 |  | Østerby |
 |
|
|||||||||||||
|
Kapitel 1 fra min kommende roman, 'Østerby' (jeg har før lagt noget ud fra den under forskellige navne, men her er altså den seneste udgave) Et mindre almindeligt arbejderkvarter Det ser ganske almindeligt ud, vestkvarteret i Østerby, men det er det ikke. Slet ikke. Umiddelbart ligner det et ganske almindeligt kedeligt kvarter i en ganske almindelig søvnig provinsby. En typisk sammensætning af gamle byhuse, nyere parcelhuse fra 60´erne, et par lukkede butikker og en folkeskole, der i dén grad trænger til at blive renoveret. Det samme gælder iøvrigt for en del af husene, hvor folk prøver at få det hele til at hænge sammen midt i en krisetid. Det er sidst i april og solen har endelig fået overvundet Dronning Frost, så den skinner lystigt over de røde tage i Østbyens vesterkvarter. Men det kan nu godt snyde alligevel, for selv om frosten er gået af jorden og farverne uden for vinduerne ligner noget fra først på sommeren, så er vinden stadig kold. Så længe, man befinder sig på en af de små sidegader, mærker man det ikke så meget. Her er der for det meste læ. Men lige så snart, man træder ud på Vestergade og væk fra hushjørnernes beskyttelse, giver det et hurtigt ryk i jakke og bukser og så skutter de fleste sig et øjeblik, inden de vænner sig til det. For Frederiksen er det anderledes. Han har det sædvanlige tøj på og lader sig ikke sådan påvirke af en smule vind, hvor kold den så end er. Et par brune fløjlsbukser, en ternet arbejdsskjorte, på hovedet en mørk sixpence med knop og selvfølgelig de sorte sokker i et par gamle, udslidte træsko. Dem har han gået med i flere år og det er såmænd ikke fordi, han mangler penge til nye, men nu er han altså af en generation, som ikke bare smider tingene ud, hvis de stadig kan bruges. Og det kan de, træskoene, som klaprer modstræbende for hvert skridt, han tager. Han går lettere tilbagelænet med strukket hundesnor, for Molly, hans trofaste Collie, trækker godt til. De går tur hver eneste dag, Frederiksen og Molly. Man kan næsten stille sit ur efter det. Hver eftermiddag, umiddelbart efter den daglige middagslur, tager Frederiksen den efterhånden ret fedtede hundesnor ned fra krogen i lejligheden på fjerde og fem minutter efter må bilisterne sætte farten ned og køre udenom mand og Collie. De to, den tobenede og den firbenede, går nemlig langs midterstriberne på den trafikerede vej. Frederiksen ser ikke så godt mere, men ved at følge midterstriberne får han lidt retningssans. Og så må bilisterne altså leve med den lille forsinkelse, det giver at køre uden om. Hunden gisper og stønner for at få vejret med den stramme snor om halsen og man må undre sig over, at hun ikke bare lader være med at trække sådan. Det gør hun så. Lige pludselig stopper Molly op og lader hundesnoren falde slapt ned. Hun skal det, som hunde skal engang imellem. Med bagbenene let spredt sætter hun sig halvt ned og lægger sirligt en lille mørkebrun stribe på de hvide midterstriber. Der kan skidtet selvfølgelig ikke blive liggende og det ved Frederiksen også godt. Han bruger ikke høm-høm-poser. Det er alt for dyrt. I stedet trækker han sin kam op af baglommen og gør sig klar. Med kammen i hånden og med benene let spredt over pøllen bøjer han sig ned og triller pøllen så langt han kan strække kroppen uden at vælte. Så retter han sig op og tager det nærmeste, en mand i hans alder kan komme et chaissez-trin. Så bøjer han sig igen og triller pøllen videre hen mod kantstenen. Og en gang til med chaissez og tril. Tril, chaissez, tril, chaissez - indtil pøllen endelig kan trilles til rette ind mod kantstenen. Efter fuldført mission ryger kammen i baglommen igen, for man skal jo ikke sådan gå og smide ting ud, der stadig kan bruges. Så går de videre; Molly fremadstræbende, Frederiksen modstræbende og hundesnoren spændt som på en flitsbue mellem dem. Mens Frederiksen og Molly forsvinder hen ad vejen, kommer en lille vogn med lad kørende og standser nede ved nummer 31. Her står et lille hus med lav rejsning. Det er vist nok et levn fra de gamle husvildebarakker, som blev bygget i en tid, hvor fabrikkerne skød op i byen hurtigere end husbyggeriet kunne følge med. Huset ligger godt 30 meter tilbage på grunden, som er rammet ind med jernhegn og kraftigt hønsenet. Sirligt på rad og række står der gravsten til salg. Engang løb der også hunde mellem gravstenene, for Stene Lenes forretning er nemlig en kombination af gravstenssalg og hundepension. Men på et eller andet tidspunkt er der nok nogen, der har syntes, at det var mindre attraktivt at købe gravsten, når hundene rendte rundt mellem dem og gjorde det, som hunde nu engang gør. Så det er slut med hunde ude foran. I stedet render de rundt i en hundegård på den anden side af huset. Da lastbilen med levering af nye gravsten standser uden for huset kommer Stene Lene ud. Hun er en lille tæt dame af ubestemmelig alder, men man skal endelig ikke tage fejl af hende, hun er stærk som en havnearbejder og lige så skrap i munden. I dag er der en ny mand med og Stene Lene er end ikke kommet ud på gaden, før hun råber efter dem. ”Sæt så de sten ordentligt! Det er jo ikke en losseplads, det her!” Den nye mand er netop ved at sætte løftesele på en sten og han finder sig ikke i den behandling. Bæreselen lander på ladet med et klonk! ”Er du vanvittig, kone!” næsten råber han med sammenknebne øjne, ”De er jo sindssygt tunge, de sten!” Stene Lene er ikke sådan vant til at blive sagt imod. ”Bare se at komme i gang,” bjæffer hun tilbage, ”Er du en mand eller en kylling?” Den nye mand kigger kort på sin makker og lægger slet ikke mærke til, at makkeren nok mest tænker, at han personligt er en kylling. I stedet trækker den nye mand sit trumfkort. ”Hvis du ikke kan behandle os ordentligt, kan du kraftedeme selv sætte de sten på plads!” lyder det i stakkato, hvorefter han nikker indforstået til sin makker. Men der er stadig ikke megen indforståelse at hente hos makkeren. Den nye forsøger at fastholde sin makkers blik og et kort øjeblik står alting stille. Så tager makkeren en hurtig beslutning. Han har ikke lyst til at opildne konflikten. Med et forskræmt udtryk i ansigtet smider han alt, hvad han har i hænderne, hopper ind i lastbilen og låser døren, mens den nye mand ser forbavset til. Stene Lene er åbenbart i godt lune i dag. Eller også giver hun bare lidt ekstra snor, fordi han er ny. I hvert fald siger hun ingenting. I stedet går hun helt hen til ladet og vælger den allerstørste af stenene. Stenen får en ordentlig krammer. Så løfter hun stenen med sine bare hænder og begynder at bære den ind som var den en tom papkasse. Den nye mand stirrer med åbent ansigt, da Stene Lene sætter stenen pænt på plads og så er der ikke er mere at snakke om. Den forskræmte kylling bag rattet åbner forsigtigt døren og kigger ud. Da han har forvisset sig om, at faren er drevet over, går han hen til sin kollega og tager bæreselen. ”Ska´ vi?” nikker han mod stenene på ladet. Det ska´ de så. I løbet af ingen tid får de læsset af og kører videre. Stene Lene står et øjeblik med tilfreds mine. Så tjekker hun lige gaden af med øjnene og går ind igen. Da hun lukker sin dør, når hun lige at få øje på Frederiksen og Molly, der er kommet tilbage fra gåturen. Frederiksen kæmper med at finde nøglerne frem og samtidig holde styr på Molly, der bestemt ikke synes, gåturen er forbi. Hun hiver og slider i snoren og den stakkels