 |  | Tykke |
 |
|
|||||||||||||
|
Hun slyngede tasken om på ryggen igen og fortsatte mod Comden. Hun drejede rundt om et sving og stod pludseligt overfor 2 mænd. To bonderøve, var Amandas første tanke, men noget ved deres kropsholdning fik alarmklokkerne til at kime i baghovedet. Nakkemusklerne blev spændte og de korte hår i nakken sitrede ganske svagt. Den ene var udstyret med en markant vom, der skjulte bæltet under vommen og den slidte skjorte magtede ikke at holde alt fedtet indenbords, da de nederste knapper manglede. Tyksakken gik måske Amanda til lidt under brystbenet, men han havde måske 30-40 kilo mere på kadaveret end hun kunne prale af. Den anden var et hoved højere end Tykke og havde kun en lille vom, det var desuden tydeligt at han havde mere styrke end den anden, mere muskelmasse, mindre fedt. De var begge støvede og beskidte og den høje kæmpede åbenbart dagligt en ihærdig, men allerede tabt kamp, med et vildt fuldskæg, der strittede i alle retninger. Amanda fortsatte et stykke i retningen mod de to, i håbet om at komme forbi de to, uden at starte en konfrontation. Amanda stoppede og smed håbet over skulderen, da den ene hævede et gevær, der på et eller andet tidspunkt var blevet savet ned til det absolutte minimum. Den høje havde skjult våbnet bag ryggen og smilede selvsikkert, da han svingede det ud fra sit skjulested, hævede det og rettede de to geværløb mod hendes torso i en flydende bevægelse, der fortalte hende at det ikke var første gang. Det var en god gammeldags maveknuser. Den kunne på tæt hold sprede mave, og en god portion af ens rygrad, ud over landskabet, hvis ejeren var så sadistisk indrettet, at han eller hun ikke kunne se noget forkert i at lægge det nødvendige tryk på aftrækkeren, afslutte et liv og gøde den lokale sparsomme flora og fauna, med andet end dyremøg og kunstig gødning. Amanda tvivlede ikke et øjeblik på at hun meget vel kunne ende sit liv her. En trodsig stemme i hendes baghoved, kom med den kommentar, at det i det mindste ville løse hendes problemer med sandfeberen. Amanda holdt et smil tilbage, mens adrenalinen begyndte at pumpe løs. Den høje blev stående, mens den tykke klappede hænderne sammen i åbenlys fryd over dagens uventede fangst og tog et skridt i retningen mod Amanda, mens han studerede hende. ”Nå, hvad har vi her?.” Tyksakken klukkede. Han gjorde ikke engang tegn til at hive den lange bolo kniv, han havde i et læderhylster på bæltet, op. Maveknuseren, hans makker havde rettet mod hende, var mere end nok issenkram, til at holde hende i skak. Tyksakken kiggede med et stort grin tilbage på hans makker. ”Sagde jeg ikke, at det var værd at vente lidt længere!?” Den anden sagde ikke noget, men fortsatte bare med at smile, så skægget i alt sin pragt strakte sig så langt ud i alle retninger, som det overhoved var muligt. Amanda beregnede afstanden til tyksakken, han stod på den side, hvor hun havde hånden fri, i den anden hånd havde hun stadig tasken. Ingen af dem havde indikeret, at hun skulle smide den og hun havde ikke følt nogen trang til at slippe den, med maveknuseren rettet mod hende. To skridt, måske mere, så ville det læs lort på to ben, være indenfor hendes rækkevidde. Der var fordele ved at være 2 meter i højden, en af dem var, at de færreste kunne bedømme hendes rækkevidde korrekt på stående fod, når de ikke havde mødt hende før. Den tykke begyndte at gå omkring hende i en bred cirkel. Den anden flyttede sig en smule til venstre, for at få et bedre skudfelt. Amanda bandede indvendigt. ”Smid tasken, tøs” Det var den høje, der havde talt. Stemmen var spændt og en smule dybere end tyksakkens stemme og havde en lidt rusten undertone. Amanda kunne høre nerverne, der lå og sitrede lige på overfladen. Hun bukkede sig lidt ned, for at lade tasken lande på jorden og slap stroppen, da tasken kom i kontakt med jorden. Tyksakken, der nu havde bedre udsyn til hendes bagparti, hvæsede ophidset, da tasken landede på jorden. Amanda havde