 |  | Uddrag af Frøken Nielsens Logbog - Roman undervejs - 1. del |
 |
|
|||||||||||||
|
Bemærk: Skrivning af denne roman er afsluttet / indstillet Bagsidetekst "Her får du en stærk cocktail: En lille bid slægtshistorie - En lille krimi om uopklarede mord - Lidt om utraditionelt politiarbejde - Lidt om jagten på narkoens lyssky veje til Norden - Meget om kærlighed og sex - Lidt om PETs (efterretningstjenestens) skiftende åbenhed og tavshed. - Mange nuancerede personskildringer - Realistisk handling, hvor en sekretærs dagbøger afslører kynisk afpresning i et hjørne af dansk erhvervsliv - Lidt om fordomme om tyrkiske gæstearbejdere og iranske styreformer - Meget glæde over smukke kvinder og anden smuk natur - Et stænk samfundssatire og ironi hist og her, virker som tabasco på tungen af sultne læsere. Forord, forhistorie og kap. 1 (med link til kap.2 - og så fremdeles til kapitel 54) Helene Rosenkilde førte dagbog det meste af sit liv. I perioder to dagbøger sideløbende. En ”Åben Dagbog”, som vi har brugt store dele af, og en ”Privat Dagbog”, som vi kun i begrænset omfang har haft adgang til. Hun skrev om vind og vejr. Om store og små tildragelser i hverdag og fest. Hun skrev til tider om sit arbejde, dels som ung kontorelev hos Bording Bogtryk, dels som lærerstuderende og senere som sekretær, fuldmægtig og kontorchef i Justitsministeriet. Desuden har vi været så heldige, at hendes seneste arbejdsgiver på Rygaard, hvor hun var direktionssekretær, har givet os tilladelse til at benytte en stor del af de notater, som hun dagligt indførte i sin arbejdskalender med henvisninger til relevante dokumenter. Vores tilskyndelse til overhovedet at beskæftige os med denne tilsyneladende ganske almindelige kontordame er dels hendes usædvanlige karriere og engagerede humanitære arbejde i en nordisk hjælpeorganisation og dels få, men vigtige oplysninger fra den katolske organisation Opus dei’s frafaldne medlemmer, der i 1991 organiserede sig i Opus Dei Awareness Network (ODAN). Sidst men ikke mindst er det Helene Rosenkildes udtrykte ønske om selv at skrive sine erindringer, som har tilskyndet os til at indsamle og redigere de informationer, der i alt væsentligt stammer fra hende selv. De endnu ikke klarlagte omstændigheder ved hendes samlevers gådefulde forsvinden gør ikke Helene mindre interessant som menneske og som personlighed for en grundigere belysning, der kan føre til en egentlig biografi. Vi håber da også, at vores udgivelse kan formå myndighederne herhjemme og i Iran til at genoptage efterforskningen af samleverens skæbne. Læsere skal være opmærksomme på at meget lidt i denne bog er som det er beskrevet; og endnu mindre er, hvad det giver sig ud for at være. Dette gælder også nærværende forord. Kun det sparsomme billedmateriale er muligvis så autentisk som jeg husker det. Vi skylder Helene Rosenkilde, hendes nærmeste slægtninge og hendes fortrolige en særlig tak for deres imødekommenhed. Tak til maleren, som hjalp mig når jeg gik i stå. Tak til brødrene Longinus og Quirinus Andersen for saglig kritik og omhyggelig korrektur. h’Tukir Nehslein Jungshoved Flygtningecenter vinteren 2010. Logbogens personer - Oversigt (ikke færdig) Proprietær IC Hansens yngste søn overtog slægtsgården i Vendsyssel allerede da han var 24 år og forældrene øgede deres investeringer i skibsfart og handel. Den ældste søn, Martin, var for længst flyttet til København for at læse på universitetet. Han var heldig at komme i betragtning på Regensen og kunne kort tid efter flytte ind i en hybel. IC Hansen søgte en passende bolig ikke alt for langt fra hovedstaden. Gartneriet Rygaard på Sjælland var blevet hærget af en brand i 1864. Stuehuset, som var bygget med bindingsværk og stråtag, brændte ned til grunden og de to sidelænger blev svært beskadigede. IC Hansen købte gården og de 30 hektar med gartneri, sø og landbrugsjord for 12.000 rigsdaler. Efter pengeombytningen i 1875 svarede det til 24.000 kr. Til gården hørte ”Egely”, et lille hensygnende gæstgiveri nede ved landevejen. Før han i 1870 tegnede den nye Rygaard opridsede han først hovedbygningen med familiens nye hjem. Køkkenet og de to stuer. Biblioteket blev placeret centralt på 1. sal midt i huset. De to forholdsvis uskadte længer med stalde og vognport ville han lade sætte i stand. Familien flyttede dertil allerede i 1872. Huset blev indrettet efter tidens mode, dvs. i bedste Biedermeierstil, men med stor respekt for lys og lethed i farver og interiør. Køkkenet og biblioteket var lige uundværlige for familien og dens velfærd. På 1. sal var også soveværelset og børnenes værelser. Liza og Pernille på seksten og atten fik nu hver sit værelse. Og de vænnede sig hurtigt til det nye liv så tæt på København. Der var ikke mere end godt to mil fra Rygaard til København. Man kunne mageligt nå til Christiansborg på et par timer i en Landauer ”” eller lidt mindre mageligt i familiens egen drosche, som var et solidt plagiat af den engelske Hansom Cab. I tagetagen fik Martin en selvstændig bolig. Her kunne han gøre sine studier i jura og handel færdige. Biblioteket rummede det meste af den samling, som forældrene havde grundlagt i årene på gården i Vendsyssel på trods af deres beskedne økonomiske kår. De havde aldrig drøftet nødvendigheden af deres anskaffelser. Men de var begge optagede af tidens krav om - og muligheder for at udvikle og bruge arven og pligten med det ansvar der følger. Som Regitze engang sagde til ham: ”Hvis jævne folk, som du og jeg, blot overlader de nye muligheder til overklassen og herremændene, får vores børnebørn misvækst i deres opdragelse og dannelse”. Hun glemte, at hun selv var født og vokset op som eneste barn af velstående forældre. IC nikkede og læste videre i bogen om de nyeste landbrugsredskaber, mens hun lagde strikketøjet fra sig og gik ud for at brygge lidt kaffe på den nye blå kande. Tankerne gik som så ofte til kvægholdet og fårene på de magre jorder i Skallerup. Regitze læste helst lyrik og romaner; Baggesen, Grundtvig, Blicher, Hans Egede Schack og I.P. Jacobsen var pænt repræsenteret. Bjørnson fyldte også meget. Manden læste af gammel vane af og til om kornsorter, pløjningsforsøg, harvning og såsæd, men nu gjaldt det for alvor fragtskibe og international handel. Han havde et par år tidligere hjulpet Rasmus Møller med etablering af Faaborg Træskibsværft. Lige siden havde han haft halvpart i værftet, men havde trygt overladt driften af det til Møller. Det var kvinderne i slægten, der som altid fastholdt rødderne; blandt andet gennem bøgerne. Kvinderne arbejdede næsten altid. Hænderne var sjældent i ro; kun når de stjal sig tid til lidt læsning. Herreværelset på Rygaard var lige så nødvendigt som strygestuen. Begge steder blev brugt dagligt. Strygebrættet stod klar på sin plads og den lille fine sekskantede ovn til strygejernene kunne hun ikke undvære. Cigarkassen var altid fremme på mahognibordet i herreværelset og inden for bekvem rækkevidde. Sådan var det. Gæster var altid velkomne uden forud at være særskilt inviterede. Støbejernskomfuret i køkkenet var det nyeste fra Morsø. Fire kogesteder og en rummelig bageovn med ruder af marieglas. Messinghåndtagene og de små glaserede kakler gjorde madlavning til en fornøjelse. Den store kobberkedel kunne altid på et øjeblik bringe vandet i kog, og så var kaffen hurtigt klar. De seks-syv siddepladser om egetræsbordet i køkkenet var velbesøgte. Familie, venner, bekendte og enkelte forretningsforbindelser og især deres hustruer udvekslede vigtige ord om kærlighed, handel, kunst, søfart, jordbrug, skole og ind imellem lidt sypigetips. Husets nervecenter. Det fornemmede man, når man slog sig ned. Det meste af Rygaards jorder blev omdannet til park. Der blev plantet skov på hver side af den lange lindeallé der fører fra landevejen op til hovedbygningen. 600 kvadratmeter drivhuse blev pillet ned; kun stenhuset med varmecentralen blev stående. En del af drivhusarealet blev udlagt til køkkenhave, kålgård og frugthave. I parken blev der anlagt bede med roser, pæoner og dahlia. De to fritliggende længer øst for hovedbygningen var sat i stand, så hestene, svinene og hønsene også kunne trives. Der blev indlagt el og vand; karlekammeret blev udvidet og moderniseret så det blev til en toværelsesbolig med egen entre, køkken og vandkloset. Rederiet rådede i 1890 over en skonnert, to nybyggede dampskibe som gik i linjetrafik og fire mindre fragtskibe der gik i trampfart. Da fragtraterne stagnerede i 1920’erne havde familien investeret i den tyske stålindustri. Efter Tysklands kapitulation i 1945 kom pengene fra de mere eksotiske forretninger med Colombias korrupte generaler og deres håndlangere. Men da havde rederiet også været på vej mod en konkurs. Kun få af IC’s efterkommere kendte til familiens forbandelse, som ramte barnebarnet Martin Hermann, da Tyskland kollapsede. Samarbejdet med den rigsbefuldmægtigede Werner Best var blevet mere og mere problematisk. I september 1943 standsede Werner Best pengeoverførslerne til rederiet og truede med offentliggørelse af Martin Hermanns næsegruse beundring og sværmeri for nazismen og dens umenneskelige samfundsopfattelse. Midt i idyllen truede et helvedes uvejr med at bryde løs. Han ville være færdig i dansk erhverv, hvis den usminkede og nu utilgivelige sandhed kom for en dag. Og truslen blev underbygget af den dokumentation, som nazisterne med stor nidkærhed havde bevaret i form af arkiverede breve og lysende klare regnskaber vedrørende samarbejdet med Rygaard. Om disse dokumenter er gået tabt ved krigens slutning eller er flyttet og fortsat eksisterer, er stadigvæk ikke klarlagt. I dag vil et svar på spørgsmålet sikkert kun have betydning for historieskrivningen - og naturligvis for Rygaardslægtens efterkommere. Familien Hansen anskaffede sig i fyrrene et mere passende køretøj. En Daimler-Benz. Brugt, meget lidt ganske vist; den var som ny.Den skulle efter sigende have været bestilt af kongehuset i 1938, som fortrød og pludselig foretrak engelske køretøjer. Regnen var holdt op, da hun klokken halv ni drejede ind ad indkørslen til alléen, som tidligere var så velplejet. Hun fandt plads i det grå stativ til højre for hovedtrappen. Forbeholdt gæster og direktion, stod der på et lille grønt skilt. En gammeldags sort herrecykel med et blåt saddelbetræk stod der allerede. Den måtte Andersen vel kende til? De øvrige medarbejderes overdækkede cykelparkering fandtes ovre bag vognporten. Hun vinkede til Andersen, der gik og fjernede de sidste dråber fra den mørkeblå limousines forskærme med et slidt vaskeskind. Når der kom en byge, kørte han bilen ud, tog regnfrakken og sydvesten på og fik hurtigt gjort køretøjet ren og skinnende igen. Så sætter kalken sig ikke, sagde han. Nattevagten var for længst gået hjem. Hans sjuskede afløser, der bar titlen ”purser”, var som sædvanlig ikke på sin plads bagved receptionen. Sådan en slendrian var der ikke i den gamle direktør Hansens tid, før hans svigtende helbred for ni år siden havde tvunget ham til at meddele bestyrelsen, at hans midaldrende søn, Victor, ville indtræde som administrerende direktør. Hun blev stående lidt i døren, lyttede til skovens høstkoncert og faldt i staver. Det var kun et år siden den gamle direktør var død i sit hjem i Vedbæk to dage før sin 85-års fødselsdag. Han havde få dage forinden tilkaldt sin husbestyrer og bedt om at få besøg af frøken Nielsen, som hun stadig blev kaldt. Hun ville have ringet efter en taxa, men Andersen insisterede på at køre for hende. Han havde klædt sig i sin uniform og kørte hende til Vedbæk ad Strandvejen. Han undgik helst motorveje. Så fortravlede burde ingen være. Frøkenen havde undtagelsesvis fået lov til at sidde foran; men det gik vel an. - Den gamle spand har godt af turen, sagde han tørt. Men trist vil det være, hvis det ikke længere bliver en Hansen, vi får som chef, når Victor også holder op. Vi lærer vel aldrig, at døden er en del af livet. Hun havde ikke kommenteret bemærkningen om Victor. Turen op ad Strandvejen med Dyrehaven til venstre og sundet til højre er så smuk. - Jeg bliver her og venter på Dem, sagde han og parkerede foran Herman Hansens hjem. Han gik om og holdt bildøren åben for hende. Som han altid gjorde, når han kørte for nogen, uanset deres rang og stand. Foran huset mødte hun for første gang den gamle direktørs datter, der præsenterede sig. - Lydia Hansen, sagde hun, det var godt De kunne komme. En strøm gik gennem deres hænder; det var svært at give slip. De havde ofte talt sammen i telefonen eller mailet. Men aldrig noget personligt. Alligevel var det som de kendte noget i hinanden. Som dyr, der instinktivt kender hinanden uden at have menneskets viden om had og kærlighed. - Jeg har lige talt et øjeblik med far; han bliver glad for at se Dem, men han er meget