mand kan dårligt få hånden i lommen, før det vilde dyr har trukket den væk igen. Et par gange taber han endda nøglen og må med møje og besvær samle den op med den hånd, hunden ikke er ved at trække af led. På den anden side af gaden er Fru Holgersen på vej ind til slagteren. Hun er en ældre dame, der bor til leje i stuelejligheden hos Frederiksen. Ikke bare en ældre dame, men en virkelig Dame, der bestemt ikke kommer fra de nederste lag i samfundet. Hun forspilder da heller ingen chance for at gøre opmærksom på det. ”Ja, jeg bor her jo kun, indtil jeg finder en passende residens,” fortæller hun gerne til hvem som helst, der gider høre på det. Og også en del af dem, der ikke gør. Inde i slagterbutikken er chefen ved at fylde glasmontren op med frikadeller og bøffer mens en af de unge piger står og ekspederer kunder. "Værs´go," smiler hun bredt og rækker kunden en pose med fars. "Og hav en god dag." Kunden svarer med et "tak og i lige måde" og klokken over døren bimler. Pigen følger kunden med øjnene og ender med at kigge ud ad det store butiksvindue. "Nå, nu kommer minsandten Fru Holgersen." Slagteren retter sig op med et ryk og knalder hovedet ind i glastoppen. "Av! For pokker da osse!" Så ser han på pigen med smerte i øjnene og hånden ømmende på hovedet, hvor der er ved at vokse en bule ud. "Du, ved du hvad," sukker han, "Kan du ikke tage hende i dag? Jeg har simpelt hen så mange varer, jeg skal have talt op ude bagved." Pigen smiler og nikker overbærende. "Det skal jeg nok," siger hun og rækker ham en stak 'Anders And,' som hun har fundet frem fra under disken, "det kan være, du lige skal huske at tage 'optællingsbøgerne' med." Slagteren smiler skævt, nupper bladende og forsvinder ud på lageret lige tids nok, inden klokken bimler igen og Fru Holgersen træder ind i butikken og kigger rundt. "Hvor er slagteren?" spørger hun i en lettere fornærmet tone. "Han har lige noget, han er ved at ordne," siger pigen og smiler det bedste, hun har lært, "du må nøjes med mig." Fru Holgersens mund snerper sammen ved tanken om at blive 'dusset,' men hun prøver at lade som ingenting. Lidt dannelse har man vel erhvervet gennem et langt liv fra dengang en mand var en mand og en hustru var én, der lå på divanen og læste ugeblade, mens pigerne gjorde rent og ryddede op. ”Ja, du ved jo, jeg slet ikke hører til her i kvarteret,” kunne slagterpigen nu døse hen til, mens hun drømte sig hen til et sted, hvor lektierne fyldte så meget, at der ikke var tid til fritidsarbejde. Bla, bla, bla, bla”¦ Mon man ville slippe af sted med at råbe ”rotte!” og pege ned mod gulvet? Konen fortsatte i en lind strøm om alle de suspekte typer, der bor i området. Frederiksen, der var en gammel gris, Stene Lene med sin indre vrede, som en af disse dage nærmest måtte ende i tragedie. Og ikke mindst de dersens motorcykelentusiaster, der ikke har andet i hovedet end det, hun i hvert fald aldrig havde stiftet bekendtskab med, før hun blev gift. Fru Holgersen er helt i sit es og fortæller slagterpigen om alle i nabolaget. Hun svælger i alle detaljer, hun kan komme i tanke om. "Og familien Friedenhoff i nummer femten," forklarer hun, "ja, jeg siger dig, de er en oplevelse helt for sig selv." Fru Holgersen fortæller frodigt og levende: Hver søndag kommer hele familien strømmende ud ad hoveddøren i deres stiveste puds og går ind i den gamle Volvo Herregårdsvogn med ekstra sæder bagi. Forrest Samuel Friedenhoff med en mursten af en bibel i den ene hånd og bilnøglerne i den anden; lige efter kommer fru Friedenhoff og alle de velkæmmede og nyvaskede unger i en lind strøm og fylder bilen op. Og så er det af sted til kirke. "Ja, jeg ved godt, det ser så pænt ud, men skindet bedrager, kan