 |  | Springet Fra De Bløde Skyer |
 |
|
|||||||||||||
|
Efter lidt tids stirren i tavshed rejste den gamle mand sig op og præsenterede sig. Hans navn var Gud. Isen var nu brudt, og jeg kunne se smilene i deres øjne. De virkede næsten hellige. Gud præsenterede de tre andre. Damen hed Maria og var mor til de to drenge, Jesus og Evian. Jeg smilede til dem begge. Evian gengældte, men Jesus, den skeløjede, generte dreng, kiggede hurtigt væk og rødmede. ”Hvorfor er jeg her?” Mine ord gav genlyd i det store, tomme rum i et harmonisk firstemmigt ekko. ”Orfor er jeg er, or er jeg er, er jeg er, jeg-er.” Jeg begyndte at grine, og de grinede med. Jeg følte allerede, jeg kendte dem. ”Du er her for at”¦ ehm... spise. Hø-hø-hø,” grinede Gud. ”Maria har stået hele dagen og lavet mad til os.” Jeg kiggede over på Maria, som smilede hurtigt for derefter at vende sig om og fokusere på maden. ”Je-je-jeg er gt-nk”¦ Godt-nok også su-ulten,” Fik Jesus usikkert fremstammet. Det virkede som en sejr for ham at få sagt sætningen. Han smilede nervøst til mig. Gud nikkede og udbrød: ”Hvor bliver den mad af, Maria? Jeg kan jo nå at sende Jesus ned på jorden igen, og menneskene vil have sendt ham retur med kors og sten mindst 3 gange, inden du er færdig! Hø-hø-hø,” grinede Gud muntert. ”Hø-hø, forstod du den, Jesus.” Han prikkede Jesus i siden med en ’Hørte-du-min-sjove-joke’-albue, men Jesus sænkede blot blikket og begyndte at ryste. ”Knægten er stadig ikke rigtigt kommet sig over det, der skete dernede. Jeg forstår det ikke, jeg flyttede da stenen og bragte ham til live tre dage efter? Det er, som om en del af ham stadig er fanget dernede, hø-hø, men det er i hvert fald ikke hans kors, det har jeg skam hængt op på væggen inde i stuen! Hø-hø!” Maria serverede maden. Vi satte os til bords. I stilheden hørtes, at regnen blev værre. De foldede deres hænder, og jeg gjorde ligeså. Gud talte. ”Kære Gud, som jo er mig, hø-hø. Tak for den dejlige mad, du har skænket os. Det var så lidt, hø-hø. Og bla-bla-bla, jeg er sulten, så værsgo at spise!” Gud proppede hurtigt en lammekotelet i munden og fyldte tallerkenen med mange flere, mens Maria og børnene stille sagde Amen. Jesus lagde hånden ovenpå sit vandglas og kørte den rundt, til vandet skiftede farve. ”Jesus, det der har vi snakket om! Du skal ikke drikke vin nu, det ved du godt! Ellers ryger du tilbage på afvænningsklinikken!” ”Slap nu af, Maria”, brød Gud ind og rakte Jesus sit vandglas og inden længe sad Gud og Jesus og skålede i den mørkeste rødvin. ”Den kunne godt bruge lidt salt, oregano”¦” Gud sad og opremsede en masse ting, han mente, maden manglede, og tilføjede dem imens. ”Sådan, nu smager den Guddommeligt. Nam-nam, tak for mad, Gud!” Han tørrede sig om munden og smilede selvtilfreds. Hans havde dog stadigvæk lidt kotelet siddende i skægget. Mens han sad der helt hovmodig, rejste hans yngste søn, Evian, sig op. Han havde ikke rørt maden, og på hans pande anedes et tyndt lag sved. ”Jeg er bøsse,” sagde han. Der var stilhed et par sekunder, hvorefter Maria tog min hånd og førte mig ud af huset, hvorfra jeg stadig kunne høre Gud og Evian diskutere. ”Det er en fase, Evian, det vokser du fra! Det skal bare løbes væk! Som jeg sagde til Lucifer, da han”¦” Maria lukkede døren, og stemmerne døde hen. ”Du må gå nu. Du er ventet.” sagde hun. Jeg stod som forstenet og kiggede på hendes elskværdige øjne, der var røde og trætte. ”NU!” udbrød hun og puffede mig ned fra de bløde skyer, ned fra det hellige og ud i den mørke tomhed. Jeg røg ned i mørket, følte mig fortabt. Håbet var ude. Tordenen brød for alvor ud og delte himlen i to. I det fjerne så jeg Marias røde øjne, jeg så Evian rejse sig, jeg så smerte og fordærv. Men jeg så også glæde og kærlighed. Det var, hvad jeg var på vej i mod. Smerten, kærligheden, lyset. Jeg var på vej i mod livet. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2011-10-25 21:27:44 |
Himmelsk rødvin, lammekotellet, oregano og råd om at 'løbe' sin anderledeshed væk. Hvilke råd fik den stammende Jesus (ikke)?
Velskrevet og -fortalt! Debatoplæg?
venligst. ...
Velskrevet og -fortalt! Debatoplæg?
venligst. ...
| Finn Wilkens | 2011-10-30 09:03:39 |
I begyndelsen forklarer du omhyggeligt, hvem personerne er. Det behøver du strengt taget ikke, da vi alle kender dem efter mange års skolegang. Til gengæld er det finurligt, at du lader den ene være bøsse, og lader os vide, at gud egentlig ikke selv er klar over det.
Han er altså ikke så alvidende, som vi lige gik og troede. Han røber også usikkerhed i sagen og er i det hele taget noget af en pjatfis. Hans bordbøn får du fint udstillet som fuldstændig absurd.
Afslutningen er samtidig din egen konklusion på religioner: I vort menneskeliv har vi smerte og kærlighed samtidig, og det er det reelle og virkelige.
Lidt rodet historie, men af hjertet!
Han er altså ikke så alvidende, som vi lige gik og troede. Han røber også usikkerhed i sagen og er i det hele taget noget af en pjatfis. Hans bordbøn får du fint udstillet som fuldstændig absurd.
Afslutningen er samtidig din egen konklusion på religioner: I vort menneskeliv har vi smerte og kærlighed samtidig, og det er det reelle og virkelige.
Lidt rodet historie, men af hjertet!
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