træt og har ikke lang tid igen. Jeg er meget taknemmelig for Deres arbejde på Rygaard; især for Deres hjælp til min bror. Han taler ofte om Dem. Hun tøvede, men fortsatte i et lavere toneleje: Han har brug for mere rygrad. Victor har ikke samme faste hånd som far. Jeg har i nogle år været bekymret over hans ledelse af Rygaard. Det vil være bedst for ham og Rygaard at skilles uden flere skrammer. Jeg har talt med ham om det. De véd vel, at han er på vej hjem fra London? Kom, lad os gå ind mens tid er. Lydia Hansen havde i nogle år været medejer af et shippingfirma i Rio og investeret lidt af sin formue i syd- og mellemamerikanske kunstværker. Da shippingfirmaet ikke længere gav det fornødne overskud, blev skibene solgt. De to ejere kunne i ro og mag trække sig tilbage. Hun viste frøken Nielsen ind i det dæmpede lys i soveværelset. - Nu skal I få lov at tale sammen i fred, så går jeg ud og hilser på Andersen. Det er flere år siden jeg sidst talte med ham. Det var da han kørte far og mig en tur til Jylland. Da hun lukkede døren efter sig, slog den gamle øjnene op og sagde klart og tydeligt: - Helene, skriv; kom herhen og skriv. Han havde aldrig tidligere kaldt hende andet end frøken Nielsen. Hun rykkede stolen hen til sengen og skrev, hvad han dikterede. Han talte mest om deres gode samarbejde og hendes stiltiende forståelse for selskabets mange opgaver og alsidige økonomiske og politiske interesser. - Men husk, intet er som det ser ud til. Det er bedst, at vi lader det være sådan. Lad Dem ikke dupere af hurtig økonomisk gevinst. Alt for mange familier er afhængige af os. Og vi er bare i lommen på andre. Hans stemme blev svagere; han var halvt vågen og halvt sovende. De talte alligevel sammen i næsten en time. Han fortalte om sin far, Martin Hermann i Sydamerika og fortsatte langsomt: - Testamentet er færdig. Det ligger hos notaren. De er såmænd også betænkt en smule, Helene. Og her taler vi kun om lovlige midler, som De ikke behøver at bekymre Dem om. Hans stemme var nu svær at forstå, men da havde han talt sig træt og fået sagt noget af det han ikke havde nået at skrive. De sidste ord, han næsten hviskede, var kryptiske og usammenhængende: ”Vognporten, nederste skuffe, brunt papir, woodhouse tilbage, behold uret, tal med Andersen, fars kuffert, stol aldrig alt for meget på Lydia; hun har to ansigter. Victor derimod”¦.”. Han slap hendes hånd og døsede hen igen. Hun havde noteret, hvad hun havde hørt. Og hun havde respekteret Lydia Hansens ønske om ikke at nævne Victors beslutning. Lydia Hansen var rejst tilbage til Rio ugen senere, kun to dage efter begravelsen. Da de tog afsked, lovede de hinanden at ringe lidt tiere eller sende mails. - Victor er ikke som Deres far, sagde hun til Lydia. Jeg håber, at en ny direktør tager ledelsesansvaret mere alvorligt. De to kvinder holdt om hinanden et øjeblik og vidste, at de måske først ville mødes igen ved et af de halvårlige bestyrelsesmøder. Lydia havde hidtil ladet sin suppleant varetage de fleste møder, men nu lovede hun sig selv at deltage lidt tiere. Hver morgen siden da havde frøken Nielsen tænkt på den gamle Herman Hansen og hans sympatiske datter. Nu var der gået et år siden bisættelsen skete fra den smukke kirke på holmen i Hørsholm. Den lille kirke kunne ikke rumme de fem-seks hundrede gæster fra nær og fjern. Få uger senere var hun blevet kaldt til møde hos den advokat, der var udpeget som bobestyrer. Her var de fleste af de øvrige arvinger også repræsenteret. Både Lydias og Victors advokater var til stede. Helene fik overrakt en lille dokumentmappe, som indeholdt en kuvert med hendes navn. Hun åbnede ikke den lakforseglede kuvert før hun kom hjem. Fem bundter, hvert med et hundrede tusindkronesedler. Hun blev målløs. I et vedlagt brev, som også indeholdt et aktiebevis, havde direktøren skrevet meget personligt: ”Kære Helene Kildemose. Nu slipper De snart for mig. Jeg ved godt, at jeg er blevet en knarvorn stivstikker, men De har altid været ærlig og overbærende. Begge dele har jeg nydt godt af, men jeg har ikke i alle måder gengældt ærligheden. Da jeg som 48-årig blev vicedirektør, forklarede min far mig sammenhængen i selskabet. Nogle dristige dispositioner havde bragt ham i vanskeligheder under besættelsen og han