jeg godt sige dig." Slagterpigen kender godt familien Friedenhoff. Fem af børnene ligner deres far helt utroligt. Det gør den sjette ikke så meget. Ingen ved helt hvorfor. Men der er mange bud. Postbudet, pizzabudet og sådan. Selv avisbudet har været foreslået, men det er nok alligevel at trække den for langt. Selvfølgelig er der ikke nogen, der siger det, mens Friedenhoffs hører på det. Man er vel en god nabo og gode naboer sladrer ikke åbent om hinanden. Så det er mest ved de ugentlige bridgelørdage hos Hansens og Jakobsens, snakken går. De spiller hver lørdag på skift hos hinanden. Faktisk foregår der en del på skift mellem de to par, men det ved kun Hr. Jakobsen og Fru Hansen. Og måske lige nogle få mere, men det vender vi tilbage til. Slagterpigen foregiver at lytte med "ja" og "nej" og "hmmm..." på de rigtige tidspunkter. ””¦så jeg glæder mig til jeg skal flytte,” sluttede Fru Holgersen endelig af, ”Jeg bor her jo kun midlertidigt, ved du.” Pigen bag disken nikker og smiler ved tanken om at Fru Holgersen har boet midlertidigt her i kvarteret lige så længe, hun kan huske. Da klokken over døren bimler igen, trækker slagterpigen et lettelsens suk og begynder at arrangere attrapperne i butiksvinduerne. Slagteren kommer ind fra køleren, hvor han har været de sidste 20 minutter. Han lægger stakken med 'Anders And' ind under disken igen. "Så skulle jeg vist være færdig," oplyser han og stiller sig hen ved siden af slagterpigen og kigger ud af vinduet. Ovre på den anden side af gaden har Frederiksen endelig fået låst sig ind og nu begynder børnene fra den nærliggende skole at få fri. De myldrer hen ad Vestergade og forsvinder i alle retninger. En lille gruppe af drenge på 8-12 år går og snakker sammen, mens de planlægger dagens drilleri. Det er en fornøjelig seance, som foregår hver eftermiddag. Efter lidt snak frem og tilbage fordeler de sig strategisk omkring Frederiksens hus. Et par stykker stiller sig bag husets hjørne, mens 3 af dem går hen mod hoveddøren. De stopper et par meter derfra og 2 af dem puffer den sidste, som sædvanlig en af de yngste, frem mod husets dør. Han virker ikke superbegejstret, men der er ikke noget at gøre. Det er åbenbart hans tur. Da de to lidt ældre drenge konstaterer, at han har tænkt sig at gennemføre det, vender de sig om og stiller sig sammen med gruppen bag hushjørnet, mens de stikker hovederne frem og holder øje med begivenhederne. Drengen går helt hen til hoveddøren og løfter fingeren op til ringklokken. Her holder han fingeren stille et øjeblik for at samle mod... så trykker han på knappen og lytter. Der går lidt tid... så hører han træskoene klapre ned ad trappen og spunser af sted hen til de andre. Hoveddøren bliver åbnet med et ryk og Frederiksen kigger ud. Han er vred. "De banna unger!" råber han, så spyttet står ham ud af munden, "Ka I så hol´mæ dæ ballaa. A we æ´ ha´et!" fortsætter han til stor fornøjelse for ungerne, som gemmer sig fnisende bag hjørnet. "Ka I så kom herhen å få jer velfotjente straf!" råber han, men drengene har ikke i sinde at adlyde. Efter lidt tid giver han op og går ind med døren smældende bag sig. Ballademagerne griner højlydt, da han er gået ind igen. Så venter de et minuts tid eller to og så gentager de successen. Sådan fortsætter det nogle gange og jo mere arrig Frederiksen bliver, jo mere morer børnene sig med det. Fjerde gang har Frederiksen netop sat sig ned i sin lænestol med en kop kaffe. Da klokken ringer, skal han lige til at kyle både kop og underkop hen i et hjørne, men så besinder han sig og sætter begge dele forsigtigt på bordet, så den skårede kop ikke deler sig i to. Han rejser sig fra stolen med et bistert udtryk i ansigtet og skridter målrettet hen mod hundesnoren på krogen i gangen. "Kom så, Molly," bjæffer han og Mollys halle pisker rundt som en propel. Juhu, en ekstra tur i dag. 