 |  | Kalahari (17) |
 |
|
|||||||||||||
|
17. Hegnet Sarah var glad for at hun ikke havde prøvet på at løbe til Freetown. Da hun nåede til værkstedet var hun allerede nødt til at sætte farten ned til en hurtig gang for ikke at få sidestik. Da hun nåede ned til det sted i hegnet hvor hun ville forsøge at komme ind var hun stadig lidt forpustet men ikke så meget at hun ville stoppe op nu hvor det hele gik så glat. Sarah kiggede rundt, for at være sikker på at der ikke var nogen, der holdt øje med hende og begyndte at hive i maskerne, som havde revet sig løs fra pælen. Sarah kunne ikke rykke meget i selve hegnet. De bøjede dele af hegnet gjorde for meget modstand. Hun kunne lige akkurat gøre plads til at hun måske kunne mase sig igennem, men hun kunne ikke holde hegnet væk og mase sig igennem samtidigt. Sarah slap hegnet og sparkede trodsigt til stykket, der med det samme faldt på plads. Hegnet gav et metallisk skrald fra sig og Sarah dukkede sig da hun kom i tanke om hvor hun var og hvad hun lavede. Hun smækkede sågar hånden foran munden for at dæmpe et overrasket hvin, men kom kun i kontakt med de beskidte handsker. Sarah spyttede lidt for at fjerne det værste skidt fra munden og trykkede på hegnet med støvlen. Hegnet gav sig kun lidt, men hun lagde straks mere vægt i og trykkede knæet ind mod hegnet. Hegnets pæle var i denne del trykket ud så det faktisk var nemmere at trykke ind. At forsøge at hive ud var som at spænde en bue, der allerede var halv spændt. Sarah satte sig ned, lænede ryggen mod den nærmeste metalpæl og begyndte at trykke sig ind igennem hegnet. Hun var nødt til at krumme sig sammen, men det lykkedes hende efter et forsøg at få nok plads til hovedet uden at rive sig på de afrevne masker i hegnet. Sarah rejste sig op og tørrede uden at tænke sveden af panden. Hun fik endnu mere skidt i hovedet og lignede nu efterhånden en lille forbryder i camouflage, det eneste, der ikke passede ind i billedet, var hendes røde hår. Sarah kunne ikke se fra selve pladsen hvor hun nu stod. En bunke gamle dæk og bagenden af en gammel lastvogn skjulte hende. Det eneste lys, der var kom fra månen og de tre lamper Farman havde hængt på den ene side af pladsen så Farman kunne gå fra hans skur til kontoret og hangaren, uden at falde over noget, når solen var gået ned. Sarah stak hovedet ud og kiggede i retningen af Farmans skur. Lamperne var tændt, men den midterste blinkede. Lampen slukkede i et sekund eller to, flimrede og lyste for fuld kraft i et par sekunder og gik så ud igen. Sarah opdagede at der var lys bag gardinet i Farmans skur, men lyset var svagt, som om der en lille lampe tændt i den anden ende af skuret. Farman var altså stadig oppe. En lille stemme i Sarahs hoved kom med det optimistiske forslag at han måske bare havde glemt at slukke lyset, men hun turde ikke rigtigt tro på muligheden. Nu hvor hun allerede var inde var hun bare nødt til at være stille så ville det ikke være noget problem, Farman virkede ikke som typen, der strejfede rundt om natten bag hans egen indhegning, det ville være sært eller underligt. Den lille stemme i hendes hoved erstattede ”underligt” med sindssygt og gav hende et kort glimt af en anderledes Farman med et koben i den ene hånd og en lampe i den anden. Denne onde Farman, der var så forskellig fra den luntende og afmålte mand, hun havde iagttaget fra hendes skjulested i skabet, nåede lige at skære en grimasse og svinge med kobenet, før hun forskrækket skubbede billedet ud af hovedet. Sarah småløb over til en anden bunke skrot og begyndte at lede efter det brune vrag som den anden fyr havde arbejdet på. Hun prøvede på at koncentrere sig om at finde rundt i hvad der mere eller mindre var en skrotplads, for at glemme billedet hendes fantasi havde smidt efter hende. Hun gik imellem stakkene af skrot og skrammel og nåede næsten halvvejs hen til hangaren før hun havde en fornemmelse af hendes position i forhold til hangaren, indgangen og hvor ham den anden fyr havde efterladt sit brune skib. At holde øje med folk fra et gammelt skab og så rent faktisk gå rundt inde bag værkstedets indhegning var ikke det samme. De gamle vrag og skrottet fyldte mere i landskabet end hun havde troet og hun kunne ikke bare gå hen under lamperne for at orientere sig, så ville hun blive