havde brug for kapital, så rederiet kunne overleve. Det gjorde ham afhængig af udenlandske interesser, der imidlertid kun udnyttede ham. De pressede ham til at foretage investeringer i tvivlsomme aktiviteter, der alene dækkede over lyssky virksomheder. Transaktionerne havde et omfang, der, hvis det blev kendt, dengang eller nu, ville ruinere adskillige velrenommerede familier. Vores nuværende selskab er fortsat truet af afsløring og efterbetaling af skatter, som ikke blot vil medføre lukning. Det vil også medføre, at over 600 ansatte vil blive afskediget, heraf de 146 på Rygaard, samt Dem, Helene. De fleste ansatte er, som De selv, hæderlige mennesker, der ikke har den fjerneste anelse om, hvad selskabet egentlig lever af. De øvrige er som jeg, i lommen på udenlandske investorer. For at sikre ejendommen Rygaards eksistens for eftertiden har min far for mange år siden oprettet en lille fond, som advokaten administrerer. Fundatsen ligger i fondsregistret. Fonden har aldrig interesseret Lydia og Victor. Lydia har for travlt med at pleje sine egne forretninger og Victor er for doven. Aktiebeviset er registreret i værdipapircentralen. Jeg har altid holdt min private økonomi skarpt adskilt fra selskabets. Derved er det muligt for mig at efterlade en del helt legale midler til mine arvinger, herunder et beskedent beløb til Dem, Helene. Tilgiv mig venligst, De og jeg har jo, hver for sig, vores små hemmeligheder”¦.. Prøv at hjælpe Victor, så godt De kan. Og husk at De selv privat har meget til gode, hvis blot De også ville være helt ærlig over for Dem selv. At være katolik betyder ikke, at man i alle måder slavisk følger Vatikanets opportunistiske udlægning af teksten. Vi må først være tro mod guds skaberværk og vores medfødte natur. Tak for alt, Kærlig hilsen Herman.” Brevet havde givet anledning til mange urolige og søvnløse nætter. Hendes besøg hos præsten i Lyngby havde tidligere hjulpet hende til at komme videre i livet. Men hun var i syv sind. Hun måtte vel holde ud. Det gjorde ondt. Det værste var spekulationerne om kollegerne på Rygaard. Hvem vidste hvad? Hvor galt stod det til? Det klogeste ville måske være at sige op. Nu hvor pengene lå i hendes boks, kunne hun sagtens undvære den faste månedsløn. Men i boksen lå også brevet. Hun følte et tungt medansvar for selskabets fremtid. Andersen stod neden for trappen. Han gentog: Er der noget i vejen? - Nej da, svarede hun; jeg er vist ikke rigtig vågen endnu. Han gik hen til fuglenes foderhus og smed en god håndfuld jordnødder og solsikkekerner ind under det lille stråtag. Han fodrede hele året. Hun lod Rygaards tunge hoveddør gå i og hørte dørpumpens sagte glid og det solide klik, da den velsmurte lås gik i indgreb. Et kort øjeblik blev hun stående og nød den umiskendelige lugt af bonevoks. Så var det igen første tirsdag i måneden. Hun havde selv været med til at indføre ordningen, selv om Hansen mente, at det kunne være nok med én gang årligt. Det var en af de få gange hun havde sat sin vilje igennem. Det smukke egetræsparket fortjente det. Hun blev revet ud af sine tanker, da ”purseren” kom sjoskende og slæbte sine uklædelige sko hen over gulvet. - Hej, frøken Nielsen, sagde han og gabte. Hun havde påtalt hans fattige ”hej” flere gange - uden resultat. Hans særprægede maritime stillingsbetegnelse stammede fra Dampskibsselskabets dage, da skibsreder I.C. Hansen havde istandsat Rygaard og måtte ansætte tjenestefolk. Én af hans nærmeste fortrolige havde i sin tid været purser på et linjeskib, men måtte gå i land. Han havde mistet venstre fod ved en ulykke, da de skulle fortøje i Bombay for at bunkre. Da skibsrederen tilbød ham fast stilling som sin personlige medhjælper på Rygaard, takkede han ja. Så ville han kunne forsørge sig selv og den smukke kvinde, som han gerne ville gifte sig med. Titlen ”purser” hang ved ham, selv om han aldrig stod til søs igen. - God morgen, Askhøj. Må jeg lige se? Der sidder noget blåt på manchetten. Hun tog om hans håndled, så hun kunne fjerne pletten med et lommetørklæde. Hans hånd rystede. Han havde været i ”Hvepsereden” igen i aftes og kunne ikke finde en ren skjorte i morges. Morgenpilsneren, som han altid skyllede de to piller ned med, havde ikke smagt ham. Frøken Nielsen glædede sig