 |  | Fortidens lænke |
 |
|
|||||||||||||
|
Jeg sørger i mit sind, for der er kun modvind. Hvornår kan jeg rejse mig mod solen, og lade den skinne på sjælen. Jeg kryber fra den mørke grotte, for der er sjælen min i tørke. Den savner at mærke, solens stærke stråler. Jeg ser mig selv kæmpe, med fortidens lænke. Men jeg ved, at når jeg når derop, vil jeg mærke og forstå min krop. | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
