 |  | Guddommelige mord |
 |
|
|||||||||||||
|
”Hey William, vi kan gå ned i kælderrummet og gøre det, der er der ikke nogen der vil opdage os” hviskede Frederik til mig. ”Er du nu sikker på at der ikke er nogen der vil opdage os” hviskede jeg, mens jeg modvilligt gik med ned i kælderen. Nede i kælderen hældte Frederik stofferne ud på bordet og begyndte at sniffe dem. Han havde taget stoffer i nu et år, og hver gang jeg bad ham om at holde op, slog han mig og det gjorde forfærdelig ondt, så jeg havde faktisk ikke bedt ham om det i et halvt år. ”Frederik må jeg ikke godt blive konfirmeret, min mor vil så gerne have at jeg gør det” spurgte jeg ham om for tyvende gang i løbet af de to sidste måneder, vi havde nemlig fået at vide at vi kunne starte til præst i staten af september. Han havde hver gang svaret mig med et knytnæve slag i hovedet, og et ”nej selvfølgelig må du ikke det, konfirmation er kun for svæklinge”. For en måned siden havde jeg sagt ham imod, og til det havde han svaret, at hvis jeg ikke gjorde som han sagde, ville han slå min familie ihjel. Pludselig blev døren skubbet op og ind kom en kutteklædt person med en sømpistol. Jeg skulle ligetil at sige til Frederik, at der var nogen der var kommet ind, for han lignede ikke en der havde opdaget noget. Jeg blev slået i hovedet med sømpistolen og faldt om. Jeg begyndte at skrige, og lidt efter fik jeg noget gaffertape på munden, så jeg ikke kunne skrige mere. Mit hoved smertede, og jeg kunne lige akkurat høre, at Frederik blev slået ned. Han skreg, men jeg kunne ikke høre hvad han sagde, for lige pludselig stoppede hans skrigen, og jeg hørte nogle skud blive affyret, lige inden jeg gik helt fra bevidsthed. Det var lørdag aften og kriminalassistenten Poul Dragenslager var lige blevet kaldt ud til en fest, hvor en ung dreng, ved navn Frederik var blevet sømmet fast til væggen med en sømpistol. Han gik lige så stille ud til politibilen og kørte af sted mod gerningsstedet. Ude foran bygningen, ved den nu afsluttede fest var der fyldt med politibiler, ambulancer og mennesker. Poul gik indenfor og i et lille aflukket lokale i kælderen, og så til sin forfærdelse, at drengen var blevet hængt op på væggen, som om at han var blevet hængt på et kors ligesom Jesus engang var blevet ifølge biblen. Han gik hen og kiggede nærmere på drengen. Drengen havde nogle store røde/blå mærker i hovedet, som om at han var blevet slået med en tung rund genstand. Der var blevet skudt et søm i hver håndflade og ben, så de sad fast i væggen. Poul gik ud til sine kollegaer, de fortalte ham, at der var en anden dreng sammen med den myrdede nede i kælderen da mordet skete. ”Jeg skal nok afhøre ham i morgen, så han lige kan falde lidt ned efter oplevelsen” sagde han til en af sine kollegaer, som også var ude på gerningsstedet. Han gik hen til sin bil og kørte hjem, så han kunne få sig en god nats søvn, inden han skulle på arbejde dagen efter. Mens han sad ude i bilen kørte hans tanker rundt i hovedet på ham. Hvem kunne finde på at gøre noget så forfærdeligt og hvad kan få dem til at gøre det, var nok nogle af de største spørgsmål. Da han kom hjem gik han i seng. Han lå og vendte og drejede sig hele natten og kunne ikke falde i søvn, for hver gang han lukkede øjnene, så han drengen for sit indre blik. Efter et par timer faldt han endelig i søvn. Næste dag da han kom ned på politistationen, kom retsmedicineren hen til ham og fortalte, hvad han havde fundet ud af. ”Han var blevet slået i hovedet med noget, jeg kun kan identificere som en sømpistol, han var i live da han blev hængt op på væggen og døde efterfølgende af blodmangel. Jeg kunne også se at han havde noget narko i næsen, altså et tegn på at han havde sniffet det lige inden mordet skete.” fortalte retsmedicineren til Poul. Poul gik ned i afhøringsrummet hvor den dreng, som havde været tilstede ved mordet sad. ”Hej William, kan du fortælle mig, hvorfor du sad nede i kælderrummet med den nu dræbte. Var han din ven, en du kendte, eller var det bare tilfældigt, at du var til stede da mordet skete?” William fortalte ham, at Frederik var en ven, og at de bare var gået ned i kælderrummet fordi at de syntes at musikken var for høj. ”Hvad med den narko i havde siddet nede i kælderen og sniffet, var det noget i bare fandt der nede og fik lyst til at sniffe, eller