til at møde den nye direktør. Han skulle starte i morgen kl. 9.00. Måske var det udmærket, at Victor ingen børn havde. Der havde været rygter om, at Lydia Hansens ældste søn eller måske hans fætter i Australien skulle overtage posten, men ingen af dem ønskede det. Bestyrelsen havde efter samråd med Victor og Lydia besluttet, at slægten uændret og reelt bevarede ejerskabet til den del af selskabet, der havde adresse på Rygaard. Men at man samtidig skulle søge en administrerende direktør udefra. Måske en fremmed kunne rette op på den slendrian, der langsomt havde sneget sig ind på Rygaard i årene under den unge Hansens særdeles afslappede ledelse. Victor var inderst inde lettet over at slippe for arbejdet og blot bevare sin plads i bestyrelsen. De havde givet ham otte måneder til at afvikle sin position som Rygaards leder. Da hun ville åbne døren ind til ”Ørnereden”, som nogle medarbejdere havde døbt gamle Hansens kontor, slog det hende, at noget var galt. Døren var ikke lukket helt. Det lignede ikke fru Holm at glemme noget, når hun gjorde rent i kontorerne. Pludselig blev døren åbnet indefra og den overraskede direktionssekretær blev mødt af en velklædt mand, der lige så forskrækket sagde: God dag frøken Nielsen. Undskyld mig venligst. Mit navn kender De vist. Jeg havde ellers aftalt med direktøren at lægge besked om, at jeg ønskede at komme allerede i dag, skyndte han sig at sige. - Det er jo konsulent Clausen, fremstammede frøken Nielsen, velkommen, undskyld, jeg vidste ikke at der var aftalt flere byggemøder med Kiwi. Kiwis konsulent havde gennem tre måneder skabt sig et detaljeret indtryk af virksomhedens mange forskellige aktiviteter. Det var helt klart opgaverne der skulle veje tungest, når den påtænkte udbygning af de fysiske rammer skulle fastlægges; ikke omvendt. - Nu er Victor Hansen holdt op”¦.. og den nye direktør tiltræder først i morgen, fortsatte hun. - Kære frøken Nielsen. De må undskylde mig, hvis jeg forskrækkede Dem. Jeg er den nye direktør. Jeg havde aftalt med Hansen at starte så småt allerede i dag. Han lovede at give Dem besked. - Det må han have glemt. Personalet er først forberedt til at modtage Dem i morgen; jeg håber Direktøren forstår. Deres aviser”¦ Ja, tak, afbrød han venligt, jeg har fundet dem og læst overskrifterne til min te. Jeg er vant til at stå tidligt op; kører hjemmefra ved halvsyvtiden, når min kone kalder på børnene. Skolen starter tidligt i år. Skal vi gennemgå min kalender og mail allerede i dag? Hun smilede. Så siger vi det. Klokken ti vil være passende. Hun vendte sig i døren og lukkede den før hun tog plads ved skrivebordet, rettede lidt på notesblokken og kuglepennen. Nu kunne hun bedre se den grønne lampe i den lille metalboks. Den havde erstattet det klodsede samtaleanlæg. Hun kastede et blik ud ad de smukke palæruder. For første gang i flere år havde hun igen den varme følelse af stolthed, der tidligere gav hende lyst til at fortsætte sit arbejde. Herrecyklen stod der endnu. Hun huskede udmærket, da konsulenten for et par måneder siden havde haft mange møder med Hansen og besøgt samtlige afdelinger på Rygaard. Men da havde han været i bil. Han havde interviewet adskillige ledere og medarbejdere for at udarbejde en fyldestgørende statusrapport til sin ledelse. Telefonsvareren med den unge Hansens ubehjælpsomme autosvar, der havde generet hende mere og mere, ville få nye toner. ”Vi tales ved”¦” og ”ha’ en fortsat god dag”, var ikke udtryk, der hører sig til på en direktionsgang, mente hun. Hun blev kun afbrudt af fire opringninger hvoraf den ene var omstillingsdamen, der altid præsenterede sig som ”receptionist Lillian la Cour” i selskabets call-center. Hun ville bare sige de var på deres plads. ”Ja, hvor i himlens navn skulle de ellers være kl. 9.05”, var hun fristet til at svare, men tog sig i det. Lillian nævnte, at en meget brøsig herre havde ringet og spurgt efter direktør Hansen. Han havde været meget grov og nåede bare at sige: satans toldvæsen og woodhouse, inden han afbrød enetalen. Han havde hverken lagt nummer eller mail. Den næste time gik meget hurtigt med først at behandle de få e-mails og dernæst de to telefonopringninger. Den ene var fra revisoren, som ønskede at gennemgå kvartalsrapporten med direktøren