så længe hun kunne huske været passende udrustet for sin størrelse, men den hårde træning og den tilpassede kost havde skænket hende en mere markeret figur. Den vægt hun havde taget på havde til dels været muskelmasse. Blandingen af civilt dress og det militære tøj hun havde på, skjulte ikke meget af hendes veltrænede kropsbygning. Tykke var desuden alt andet end genert i hans studier og gloede uhæmmet på alle facetter af hendes anatomi. ”Hvad er det i vil?” Amanda rettede spørgsmålet mod den høje med maveknuseren og rettede bagefter blikket med Tykke, der var begyndt at vende om og gik tilbage på samme side, han havde startet sin liderlige inspektion. Tykke havde allerede en begyndende erektion, som de møgbeskidte og tyndslidte minearbejderbukser ikke kunne skjule. Amanda registrerede bulen i bukserne ud af øjenkrogen, da Tykke stoppede lige uden for hendes rækkevidde. Den høje var også kommet et skridt eller to nærmere, men han havde stadig et perfekt skudfelt. Et tryk på aftrækkeren og de to herrer ville have cirka 90 kilo hakkekød, de kunne underholde sig med, i stedet for et individ, der trak vejret. ”Hvad tror du, Smukke!.” Den tykkes stemme druknede ligefrem i forventningens glæde. Amanda var nu så tæt på røvhullet at hun kunne lugte stanken af sved og skidt, der drev omkring ham. Amanda viste tænder i blandingen af et smil og et hvæs, da hun halvt vendte sig om mod den tykke. ”Dig først, eller hvad!?” Den høje kom med et overrasket udbrud og skar en forvirret grimasse, som hverken Amanda eller hans makker registrerede. Amanda lynede ned og begyndte at krænge sig ud af pilotvesten med det meste af fronten til den tykke. Den høje tog 2 skridt hen imod Amanda og den tykke og sænkede maveknuseren en anelse. Den tykke var stoppet op og stod nu som sømmet til jorden, midlertidigt usikker på, hvad fanden den høje fisse havde gang i. I det næste sekund skulle den høje lige til at protestere, det var trods alt hans tur til at være den første, som de havde aftalt det. Tykkes fjæs begyndte at lyse op i et smil, da han begyndte at fatte, hvad kvinden havde sagt. Ordene var kommet ud som lige dele trods og indbydelse i hans liderlige blodfattige hjerne. Erektionen, der nu højlydt dunkede i hans bukser, hjalp ikke ligefrem med koncentrationen. Amandas smil blev bredere og mere indbydende og blodet, der nu pumpede adrenalinen rundt for fulde omdrejninger, gav hende kulør i kinderne og fik hendes øjne til at skinne. Tykke tog nærmest drømmende et skridt frem, da Amanda smed vesten og gav ham frit udsyn til hendes svedige lyseblå træningsundertrøje. Tykkes hænder bevægede sig ned mod bæltet. Den høje slap den ene hånd fra maveknuseren i begyndende protest, nu endnu mere oprørt over at han skulle blive snydt for første omgang med dagens fangst. ”Hey!. Det...” Amandas arme skød ud og greb fat i Tykkes hals og skulder. Tykke gav en overrasket strubelyd fra sig da kællingen satte kløerne i ham og rev ham frem mod sig. Amanda hev så hun var tæt på at rive sin egen skulder af led. Det fede læs lort vejede godt til. Amanda rev til og drejede i den modsatte retning. Tykke kom tættere på med et ryk. Amandas knæ skød op som et projektil og aflivede Tykkes stivert. Tykke gav et brøl fra sig og glemte alt om smerten i strube og hals, da kontakten med Amandas knæ permanent rykkede rundt på hans forplantningsorganer. Da den høje stoppede op og overrasket rettede maveknuseren mod Amanda igen, var Tykke allerede blevet hendes ufrivillige dansepartner. Frem for at danse front mod front havde hun taget stilling bag Tykke, der allerede var ved at søge trøst i retningen af jorden. Amanda stoppede Tykkes kurs mod jorden ved at tage fat i en god håndfuld forplantningsorganer. Amanda halede opad med alt, hvad førnævnte organer kunne klare og Tykke rettede sig op igen, som en dukke på snore. Brølet han slap løs blev kort, da han ikke havde meget luft tilbage i lungerne, men de udstående øjne og den højrøde