 |  | Den forkerte, kap. 1 |
 |
|
|||||||||||||
|
Jeg kunne simpelthen ikke overskue det mere. Det havde kørt rundt i mit hoved i så mange år, at jeg næsten ikke kunne bære smerten og længslen i min krop mere. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, men noget måtte der gøres. Jeg måtte gøre en ende på mine lidelser. Det ville ikke være nemt, men det var det der skulle ske. Jeg sad oppe i min lejlighed og kiggede ud af vinduet. Jeg hørte støjen fra bilerne, som kørte forbi. Jeg kunne se alle menneskerne gå nede på gaden. Jeg var glad for, at jeg ikke er ligesom dem. De render rundt i deres "perfekte" liv, og tror, at de har det så fantastisk. Da jeg gik over for at putte de sidste ting ned i min kuffert, fik jeg øje på mig selv i spejlet. I mit spejlbillede så jeg en nydelig voksen mand. Med korte skægstubbe, mørkt hår, men begyndende gråt. Med høje tindinger, som fik min pande til at virke større. Men jeg syntes at det så godt ud. Jeg lagde de sidste ting ned i min kuffert. Der så jeg ned på mit ur, klokken var nu 15:24. Jeg lukkede langsomt min kuffert som indeholdte alle papirerne og billederne. Jeg tog min frakke og nøgler, og så var jeg af sted. Af sted for at fuldføre min mission. "Klaus, kom nu herover og vær med til at lege." Det var Erik. Ham der passede på mig her på børnehjemmet. Han var en rigtig flink og dejlig mand, og han ville mig jo det bedste. Men jeg gad ikke. Jeg ville bare sidde for mig selv. Ovre i mit hjørne omme bag legehusene. Jeg var isoleret fra omverdenen, det var kun mig. Jeg havde heller ikke rigtigt nogen venner, jeg prøvede slet ikke på at få nogen, fordi jeg ville bare være alene. Det var sådan jeg bedst kunne lide det. Jeg havde ikke altid boet på børnehjemmet, jeg havde også engang boet hos min mor. Eller det havde jeg hvert fald fået af vide. Men hun kunne af en grund, som børnehjemmet ikke vil give mig, ikke have mig mere. Jeg kan ikke huske hende, overhovedet. Men det er jo klart da hun allerede afleverede mig her ind, da jeg var to år. Jeg følte, at jeg var blevet svigtet. Jeg hadede hende mere, end jeg nogensinde havde forestillet mig muligt. Selvom jeg intet vidste om hende, eller hvordan hun så ud. Så hadede jeg hende noget så inderligt. "Klaus, nu kommer du altså herover," sagde Erik igen. "Jeg har en du skal møde." Hvem ville han dog have at jeg skulle møde? Hvis der kom et par havde jeg fået det af vide så jeg kunne gøre mig pæn og nydelig. Det kunne jo være at der var kommet et nyt barn på børnehjemmet? Jeg overvejede meget, om jeg egentlig gad gå der over, men jeg gjorde det alligevel. Jeg gik i en mindre choktilstand, ikke i lang tid, bare i et sekund. Det var nok den smukkeste pige jeg nogensinde havde set. Hun sad der på den gamle rådne træstub ovre ved lejrbålet, med sit lange krøllede brune hår, hendes store blå øjne. Hun smilte meget genert over mod mig. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv, men jeg fik på en måde vandret der over, uden rigtigt at tænke på, at jeg skulle gå. "Det her, Klaus, det er Louise," Louise, Louise, Louise. Navnet kørte bare rundt i mit hoved og jeg fik en underlig fornemmelse i maven, som om jeg sad i en karrusel og fik en stor rutsjetur. "Hun er flyttet ind her i dag, og så ville jeg vise hende rundt, også så jeg lige dig sidde der ovre i det lille hjørne." Behøvede han virkelig at sige, at jeg sad for mig selv. Hun behøvede ikke vide, at jeg var en enspænder. "Nu har du jo heller ikke rigtigt nogle venner, fordi du bare sidder der ovre for dig selv, når vi er ude. Så tænkte