og regnskabschefen ved lejlighed. Den anden var fra arkitekten. Der var opstået tvivl om nogle detaljer ved udvidelsen af selskabets produktionsafdeling i Polen. Direktøren kom ud fra sit kontor. - Skal vi sætte os inde hos mig? spurgte han uden at vente svar. Hun samlede hurtigt sine ting; udskriften af sin mailoversigt, tre telefonnotater, kuglepen og notesblok. Hun lod direktørens dør stå åben og satte sig spændt over for ham. Hun lagde mærke til, at det gamle bornholmerur var sat i gang. - De har vel ikke en skruetrækker? spurgte han og smilede lidt genert. Han fortalte om urets tilblivelse hos en urmager Kofod i Svaneke i midten af 1800-tallet. Familiens ure kan som regel kendes på det udsøgte finerarbejde i valnøddetræ, forstod hun. Det er en rigtig hanklokke. Nu skal jeg bare have justeret gangværket; den halter lidt kan De høre; men slagværket har jeg sat i bero, selv om den har en pragtfuld klang. Hun valgte at undlade at nævne den tredje opringning, som hun i første omgang havde betragtet som en misforståelse. Alligevel havde hun følelsen af at have overset noget. Jo, nu huskede hun gamle Hansens sidste ord: ”Behold uret”. Var det bornholmeren, han mente? Eller var det armbåndsuret, som selskabet havde givet hende ved hendes lille jubilæum? Hun kunne ikke drømme om at skille sig af med det diskret maskulint prægede guldur, som hun havde båret siden. Resten af samtalen med den nye direktør gik med at udveksle tanker om de forventninger de hver især havde til det forestående samarbejde. Stemningen var god. Christian Clausen var tydeligvis velorienteret, og hun værdsatte samtalens uformelle karakter. Frøken Nielsen var glad ved tanken om, at alle i administrationen allerede i morgen ville få besked om fremover at møde til normal tid klokken otte. Direktøren smilede forsigtigt, da han nævnte, at flextiden ville blive videreført, dog med nye muligheder for at arbejde allerede før klokken seks når det var hensigtsmæssigt! Ironien var tydelig - men det var alvoren også. Endelig! Frøken Nielsen var opløftet; endelig en leder, der ville lede! Inden mødet sluttede, bød han på en kop te. Før hun nåede at svare, skænkede han op i de smukke kopper, der havde stået på sølvbakken henne på det lille skab, som var blevet installeret i fredags. ”Mælk?” spurgte han. Selv brugte han to stykker rørsukker. - Jeg håber, at De kan lide teen. Det er en orange Pekoe. Jeg får som regel tilsendt et halvt kilo hver eller hveranden måned fra min bror i Sri Lanka. Han har en lille plantage, hvor han tilbringer al sin tid. De må endelig sige til, hvis De vil skrives på listen over mine ”kunder”. Der er kun tre foruden Dem: Pastor Sørensen og min søster. Vi spiller kort hver anden tirsdag; og så vores lille lokale kunstforening. Hun takkede nej, selv om teen var helt vidunderlig. - Desværre må jeg gå tidligt i dag, sagde han; vores datter har fødselsdag, og jeg har lovet min kone at være hjemme i ordentlig tid. Jeg kan forstå, at De også har rigeligt at se til ud over mig. Så jeg vil sige tak for i dag, frøken Nielsen. Jeg går lige ud og hilser på damerne i receptionen. Lillian var alene derude. Den nye i omstillingen gik altid tidligt til frokost. - Velkommen til Rygaard; sagde Lillian. Og til vores samarbejde. De må endelig sige til, hvis der er det mindste vi kan være behjælpelige med. - Jo, mange tak. Jeg er sikker på, at der nok skal melde sig mange spørgsmål, når jeg kommer i gang. Klokken var over elleve, da frøken Nielsen igen satte sig bag skrivebordet. Hun noterede omhyggeligt den nye mærkedag og tegnede med rødt det lille flag helt oppe i datofeltet, som hun havde for vane. Hun glædede sig til at tage fat på de mange opgaver der ventede. Og hun glædede sig specielt til i morgen, når direktøren ville hilse på personalet. Så blinkede den røde lampe og den svage summetone nåede lige at give lyd, da hun tog telefonen: - Ja, hallo Lillian. - Det er ham englænderen igen, sagde Lillian stakåndet, han er rasende og insisterer på at tale med direktøren. Han bruger et sprog der... - Ja, tak, svarede frøken Nielsen, stil ham ind på toeren. Straks ringede hendes egen telefon. Ved det tredje ring tog hun den og præsenterede sig som frøken Nielsen, direktør Clausens sekretær. Den hæse hysteriske