ansigtskulør, gjorde det tydeligt for enhver tvivler, at Tykke var midt i en ekstremt smertefuld oplevelse. Børn var ikke længere noget, Tykke behøvede at bekymre sig om i den nære fremtid. ”Tøm maveknuseren og smid den, eller din ven kan bruge hans pik og nosser som hat og briller!” Den høje stod med åben mund og gloede på de to dansende. Hver gang Tykke instinktivt prøvede at komme ud af det pinefulde greb, Amanda havde om hans frithængende dele, blev smerten bare mere intens, når hun klemte til. Tykke tænkte slet ikke sammenhængende mere, men bevægede sig som et dyr, der var fanget i en fælde. Amanda registrerede at det blev varmt og klamt dernede, enten pissede Tykke i bukserne eller også var han begyndt at bløde, måske begge dele. ”Sidste chance!” Tykke rakte den arm, han havde fri over mod hans makker, da han i tågen af smerter fattede, hvad kvinden bag ham havde sagt. ”CLEM!!!” Der var smerte og grænseløs desperation i stemmen. Hvis Clem tvivlede på at hun mente det, så var der ingen tvivl om, at Tykke troede på hvad hun sagde. Efter hvad Tykke kunne bedømme var det allerede muligt at ikke alt længere sad, hvor det skulle sidde fra naturens hånd. Amanda rev til igen mens hun holdt hans arm om bag ryggen, så han ikke kunne få fat i kniven. Amanda tvivlede på at kniven var i Tykkes tanker i øjeblikket, men der var igen grund til at tage chancer. Tykke brølede luften ud igen, han lige havde formået at hive indenbords. Amanda registrerede lugten af urin og Tykke slap ufrivilligt en ordentlig omgang gas, da hans tarme gav sig i et nervøst spjæt. Clem knækkede maveknuseren, tømte patronerne ud på jorden og smed maveknuseren i retningen mod Amanda. Amanda slap sit greb om Tykkes ene arm og fik bolo'en fri, der stadig hang på Tykkes bælte. Da hun havde et godt greb om den lange kniv, slap hun det, der var tilbage af Tykkes kønsdele og trådte et skridt tilbage. Tykke krøllede sammen som en kludedukke og prøvede med den ene hånd forsigtigt på at skærme underlivet, mod yderligere skade. Amanda gik rundt om Tykke og mod Clem, der rakte hænderne i vejret, mens han nervøs stirrede på den smidte maveknuser, Tykke og bolo'en, Amanda havde i hånden. Bolo'en var på grund af længden og bladets tykkelse mere et kort sværd end en kniv. Håndtaget var slidt, men klingen så meget skarp ud og var fri for rust. Hvad Tykke manglede af personlig hygiejne brugte han åbenbart på pleje af sine våben. Da Amanda kom nærmere blev Clems hænder sænket en smule, til at afværge et angreb, han trådte også et skridt tilbage. Amanda fortsatte, uden at sænke tempoet, og sparkede Clem lige over knæskallen, mens han holdt øje med kniven. Clem krummede sig lidt sammen for at nå knæskallen, overrasket over det uventede spark. Den tunge støvle brækkede ikke noget, men sparket havde gjort skade. Amanda hævede bolo'en og Clem hævede armen for at afværge. Amanda langede Clem en uppercut med den anden arm. Slaget ramte ham lige over struben. Amanda ramte ham ikke med fuld styrke på grund af hendes finte, men Clem faldt sammen og viste det hvide ud af øjnene, da han landede halvt på ryggen, halvt på siden. Amanda tog et skridt tilbage og sparkede ham med fuld styrke i maven, bare for at være på den sikre side. Clems lunger slap taget i den sidste portion luft og den nu bevidstløse Clem kom med et kort grynt, som i protest. Så var der Tykke at tage sig af. Tykke var begyndt at kravle væk, mærkeligt nok i den modsatte retning af maveknuseren, men da den var tom, var det måske ikke så underligt alligevel. Tykke mumlede grødet et eller andet, Amanda ikke kunne tyde, da han opdagede at hun havde rettet sin fulde opmærksomhed mod ham igen. Amanda drejede efter en indskydning af og samlede maveknuseren op. Hun vendte kolben om og fulgte efter Tykke, der nu havde kæmpet sig op på hænder og knæ. Han begyndte at kravle, men den nederste ende af hans anatomi så ikke ud til at være samarbejdsvillig. Amanda tog tilløb og svingede maveknuseren som