'Nu ska A sateme gi de banna unga' tænker han, da han trasker ned ad trappen. Han flår døren op og råber postmanden lige op i hovedet. "Ka' I så forsto det. A we æ´ ha´ et!" Postmanden ser helt forskrækket ud, da han rækker en pakke frem mod Frederiksen. "Ja.. det øhm... det var sådan set bare den her..." får han frem. Frederiksen hugger pakken ud af hånden på postmanden og knalder døren i med et brag. Lidt efter kan man høre ham rumstere i sin lejlighed. Han er godt vred og går ud på sit badeværelse svovlende som en gammel sømand. Her er der et lille smalt vindue, ikke mere end 25cm bredt. Posten står stadig lidt småforskrækket og overvejer, om han skal ringe på igen og bede om en underskrift på modtagelsen af pakken, men det når han ikke at tænke færdig over. Pludselig springer vinduet op og knalder ind i nedløbsrøret. Det er lavet af zink og der lyder et dumpt klink. Nu ved alle på gaden, at det er tid til en udefinérbar skideballe. Folk slipper, hvad de har i hænderne og kigger op mod fjerde i nummer 17. Når han er i det humør, er der ikke rigtig nogen, der forstår, hvad han råber, for så forsvinder nemlig den sidste rest af rigsdansk og han slår over i sin egen dialekt. ”Ahøw aheller æ wuun i a lårm a de banna unga da æ fatter å ha spekt fo a allerdom” lyder det i kodesprog. Kun det sidste kan alle forstå, for det er ret tydeligt: ”Er I klår øver det, ha! Er I klår øver det!” og så ryger vinduet i med et ordentligt brag! Der er helt stille et øjeblik. Ingen siger noget, for alle er vante til, at der kommer en fortsættelse. Og ganske rigtigt, for et par sekunder senere lyder det velkendte kling! og så skal vi lige have slutsalven én gang til. Bare for en sikkerheds skyld: ”Er I klår øver det, ha! Er I klår øver det!” SLAM! Postbudet, der har stået og lyttet til skideballen, ryster på hovedet og trækker cyklen længere ned ad gaden. Han sætter den ved nummer 15 og fisker lidt post op af tasken. Han skal lige til at smide det i postkassen udenfor, da Samuel Friedenhoff stiger ud af sin Volvo Herregårdsvogn. Han er lige kommet hjem fra arbejde og glæder sig til at få sig en kop kaffe og smække benene op, så han er i godt humør. "Hej, post," smiler han og rækker hånden frem, "Skal jeg tage det der?" Posten afleverer kuverterne og lukker sin taske. "Puha, sikke en ballade," siger han, "er det altid sådan med ham deroppe?" Han vifter med hånden op mod Frederiksens badeværelsesvindue og Samuel kigger op. "Nå, ja, Frederiksen..." nærmest mumler han, "Jo, det er meget almindeligt." Samuel kan godt se på postbudet, at han er lidt chokeret, så han lægger en hånd på hans skulder for at berolige ham. "Bare tag det roligt, han glemmer det hurtigt igen," forklarer han, "Frederiksen er såmænd slet ikke så slem. Ungerne går og driller ham og så bliver han vred, men det går over igen." Han holder en kort pause og fortsætter så. "Man vænner sig til det og om lidt kan han ikke engang huske, at han var vred." Postbudet virker nu ikke særlig beroliget. Underligt kvarter, underlige mennesker, tænker han ved sig selv, da han trækker videre med cyklen. Samuel læner sig lidt frem og får øje på drengene, der stadig står bag hushjørnet og småklukker. Han siger ingenting, men sender dem blot et bebrejdende blik og går indenfor. Postbudet er nu nået helt ned til huset på hjørnet af Vestergade og Larsensgade. Her ligger et gartneri, som er ret berygtet alle andre steder i byen. Nu er der jo ikke i selv noget farligt eller ubehageligt ved et gartneri, men det er nu heller ikke en almindelig gartner. Udefra ligner