 |  | Essay om København - Christiania! PLEASE giv respons! |
 |
|
|||||||||||||
|
Sol over Christiania Det altid så livlige og glade Christiania er ved at drukne i regnen. Men de virker fuldstændig upåvirkede. De står stadig ved deres små boder og sælger deres småting og deres tingeltangel som om regnen ikke kan nå dem. Souvenirs, paraplyer, solbriller, Bob Marley pandebånd, smykker og en hel masse billig nips. Selv er jeg ved at drukne. Regnen har fundet vej ind til mit indre og jeg føler mig en smule deprimeret. En dråbe forvilder sig ind i mit øje og jeg blinker. Lugten har ændret sig efter at det er begyndt at regne og luften er fugtig. Folkene på Christiania kigger ikke på os. Vi eksisterer ikke i deres virkelighed. De lever i deres egen verden, og de mener nok selv at de er indbegrebet af frihed. Jeg smager lidt på ordet og det virker fremmed. For hvad er frihed? Frihed er da ikke at fede den af og ryge hash hele dagen, uvidende, hvad i morgen vil bringe. Hvordan kan de kalde sig frie, når de er afhængige af hinanden og et stof der har uendeligt mange navne. Frihed er dog heller ikke at arbejde hele dagen på et lille kontor i Vejle. Vi siger at vi lever i et frit land, men gør vi i virkeligheden det? Jeg føler mig fri, når jeg løber en tur alene. Det er min nutidige definition af frihed, for det er det eneste tidspunkt, hvor jeg føler en altoverskyggende uafhængighed. Væggen foran mig er dækket af fremmede skriblerier og symboler i alle regnbuens farver. Hver især har de deres egen historie. Jeg genkender et af dem: et 8 tal der ligger ned. Disse mennesker kender da ikke til evigheden. De lever lige nu og lige her, i dag og ikke i morgen. En pige går forbi os. Hun smiler et smil der udtrykker glæde, men hendes øjne siger noget andet. De siger ”tag mig væk herfra.” Jeg kan godt forstå hende. Det må være svært at føle sig tryg et sted, hvor hash er ligeså brugt i småkager, som dejen i sig selv. Måske virker barndommen her som en evighed. Turde børnene gå ud om aftenen imellem disse mystiske mennesker, som er lige så forskellige som ild og vand? Dette mystiske folkefærd, som lever i sin egen verden i et lillebitte land ved navn Danmark. Emily og jeg begynder at skråle Lukas Graham sange ud, i det tilfælde at han kan høre os. Nogle mænd råber ”hold kæft,” men vi bliver ved. Måske er frihed: ikke at lade sig påvirke af presset fra omverdenen. Det er den bedste følelse at føle sig urørlig. Måske er vi ikke så forskellige endda, for det er vel også det de stræber efter, og jeg kan ærlig talt godt forstå dem. Jeg har været i Christiania én gang før som lille. Jeg kan huske at jeg tænkte, at jeg burde være bange, men det var jeg ikke. Jeg tænkte, at de ikke ville kunne røre mig, fordi at Gud var på min side. ”Herren er mit lys og min frelse, hvem skal jeg da frygte?” Bibelverset fra min konfirmation. Dengang havde jeg en masse fordomme om Christiania, deriblandt at de var farlige mennesker som var høje halvdelen af tiden og derfor ikke var herre over deres eget liv. Men hvor kunne jeg vide det fra? There is a crack in everything, that´s how the light gets in. De velkendte ord fanger mine øjne og jeg vender automatisk op og ned på ordene i hovedet. Det bliver til: there is crack in everything, that´s how the light gets in. Der er den igen. Fordommen om alle disse fremmede stoffer. Vi går ind i en café og kigger på hvad de har. Om ikke andet kan vi få noget læ. Der lugter brændt og lugten skærer i min næse. Jeg fanger mig selv i at holde vejret. Min storebror sagde engang til mig at jeg skulle holde vejret, hvis der kom en mystisk eller fattig person gående forbi mig, fordi at de ville kunne smitte mig med alverdens sygdomme. Det er en af de mange gange, han har bildt mig noget ind, og jeg troede på det i lang tid efter. Da jeg sidst var på Christiania, holdt jeg vejret hver gang der gik nogen forbi, fordi at de dengang virkede så fremmede. Jeg er blevet klogere siden, så hvorfor gør jeg det nu? Er jeg så egoistisk, at jeg ikke mener, at jeg kan dele luft med disse mennesker, som var de fra en anden planet. Det er en skør tanke og en dum refleks, tænker jeg. Jeg kigger rundt på alle menneskene, og jeg fanger en ældre mands øjne. Hans tøj er beskidt og laset, men hans øjne er rolige. Det siges jo at øjnene er sjælens spejl, men jeg kan absolut ikke læse denne mand. Han smiler venligt mig. Et smil der siger ”jeg er fri.” Jeg gengælder det og tænker at de slet ikke er så forskellige fra andre danskere. De generelt brug for de samme ting: værdsættelse, kærlighed og et sted de kan kalde ”hjem.” Jeg sætter to ord op imod hinanden: tryghed og frihed. Er det modsætninger eller går de to ord hånd i hånd? Jeg ser manden forsvinde bag et hus, og som en illusion er han væk. Måske er det i virkeligheden udelukkende en selv der bestemmer om man er fri eller ej. Måske er kunsten at slippe sine lænker. Jeg ser en gammel hippiebus i røde, gule og grønne nuancer. Den er overdækket af farverige blomster og peacetegn. Tænk hvis man udelukkende ejede en hippiebus. Hvis man accepterer det man har og hviler ved livet i sig selv, er man et skridt nærmere frihed. Jeg mærker en genkendelig varme ligge sig over mines skuldre, og med et ændre stemningen i min familiegruppe sig. Jeg kigger op mod himmelen og misser med øjnene. Hvordan kan solen have så meget magt over os mennesker? Og hvordan kan folkene på Christiania være en upåvirkede af det? Hvad gør de anderledes end os? Solen har endelig fundet vej gennem skyerne, og skyerne viger bort fra solen. Den røde kugle opvarmer den farverige lille by og det smukke landskab. Selvom der efterhånden befinder sig en indendørs pool nede i mine sko, føler jeg mig godt tilpas. Solen kaster lys over Christiania. Intet kan røre solen. Solen er fri. | ||||||||||||||
 | nhuth | 2014-05-28 17:10:22 |
Det er nogle år siden jeg sidst var derude. Men jeg tror, at du fanger stemningen fint på sådan en dag. Din beskrivelse af den grundlæggende problemstilling er i hvert fald god.
Vh.Nhuth
Vh.Nhuth
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
