 |  | Udsnit af Kampen imod Mørket 2. del. (ikke redigeret) |
 |
|
|||||||||||||
|
Morolus så forfærdet til imens han så de enorme sten regne ned over glaskuplerne nedenfor. Der var et stort hul i glasgangen længere nede. Han måtte ind og få Sirene og Vika ud fra dette kaos. Han sprang ned fra stenen og løb så hurtigt han kunne. En kæmpe sten kom rullende imod ham og han nåede lige at springe til side, så det var træet bag ham der blev splintret og ikke ham. Nu var der ikke langt igen. Han satte farten op og kastede sig hovedkulds ind i glaskårene inden i den splintrede gang. Han hørte dem skrige og hårene rejste sig i nakken på ham da duetten af skrig blev reduceret til en enkelt stemme. Han tumlede igennem gangen mens kampestenene buldrende mod glasset, som knagede og bragede. Èn sten mere og glasset ville blive pulveriseret. I haven hvor pigerne før havde siddet var træer og planter jævnet med jorden. Der var store kratere alle vegne. Knækkede træstammer og knust frugt lå spredt over jord og glasskår. Midt i virvaret stod Vika. Hun havde et træsværd i hver hånd, imens hun snurrede rundt om sig selv, for at få øje på hendes angribere. Hendes skrig skar igennem marv og ben. Morolus så hurtigt at pigen ikke skreg i frygt. Hendes skrig var fulde af vrede og sorg. Få meter fra Vika stak en arm frem. Armen var det eneste der var synligt af Sirene. Resten af Vikas søster var skjult under en mægtig sten, der var braget ned igennem glasset. ”VIKA! KOM!” Råbte han til den skrigende pige. Hun reagerede ikke, men fortsatte med at dreje rundt om sig selv, mens hun slog ud i luften med sine nye træsværd. Morolus løb hen og tog hende op. Vika skreg endnu højere og slog og sparkede ham mens hun prøvede at komme ned. ”Vika, det er mig - vi må væk herfra.” Vika så på ham, som om hun så ham for første gang, og knugede sig pludselig ind til ham. ”Morolus, hun er død - de har dræbt hende.” Morolus så over mod stenen som havde knus Sirene. ”Jeg ved det, Vika, og hvis vi ikke kommer væk herfra, sker det samme med os.” ”Vi kan ikke forlade hende, hun er det eneste jeg har.” Morolus begyndte at løbe ned mod sit eget værelse, med Vika i armene. Han ville gerne trøste hende, men lige nu måtte han have sit våben, uanset hvor meget han forbandede det sværd. Hans værelse var endnu urørt. Han satte Vika på sengen og gav hende sin kniv. ”Vika, tag denne. De træsværd vil ikke kunne hjælpe dig derude.” Det vidste han også at kniven ikke kunne, men den var i det mindste skarp. Han satte sit eget sværd i bæltet og tog sin slidte rejsekappe på. Dernæst fandt han sin taske som han begyndte at kaste lidt forskelligt proviant og tøj ned i, ikke til sig selv, men til Vika. Så tog han det uldne skind der lå på gulvet på værelse og tog atter kniven fra Vika. Med hurtige bevægelser skar han skinnet til og satte en snor i, så lagde han det over pigens skuldre og snørede det til, som en kappe. Han satte de to små træningssværd ned i tasken, tog den på ryggen og lod kappen falde ned over den. Så gav han Vika kniven tilbage og satte sig på hug foran hende. ”Vi må ud herfra nu, Vika. Vi kan ikke redde Sirene. Nu gælder det om at du skal overleve. Hold dig bag ved mig hele tiden.” Vika nikkede med tårer i de lysebrune øjne. ”Du må love mig at du gør alt hvad jeg siger. Hvis jeg beder dig om at gemme dig, skal du gøre det, hvis jeg beder dig om at stikke af, så gør du det. Er det en aftale?” Vika nikkede igen og tørrede øjnene med rasende bevægelser. Morolus tog hendes lille hånd i sin. ”Okay, er du klar?” ”Ja.” sagde hun med gråd i stemmen. ”Godt, så er det nu.” Med Vika i hånden løb Morolus tilbage på gangen. De nåede lige ud af døren da en fod på størrelse med det halve værelse brasede ned igennem glasset og knuste det, som var det af det tyndeste pergament. Vika skreg og gemte sig i Morolus’ kappe. | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
