 |  | Med livet i hænderne |
 |
|
|||||||||||||
|
Alle operationerne den dag var gået fint indtil videre. Jeg sad, godt tilfreds, lænet tilbage i min stol med en kop kaffe i hånden. Jeg tog langsomt skeen op i koppen og rørte rundt, med et selvsikkert smil smurt henover min mund. Det klirrede, da jeg satte koppen ned i underkoppen, som var fint malet med blå detaljer og kruseduller. Jeg havde ikke troet, at jobbet som læge kunne være så be-kvemt, da jeg begyndte på studiet. Dog havde jeg så ikke haft nogle af de umiddelbart komplicere-de operationer, men jeg var slet ikke i tvivl om, at dem ville jeg klare så let som en leg. Jeg begyndte at bladre i Lægernes Skrifttidende, imens jeg læste om det nyeste hjertemedicin. Jeg løftede koppen op til munden, og kunne mærke kaffen, der begyndte at væde mit overskæg. Lige da jeg var nået til den bedste del af den varme kaffe, styrtede min kollega ind i sådan en fart, at hvis hun ikke havde holdt fast i dørkarmen, ville hun være gledet direkte hen af det glatte gulv og lige lukt hen i væggen. ”Patient 230 er kommet!” sagde hun. Hendes store entré kom nok bag på mig til at forårsage, at jeg spildte kaffe ud over mig selv og bande højlydt. Min kollega, fru Houston, var yderst oprørt af denne patient. Jeg tror, det måtte have noget at gøre med, at hun var en kvinde, som selv havde mand og børn. Det var tydeligvis heller ikke en ordinær patient. Patienten var nemlig blot en lille pige på 1 år, og det var lige blevet opdaget at hun havde en meget sjælden og livstruende nyrelidelse. Forældrene var blevet sat i et meget stort dilemma, da det stod sådan, at operationen, vi ville udføre på hende, endnu var uprøvet. De kunne undlade hendes operation, og hun ville få et normalt liv, som hun kunne fortsætte med i cirka et år. Efter det ville hun dø. Ellers kunne de gennemgå opera-tionen, men risikere at hun døde på stedet, eller at hendes levetid blot ville forkortes, men hvis ope-rationen gik som den skulle, ville hun ende med et forlænget liv. Hun kunne også risikere at blive lam, og få andre varige bivirkninger. Til sidst var de kommet til den konklusion, at overlade den lille pige til os. De havde rejst hele vejen til England, for at få vores assistance. Det var mig, der var blevet sat på opgaven. Jeg forstod godt, at de havde valgt mig, da jeg havde klaret hele studiet med topkarakterer og nok var en af de dygtigste på min alder, hvis jeg selv skulle sige det. Jeg havde hørt de andre læger hviske om, at jeg blot var overmodig, og ikke ville vide hvad jeg skulle gøre når jeg stod i selve situationen. Jeg tænkte ikke over det, de var sikkert bare misunde-lige. Men da den lille pige blev rullet ind på operationsbordet, blev mine hænder lige pludselig så svedi-ge, at skalpellen gentagne gange smuttede ud af dem. Pigen lå så stille på bordet, at det var som om hun allerede var død. Hendes små krøller indrammede hendes hoved, som blomsterblade om knop-pen, og hendes hænder lå tæt knyttet sammen under operationsdugen. Jeg var alene om det her, alene med hende, alene. Jeg stod og betragtede hende længere end jeg burde, men jeg havde aldrig lavet så store indgreb som dette. Jeg var uundværlig teoretisk, men praktisk var jeg uerfaren, og tanken om at jeg skulle skære den lille uskyldige pige op, fik det til at løbe skiftevis koldt og varmt ned ad ryggen på mig. Jo længere jeg kiggede på hende, jo mere rystede jeg på hænderne, indtil det føltes som om min krop var et jordskælv. Jeg var en komplet modsætning til den lille pige, som lå så fredeligt, imens hendes øjenlåg var trygt lukket i, og hendes fregner hvilede blidt på hendes kinder. Jeg rystede på hovedet, i et forsøg på at tage mig sammen, og bukkede mig ind over pigen. Den grønne plastikdug lod hendes tynde maveskind, der næsten synes at være gennemsigtigt, titte igennem hullet. Jeg kunne se blodårerne