 |  | Otte af mange |
 |
|
|||||||||||||
|
Ole var blevet gammel. Så gammel at man kunne se det. Gammel på den grå og meget krumryggede måde. Faktisk var han så gammel at ingen rigtig vidste hvor gammel han var. Han vidste det ikke engang selv. Kun hans kone som smurte madpakken vidste hvor gammel han var. Hun kunne huske at have smurt tredive tusinde ostemadder og tredive tusinde sildemadder til ham siden de mødte hinanden. Hun havde nemlig sat et lille mærke i bjælken i viktualierummet for hver ostemad. Så ”¦ så gammel var han. Han havde brugt det meste af sit liv på at bygge en havnekaj. Han brugte så meget tid på det at han knapt havde tid til at arbejde ude i det virkelige og pulveriserende erhvervsliv. Derfor havde han heller ingen penge og var nød til at bruge genbrugsmaterialer. Han havde hentet stort set alt det gamle træværk fra Clemensbro dengang den blev renoveret, en del træ havde han fundet i containere og resten havde han simpelt hen fældet i Risskov. Lige så langsomt, efter meget slid og hårdt fysisk arbejde var det begyndt at ligne en rigtig havnekaj. Der manglede faktisk bare et par brædder i rækværket for enden af kajen. Men det var også de sværeste brædder. De skulle skrues på fra en meget bøvlet vinkel. På en eller anden måde var Ole nød til at stille sig ude over vandet ”¦ Det var for meget at gøre ud af projektet hvis han skulle til at bygge et stillads. Så han grublede over hvordan han skulle få ordnet det sidste. Det var også som om der var et eller andet der modarbejdede. Som om brædderne på havnekajen sagde. ”Hvad nu? Hvad nu? ”¦ hvad nu når du er fææææærdig? Hvad fanden vil du så give dig til?” En tidlig morgen sad Ole med skruemaskinen i den ene hånd og en sildemad i den anden mens han kiggede på de sidste par brædder. Det var tåget. Han bed en snaps over og spåede at det sikkert blev godt vejr i eftermiddag. Sådan var der faktisk gået mange uger i træk uden han havde fået lavet noget. Det vil sige ”¦ han havde fået tømret den lille tænkebænk sammen som han sad på. Men ellers havde han ikke lavet andet end at spise sild, ostemadder og drikke snaps. Lige da Ole skulle til at kaste sig over ostemad nummer tredive tusinde sejlede en bådsmand ud af tågen og ind i kajen. De sagde ingenting til hinanden. Men Ole tog skruemaskine, skruer og brædder. Rettede sig op og stod rank som han ikke havde stået siden han blev gift. Ole og bådsmanden sendte hinanden et anerkendende nik. Ole steg ombord satte de sidste par brædder på gelænderet og sejlede væk med bådsmanden. Tilbage stod den færdige havnekaj, en bænk og pergamentpapiret med en ostemad nummer tredive tusinde. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2011-07-07 12:31:45 |
... og hva' så med konen?
- Og ... må jeg liii'e anholde at 'sejlede en bådsmand ud af tågen og ind i kajen.' Dét' da vel et skiv af en slags som 'sejler'? Bådsmanden er jo baaare 'med' ombord. - Og - tilsyneladende - en uduelig navigatør! - Så ... underligt; at ham Ole overho'det tør dét dér? Uuuuden ostemad ;)
Men velskrevet. Tankevækkende. Og underholdende - som altid ;)
venligst ...
- Og ... må jeg liii'e anholde at 'sejlede en bådsmand ud af tågen og ind i kajen.' Dét' da vel et skiv af en slags som 'sejler'? Bådsmanden er jo baaare 'med' ombord. - Og - tilsyneladende - en uduelig navigatør! - Så ... underligt; at ham Ole overho'det tør dét dér? Uuuuden ostemad ;)
Men velskrevet. Tankevækkende. Og underholdende - som altid ;)
venligst ...
| Jeppe O | 2011-07-07 14:57:05 |
Eller er bådsmanden bare et billede på noget andet og kajen bare et andet ord for mund ... det er ikke altid jeg selv forstår mine tekster ... men jeg skal nok forsøge at skrive noget der får det hele til at give mening ... senere :-)
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