det et hvilket som helst andet gartneri. Huset er lysegrønt, grøntsagerne bliver produceret i den ca. 75m2 store baghave, foruden det, der jo nok bliver hentet andre steder. Langs husmuren helt hen til butiksdøren på hjørnet sætter gartneren hver morgen en række kasser med æbler, pærer, gulerødder, pastinakker og tomater. Da postbudet kommer ind i forretningen for at aflevere dagens post, bliver han taget godt imod af Gartneren, som straks smider alt, hvad han har i hænderne og vender sig om. Da han opdager, at det ikke er det sædvanlige postbud, inviterer han straks på kaffe. "Nej, tak," afviser Posten venligt, "jeg har jo en rute, jeg skal igennem, inden jeg kan holde fri." Men Gartneren er ikke sådan at afslå. Han bliver ved med at insistere og til sidst giver Posten efter og går med ind i baglokalet. Selve butikken ligner en grønthandlerbutik fra den tid, hvor kartoflerne var sorte og ekspedienterne hvide, men i privaten er familien pakket som mandskabet på en ubåd. Gartneren har altid mindst 8 af børnene hjemme og de sover i etagesenge på et værelse, der næppe er større end fire telefonbokse sat sammen. Det må postbudet da lige se! "Nej, det behøver jeg altså ikke," prøver Posten, "det kan jeg da ikke tillade mig. Sådan bare at brase ind på børnenes værelser. I kender mig jo slet ikke." Men lige meget, hvor meget, han protesterer, så er der bare ikke noget at gøre. "Så, Post!" vrisser Gartneren, "ikke så meget pjat. Kom nu bare med." Og kort efter står han og postbudet klemt sammen i en smal døråbning og kigger ind på et værelse, der mest af alt ligner et stort kosteskab. Fire køjesenge på den ene væg og fire på den væg, der står vinkelret på den første. Sengene er forskudt i højde, så fodenderne nærmest fletter ind i hinanden. Gartneren viser stolt sit værk frem for postbudet. "Se, hvor godt, de har det!" slår han glad ud med armene. Postbudet er nu ikke helt sikker på, at han er enig og selv om han er ny på ruten, er Gartneren ham ikke helt ubekendt. Bevares, det er første gang, han har mødt ham sådan rent personligt, men de fleste i byen ved, hvem Gartneren på Larsensgade er. Så mens Gartneren fortsætter med at vise hele hytten frem under store armbevægelser, prøver Posten at lade være med at tænke på alle rygterne, han har hørt. Som f.eks. at det der med at slå ud med armene; det skulle Gartneren være ret god til og han har helt sikkert også sørget for, at børnene har lært det. Både pigerne og drengene. De færreste kender børnenes rigtige navne, for de fleste går under andre betegnelser, såsom Kong Hans og Kno-Karen. Samlet set hedder de Gartnerdrengene. Også døtrene. Lige over for gartneriet, på det modsatte hjørne, er der et tomt hus og foran sidder et skilt, der gør opmærksom på, at huset er til salg. Skiltet har siddet længe og Gartneren håber det vil forblive sådan et pænt stykke tid endnu. Han vil nemlig gerne udvide sin butik, for af en eller anden grund synes drengene ikke, de har nok plads i deres køkkenhave. Drengenes køkkenhave er et projekt, de gik i gang med for et par år siden. Den er gemt godt af vejen og dækket til med plasticsække. Egentlig havde Gartneren ikke regnet med, at de sådan ville gå i hans fodspor og selv om han aldrig tjekker haven efter - det har de udtrykkeligt ladet ham vide, de ikke vil have - så er han sikker på, at de passer deres have, for de er ude i haven hver eneste dag og sælger masser af krydderier i små pæne konvolutter. Det ved han, for de står ofte på gadehjørnerne i kvarteret og har mange kunder i løbet af dagen. Og de har altid penge, så han er stolt af dem. De skal nok klare sig, er han sikker på. Til at begynde med var han lidt bekymret for, om deres forretning ville