løbe under hendes hud. Forsigtigt og langsomt, men samti-dig distraheret og rystende, lagde jeg forsigtigt skalpellen med hendes hud. Jeg kiggede der, hvor jeg skar, men det føltes ikke som om, at jeg var tilstede. Jeg indså først, at snittet ikke var ordentligt, da jeg ventede forgæves på den velkendte lyd af hu-den, der åbnes. Snittet var langt fra lige, det var skævt, og det var ikke engang nået ind til læderhu-den. Jeg sukkede ved tanken om at skulle skære i hende igen. Mit udsyn blev sløret, og jeg opdage-de, at jeg græd. Hele min krop var varm, og mit ansigt føltes som om jeg havde brugt alt for lang tid i en sauna. Jeg rystede endnu mere end før. Jeg havde aldrig været så nervøs før i hele mit liv. Jeg tænkte på talemåden ’at have livet i hænderne’. Jeg stod bogstaveligt talt med den lille piges liv i hænderne, og jeg var endnu mere nervøs end selve ordsproget siger. Mellemrummet fra biplydene på hjertemonitoren blev længere, og jeg blev mere anspændt. Hver en muskel i min krop kæmpede for at holde mig oprejst. Jeg tog en dyb indånding og satte igen skalpel-len mod hendes sarte, mælkehvide hud. Denne gang fik jeg skåret hele vejen ned langs maven, og jeg kunne mærke det bløde tryk, da skalpellen gik igennem læderhuden og derefter underhuden. Jeg tabte skalpellen, da jeg så det store snit i den lille, skrøbelige pige. Hun kunne ikke engang sige fra, hun måtte bare tage konsekvenserne for hendes forældres valg. Det var uretfærdigt, livet var uret-færdigt. Hvorfor blev dette min opgave? Selv hvis operationen kunne lykkes, så ville det ikke være mig, der var grunden til at den var succesfuld. Jeg vidste, at jeg ikke kunne gennemføre den, jeg var elendig, jeg var blødsøden, jeg var udisciplineret. Jeg vidste det, allerede dengang jeg tog imod opgaven. Jeg vidste bare godt, hvad de andre læger tænkte om mig. Jeg var den nye, den uerfarne. Jeg kunne bare ikke indrømme det. Og nu står jeg med den her lille piges skæbne i mine hænder, og det virkede ikke som et sikkert sted for den at være. Mine hænder skælvede, som dengang i folkeskolen, hvor de store drenge fandt ud af, at det var mig, der havde fortalt læreren at det var dem, der havde stjålet Christians nye, dyre ur, som han så stolt havde taget med i skole, dagen efter han fik det af sin far på sin 12-års-fødselsdag. Nej, de skælvede værre end det. De skælvede, som da jeg dumpede min første eksamen. Nej, værre end det. De skælvede, som da jeg så min far falde for jorden foran mig, og aldrig rejse sig igen. De skælvede som et spil Klodsmajor, der var ved at falde til jorden. Nej, værre end det - de skælvede som et spil Klodsmajor, der var ved at falde til jorden under et jordskælv. Så slemt skælvede de, og så slemt havde de aldrig skælvet før. Derfra blev det sløret. Jeg gennemførte operationen, men ikke ordentligt. Jeg havde fulgt instruk-serne, men det var med rystende hænder, dirrende hænder, uerfarne hænder, vildfarne hænder, utrygge hænder, kolde hænder. Jeg lappede hende sammen, men jeg vidste godt hvordan det ville gå. Jeg kunne ikke mærke noget, og jeg vidste ikke om det var fordi, jeg var for nervøs til at mærke noget, eller om det var fordi, jeg ikke var nervøs længere - for jeg vidste jo godt, hvordan det ville ende. Jeg trængte ind under den grønne plastikdug og tog hendes kolde hænder, imens jeg lyttede til bip-pene rinde ud i en langvarig ringen. Som et timeglas, hvor sandet løb ud. I dette tilfælde kunne jeg bare ikke vende glasset om igen. Personalet kom ind i en fart, for at se hvad der foregik, men alle deres spørgsmål hørte op, da de så pigen. Aldrig har jeg hørt stilhed være så højlydt. Hendes hæn-der blev hårde og iskolde, og jeg gav slip. Jeg tog handskerne af og vaskede mine hænder, som var tynget med skyld, men de holdt aldrig op med at ryste. | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