jeg, at I kunne blive gode venner." Jeg kunne mærke vreden stige inde i min krop, helt nede fra tæerne af og helt op i hovedet. Hvorfor skulle han sige, at jeg ikke har nogen venner? Jeg blev så vred. Jeg kunne ikke klare at stå der mere, jeg var nødt til at komme væk. Og det skulle være nu. Jeg løb væk. Ikke helt væk, bare væk fra Erik og Louise. Jeg løb over i mit hjørne. Mit alene sted. Jeg kunne mærke tårerne løbe ned af mine kinder. Alene og ensom, havde jeg altid været i mit liv, og det var sådan det skulle forblive. Det kunne umuligt blive anderledes. Jeg sad og kiggede ud igennem hegnet og tænkte, hvordan det mon måtte være på den anden side. Ingen Erik, ingen forstander, ingen dumme regler. Bare hvor man gjorde hvad man end havde lyst til. Det måtte være fantastisk. Jeg kunne høre en raslen i bladene som var faldet ned, nu da det var efterår. Jeg tænkte at det nok bare var nogen som bare lige gik forbi. Der plejede aldrig at komme nogen ind til mig. Så det tænkte jeg ikke videre over. Så kom der et lille forsigtigt banken på siden af legehuset, som om at de ville lukkes ind. Jeg drejede hovedet langsomt om for at se hvem det var der bankede. Det var hende. Det var Louise. Hvad ville hun her? Hvad ville hun have at gøre med den sociale taber, som ingen venner havde. "Jeg er altså ligeglad med det," sagde hun til mig. Hvad er det hun er ligeglad med, tænkte jeg bare. "Jeg er altså ligeglad med, om du har nogen venner eller ej. Jeg vil gerne være din ven." Der var en som ville være venner med mig. Jeg havde en virkelig underlig følelse i kroppen, noget jeg aldrig havde følt før. Jeg kunne mærke en kriblen kører over min hud, da jeg sad der på min sten, i MIT hjørne. Der var aldrig nogen som havde turdet gået herover. "Jeg har altså venner”¦ Det er bare Erik som er underlig." Jeg havde jo ingen venner, men jeg prøvede og redde Eriks åndssvage tale. Hun kiggede underligt på mig med et ansigtsudtryk jeg aldrig rigtigt havde set før. Det var som om hun troede på det jeg sagde. Det var første gang i mit liv, at nogen havde troet på hvad jeg sagde. "De er her bare ikke lige nu, de er rejst væk med deres nye forældre." Endnu en stor fed løgn. Der havde aldrig været nogen som gad mig. Eller det var der nok nogen som gad, men jeg gad ikke dem. "Nå, jamen okay. Så har de det vel godt nu?" "Ja. Ja, det har de. Jeg får tit breve fra dem." Endnu en løgn. Jeg måtte stoppe det. Hvad ville hun egentlig her? Hvorfor blev hun stående der på hjørnet af legehuset. "Hva', ville du noget?" Hun kiggede ned i jorden og smilte genert, efter jeg havde spurgt hende. Så begyndte hun at kigge stille og roligt op igen, da hun så sagde; "Jeg ville bare gerne snakke med dig. Jeg synes at det var lidt sødt, at du bare løb der før. Du virker altså rigtig sød." Sød? Mig sød? Ej, det måtte da være en joke. Der må da være et eller andet forskruet oppe i hendes hoved, hvis hun synes at jeg kan være sød. "Hvad vil du snakke om så?" Jeg var ikke meget for at snakke med hende, så jeg skyndte mig bare og dreje hovedet langt væk fra hende. Jeg havde aldrig prøvet og snakke med en der var så smuk, jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre eller sige. Der var stille i et stykke tid, ikke længere end 3 sekunder, men det føltes som en evighed. Jeg kunne høre, at hun bevægede sig igen. Hun satte sig ned ved siden af mig. "Ikke noget specielt." Der sad vi så i stilhed og bare kiggede ud igennem hegnet. | ||||||||||||||
 | Street Writter | 2012-11-03 23:59:57 |
Fangende, interessant. Godt sprog. Alt i alt super godt.
Meeeen... Mangler der ikke lidt beskrivelse? Jeg savner at jeg ikke kan "se" hvor vi er henne. Hvordan ser børnehjemmet ud? Hvordan ser Erik ud? En smule mere beskrivelse om Louise. Jeg kan ikke sanse stedet. Det ville jeg arbejde på hvis jeg var dig, så skal det sgu nok blive en GENIAL tekst!
Glæder mig til kapitel 2!!
Knus, din trofaste fan :D
Meeeen... Mangler der ikke lidt beskrivelse? Jeg savner at jeg ikke kan "se" hvor vi er henne. Hvordan ser børnehjemmet ud? Hvordan ser Erik ud? En smule mere beskrivelse om Louise. Jeg kan ikke sanse stedet. Det ville jeg arbejde på hvis jeg var dig, så skal det sgu nok blive en GENIAL tekst!
Glæder mig til kapitel 2!!
Knus, din trofaste fan :D
| Forfatter in spe | 2012-11-04 12:46:41 |
Hej Johan,
du er en ung skribent, der har mange år foran dig til at lære at mestre det skrevne ord, men jeg synes allerede, du har ret godt fat i sproget. Fx viser du tydeligt, når der er dialog, og du husker at skrive I med stort.
Du skaber med første afsnit noget spænding, hvilket er godt. Det er en fordel at få læseren fanget fra starten. Der er dog ikke helt styr på placering af komma, og det kan godt forstyrre læsningen lidt. Kommaet her .. kørt rundt i mit hoved, i så mange år skal i hvert fald fjernes. Du starter desuden afsnittet med at skrive i datid. Jeg måtte, jeg kunne, det havde, det ville osv - men så skifter du pludselig til nutid. Jeg sidder, jeg kigger, jeg hører osv. Derefter hopper du tilbage til datid. Her synes jeg, du skal holde fast i en af tiderne.
Det med tiderne sker også længere nede i teksten: "Så kom der et lille forsigtigt banken på legehuset, som at de ville lukkes ind. Jeg drejer hovedet langsomt om for at se hvem det var der bankede".
Jeg synes, det er vigtigt, at en historie virker troværdig - ellers skal man i hvert fald opstille en præmis som gør at man kan acceptere noget overnaturligt. Fx en mand der genopstår fra døden og nu har særlige evner. I din historie hører vi, at drengen lever på et børnehjem og ikke husker sin mor. Men samtidig står der, at han blev indleveret som tolvårig. Hvis man har levet de første tolv år af sit liv med en person, glemmer man aldrig denne person. Du skulle måske have skrevet, at han var indleveret om toårig i stedet.
Det undrer mig, at Louise er flyttet ind på børnehjemmet, når Erik samtidig siger, at der "er besøg. En besøgende er jo ensbetydende med at personen tager af sted igen.
Der hvor Louise kommer til Klaus for at blive ven, forstår jeg ikke rigtigt, om han sidder udenfor på en sten - et sted i et hjørne - eller han sidder indenfor i et legehus, for hun banker på?
Du beskriver her fint, hvordan drengen drømmer sig væk til et bedre liv: Jeg sad og kiggede ud igennem hegnet og tænkte, hvordan det mon måtte være på den anden side. Ingen Erik, ingen forstander, ingen dumme regler. Bare hvor man gjorde hvad man end havde lyst til. Det måtte være fantastisk.. Og du har en rigtig fin sidste linie: Der sad vi så i stilhed og bare kiggede ud igennem hegnet.
En par sproglige ting som du kan tænke over:
".. isoleret for omverden" -> ".. isoleret fra omverden"
".. hadede hende mere end jeg nogen nogensinde kunne forestille sig" - > ".. nogensinde havde forestillet mig muligt"
".. men til sidst fik jeg så gjort" -> ".. gjorde jeg det alligevel"
".. jeg var nød til at komme væk" -> ".. var nødt til.."
"Jeg kunne mærke tårerne løbe ned af min kind". Da tårerne kommer fra begge øjne, må de vel trille ned af mine kinder?
"Jeg kunne høre en raslen i bladene som var faldet ned, da det jo var efterår". Det er ingen selvfølge for læseren. Du skal beskrive, at det er efterår, ellers føler læseren sig hægtet af. Det er vigtigt at føre læseren igennem historien, så denne føler sig inde i dramaet.
