Jeg længes efter dig, jeg længes efter den dejlige fornemmelse og ro du gav mig i maven, hver gang jeg rørte dig. Engang var du min støtte på de kolde og ensomme nætter, og jeg viste altid hvor jeg kunne finde dig. Jeg var realistisk, trods jeg tit kæmpede for dig. Jeg kunne mærke en langsom vrede, der begyndte at stige, helt inde fra min mave, og videre ud i hele kroppen, når nogen rørte dig eller ville tage dig væk fra mig. Jeg havde lyst til at slå dem. Men jeg gjorde det aldrig, for jeg viste jo godt, hvad der så ville ske. Men tanken om, at andre også kunne have glæde af dig, den gjorde ondt. Jeg prøvede at benægte at jeg havde brug for dig. Andre sagde til mig, at jeg skulle tage mig sammen. Men, de forstod ikke at du var min bedste ven, i de tider hvor jeg sad alene hjemme og græd. De forstod ikke at du havde holdt mit mod oppe, hver gang de tøvede. Jeg følte mig besat af dig, og hver gang du var væk, faldt jeg i et stort sort hul af elendighed. Jeg kunne ikke leve uden dig, trods du gjorde mig grimmere. Når du var hos mig, føltes alt så overskueligt, og skønt. Du krævede det meste af min indkomst hver måned, men hvad betød det, så længe, jeg kunne mærke din varme. Du fik mig til at gøre underlige ting, men du fik mig også til at bryde ud af den tomhed, jeg alt for længe havde sat mig i. Du var virkelig min bedste ven, når alt andet svigtede. Bare duften af dig, kunne gøre mig skør, og samtidig glad. Men nu er vi hver for sig. Og jeg savner dig. Savner din måde at berolige mig på, og mest af alt, savner jeg den måde, du gav mig liv på. Jeg har efterhånden måtte erkende, at du drev mig ud på en sti, hvor ingen kunne nå mig. Et helt fremmed sted, hvor der kun var dig og mig. Men jeg måtte indse, at jeg ikke kunne blive ved med at leve i denne drøm, for drømmen ville ikke føre mig andre sted hen, end til den bænk, du efterlod mig. Og da jeg endelig forlod dig - fandt jeg virkeligheden. |