en kølle. Kolben gik i en let bue og ramte Tykke i baghovedet med et dump smæld. Da Amanda rettede sig op igen lå Tykke som en strandet hval med den ene arm ude, den anden under kroppen og hovedet direkte i jorden. Amanda undersøgte maveknuseren. Det var en meget gammel Pfalz-Mossberg eller en god kopi. Amanda samlede patronerne op, Clem havde smidt, ladede den og skubbede sikringen på plads. Efter hun havde pakket geværet ned i tasken samlede hun kniven op og gik hen til Tykke. Skeden hang stadig på hans bælte så Amanda plantede hendes fod på Tykkes røv, lirkede klingen under bæltet og gav kniven et ryk. Bæltet blev næsten skåret over i første forsøg, Amanda gav kniven et ryk mere og bæltet var skåret over. Hun gik over på Tykkes ene side, tog fat i den ene ende af bæltet og plantede støvlen i Tykkes hofte. Amanda måtte hale et par gange, men tilsidst kom skeden fra af bæltet. Hun slap bæltet og debatterede med sig selv om hun skulle spænde skeden på sit bælte, da hun stod med kniven og skeden. Klingen var godt formet, og kniven lå overraskende godt i hånden på trods af knivens vægt. Amanda kunne ikke undertrykke lysten til at afprøve kniven yderligere. Amanda gik ned i knæ og studerede Tykkes fede ryg, der hvilede under den slidte skjorte. Hun lod klingen glide under skjorten og gav kniven et let ryk. Det slidte stof opgav enhver modstand næsten øjeblikkeligt. Amanda kørte klingen længere op og fortsatte til hele bagsiden af Tykkes skjorte var åben. Ryggen var beskidt og overraskende lys i farven. Hun smilede og halede op i stoffet ved skuldrene så hun kunne komme til med klingen og sprættede skjorten op ned lige over albuerne. Når Tykke her vågnede på et tidspunkt ville han være rød som råt kød. Amanda svingede kniven dovent i luften mens hun studerede den hvide hud med de beskidte folder. Hun fik den ide at hun heller måtte tjekke hans lommer og bøvlede lidt med at komme til indtil hun gav op og fik den lyse ide at give hans bukser samme behandling som skjorten. Hun startede ved bæltestedet og skar op i begge sider, men tilsidst blev hun enig med sig selv at hun nok var nødt til at vende Tykke om for at komme bedre til. Hun tog fat i den ene arm, plantede foden lige under ribbenene i den modsatte side og trak til. Skulderen gav en ubehagelig lyd fra sig da armen gik af led, men Amanda måtte springe af vejen da Tykkes krop begyndte at vende sig om på maven. Amanda gik over på den anden side og gav Tykke et moderat spark i brystet med støvlen og Tykke landede på ryggen. Amanda gik i gang med at plyndre Tykke og hans makker for alt hvad de havde som hun kunne bruge. Det hun ikke havde nogen nytte af, men som kunne være af værdi for de røvhuller, smed hun ud i landskabet i forskellige retninger. Et sæt nøgler, gamle og nye i et stort rod, som hun fandt i Tykkes skjortelomme, smed hun i en stor bue ind i en lille busk langt væk fra vejen, hvor de forsvandt under støvet. De to herrer kom af med omkring 500 i sedler og småpenge, ikke dårligt for en halv til en hel times arbejde. Støvlerne de havde kunne Amanda ikke bruge til noget, men hun halede dem alligevel af og smed dem i forskellige retninger. ”God tur, røvhuller!” Deres tøj tog Amanda intet hensyn til og den nyerhvervede kniv, hun tilsidst havde spændt på sit eget bælte blev flittigt brugt. Da Amanda var færdig havde hun, udover pengene og de to våben, fundet nogle ekstra patroner og et gammeldags kompas, et par handsker og en halskæde, som Clem havde haft på sig. Uden tvivl stjålet fra tidligere ofre. Da Amanda vendte næsen i retningen af Comden igen og efterlod de to, var hun i meget bedre humør, end da hun var trådt ud af porten ved træningslejren. Bag hende blæste forskellige tøjrester dovent rundt i landskabet og to bevidstløse, delvist blottede kroppe, begyndte langsomt at få en uheldig rødlig kulør. Amanda begyndte at nynne en lille melodi i takt med hendes skridt. --- | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
