 |  | Kravlenisserne |
 |
|
|||||||||||||
|
Omkring villaen, som familien Jensen havde ejet i generationer, havde havens tykke ege og slanke bøge tabt efterårets farvepragt, da vinterens første snefnug dalede ned på jordens dække af gyldent løv. Klædt i varme trøjer og jakker kom børnene i huset løbende ud, men de hvide totter smeltede så hurtigt, at haven snart genlød af ungernes skuffede hyl. Inde i huset stod papkassen med julepynt lunt og godt på sin plads oppe på hattehylden i garderobens tusmørke. Her ventede det kulørte indhold endnu engang på den første dag i december. Efter et års dvale var pynten igen vågnet op syv dage før den første december. Alt, både stort og småt, havde haft travlt med at gøre sig klar til årets højdepunkt. Kalle Krybbespil rettede igen på sin alt for store, røde nissehue. Han sad på sin grangren, og dens grønne nåle lå allerede lige så perfekt, som de skulle. Alligevel tjekkede Kalle dem alle endnu engang. Andre havde også travlt med de allersidste forberedelser. Jean Grand Gren pudsede den sidste tak på sin store, gyldne stjerne og ved siden af ham, stod Jytte Julehjerte klar med sit lerfad fyldt med den lækreste risengrød i favnen. Hun var fristet til at flytte sleven fra fadet over i hånden, men vovede det alligevel ikke. Alt skulle jo være præcis, og indenfor rammerne, som de var trykt i, når kassen blev åbnet. Jyttes smil og røde æblekinder var mindst lige så dejlige som grøden og dens gyldne smørklat, syntes Kalle. Han var også lavet af pap, men kunne alligevel godt føle glæde ved julens farver. År efter år havde kravlenisserne pyntet i familiens stuer og gjort deres bedste for at bidrage til julehyggen. Sammen med alt, både gammelt og nyt, glitrende og glat, glædede nisserne sig til at gøre det igen. De så især frem til gensynet med den lille pige, der havde købt dem og klippet dem fri af det hvide pap for mange år siden. Med hende havde nisserne en særlig forbindelse. Hvorfor det lige var sådan, vidste hverken hun eller kravlenisserne, men begge parter havde stor juleglæde i deres helt egen forståelse. Guirlanden raslede vigtigt med sine kulørte, ikke lige store og flere krøllede ringe af glanspapir. Som en farverig, slange fra troperne lå den rullet sammen øverst i kassen. Vel nok fordi den var det nyeste julepynt, som hun og hendes børn havde klippet og klistret. Farlig, det var den bestemt ikke, og kravlenisserne regnede heller ikke guirlanden for andet end en selvglad opkomling. Nisserne var jo langt mere erfarne udi kunsten at pynte og skabe julehygge. Og så betød det da ikke noget, at man var blevet lidt slidt i farverne. Kravlenisserne havde længe været det foretrukne julepynt, så de følte sig højt hævet over den nye spradebasses farvepragt. Andre resultater af hendes børns juleklip var skæve kræmmerhuse og klodset flettede hjerter. Disse holdt sig beskedent tilbage i bunden af kassens hakkeorden. Da stuens bornholmerur slog tolv slag ved midnat den 30. november, steg spændingen i kassen til uanede højder. Nu var dagen omsider kommet, hvor kassen igen ville blive åbnet, og julestadsen skulle bruges til det, den var allerbedst til. Nemlig at pynte og skabe julestemning i hele huset. Man ventede spændt, og pludselige rystelser kastede alle, både høj og lav, rundt i kassen. Men alle glædede sig i stilhed. For nu skete det! Nu skulle man tages ned fra hylden, ud af kassens mørke og sættes op i stuens lys. Hvor skulle man mon pynte denne søde julemåned? Blev det samme sted, eller måske endda et bedre end sidste år? Nisserne håbede, ønskede og jublede, men stivnede omgående i deres korrekte streger, da papkassens låg blev taget af. Lyset strømmede ind, og man hørte hendes kære stemme, da ivrige, små fingre hev al julepynten ud af kassen. Og det gik stærkt! Oh, ve og skræk! Guirlanden mistede sine yderste ringe, og endnu flere blev krøllet, imens barnestemmer skændtes højlydt. Kravlenisserne blev brutalt hældt udover stuebordet sammen med kræmmerhusene og julehjerterne. Alle blev skubbet rundt imellem hinanden i én pærevælling i de små fingres kamp om at få fat i den fineste pynt. Kræmmerhuse blev trykket flade og nogle kravlenisser fik bøjet en kant eller to. Magen til respektløs behandling havde de aldrig været udsat for før? Men de måtte jo bare ligge stille og finde sig i dette kaos. Hvad skulle de ellers gøre? ”Nu passer I på mors kravlenisser!” ”Årh, de dumme, gamle nisser. De er bare så grimme!” Lyden af pap, der blev revet over, blev fulgt af et vredt udbrud, et svidende klask og et vræl. Men skaden var sket, og gruen bredte sig fra ofret til resten af julepynten. De nisser, der lå nærmest, så forfærdede, at Jean Grand Gren og hans blanke, gule stjerne var delt i to. Og gav det hviskende videre til alle uden for synsfeltet. Jean havde ingen fysiske smerter, for han var jo lavet af pap. Men derfor kan man godt blive ked af det. Og det var Jean Grand Gren. Han kunne selvfølgelig ikke vise sin sorg over at være blevet skilt fra det meste af sin stjerne. Han så til gengæld sin smerte i hendes øjne, da hun vurderede hans to ulige dele. Alle frygtede nu det værste. At Jean ville blive smidt ud, kasseret som alle de andre, der ikke var blevet lagt tilbage