var det noget i havde taget med?” Nu kunne Poul se, at William sad og blev lidt usikker. Han begyndte at fortælle, at det havde ligget der nede, og at Frederik bare ville finde ud af hvad det var, og så var han kommet til at sniffe det. Efter lidt tid kunne han godt se at det ikke lød så sandsynligt, og så brød han sammen. Han fortalte om hvordan Frederik altid havde tvunget ham til at gøre alt muligt, ved at true ham, med at dræbe hans familie. William fortalte også, at han var blevet tvunget til at gå med ned i kælderen og sniffe narkoen. Han fortalte om den kutteklædte person, der var kommet ned i kælderen og dræbte Frederik. Efter hans forklaring sluttede han med at sige ”Jeg hader ham, jeg hader ham, og jeg er glad for at der er nogen der har dræbt ham!” Efter afhøringen gik han ind til sine kollegaer, og fortalte hvad han havde fået fortalt. De svarede ham alle sammen, at det måtte være William, der var morderen. Til det svarede Poul, at det kunne det ikke være, for William var meget bange af sig og kunne ikke finde på at gøre noget så brutalt, og desuden var han langt fra stærk nok til at løfte Frederik med en arm. Poul satte sig ind på sit kontor med sin madpakke, og begyndte at tænke så det knagede. Han kom i tanke om at den myrdede var blevet hængt op på væggen, så det lignede han var blevet hængt op på et kors. Han tændte sin computer for at kigge på afhøringen af Frederiks mor, som en af hans kollegaer havde afhørt. Der fandt han ud af, at moderen havde fortalt, at Frederik ikke ville konfirmeres, og at han syntes at kristne var nogle være svæklinge. Poul gik ned til William, som stadigvæk sad på politistationen, og spurgte ham, om han vidste om Frederik kendte nogen der var meget kristne, som måske kunne finde på at myrde ham. William svarede, at Frederik havde en onkel, der var meget kristen, og mente at alle ikke kristne skulle dø, lige meget om de var i familie eller ej. Poul sagde tak til William, og bad ham om at tage hjem. Bagefter gik Poul ind til sine kollegaer og fortalte dem, hvad han havde fundet ud af. De sagde til ham, at de skulle nok sørge for, at onklen ville komme ind på stationen dagen efter, og at Poul lige så godt kunne tage hjem. ”Sov sødt lille Jumbo og visse lul” sad jeg og sang foran vuggen, hvor min lille søn lå og sov. Det havde været en lang dag, han var nemlig lige blevet navngivet, og hele familien havde været på besøg. ”Jeg tror han sover nu, så skal vi ikke gå ned i stuen og se lidt tv” kom det fra min kæreste, som sad lige ved siden af mig. Vi rejste os op og skulle lige til at gå da der kom en kutteklædt person ind på værelset. Jeg skulle lige til at skrige, da jeg fik noget tungt i hovedet og jeg faldt om, men jeg var ikke blevet helt bevidstløs, så jeg kunne stadigvæk høre, hvad der foregik. Der lød et ordentligt brag, og min kæreste faldt ned ved siden af mig. Der blev pludselig stille og jeg gik i panik ”min søn, min søn” tænkte jeg, men jeg kunne ikke rejse mig. Pludselig begyndte min søn at skrige, det lød nærmest som om at der var nogen der havde slået ham og pludselig lød der et lille brag og gråden forsvandt. Jeg prøvede at stoppe den tanke, der hele tiden kom op i hovedet på mig, som sagde at han var død, men det var umuligt. Jeg kunne ikke gøre andet end bare at ligge der på gulvet og græde. Jeg kunne høre, at min kæreste også var begyndt at græde. Efter lidt tid, hørte jeg nogle skud blive affyret og jeg fik noget blod i hovedet, jeg begyndte at græde endnu mere, for nu var jeg sikker på at min tanke var blevet til virkelighed. Bagefter hørte jeg, at min mand blev slæbt hen ad gulvet, lidt tid efter hørte jeg nogle skud blive affyret, og jeg fik en masse blod i hovedet. Pludselig kom der en tomhed inde i mig, jeg havde mistet de to personer, jeg elskede allermest i hele verden, og jeg havde ikke kunne gøre noget for at stoppe det. Jeg lå og hulkede, mens jeg lige så stille faldt hen. Lige før jeg gik helt fra bevidsthed, blev jeg slæbt hen ad gulvet og blev dunket ind i væggen. Min hånd blev løftet ret så højt op og noget spidst og smertefuldt blev boret ind i min hånd, så den sad fast i væggen. Det gjorde virkelig ondt, jeg tror aldrig, at jeg havde oplevet noget, der gjorde så ondt i hele mit liv. Jeg kunne lige akkurat mærke, at det begyndte at bløde fra min hånd