte sig mod Jørgen "Og du holder bare motoren i gang. Jeg slår dig fandeme ihjel hvis du laver lort i den." Han tog en kortløbet revolver op af jakkelommen og afsikrede den. Jørgen skiftede lynhurtigt kulør under fregnerne, og sveden sprang frem på hans pande. "Så rolig nu, ind til videre går det jo godt nok." Han klappede Jørgen venskabeligt på kinden. "Op i førersædet med dig og vær klar." I Banken var de ved at gøre klar til en travl dag. Det var onsdag og sidste dag før påskeferien. Bestyrer Mikkelsen havde lige åbnet den lille boks. De tre kasserere bar pengekasserne med sedler over til disken. "Nå, skal I så op til sommerhuset i påsken, Fru Jørgensen?" Mikkelsen var af den gamle skole. Høflig og venlig, men altid Des med sit personale. "Ja det skal vi da Mikkelsen. Ungerne har været som en sæk lopper de sidste par dage. De kan slet ikke vente." Fru Jørgensen lo hjerteligt og Mikkelsen strålede. Han var lun på hende og det vidste hun godt. Det havde han været siden sidste julefrokost, som hun egentlig helst ville glemme. Mikkelsen trak lidt op i skjorteærmet og så på sit ur. Det var et helt nyt Rolex, som han slet ikke havde haft råd til. Han var allerede holdt op med at kikke på det derhjemme, for at undgå skænderierne med konen. Hun kunne ikke forstå den slags. Nå der var endnu god tid til de skulle åbne. Han så sig tilfreds omkring. Alt kørte på skinner denne morgen. Det kunne kun blive en god dag. Med et brag blev hans tanker gjort til skamme. Det mindste af bankens vinduer, som vendte ud mod den lille parkeringsplads, ved siden af bygningen, lå spredt ud over gulvet. I det gabende hul stod to skikkelser, med sort tøj og strikhuer over ansigterne. Den ene med en stor mukkert i hænderne, den anden med et skydevåben i sin højre hånd, som han svingede rundt i en fejende bevægelse. "Hold jer i ro!" Råbte han med dyb stemme. Med tre lange skridt, stod han ved siden af Fru Jørgensen, og holdt revolveren mod hendes pande. Den anden røver smed den store hammer fra sig og trak en sort lærredssæk frem under jakken. Uden et ord begyndte han at tømme sedlerne fra en af kasserne over i sækken. "Lad nu være med at gøre noget dumt." Råbte den bevæbnede af dem, og så rundt på det skræmte personale. "Der sker jer ikke noget. Hvis I bare er fornuftige og holder fingrene fra knappen" Bestyrer Mikkelsen stod stadigvæk ved siden af den åbne boksdør da røveren med sækken kom imod ham. Han viftede med begge hænder foran ansigtet. "Der er ikke flere penge i den boks" sagde han. Men blev i det samme skubbet hårdt væk, med en flad hånd mod brystkassen. Et øjeblik senere kom banditten tilbage og pegede med en tommelfinger i vejret mod sin makker. Begge røvere bevægede sig hurtigt mod det knuste vindue, og forsvandt i løb væk fra banken. Jørgen sad klar i bilen. Med den ene fod over speederen og den anden på koblingen. Med svedige hænder klamrede han sig til rattet. Hvorfor fanden tog det så lang tid. Han syntes de havde været væk i en evighed. Hver gang der kom en bil susende bagfra, var han sikker på at det var politiet. Han skulle virkelig tvinge sig selv, til ikke bare at køre og komme langt væk i en allerhelvedes fart. Endelig så han dem komme løbende over gaden. De sprang ind i kassen bag ham og fik smækket døren. "Så kør for satan!" Råbte Johnny. Jørgen slap koblingen og jokkede sømmet helt i bund. Bilen for fremad med et drøn. Han svingede ud af Silkeborgvej og hans hjerte hamrede om kap med motorens stempler. Johnny og Palle havde tømt sækkens indhold ud på bunden af bilen og sad nu og talte sedlerne. Jørgens øjne for rundt i kabinen, i et forsøg på at holde øje med begge spejle og vejen på en gang. I det fjerne hørte han en politibil, men så ingen. Lige om lidt var de forbi kroen og så skulle han dreje ind i skoven. "Yes, sådan" lød det omme bagfra "Der er lidt over 100.000" I Banken var der travlhed. Politiet var kommet frem til gerningsstedet og teknikkerne var gået i gang med deres undersøgelser. Den stakkels Fru Jørgensen var helt opløst af gråd. Bestyrer Mikkelsen gjorde hvad han kunne for at trøste. Det øvrige personale blev afhørt kort. Men de var selvsagt rystet og kunne ikke sige så meget. Blot at røverne var maskerede, bevæbnede og brutale. Senere sad Bestyrer Mikkelsen på sit kontor sammen med en overbetjent. Pengebeholdningen var blevet gjort op og politiets psykologer var kommet det chokerede personale til undsætning. "De slap altså væk med over en kvart million." sagde betjenten. "Ja, nøjagtig 328.500" Mikkelsen lagde hænderne fladt ned på skrivebordet og rystede på hovedet "Det er jo forfærdelig mange penge. Men heldigvis kom ingen af bankens personale noget til. Lige bortset fra chokket, som jo også er slemt nok." Betjenten fik styr på de sidste detaljer og forlod kontoret. Mikkelsen puffede blidt til sin mappe under bordet, med den ene fod. Han lænede sig tilbage i stolen og tørrede sveden af panden med et skjorteærme. Et svagt smil bredte sig på hans læber. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2011-11-27 19:28:13 |
hejsan; jeg er i gang med at læse, og blev forvirret af ' ... Det mindste af bankens vinduer, som vendte ud mod den lille parkeringsplads, ... 'AFSN.10. Det forstyrrer altså MIN læsning; fordi jeg så blir i tvivl om, hvorvidt man kun kan klemme en hånd der ind - eller vade direkte igennem? Så opmærksomheden trækkes altså bort fra selve handlingen!
Foreslår ' eet af ... '
venligst ...
Nåmen; læser videre derfra, hvor jeg kom til ;)
Foreslår ' eet af ... '
venligst ...
Nåmen; læser videre derfra, hvor jeg kom til ;)
| haleløs | 2011-11-27 19:33:44 |
halløjsan for et SUPER veldrejet plot! Tjaeh; det' jo vigtigt at ku' tælle ... og 'lægge to-og-to sammen' ;)
venligst ...
venligst ...
| Robert Mørk | 2011-11-27 21:15:25 |
Tak. Og ja, det er vist ret vigtigt.
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Kan måske godt følge dig der. Men jeg mener dog at næste sætning "I det gabende hul stod to skikkelser" siger en hel del om størelsen på hullet i vinduet.
Grunden til at jeg skriver "Det mindste af bankens vinduer" er fordi et bankvindue jo ofte er 3-4 meter, eller mere, langt. og det lyder lidt voldsomt og ukontrolerbart at smadre sådan et med en mukkert:)