 |  | Perronen |
 |
|
|||||||||||||
|
”... 'du okay?” Hun sad på resterne af perronen, benene svingende ud over kanten, som om hun ventede på toget. Banegården var sluppet nådigt. