 |  | Gerts begravelse - En skolehistorie |
 |
|
|||||||||||||
|
Stedet er en landsbyskole. Året er som jeg husker det 1966. Forestil dig et T kryds. Til venstre går der en gade som fører om til byens forretninger. Den røde kirke som var en valgmenighedskirke lå også her. Til højre lå bageren. Fra overliggeren og ned (på T linjen) er den vej hvor skole og kirke ligger. Til venstre ved en å, ligger en manufakturhandler. I daglig tale Strik Laus. På højre side ligger et lille anlæg hvor spritterne mødtes, når de skulle på Egeskov marked. ”Gamle Ole og Thorvald” er en beskrivelse derfra. Næste hus på højre hånd, er et lille bindingsværkshus med stråtag og ler vægge (viste det sig, da en lastbil kørte ind i væggen og flyttede dobbeltsengen et par meter ind i huset) Der boede jeg. På højre side overfor lå to huse, som var lærerboliger. Næste hus på højre hånd husede min veninde hvis far var pedel. Derefter lå skolen, som var en landsbyskole med 200 elever og klassetrin fra 1. til 7. klasse, med undtagelse af 5. klasse, som var placeret i præstegården. Skolen havde legeplads foran og langs bagsiden af legepladsen, var der endnu 2 lærerboliger. Bag dem til højre lå præstegården og til venstre overfor lå kirken. Jeg var altså omgivet af lærerboliger, hvilket begrænsede muligheden for pjækning. Derom senere. For at give læseren en mulighed for, at forestille sig hvor lille skolen var, vil jeg herefter beskrive skolens indretning. Når du gik ind af skoles indgangsdør, lå gymnastiksalen til venstre. Der var omklædningsrum inde bagved. Det var naturligvis forbudt at gå gennem gymnastiksalen så vi skulle derfor gå bagom bygningen for at komme til omklædningsrummene. Til højre var der to trappetrin op til en lille aula. Til venstre var der et skolekøkken, glasmontre med udstoppede dyr, 1. og 2. klasse og lærerværelset. Til højre, en trappe som førte op til sløjdlokalet. Ovenfor trappen til venstre, fysiklokalet, biblioteket, 3. og 4. klasse. Efter trappen i aulaen, en lille væg, derefter en gang ned til højre hvor 6. og 7. klasse var placeret. Når vi mødte klokken 8, tog vi opstilling klassevis i aulaen fra trappens opgang til gangen ned til 6. og 7. klasse. Herefter sang vi morgensang og vi blev så sendt afsted til klasserne, en række af gangen. Den dag og det efterfølgende forløb, er en dag jeg aldrig vil glemme. Vi havde som sædvanlig taget opstilling i aulaen og afventede nu skoleinspektørens ankomst. Helt usædvanligt var han der ikke til tiden. Det gav lidt uro i rækkerne. Vi diskuterede hvorfor flaget var på halv og fantaserede om, at det nok var en lærer der var død. Det var det ikke. Det var meget værre. Skoleinspektøren kom ud fra lærerværelset sammen med resten af lærerne et kvarter over otte. Vi kunne med det samme se, at et eller andet var rivende galt. Skoleinspektøren rømmede sig og sagde: ” I dag er en ganske særlig dag. I går eftermiddag mistede skolen en kær elev. Gert fra 4. klasse druknede i grusgraven. Vi vil derfor synge altid frejdig når du går. Når sangen er afsunget har i fri, resten af dagen. Jeg har lige nogle praktiske oplysninger. Vi har besluttet, at skolens elever skal deltage i begravelsen på lørdag. Det gælder alle elever fra 5. til 7. klasse. Jeg vil gøre opmærksom på, at der er mødepligt. Skolen vil derfor være lukket på lørdag. Vi holder nu et minuts stilhed og synger så, Altid frejdig når du går.” Den stemning der bredte sig er ubeskrivelig. Stilheden, sorgen der var mejslet i skoleinspektørens ansigt og de tårer der stille løb ned af kinderne på