 |  | Natlig tilværelse |
 |
|
|||||||||||||
|
Klokken er 00:12, da jeg vågner til lyden af dine fodskridt mod trægulvet. Du læner dig frem og kysser mig bag øret, og du er kold og dufter af frost og vinterkulde. Jeg har savnet dig, hvisker dine hænder, da dine fingerspidser løber igennem mit pandehår. Du er hjemme, sukker fregnerne ved mine kinder. Jeg kan endelig trække vejret igen. Du børster dine tænder og afklæder dig under det violette lys på badeværelset, og jeg tæller sekunderne, jeg ikke kan høre dine bevægelser. Jeg tænker på alt det, der er vores og forestiller mig, hvordan at smilet bryder mit ansigt til fragmenter. Vores køkken, vores kopper, vores liv. En tilværelse der er fuld af os. Klokken 00:30, kravler du ned under de mørkeblå dyner og krøller dig om mig som et komma. Jeg kigger på månen, imens du trænger op i mig og undrer mig over, hvor tæt den er på os. Jeg forestiller mig at dens trivialitet spejler vores virkelighed; at du også et sted på andre planeter, læner dig frem og begraver hovedet i tomrummet mellem min skulder og hals. Lydene af du, som kommer, ekkoer i mine øregange. Du er så smuk. Klokken 01:53 har du allerede stjålet både dynen og min hovedpude, og dine øjenlåg sitrer stille i søvnen. Jeg ved, du hader, når jeg kigger på dig, imens du sover, men der er noget så besynderligt over dine skilte våde læber og din milde mumlen. Jeg har lyst til at kravle ind under den blide hud ved dine håndled og krølle mig sammen i nærværet af din varme. Jeg vil altid have dig tættere på. Søvnige drømme drysser fra dine øjenvipper; jeg kysser dem af dine kinder og beder til, at du finder mig i hypnosen. Klokken 02:26 rejser jeg mig fra sengen, og du vender dig om og rækker ud og rører væggen. Jeg læser poesi i den statiske stilhed af vores stue og venter på, at måneden ender. Jeg tænker på, om det hele er en illusion, om vi er her. Ind i mellem mister jeg mig selv i forvirringen af livets skrøbelighed, men så tænker jeg på os; og måske er det ligegyldigt, hvis vi blot er hallucinationer, hvis vi vil vågne imorgen til vores rigtige liv, for vi var her i et øjeblik, og måske er det alt, forelskelse er. Klokken 03:48 er jeg bange for at have mistet dig, og jeg smider ordene på gulvtæppet og presser min næse mod din ryg. Når du vågner imorgen, vil du have rivemærker på dine arme. Han er min, hvisker mine håndflader beskyttende til spøgelserne, der forsøger at kravle tættere på vores seng. Bliv bort, skriger mine fødder, og jeg sparker dem tilbage til hjørnerne og deres spindelvæv. Edderkopperne vil aldrig nå vores sengekant, lover jeg. Klokken 05:15 falder morgenmørket, og luften sitrer af begyndende liv. Jeg tænker på børn, som bliver født, og katte som dør, og noget kryber op igennem min hals med spidse kløer og usikkerhed. Du vender dig om, og din næse møder min og hvisker hemmeligheder og løfter om at vågne imorgen. Dine ben vikler sig ind imellem mine, som hår bliver flettet, og drømme bliver spundet ind i natkjoler og garn. Jeg falder i søvn minutter efter 06:08, og der er noget i din vejrtrækning, jeg ikke tør forsøge at forstå. Hvad jeg ved er, at intervallerne imellem natlige sekunder endnu er magiske og vores, og at dit hjerte synger mig i stille søvn. Bliv en livstid, beder jeg. | ||||||||||||||
 | nhuth | 2012-12-04 21:10:29 |
Spændende, meget meget indfølende. Men med brug af stærke farver fra paletten.
Lige lidt for meget fx: lyden af dine "fodskridt" mod trægulvet??? Hvorfor ikke "sutsko", små dappende fødder, støvletramp eller uldsokker? Eller "tøvende" eller "utålmodige" fødder?
Du skal skrive meget mere.
Til glæde for os læsere.
Vh.Nhuth
Lige lidt for meget fx: lyden af dine "fodskridt" mod trægulvet??? Hvorfor ikke "sutsko", små dappende fødder, støvletramp eller uldsokker? Eller "tøvende" eller "utålmodige" fødder?
Du skal skrive meget mere.
Til glæde for os læsere.
Vh.Nhuth
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