og efter få sekunder, var min hånd smurt ind i blod. Efterfølgende blev min anden hånd sømmet fast til væggen, og nu var smerten dobbelt så slem. Jeg kunne mærke at han løftede mine ben, så de til sidst stod oven på en stol. Noget spidst blev boret ind i dem, der blev faktisk boret flere spidse ting ind i mine ben. Det gjorde så ondt at jeg næsten besvimede. Nu hang jeg der mellem mine elskede og faldt lige så stille ind i den søvn, man aldrig vågner fra. Poul nåede lige akkurat, at komme hjem, da han blev ringet op om, at der havde været et mord på en lille familie i deres lejlighed. Poul skyndte sig ud i bilen og kørte af sted. Da han kom der ud, var der fyldt med politibiler over alt. Poul gik ind i lejligheden og op på det værelse, hvor de var blevet myrdet. Da han kom ind på værelset så han at det var et kærestepar og deres lille søn, der var blevet hængt op væggen, præcis ligesom Frederik var blevet ved det sidste mord. Han tænkte, at morderen måske kunne være den samme. Han gik lidt rundt på gerningsstedet og kiggede. En af hans kollager fortalte ham, at det var de myrdedes nabo der havde kontaktet politiet, og at Poul lige så godt kunne gå ned og afhøre hende. Hun fortalte ham, at de nu dræbte, havde holdt navne fest fra midt på formiddagen og til sent på efter middagen. De havde ikke døbt drengen i en kirke, da de ikke var kristne, så i stedet havde de holdt fest. Det syntes hun var dumt, fordi at selvfølgelig fandtes gud, og selvfølgelig skulle små børn døbes i en kirke. Et stykke tid efter, at alle gæsterne var gået, havde hun set en kutteklædt skikkelse gå ud af lejligheden. Og derefter var hun gået ind til dem og opdaget, at de var blevet myrdet. Han sagde tak for, at hun ville snakke med ham, og at hun skulde gå hjem og få sig noget søvn. Han skyndte sig tilbage til politistationen, og fandt ud af at en af de myrdede, var Frederiks onkel, ikke den kristne onkel, men en anden onkel. Han sad og tænkte i et stykke tid, på om naboen mon kunne være morderen, og besluttede at han ville have hende ind til afhøring næste dag. Nu var klokken blevet fem om natten, og det var for sent at tage hjem, så han lagde sig til at sove i sin stol. Næste dag vækkede hans kollager ham, da de kom på arbejde. De fortalte ham, at de ikke havde, kunne få onklen til, at komme op på politistationen. De aftalte, at de ville tage hjem til onklen og afhøre ham. De kørte af sted mod hans hjem. Da de var kommet der hjem, nægtede han at lukke dem ind, så de blev nød til at sparke døren op. Da de var kommet der ind bad Poul onklen om at sætte sig ned. Poul spurgte ham ind til om han var kristen, og han svarede ja. Han fortalte også at han hadede Frederiks ide, om at han ikke ville konfirmeres. Poul spurgte ham om, hvad han havde syntes om at hans nevø ikke skulde døbes. Til det svarede han, at han ikke brød sig om den beslutning. Han fortalte også at han ikke var kommet til navnefesten i protest. Han fortalte yderligere, at de ikke var blevet gift endnu, og at de havde planlagt at de ville giftes på rådhuset om et års tid. Og hvis han blev inviteret til deres bryllup, ville han heller ikke komme der. Poul fortalte ham, at hans bror og familie var blevet myrdet aftenen før. Så blev der pludselig fuldstændig stille. ”Åh nej, er min kære bror død, den morder skal bøde for sine ugerninger” sagde han, mens han græd lidt falsk, han hadede nemlig sin bror, på grund af hans manglende tro på gud. Efter afhøringen tog Poul hen på politistationen, for at afhøre naboen til den dræbte familie. Her fortalte hun, at hun ikke havde lavet andet end at side inde i sin sofa og læse og strikke, og at der ikke var nogen, der kunne bekræfte det. Poul spurgte hende om, hvad hun vidste om hendes nabos nevø, hun fortalte at hun havde snakket lidt med ham, til en fødselsdag den nu dræbte nabo havde holdt. Poul sagde tak, og bad hende om at tage hjem. Poul blev siddende på sit kontor i nogle timer, og tænkte på hvem af de to mistænkte der kunne være morderen, han tænkte også på om de måske begge to var mordere, men den tanke sløjfede han hurtigt igen. William havde nemlig fortalt, at der kun havde været en person, da Frederik blev myrdet. Poul kørte hjem, for at få sig noget søvn, han var nemlig ikke så fantastisk til at tænke, når han var træt. ”Tak for en fantastisk dag