herre forlangte at tale med Hansen omgående. Beklager, svarede frøken Nielsen og forklarede, at Victor Hansen definitivt var holdt op. Men hun lovede at kontakte direktøren privat, så vidt det var muligt, hvis lige herren ville oplyse navn og telefonnummer - og gerne mailadresse. Den ubehagelige herre fnysede: ”Woodhouse” og sagde noget uforståeligt om toldvæsenets idiotiske bestemmelser i USA, før han afbrød forbindelsen. Omhyggeligt noterede hun tidspunktet og navnet Woodhouse i sin kalender og genoptog arbejdet; hun havde hørt navnet før men kunne ikke umiddelbart huske i hvilken forbindelse. Hun havde længe været dus med Lillian og var spændt på om Susan og Lillian kunne holde ud at arbejde så tæt sammen. Susan Breathless virkede hypnotiserende på enhver mand og på enkelte kvinder. Af flere grunde. Nogle mere iøjnefaldende end andre. Man skulle dog ikke tage fejl. Hun var velbegavet på flere måder. Den iranske gartner, Siwan, ringede på hoveddøren og spurgte om frk. Nielsen havde tid. Han ville gerne tale med den nye direktør om lidt ekstra arbejde i orangeriet. Det ville ikke koste noget. - Direktøren kan jeg ikke træffe mere i dag, men jeg lover at give ham besked straks i morgen, svarede hun. Gartnerne mødte hun ellers kun, når de arbejdede hvor hun havde et ærinde. Som regel passede de sig selv. De kom sjældent i kantinen. De havde deres egen lille folkestue i forlængelse af orangeriet, og de var tilsyneladende tilfredse med ordningen. Den unge Hansen skulle aldrig have fyret den ene af de to gartnermedhjælpere, som engang var kørt galt med traktoren da han slog græs. Den unge, let overrislede Hansen var blevet stiktosset og havde råbt: Din elendige kameltrækker, så kan du sgu lære at slå græs med en håndskubber. Den stakkels gartner forstod ikke et muk og fandt først to dage senere ud af, hvad direktøren havde sagt. Da græsset var blevet for langt og stadig ikke blev slået, blev manden fyret med en måneds løn som plaster på såret. Da han klagede til tillidsmanden fik han bare at vide, at han ikke stod i fagforening. Han kunne intet gøre, og otte dage senere blev han bortvist. Siden da havde tre mand måttet udføre fire mands arbejde; sådan uden videre. Nu var parken og indkørslen efterhånden så forsømt, at selskabet ikke kunne være det bekendt. Hun ville tage sagen op med direktøren. I de senere år var tonen i flere af afdelingerne langsomt blevet mere intolerant og rå, specielt over for kolleger, der af ydre skilte sig ud fra flertallet. Der var mange forskellige nationaliteter og adskillige pæredanske originaler blandt personalet, men alle var omhyggeligt blevet udvalgt alene ud fra deres kvalifikationer, da de søgte ansættelse. Selskabet var ellers kendt for sin fordomsfri men traditionsrige omgangsform blandt ansatte og kunder uanset køn, race, nationalitet, politisk overbevisning, jantelov og religion. Og her fandtes ordet kameltrækker ikke i ordbogen. Først om aftenen, da hun var gået i seng, huskede hun, at Gamle Hansen på sit dødsleje, svagt, men tydeligt havde hvisket navnet Woodhouse. Hun havde imidlertid altid haft evnen til at falde i søvn, når hun havde bedt sin aftenbøn. Logbog Kap. 2 | ||||||||||||||
 | haleløs | 2012-03-09 08:04:19 |
i linie 13 skal "Opus dei’s" vel skrives "Opus Dei’s" ? SÅ er jeg i gang med læsningen! venligst ...
| haleløs | 2012-12-23 11:05:15 |
foreløbig KUN læst ,1. halvdel ... som jeg finder særdeles underholdende og velskrevet med de mange fine detaljer. Lyslevende 'gamle' billeder, som jeg til dels genkender ... fra min egen familiebaggrund.
Vender tilbage og læser resten ... SENERE :)
venligst ...
Vender tilbage og læser resten ... SENERE :)
venligst ...
| haleløs | 2012-12-23 15:40:56 |
dnbbeltvirkn. her: " ... Han fortalte om sin far, Martin Hermann Sydamerika og fortsatte: Han fortsatte langsomt- Testamentet er færdig. De ..."
Du får mine komm. sådan sporadisk ;)
Teksten som sådan er fornøjelseslæsning!
venligst ...
Du får mine komm. sådan sporadisk ;)
Teksten som sådan er fornøjelseslæsning!
venligst ...
| nhuth | 2012-12-23 16:50:43 |
Hej. Og tak - rettes straks.
Vh.Nhuth
Vh.Nhuth
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Hvis du fejrer jul, ønsker jeg, at den bringer glæde og kærlighed.
Vh.Nhuth