opdaget. Selv dem der kørte forbi på vejen ville ikke have noget problem med at opdage hende under lamperne, hvis de tilfældigvis kiggede over på værkstedet. Sarah var faktisk lige ved at gå forbi det brune skib, da hun nåede til det. Hun havde været sikker på at hun skulle et stykke længere hen, men her lå det altså. Tæt på var det faktisk tydeligt at de faktisk ikke var et skib der ville komme nogen vegne i den nære fremtid hvis overhoved. Sarah kunne se hvad der lignede selve krogets metaldele nedenunder det brune lag. Det brune lag var faktisk et større antal fliser som var koblet sammen med skroget nedenunder med simple metalklemmer, der var sat ind i fliserne. De steder, hvor fliserne var revnet eller gået fra hinanden, kunne Sarah se forbindelserne. De steder hvor fliserne var intakte kunne hun ikke en gang skimte skroget nedenunder, så det var åbenbart meningen at de skulle dække skroget helt af en eller anden grund. På jorden og i en spand lå der flere stykker af fliserne fyren åbenbart havde kasseret. Da Farman havde sparket til en af fliserne havde han åbenbart overtalt fyren til at gøre den del af arbejdet herude i stedet for at gøre det inde i hangaren. Sarah tog en af stumperne op af spanden og under søgte den. Stumpen var måske 5 til 7 millimeter tyk og overaskende let. Materialet mindede om keramik men havde en samtidigt en glasagtig kvalitet. Da hun prøvede at knække stumpen måtte hun give op, det var solidt og kunne ikke brækkes i hånden. Nærmest uden at tænke begyndte Sarah at pille ved en af de nedbrudte fliser, der stadig sad fast på selve skroget. Da det ikke lykkedes hende at få flisen fri ved at hale i den begyndte hun at at undersøge de løse fliser i spanden nærmere. Hun kunne ikke stikke hovedet igennem skrogets metalskelet, det var der ganske enkelt ikke plads til, afstanden mellem de enkelte stænger som skroget bestod af var ikke mere end halvanden til fire centimeter. Låsemekanismen klappede pludseligt i da hun trykkede på den, hun holdt i hånden. Mekanismen tog fat i hendes ene finger og Sarah opdagede ikke at hun kom med et overrasket udbrud. Flisen sad nu fast på hendes finger, mere overrasket end skræmt trykkede hun på flisen og mekanismen gav sig lidt. Sarah trykkede lidt hårdere og metalarmene åbnede sig. Flisen faldt ned på en anden flise, der lå på jorden, med et lille klink. Sarah skubbede stumperne væk og kravlede tættere på skroget. Hun fandt en flise der var revnet i den ene side og trykkede hårdt med den ene hånd. Da hun slap lød der et lille klik. Sarah var så optaget fliserne at hun ikke opdagede stemmerne fra Farmans skur. Døren var blevet åbnet og både Farman og Adam var gået ud. Adam havde en slidt lædermappe i den ene hånd og en øl i den anden. ””¦.så mange af de 50'ere og 80'ere liggende at jeg tænke at ideen måske ikke var helt skudt i hovedet. Farman nikkede mens han rullede en smøg, slikkede enden af papiret og lukkede afslutningen, hvorefter han i en glidende bevægelse stak enden i munden og tændte den færdig smøg med lighteren han havde i den anden hånd. Farman havde rullet så mange smøger at faktisk kunne gøre det med en enkelt hånd uden de store problemer. ”For min skyld ingen alarm, der er nok af dem, bare du lige siger når du finder noget og måske tager en ekstra time her og der, men det gør du jo faktisk allerede i forvejen.” Adam slog den sidste bemærkning væk med en håndbevægelse, som var det noget der ikke var værd at nævne. Bevægelsen faldt sammen i sig selv da Adam opfattede en lyd der kom ovre fra hans venstre. Adam drejede hovedet i retningen. Farman kiggede i retningen mens han blæste røgen ud gennem næsen. ”Hvad?.” Der kom en ny lyd fra samme sted, som om nogen tabte noget. Adam begyndte at gå i retningen af lyden. Efter hvad han kunne bedømme kunne det være i nærheden af Taran 50éren han havde rodet med. Farman mente også han havde hørt noget denne gang. Han tog et sidste sug på cigaretten, knækkede enden og slukkede det amputerede endestykke, der var tændt endnu, mellem pegefinger og tommelfinger. Da Adam rundede den første bunke skrot gik Farman i samme retning, men drejede så i en bue, der førte ham forbi bunken Adam havde passeret og forbi vraget af en sveden Sorkov 210. | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