Du skal endelig fastholde skriveriet. Et godt råd ville dog være at du altid laver en gennemskrivning eller to. Altså læser teksten grundigt igennem og omskriver alle de steder, hvor teksten halter en smule eller kunne formuleres bedre/kortere/mere præcis.
Fortsat god vind med skriveriet.
/Jesper
du er en ung skribent, der har mange år foran dig til at lære at mestre det skrevne ord, men jeg synes allerede, du har ret godt fat i sproget. Fx viser du tydeligt, når der er dialog, og du husker at skrive I med stort.
Du skaber med første afsnit noget spænding, hvilket er godt. Det er en fordel at få læseren fanget fra starten. Der er dog ikke helt styr på placering af komma, og det kan godt forstyrre læsningen lidt. Kommaet her .. kørt rundt i mit hoved, i så mange år skal i hvert fald fjernes. Du starter desuden afsnittet med at skrive i datid. Jeg måtte, jeg kunne, det havde, det ville osv - men så skifter du pludselig til nutid. Jeg sidder, jeg kigger, jeg hører osv. Derefter hopper du tilbage til datid. Her synes jeg, du skal holde fast i en af tiderne.
Det med tiderne sker også længere nede i teksten: "Så kom der et lille forsigtigt banken på legehuset, som at de ville lukkes ind. Jeg drejer hovedet langsomt om for at se hvem det var der bankede".
Jeg synes, det er vigtigt, at en historie virker troværdig - ellers skal man i hvert fald opstille en præmis som gør at man kan acceptere noget overnaturligt. Fx en mand der genopstår fra døden og nu har særlige evner. I din historie hører vi, at drengen lever på et børnehjem og ikke husker sin mor. Men samtidig står der, at han blev indleveret som tolvårig. Hvis man har levet de første tolv år af sit liv med en person, glemmer man aldrig denne person. Du skulle måske have skrevet, at han var indleveret om toårig i stedet.
Det undrer mig, at Louise er flyttet ind på børnehjemmet, når Erik samtidig siger, at der "er besøg. En besøgende er jo ensbetydende med at personen tager af sted igen.
Der hvor Louise kommer til Klaus for at blive ven, forstår jeg ikke rigtigt, om han sidder udenfor på en sten - et sted i et hjørne - eller han sidder indenfor i et legehus, for hun banker på?
Du beskriver her fint, hvordan drengen drømmer sig væk til et bedre liv: Jeg sad og kiggede ud igennem hegnet og tænkte, hvordan det mon måtte være på den anden side. Ingen Erik, ingen forstander, ingen dumme regler. Bare hvor man gjorde hvad man end havde lyst til. Det måtte være fantastisk.. Og du har en rigtig fin sidste linie: Der sad vi så i stilhed og bare kiggede ud igennem hegnet.
En par sproglige ting som du kan tænke over:
".. isoleret for omverden" -> ".. isoleret fra omverden"
".. hadede hende mere end jeg nogen nogensinde kunne forestille sig" - > ".. nogensinde havde forestillet mig muligt"
".. men til sidst fik jeg så gjort" -> ".. gjorde jeg det alligevel"
".. jeg var nød til at komme væk" -> ".. var nødt til.."
"Jeg kunne mærke tårerne løbe ned af min kind". Da tårerne kommer fra begge øjne, må de vel trille ned af mine kinder?
"Jeg kunne høre en raslen i bladene som var faldet ned, da det jo var efterår". Det er ingen selvfølge for læseren. Du skal beskrive, at det er efterår, ellers føler læseren sig hægtet af. Det er vigtigt at føre læseren igennem historien, så denne føler sig inde i dramaet.
Du skal endelig fastholde skriveriet. Et godt råd ville dog være at du altid laver en gennemskrivning eller to. Altså læser teksten grundigt igennem og omskriver alle de steder, hvor teksten halter en smule eller kunne formuleres bedre/kortere/mere præcis.
Fortsat god vind med skriveriet.
/Jesper
| Johanniwanker | 2012-11-04 13:38:11 |
Hej Jesper,
Tak for alt den konstruktive kritik.