skat” sagde min mand lige så stille til mig, da vi trådte ud af bilen. ”I lige måde” sagde jeg. Det havde faktisk været den bedste dag i mit liv, for nu var mig og min mand blevet gift. Vi havde startet dagen med en fantastisk brunch, bagefter var vi blevet gift på rådhuset. Efter vielsen var vi taget med vores forældre ud på en fantastisk restaurant og havde spist den mest fantastiske middag. Der havde vi snakket om alt mellem himmel og jord, de børn vi skulle have i fremtiden, alle de fantastiske ting ved at være gift og den fantastiske bryllupsrejse til Indien, vi havde bestilt. Min mand låste døren op for mig, for det kunne jeg simpelthen ikke selv, for alle de fantastiske blomster jeg havde i armene. Da vi var kommet ind i stuen, begyndte vi at finde vaser til alle blomsterne, men vi nåede ikke at finde vaser til dem alle sammen, før en kutteklædt person kom ind i rummet. Jeg nåede lige at tænke, at han var en tyv, inden han slog min mand i hovedet med en stor rund tingest, der lidt lignede en sømpistol, så han faldt om på gulvet. Jeg var ikke helt sikker på at det var ven sømpistol, for hverken min mand eller jeg lavede særlig meget gør det selv. Inden mine tanker nåede længere, blev jeg også slået i hovedet med den sømpistols lignende ting, og jeg faldt om. Nu smertede mit hoved, og det var langt fra den samme smerte, som når man har hovedpine. Jeg faldt ikke helt fra bevidsthed, så jeg kunne stadigvæk høre og ane nogle af de ting der skete, men min krop kunne jeg ikke bevæge. Jeg kunne høre, at min mand lige så stille blev slæbt væk fra mig. Og det gik op for mig at det ikke bare var en tyv, men en morder der ville slå os ihjel. Jeg gik i panik, og mit hjerte begyndte at hamre af sted, jeg tror aldrig, at det havde slået så hurtigt før. Jeg hørte et brag, som om at noget blev slynget ind i væggen, jeg hørte min mand skrige og et skud blive affyret, han blev helt stille. Jeg hørte endnu et skud, og det gik op for mig, at jeg var ved at miste min elskede mand. Jeg samlede alle mine kræfter, og møvede mig ud i køkkenet, hvor min telefon lå. Jeg rejste mig op ved hjælp af køkkenbordet, og greb fat i telefonen. Jeg havde lige trykket 112, og skulle til at kalde op, da den kutteklædte person kom ud i køkkenet og slog mig ned. Han slæbte mig brutalt ind i stuen, hvor min mand hang på væggen. Jeg begyndte at tænke på, hvor kede af det vores familier ville, blive når de fandt ud af at vi var blevet myrdet. De ville nok holde en begravelse, og ligge os på den samme gravplads, hvor de ville komme med smukke og vel duftende blomster hver dag. Pludselig begyndte manden, at trække mig hen ad gulvet og ind i væggen. Han hængte mine hænder op på væggen med søm, og min tanke om at det var en sømpistol han havde, blev bekræftet. Hele min krop smertede, mens tankerne om alt det jeg aldrig ville komme til at opleve kørte rundt i hovedet på mig. Efter lidt tid blev alt sort, og mit liv var forbi. Da Poul havde sovet i et par timer, blev han vækket af sin telefon. Der var sket endnu et mord. Det var det tredje inden for tre dage. Denne her gang var det et nygift par, der brutalt var blevet hængt op på væggen, ligesom de to forrige mord. Han kørte ud til de netop myrdedes hus, og så at de boede lige ved siden af den mandlige mistænkte. Han gik ind i huset hvor de myrdede blev fundet, og bad nogle politibetjente komme med ham. Nu havde han nemlig fundet ud af, hvem morderen var. Poul og de andre sparkede døren ind til hans hus og arresterede ham. På politistationen afhørte Poul ham, og han tilstod. Han fortalte, at han var blevet udvalgt af gud, til at udslette alle ikke kristne i hele verden. Han var blevet kontaktet af ham i en drøm, hvor han havde fortalt ham, at hvis alle ikke kristne blev dræbt, ville han igen tilgive jordens befolkning, og at de aldrig mere, ville lide under enorme natur katastrofer, fænomener og tørke. Moderen blev spæret inde og idømt 15 års fængsel, men efter at have været der i meget kort tid, forsvandt han sporløst. Nogle uger senere, blev der begået nogle lignende mord, alle mulige steder i verden, med en par ugers mellemrum, men hver gang forsvandt morderen sporløst. Mange mente, at han måske havde talt sandt, og at det var gud, der beskyttede ham mod politiet. | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