give for megen konkurrence til gartneriet, men det lader ikke til at have påvirket hans salg overhovedet. Deres kunder kommer tilsyneladende fra hele byen og kommer alligevel aldrig i hans butik. Omvendt ser han nu heller aldrig nogen af sine egne kunder købe hos drengene, hvad det så end er for en slags krydderier, de sælger. Hvis bare han kunne spare nok penge op, kunne han købe huset på det andet hjørne og så kunne drengene jo have det gamle gartneri, mens han byggede et nyt med en større have til. Alt det fortæller han til postbudet, da de endelig er færdige med rundvisningen og sidder ved et lille smalt bord i baglokalet mellem butikken og privaten. Posten prøver at virke interesseret og sige "jahhh," "johh" og "nå da," mens hjernen kører på maksimale omdrejninger i forsøget på at finde ud af, hvordan han kan slippe ud af det galehus. Lige med ét bimler butiksklokken og Gartneren undskylder sig for at gå ud og betjene kunder. Posten hælder den sidste rest af kold kaffe i halsen og rejser sig. "Jamen, det er helt i orden," siger han lettet, "jeg skal også videre med ruten" og så er han væk. Ud på gaden, tage cyklen og så tramper han ellers til, mens han periodisk ser sig tilbage over skulderen med opspilede øjne. *** Samuel Friedenhoff har taget kaffen med ud i haven og sidder nu med fødderne oppe på havebordet med sin avis. Det er holdt op med at blæse, så nu er det ikke helt så koldt. Jakken har han smidt over stolen, for det er alligevel blevet for varmt til at beholde den på. Det er nu underligt med det gode gamle danske vejr, tænker han, mens han drikker sin kaffe og venter på, at Ingrid kommer hjem. Hun arbejder på plejehjemmet, hvor hun steger frikadeller i tusindvis og hun er træt, når hun kommer hjem. Kaffen er jo klar og han har allerede smurt to knækbrød med ost til hende. Det elsker hun. Eller også elsker hun bare, at han gør det for hende... Lyden af en dør, der går op inde hos Frederiksen, får ham til at kigge op fra sin avis. Der rumsteres og gøres ved inde i haveskuret. Hvad skal der nu til at ske? Klamp! Siger det og så kommer Frederiksen ud på sin græsplæne med en havesaks i hånden. Samuel undrer sig. Buskene ser nu ikke ud til at trænge til at blive beskåret og havesaksen er alt for lille til træerne. "Hej, skat," siger Ingrid og kysser ham på kinden, inden hun sætter sig i havestolen ved siden af hans med sine knækbrød, "og tak for knækbrød." Hun smiler til ham, men han hører ikke rigtig efter. Han stirrer bare ud i luften. Hun smiler skævt. "Hvad sker der?" Så kigger hun i samme retning som sin mand og rynker brynene. Uden at sige noget sidder de nu begge to og kigger forundret på Frederiksen, der kravler rundt på alle fire, mens han sirligt klipper græsplænen med en havesaks. Strå for strå og stykke for stykke gennemgår han plænen. En dør går op og ud kommer Mikael og Henrik, som lige er kommet hjem fra skole. "Hej," siger de og skal lige til at sætte sig. Så stopper de op og kigger samme vej som mor og far i dyb forundring. Mikael lyser op i et smil og griner. "Hæ. Det er da også rigtig," siger han, da de andre vender sig mod ham, "hans græsslåmaskine gik jo i stykker sidste år. Han nægter garanteret at købe en ny." Så rejser Samuel sig op og henter deres græsslåmaskine i skuret. Han løfter den lige så stille over ligusterhækken og rømmer sig. "Vil du låne vores?" spørger han. Det vil Frederiksen gerne, så resten af sommeren må de nok indstille sig på, at det bliver en deler. ------------------------ Nu er jeg spændt på, hvad I alle sammen tænker om det... | ||||||||||||||
 | nhuth | 2012-07-04 12:08:01 |
Tak for denne seneste version. Jeg holder meget af din fortællestil og miljøvalg/beskrivelse.
