 |  | Konrad |
 |
|
|||||||||||||
|
Vi var mange, som boede her denne sommer. Vi havde alle sammen et liv, vi havde forladt for en tid. Blot for ligesom at slippe væk fra dagligdagens trummerum, hvor hver dag lignede hinanden. Nu var vi alle sammen samlet på dette prægtige hotel, hvor ingen rigtig kunne finde os. Det lå så dejligt afsides, at der i miles omkreds ikke var påvirkning af bilos og motorstøj. Derimod var der fuglenes skønsang og den friske brise. Vi var vel en cirka ti personer indlogeret i denne periode. Alle de andre var flinke og venlige. Betjeningen var også en helt fantastisk oplevelse. Servitricerne var søde og forstående, bartenderen var en sand hyggefætter. Og så var der selvfølgelig receptionisten, som var en af de høfligste personer, jeg har truffet, uden rigtig at kende ham. Jo, Hotel Skjulestedet var et dejligt feriested. Jeg mindes i særdeleshed en aften, hvor jeg sad i baren og talte med en af de andre gæster, Fru Berthelsen, som fortalte mig, at hun, i dagligdagen derhjemme, havde følt sig som fanget i hendes ægteskab. ”Tro nu ikke,” sagde hun, ”at jeg ikke elsker min mand. Han er noget af det skønneste, jeg har oplevet. Det er bare det, at jeg somme tider har følt en trang til ligesom at komme lidt væk. Men det har jo ikke været videre nemt, når vi også havde børnene, der skulle passes.” Fru Berthelsen havde tre børn, som nu var blevet voksne og var flyttet hjemmefra. Hun var nu på efterløn og havde lavet den aftale med manden, at hun tog en uges ophold på Hotel Skjulestedet. ”Det er heller ikke videre afslappende,” fortsatte hun, ”når der hele tiden suser støjende biler forbi.” Jeg svarede, at det jo ikke var så underligt, at der så ofte kom biler forbi hendes hus, for vi levede jo da i en tidsalder, hvor bilerne spillede en væsentlig rolle. ”Har du bil,” spurgte hun så. ”Nej,” svarede jeg, ”det har jeg ikke. Jeg har valgt at prioritere anderledes.” Vi talte en del sammen den aften. Hun var nu ganske hyggelig at tale med. Efter en enkelt sjus gik jeg tilbage til mit værelse for at kunne få skrevet et par tanker ned. Sådan en ting, jeg oftest gør for ikke at glemme dem. På et tidspunkt, jeg husker ikke helt hvornår, banker det på døren. ”Kom ind,” kaldte jeg, og en ældre herre kom ind af døren. Jeg spurgte ham, om jeg kunne hjælpe med noget, siden han var kommet. Han satte sig ned, sukkede dybt og svarede: ”Jeg tror ikke, der er så meget at gøre.” ”Nå,” svarede jeg. Hvad andet var der at sige? ”Kender du dét,” spurgte han, ”når man sådan har en følelse af noget, man ikke rigtig kan sætte ord på?” Jeg nikkede og svarede, at jeg ofte havde en sådan følelse. ”Det tror jeg,” fortsatte jeg, ”der er mange, der har.” Han sukkede og svarede: ”Ja. Ja, måske.” Jeg kunne stadig ikke helt forstå, hvad grunden til hans besøg var, så jeg spurgte igen: ”Er du helt sikker på, at der ikke er noget, jeg kan hjælpe med?” Han trak på skuldrene og svarede: ”Jeg ved ikke, hvad der skulle være at gøre.” Jeg spurgte ham, hvorfor han så havde opsøgt mig på værelset, hvis det ikke var fordi, han ville spørge om hjælp til noget. ”Jeg kan ikke rigtig huske det,” svarede han. Han virkede, efter min mening, temmelig forvirret. ”Kender du det,” spurgte han igen, ”når man har siddet og talt med en kvinde i lang tid, og man så har en underlig følelse, som man ikke kan beskrive?” Jeg svarede, at jeg godt kendte følelsen. Temmelig tydeligt endda. ”Er du læge,” spurgte han. Jeg rystede på hovedet og svarede, at det nok var dét, man i hvert fald ikke kunne sige, jeg var. ”Jamen,” spurgte han, ”hvad er du så?” Jeg svarede ham, at jeg var sådan