i kassen efter højtiden. Det var julepynts skæbne, når man ikke mere var pæn at se på. Det vidste Jean Grand Gren. Men han var tapper og fortrak ikke én mine, da hun dybt sukkende lagde hans halvdele ovenpå hinanden. Med nænsom hånd samlede hun Kalle Krybbespil og alle de andre gamle kravlenisser sammen og puttede dem i en stor, klar plasticpose. Den blev lagt øverst på stuens reol, og chokket bredte sig som en løbeild i posen. Nogle nisser græd stille, andre hviskede oprørte om denne skændsel, de slet ikke havde regnet med at skulle opleve. Nemlig at blive anbragt på et dunkelt og uset sted, hvor man hverken pyntede og glædede nogen. Den følgende dag kunne de øverst liggende se, og bestyrtede fortælle resten, at hun og hendes børn sang julesange og spiste pebernødder. Endda imens børnene morede sig med at klippe nye kravlenisser ud af snehvidt karton. Disse farverige opkomlinge blev sat op på de gamle nissers pladser i stuens lamper, i vindueskarmene, i grønne planter og på væggenes mange billeder. Ak og ve. De gamle nisser havde sådan glædet sig til også at være en del af dette års julehygge. Mismodet bredte sig hurtigt og nedslående lige fra de øverste til de nederste i posen. Julemånedens dage sneglede sig af sted uden glimt af den glæde, kravlenisserne havde set frem til at være en del af. En dag blev årets høje og flotte juletræ, båret ind i stuen. Her blev træet sat på fod og pyntet af hendes børn under et stort postyr, hyl, skrål og kamp om de fineste klokker. At de øverste nisser i posen kunne berette om flere stykker juletræspynt, der led slemme skader, var en ringe trøst. For når man er julepynt, så vil man jo netop pynte i julemåneden og ikke ligge uset og glemt en plasticpose. Kravlenisserne vidste også kun alt for godt, at dette ritual var et af julens store højdepunkter. Jul efter jul havde de selv overværet denne glædens stund. Selv de mest hårde i kanterne mistede nu håbet på, at de ville komme til at spille en aktiv rolle i denne højtids glæder. Det blev aften, hendes trætte, små børn var lagt i seng, og julens fred sænkede sig atter over stuen. Da greb hendes velkendte hånd nissernes pose. Den blev taget nænsomt ned og båret hen til stuens spisebord. Herpå lå den medtagne og mismodige guirlande sammen med en saks, en tube lim, en rulle klisterbånd og flere stykker glanspapir. En efter en blev kravlenisserne lagt ud på bordets fine kakler, og hun smilede og hilste hver enkelt nisse ved navn. Man kunne næsten ikke holde sig indenfor sine tegnede rammer af bare julefryd, for noget skulle der ske. Og noget godt. Men hvad? Spændingen bredte sig fra nisse til nisse, og alle skelede til hinanden, da et kærligt smil bredte sig på hendes læber. Den elskede stemme begyndte at synge en smuk julesalme, en nisserne så ofte havde hørt, når hun og hendes familie dansede rundt omkring juletræet. Da hendes hænder stille og roligt samlede Jean Grand Grens to dele med klisterbånd, blev glæden fra kravlenisserne mærkbar i stuen. For dem, der var fintfølende nok til den slags, naturligvis. "Sådan, min kære stjernemand, nu er du jo lige så flot, som du var, før mine dumme unger rev dig i stykker." Hendes fingre gled blidt hen over Jean Grand Gren og hans blanke stjerne, og da strømmede lykken fra ham og fra alle kravlenisserne gennem hende. Det fik hjertelige smil frem på hendes læber, imens små tårer i øjnene glitrede smukkere end juletræets allerfineste klokker. Nu blev guirlandens ringe glattet med stor forsigtighed. Nogle stod ikke til at redde og måtte fjernes. Så klippede saksen nye, fine og lige strimler af kulørt glanspapir og flotte, glatte ringe erstattede de gamle krøllede. Hun efterså blidt, at guirlanden igen var så god som ny, og imens rystede den vigtigt med ringene. Det mente den godt, at den kunne tillade sig, når der nu kun var hende i stuen. De gamle kravlenisser nikkede bifaldende, men både de og guirlanden blev noget overraskede, da hun begyndte at lime nisser fast på guirlandens ringe. Ja, når det nu ikke kunne være anderledes, så måtte man jo bare vænne sig til hendes nye påfund. Hun vidste, hvad hun gjorde. Det stolede de alle fuldt ud på. Der gik heller ikke lang tid, før de første nissers tilfredshed meldte sig. Kalle Krybbespil blev endda så glad, at han fik nye, røde kinder, da han havde fået Jytte Julehjerte ved sin venstre side og Silja Sølvklokker på sin højre. Børnenes mor sansede, at hun havde genskabt julens glæde i stuen. Alt var igen, som det skulle være, så hun lo og dansede hen til juletræet. Her trak hun blidt guirlandens yderste ring nedover spidsen på en af træets højeste grene. Så gik hun stille rundt om træet. Guirlanden med hendes barndoms kære nisser nåede næsten halvanden gang rundt om træet, og den endte i en højde, hvor ingen små, alt for ivrige barnefingre kunne nå dens fristelser. Da kunne kravlenisserne se deres egen lykke i hendes øjne. Hun forlod stuen, slukkede lyset og smilede varmt, idet hun betragtede årets juletræ inde i mørket. For evnede man at se det, ja, da overstrålede hendes gamle kravlenisser og guirlanden juletræets skønneste glitterstads med den ægte juleglædes smukke gloria. | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