Jeg er klar over at mine kommaer halter fuldstændig efter, men det er noget jeg må arbejde på.
Det med at der står tolvårig, det er en hurtigskrivnings fejl. Der skulle nemlig, som du foreslår, stå toårig.
Jeg vil begynde og beskrive omgivelserne mere, og forklare mere hvad det er der sker.
Men tak for det.
Jeg håber, at du vil læse den næste version af den. Så jeg kan få mere konstruktiv kritik.
Og medvind til dig på cykelstierne.
Tak for alt den konstruktive kritik.
Jeg er klar over at mine kommaer halter fuldstændig efter, men det er noget jeg må arbejde på.
Det med at der står tolvårig, det er en hurtigskrivnings fejl. Der skulle nemlig, som du foreslår, stå toårig.
Jeg vil begynde og beskrive omgivelserne mere, og forklare mere hvad det er der sker.
Men tak for det.
Jeg håber, at du vil læse den næste version af den. Så jeg kan få mere konstruktiv kritik.
Og medvind til dig på cykelstierne.
| Street Writter | 2012-11-05 13:44:35 |
Som din trofaste læsere har jeg læst den "nye" udgave af dette kapitel, og jeg synes ændringerne er vidunderlig! Selve teksten får en rigtig god rytme, og den er blevet mere beskrivende, hvilket jeg sætter stor pris på som modtager!
Knus (;
Knus (;
| haleløs | 2012-11-05 16:02:21 |
meget interessant, velfortalt; rigtig fin, psykologisk indleven!
Flere unge forfattere er i gang med deres egne serier: 'Sweets', 'Nadia K.', 'Anne.', Lau G.N.' /Natteravnen ...
Prøv at linke mellem diverse afsnit; læs under 'HJÆLP/INFO' hvordan ;)
venligst ...
PS
'... slutningen af mine trediver ...' trediverNE ( http://sproget.dk/lookup?SearchableText=trediverne )
'... Med høje tændinger ...' tIndinger ( http://sproget.dk/lookup?SearchableText=tinding )
'... omverden ...' omverdenEN (http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=omverden&select=omverden)
'... som havde turet gået herover ...' turDet .
Flere unge forfattere er i gang med deres egne serier: 'Sweets', 'Nadia K.', 'Anne.', Lau G.N.' /Natteravnen ...
Prøv at linke mellem diverse afsnit; læs under 'HJÆLP/INFO' hvordan ;)
venligst ...
PS
'... slutningen af mine trediver ...' trediverNE ( http://sproget.dk/lookup?SearchableText=trediverne )
'... Med høje tændinger ...' tIndinger ( http://sproget.dk/lookup?SearchableText=tinding )
'... omverden ...' omverdenEN (http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=omverden&select=omverden)
'... som havde turet gået herover ...' turDet .
| Celina | 2012-11-10 17:11:56 |
Jeg er normalt ikke til disse alvorlige indlæg, men efter at jeg havde læst dit digt, måtte jeg bare smage noget mere fra dig!
Og sikke man sanser i denne fortælling! Jeg elsker det, og glæder mig meget til kapitel 2! Elsker ensomheden du lægger vægt på, elsker usikkerheden. Der er bare så meget guf, og stof til efter tanke! Er helt vild med når fortællinger og digte osv kan få mig til at tænke.
Held og lykke fremover.
Krammenam! :D
Og sikke man sanser i denne fortælling! Jeg elsker det, og glæder mig meget til kapitel 2! Elsker ensomheden du lægger vægt på, elsker usikkerheden. Der er bare så meget guf, og stof til efter tanke! Er helt vild med når fortællinger og digte osv kan få mig til at tænke.
Held og lykke fremover.
Krammenam! :D
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Tak for din kommentar, og kritikken. Jeg kan godt se hvad du mener med, at jeg mangler noget beskrivelse, billedsprog. Nu er det her også første udkast af historien, og jeg skriver bare derud af. Jeg har tænkt mig at læse det igennem, og få skrevet nogle flere ting ind i. Men jeg er glad for den konstruktive kritik. Det sætter jeg pris på.
Må du ha' medvind på cykelstien.