lidt forskellige ting. Indenfor de mere åndelige afdelinger. ”Er du så præst,” spurgte han. Jeg rystede igen på hovedet og svarede, at jeg heller ikke var præst. ”Jeg skriver for det meste,” fortsatte jeg, ”men bare sådan på lidt løst plan.” ”Er du digter,” spurgte han. Jeg trak lidt forsigtigt på skuldrene og svarede, at det kun var til husbehov. ”Men jeg kender godt det, De talte om,” fortsatte jeg, ”det med den underlige følelse.” Han sagde, at jeg ikke behøvede at sige ”De” til ham. ”Jeg hedder Konrad,” sagde han. Jeg gav ham hånden og præsenterede mig. ”Hyggeligt at træffe dig,” svarede han. Efter et par sekunders pinlig tavshed, spurgte han, om jeg ikke ville med ned i baren. ”Jeg drikker ganske vist kun mineralvand,” sagde han, ”men det er så tomt, at sidde der alene.” For mit vedkommende, ville mineralvand da ikke være nogen dårlig ting. ”Men bartenderen er der da,” svarede jeg. Han nikkede og svarede: ”Ja, det er han rigtig nok. Men det kunne nu være hyggeligt med lidt ekstra selskab.” Nå, Konrad og jeg gik altså ned i baren, hvor vi sad til en to-tre stykker ud på natten. Mens vi sad der, fortalte Konrad, at han var enkemand. ”Min kone døde for fem år siden,” fortalte han, ”og jeg husker tydeligt, at det var hér, vi mødtes første gang.” ”Ser man det,” spurgte jeg og lyttede med interesse. ”Vi gjorde det nærmest til en tradition,” fortsatte han, ”at vores bryllupsdage skulle fejres hér på hotellet.” Jeg spurgte, om det så var derfor han var her nu. Han sukkede og svarede: ”Ja, og nu tænker du nok, at jeg er en gammel tosse.” ”Nej,” svarede jeg, ”bestemt ikke.” Han fortalte, at han, hver aften, mens han var på hotellet, sad ved det samme bord. ”Og jeg gør det kun,” fortsatte han, ”fordi, det var dér, vi sad. Vi sad altid ved det bord. Også første gang, vi mødtes.” Det var tydeligt, at han savnede konen. Han talte om hende hele tiden. Somme tider under samtalen den nat, kiggede han hen mod døren, som om han håbede, at konen skulle træde ind af den når som helst. Konrad fortalte i løbet af samtalen, at han og konen aldrig havde fået børn. Dels var der dårligt råd, og dels blev hun syg i en temmelig ung alder. Konrad var et sted i halvfjerdserne, da jeg sad sammen med ham den nat i baren. Næste aften kom han igen ind til mig på værelset. Han virkede så forandret. Ikke fordi, hans venlighed og varme ustråling var forsvundet. Nej, han virkede fraværende. Vi sad igen og talte sammen inde på værelset, ganske som vi havde gjort det aftenen før. Da han skulle til at gå, kom han hen til mig, lagde armen omkring mig og gav mig et venskabeligt knus og hviskede: ”Vi ses nok igen. Måske ikke hér, men så et andet sted.” Jeg spurgte ham, hvad han mente. ”Jeg er på vej ud på en ny rejse,” svarede han, ”og jeg kommer nok ikke tilbage.” Jeg spurgte ham, hvor han skulle hen. ”Til et sted,” svarede han, ”hvor du forhåbentlig ikke kommer foreløbig.” Da gik det op for mig, hvorfor Konrad pludselig virkede så fjern. Næste morgen fandt man Konrads døde legeme på sengen inde på sit værelse. Det var det sidste farvel, han havde givet mig aftenen før. Da jeg senere vendte tilbage til mine daglige rutiner, skrev jeg hele historien ned. Konrad var en ven. Jeg havde ganske vist ikke kendt ham så længe, men den nat, hvor vi sad og talte sammen i baren, mærkede jeg, at han var en ven. En af de rigtig gode. - Vi ses i det hinsides, Konrad. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2011-03-16 18:42:44 |
Hyggelig, velfortalt historie! Go'e person- og miljøkarakteristika! 100% realistisk! venligst ...
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