ham, mens vi sang gjorde et uudsletteligt indtryk på mig. Den dag i dag, lammes jeg af den stemning, når sangen synges. Min hals snører sig sammen og jeg kan ikke synge mere end de første tre ord, så kommer tårerne. Selve begravelsen blev også en oplevelse ud over normalen. Da præsten prædikede måtte han ty til et stort hvidt lommetørklæde. Han kunne næsten ikke gennemføre prædikenen (som jeg husker det). Familien græd højlydt mens kisten blev båret om til gravstedet. Da kisten blev sænket ned, besvimede Gerts stedmor og to mand nåede lige at gribe hende, ellers var hun havnet ovenpå kisten. Herefter blev vi overladt til os selv og kunne så gå hjem. Dagen efter var jeg syg og fik undtagelsesvis lov til at blive hjemme. Min mor havde godt nok brugt den sædvanlige procedure for at få mig afsted. Om på siden, op med ballen, ind med termometret, aflæsning af temperatur under 38- afgang. Termometret viste 37 så der var ingen kære mor. Jeg skulle i skole. Jeg ville ikke og hvordan jeg slap det ved jeg ikke. Næste dag fik jeg en seddel med til min klasselærer som beskrev min sygdom. Hun var meget interesseret at høre om hvordan jeg havde haft det og jeg beskrev malende, hvor syg jeg havde været. Jeg har senere erfaret, at min mor havde skrevet: Lis har ikke været i skole i går på grund af ” Lådne mæslinger ”. Det satte mig unægtelig i en meget ubehagelig situation, som jeg ikke kendte årsagen til. I dag forstår jeg ikke, at der var mødepligt til den begravelse; men jeg er overbevist om, at skoleinspektøren ville sørge for, at der kom mange til begravelsen for at vise, at Gert var en god kammarat. At han græd viste os, at han var menneskelig. Vi så ham gerne som en meget streng lærer. At præsten måtte ty til et stort lommetørklæde og brugte det på prædikestolen viste os, at også han havde svært ved at begrave et barn, selv om det var hans profession. Så jeg lærte, at "lodne mæslinger" får man kun eeeen gang, at skoleinspektører og præster også kan falde ud af rollen, selv om de sikkert gjorde deres bedste for ikke at gøre netop det. Jeg har derimod aldrig lært at synge "altid frejdig når du går" Der falder jeg helt ud af rollen hvis jeg forsøger at være fattet. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2012-08-19 10:58:31 |
denne tekst er yderst fængende, velskrevet og -fortalt. Indlevende, billedrig og følsom!
Beskrivelsen af landsby, skole og miljø - fra 'for-lææææænge-siden' - er udmærket forklaret!
Et levende erindringsbillede; DOG synes jeg selve fortælleformen snarere hører hjemme i en biografi?
venligst ...
Beskrivelsen af landsby, skole og miljø - fra 'for-lææææænge-siden' - er udmærket forklaret!
Et levende erindringsbillede; DOG synes jeg selve fortælleformen snarere hører hjemme i en biografi?
venligst ...
| nhuth | 2012-08-19 11:26:57 |
Fint stemningsbillede. Et glimt fra en barndom.
Jeg læser denne tekst som en af flere i en selvbiografi.
Måske har jeg forsøgt lidt af samme skuffe - men af og til kan bestemte personer eller hændelser udvikle sig til andet end forfatteren havde til hensigt?
At genreplacere en så kort tekst, er for mig umulig, før jeg kender den i anden tekstsammenhæng.
Vh.Nhuth
Jeg læser denne tekst som en af flere i en selvbiografi.
Måske har jeg forsøgt lidt af samme skuffe - men af og til kan bestemte personer eller hændelser udvikle sig til andet end forfatteren havde til hensigt?
At genreplacere en så kort tekst, er for mig umulig, før jeg kender den i anden tekstsammenhæng.
Vh.Nhuth
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