Men lige fra starten forvirres jeg af "Østerby" - "vestkvarteret" - "Østbyen" og "Østbyens vesterkvarter".
Det er lidt af en karruseltur!
Ikke "strukket" (ordet findes ikke).
"Skind" bedrager ikke; det kan skin gøre.
Drengepigernes "krydderiudsalg" er helt vidunderlig.
Det er en tekst, som man ikke lige glemmer. (Men på mig virker den Ufærdig)
Vh. Nhuth
Men lige fra starten forvirres jeg af "Østerby" - "vestkvarteret" - "Østbyen" og "Østbyens vesterkvarter".
Det er lidt af en karruseltur!
Ikke "strukket" (ordet findes ikke).
"Skind" bedrager ikke; det kan skin gøre.
Drengepigernes "krydderiudsalg" er helt vidunderlig.
Det er en tekst, som man ikke lige glemmer. (Men på mig virker den Ufærdig)
Vh. Nhuth
| nhuth | 2012-07-04 20:57:59 |
Hej Per. Nej - de par småfejl (har du jo rettet) - og de betyder jo ikke meget for helheden.
Jeg tror nok, at det der får mig til at bruge udtrykket ufærdig er den lidt kalejdoskopiske brudstykkeagtige oplevelse jeg har. Der er (for mig at se) noget abrupt over elementerne/afsnittene.
Som en lang række små næsten enkeltstående klip til en film. Eller måske 30-40 dias.
Din øst-vest- osv. er da helt OK. Blot forvirrede den mig, hvor jeg ikke ventede at jeg skulle forvirres. ;)
Vh. Nhuth
PS: jeg vil lige læse to-eren et par gange til. Og måske så kommentere.
Jeg tror nok, at det der får mig til at bruge udtrykket ufærdig er den lidt kalejdoskopiske brudstykkeagtige oplevelse jeg har. Der er (for mig at se) noget abrupt over elementerne/afsnittene.
Som en lang række små næsten enkeltstående klip til en film. Eller måske 30-40 dias.
Din øst-vest- osv. er da helt OK. Blot forvirrede den mig, hvor jeg ikke ventede at jeg skulle forvirres. ;)
Vh. Nhuth
PS: jeg vil lige læse to-eren et par gange til. Og måske så kommentere.
| prefu | 2014-07-24 19:18:03 |
Hej Per
Humoristisk socialrealisme og varm beskrivelse af persongalleriet, håber du er lige så god til at tilføre det myldrende liv en twist af spænding.
Børnebogsforfatter selvfølgelig. Hvad ellers.
Venligst prefu.
Humoristisk socialrealisme og varm beskrivelse af persongalleriet, håber du er lige så god til at tilføre det myldrende liv en twist af spænding.
Børnebogsforfatter selvfølgelig. Hvad ellers.
Venligst prefu.
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
'Strukket' skal nok her hedde 'udstrakt' eller 'udspændt'
Og ja, det er 'skinnet' og ikke 'skindet,' der bedrager...
I forhold til forvirringen med øst og vest med 'Østerby,' 'vestkvarteret' og 'Østbyens vestkvarter' er det noget, jeg gør helt bevidst for ordspillets skyld, men det kan være, at jeg skal trække på det, jeg har hørt til hudløshed på min uddannelse: 'kill your darlings' - for det duer jo ikke, hvis det, jeg synes er lidt sjovt og finurligt, i stedet ødelægger læseoplevelsen.
Jeg tror, jeg vil vente og håbe på flere kommentarer, inden jeg tager en beslutning om, hvad jeg skal gøre ved det...
Er der andre ting, der får dig til at sige, at teksten virker 'ufærdig?'