 |  | Esoteriske Slips Kap. 25 Skyggen |
 |
|
|||||||||||||
|
Kap. 25 Skyggen Jensen lagde omsider, ”forsigtigt” en besked til Skyggen. De måtte finde en løsning.. Han var 100% sikker på, at det var Skyggen, han havde mødt den dag på trappen. Politiets seneste foto af ham stammede fra tiden på skolen. Da havde han været i tyverne, måske tredive. Nu måtte han snart være halvfjerds. Jensen var lige så gammel, men kun ”freelance- konsulent”. Ingen ud over to eller tre personer i PET kendte til Skyggens eksistens. I det gamle Vesttyskland ville nogle stykker nok kunne kende ham, hvis de i dag mødte ham ved Check Point Charlie. Enkelte, der havde været nært tilknyttet Poul Hartling i hans tid som statsminister, ville muligvis også kunne huske ham. Den gamle Kejsergadesag havde haft en del udløbere, som aldrig var trævlet op. Siden Skyggen blev hvervet gennem én, der kaldte sig ”tjener”, havde han kun haft vekslende papiridentiteter. Jensen og Dueholm kunne næsten tale om alt. Men aldrig om Skyggen eller noget der stod over ham. De var enige om, at rigets sikkerhed går forud for alt andet. Det kunne jo ikke være rigtigt, at denne hr. Mørks perifere vanskeligheder skulle prioriteres på linje med rigets sikkerhed. Men professoren? Og laborantens forsvinden? Nu havde Jensen ikke længere adgang til oplysninger fra Panuminstituttet. Med mindre han selv forfulgte sagen. Selvfølgelig. Han havde jo heller ikke ubegrænsede midler til sin rådighed. Han besluttede efter rådslagning med Dueholm at lade laboranten efterlyse i Tyskland, Sverige og Norge. Og herhjemme selvfølgelig. Med henvisning til at han skulle vidne i en sag om trusler mod en anden dansk statsborger. Han måtte så håbe på at dagbladenes journalister hellere ville vælge at skrive om noget andet. Fartkontrol, samarbejdet mellem Told og Skat, overgreb på mindreårige og sådan noget. På vejen ud meddelte han, at han ville være optaget de næste par timer. Professor Lucide sad på sit kontor, mens instituttets IT-chef rodede med computeren. Han rejste sig og fandt sine nøgler til laboratoriet”¦ Pudsigt, at laborantens nøgle sad dér og dinglede i garderobeskabet; sammen med den ekstra nøgle til laboratoriet? Lucide åbnede resolut skabet. Gabende tomt. Kun lugten af desinficeringsvæske var tilbage. Professoren trak tøvende laborantens skrivebordsskuffer ud. Der lå kun, hvad der havde ligget der, den dag laboranten havde tiltrådt sin stilling. Alt andet var væk. Hans få ringbind var væk. Professoren ringede til Jensen på Politigården. - De taler med callcentret på Politigården, bla bla”¦ Lucide ville knalde røret på men måtte nøjes med at trykke på en lydløs knap. Heldigvis var skuffen endnu ikke udstyret med lydløs lukkemekanisme. Den fik et gevaldigt tryk. IT-chefen røg op af stolen. - Hvad sker her, spurgte han og slap musen. Det bankede på døren. - Åh, gudskelov det er Dem, Jensen, jeg har netop prøvet at ringe til Dem”¦ - Ja, tak, det kan jeg se”¦ men”¦, jeg kommer kun for at gennemgå alt, hvad laboranten har efterladt. Intet herinde må røres! - Av, det var værre. Jeg tror ikke der er meget tilbage”¦ lige nu er en af vores chauffører på vej til hans hjem”¦ - Hvor? Udbrød Jensen. - Ja, det ved jeg virkelig ikke. Nu skal jeg se”¦ nå, nej”¦ Han kikkede på IT-chefen”¦ - Tror De det er muligt at finde laborantens adresse? - Ja, men er det ikke nemmere at ringe til chaufføren? Nu skal jeg! - - - - Hallo.. Har du fundet adressen. Ældre ægtepar? Ingen laborant? Er du sikker?... Nej, det må du meget undskylde. Bare kør her tilbage. - Chaufføren er åbenbart kørt forgæves; Ranunkelvej 12. Adressen skulle være god nok, men tilhører et ældre ægtepar, som bestemt ikke kender til nogen laborant. Men vent lige lidt”¦ Jo, her er han. Ifølge vores egen oversigt bor han på adressen. Ja”¦ laborant, på 1.sal. Professoren forstod ikke denne opstandelse. Han tog sin slidte mappe og forlod kontoret. Intet må røres, herinde, havde betjenten sagt. Så kunne professoren måske få lov til at passe sit arbejde i laboratoriet. Her måtte ingen andre komme. Heller ikke en politimand. Den stedlige sikkerhedsrepræsentant havde nægtet at sætte det gule symbol med ”radioaktivitet” op. Så professoren havde for egne midler fået sin lokale isenkræmmer til at fremstille et plasticskilt, som professoren egenhændigt, med dobbeltklæbende tape havde sat på døren. ”Strålingsfare” stod der! Skiltet var ikke ikke godkendt, men heller ikke udtrykkeligt forbudt i henhold til gældende ”Regulativ for sikkerhedsrepræsenter”. Nu måtte han bruge noget af sin dyrebare forskertid på de trivielle opgaver, som hans assistent ikke kunne varetage i dag. Han fældede vist en tåre, mens han skruede på termostaten. Ved gradvis nedsættelse ville der ikke kunne registreres nogen smerte i de endnu virksomme ”præparater”, som han plejede at kalde de krøllede hjerner. Så snart han igen fik adgang til sin computer, ville han slette Mørk i donorregisteret. Esoteriske Slips - Roman m. slutning - links til kapitler Esoteriske Slips Kap. 26 NetNyt-DK | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
