 |  | EIGIL CHARLES HANSEN |
 |
|
|||||||||||||
|
Eigil Charles Hansen, alkoholiseret nattevandrer, kaldte han sig selv, og det eneste der var forkert ved det, var at værtshuset lukker ham ud kl. 05.00, og det må jo nærmest betegnes som morgen. Så morgenvandre ville nok præciserer ham lidt bedre. Han gik heller ikke og kigger ind af folks vinduer, det var hans hoved ikke til når han vandrede, samtidig var de fleste vinduer mørklagte, så det ville ikke bidrage hans verden med noget som helst. Eigil Charles Hansen befandt sig altid godt og i nærmest overnaturlig filosofisk velbehag, når han var fyldt op. Alle de tunge tanker, som Eigil Charles Hansen havde en hel del af, var samlet sammen og gemt væk under en dyne af befriende lethed, som han svømmede rundt i, og som helt naturlig blev større og fyldigere i takt med indtagelse af hans elskede Gammel Carlsberg. Eigil Charles Hansen, er stoppet op ved en lygtepæl. Han fik ikke gjort toilette, før han gik, så lige nu trængte det sig på. Det var ham meget imod, at blotte sig på offentlige steder, han var en meget blufærdig mand, så det kunne ikke blive her. Alligevel stod han stille og beundrede denne lygtepæl, som forekom ham så majestætisk, så retlinet. Som at se sig selv, tænkte han. Den stod hvor den stod, rykkede sig ikke en tomme, men ud fra toppen strømmede det smukkeste lys. Eigil Charles Hansen ville læne sig lidt op ad lygtepælen, men sigtede forkert, derfor havnede han i den snedrive der havde hobet sig op lige her. Han landede blødt, og da sneen var forholdsvis ny, blev hans lidt tunge krop nænsomt anbragt i et velformet leje. Som altid oplevede Eigil Charles Hansen sine besværligheder med sit, lidt uklare, men poetiske livssyn, så i denne akavet men ikke uvante situation udbrød han: ”På Blegdamsvej bli'r dette isbjerg belyst fra oven blot fordi en lille fejl som Gammel Carlsberg har anbragt Eigil Charles Hansen i”. Et forbipasserende avisbud får Eigil Charles Hansen på benene igen, og børster ham fri af løst sne. Avisdrengen kan se elegancen og verdensmanden i ham. Eigil Charles Hansen dedikerer da også et digt til ham, som tak for hjælpen: ”Oh- unge stærke redningsmand du tager dominansen forløser dette hvide vand fra Eigil Charles Hansen Han var for ung til disse ord, men han havde også sin avisrute at passe. Det ærinde Eigil Charles Hansen før havde at besørge, trængte sig ikke længere på, omstændighederne havde ordnet denne sag på den mest naturlige måde, og den lange lune frakke, som han bar, dækkede for de ellers synlige tegn på overgivelse. Eigil Charles Hansen havde nogle fikspunkter på sin vandring mod slottet, som han yndede at kalde sin beskedne bolig i en stuelejlighed som var placeret i andet baghus i en gamle slidt ejendom i Ryesgade. Helt nøjagtig havde han tre fikspunkter. Det første var fortovet lige udenfor værtshuset på Sankt Hans torv, som blot havde den vanskelighed, at han måtte lokaliserer i hvilken retning han skulle starte sin vandring. Han vidste at han skulle krydse Nørre Alle, og at den så skulle være på hans venstre side. Men højre og venstre var ikke detaljer der var præcise nok for Eigil Charles Hansen, så han havde gjort sig den erfaring, som nu efterhånden boede dybt i hans underbevidsthed, at det runde blå skilt med den hvide pil, der stod netop udenfor værtshuset og viste kørselsretningen på torvet, skulle han ikke følge. I grunden morede det ham, at gøre det modsatte af hvad man forventede af ham. Når han kom til værtshuset og satte sig ved sit bord, og Orla som sædvanlig spørgende sagde: ”En Gammel Carlsberg?” svarede Eigil Charles Hansen altid: ”To”, skønt det var synligt for enhver, at han var alene. Det andet fikspunkt var der hvor han måtte krydse Blegdamsvej, og der var det vigtigt for hans videre færd, at stedet var det samme hver gang, for ikke at forøge hjemturens længde. Her var det en grøn bænk, som han satte sig på, og i det øjeblik han rejste sig fra bænken havde han den rigtige retning, lige foran sig. Det sidste fikspunkt var når han rundede hjørnet til Ryesgade. I dette vanskelige sving havde han også nogle hjælpemidler. Muren var god at holde fast i, og lidt længere fremme var placeret et vejskilt i den modsatte side af fortovet, som kunne korrigere hans retning, hvis han kom for langt ud til siden. Når han havde dette sidste fikspunkt velgjort, nærmest sang han disse strofer samtidig med han foretog nogle dansetrin, der godt kunne variere noget fra gang til gang, men som alligevel på smukkeste vis signalerede, at han var i stor nydelse af livet: ”Måske er jeg blot en plebejer, måske er jeg lille at se, måske jeg ingenting ejer måske er det bare det, men jeg kan i visse stunder fornemme at livet er mit og se det store vidunder at gå mine egne skridt”. Det er naturligt, at den friske morgentur, de fire trappetrin op til lejligheden og hans umådelig krævende arbejde med at låse sin hoveddør op, havde en ubønhørlig dæmpende virkning på Eigil Charles Hansens formidable livsnydelse, og som altid resulterede i det korte rituelle handlingsmønster han udførte efter sin hjemkomst. Med ordene: ”Så sluk da lyset for denne nat også”, lod han sig igen falder ned i glemslens dunfyldte favntag. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2011-10-18 20:30:42 |
Sørgmunter, velskrevet tragi-komedie; levende portræt af en ensom, poetisk brandert på vej hjem i seng. Med indgående rutebeskrivelse og lokale pejlemærker ;)
venligst ...r
PS faldt undervejs over en række slåfejl, (se bla. ln. 4) som endnu en gennemskrivning kunne eliminere.
venligst ...r
PS faldt undervejs over en række slåfejl, (se bla. ln. 4) som endnu en gennemskrivning kunne eliminere.
| mille | 2011-10-19 10:53:19 |
"dejlig" beskrivelse af den ensomme nattevandrer, hvor blæren ikke rigtig kan rumme den megen væske, og hjernen ikke rigtig kan finde sine vanemæssige pejlemærker - men hvor stoltheden alligevel får ham til at holde hovedet så "højt" som det nu kan lade sig gøre -
jeg synes beskrivelsen er så nærværende, at jeg går ved siden af ham i natten og kulden og mindes svundne drømme
PS: find lige ud af om det skal være nutid eller datid og gennemfør det, det vil klæde historien.
jeg synes beskrivelsen er så nærværende, at jeg går ved siden af ham i natten og kulden og mindes svundne drømme
PS: find lige ud af om det skal være nutid eller datid og gennemfør det, det vil klæde historien.
| Ørentvisten | 2011-10-21 03:16:03 |
Hej mille,
Jeg er meget glad for at du syntes min lille historie er dejlig, tak for det.
Jeg kigger lige på tiderne.
Venligst
Ørentvisten.
Jeg er meget glad for at du syntes min lille historie er dejlig, tak for det.
Jeg kigger lige på tiderne.
Venligst
Ørentvisten.
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
mange tak for dine venlige ord som jeg værdsætter.
Jeg takker også for rettelserne som jeg naturligvis ordne.
Venligst
Ørentvisten.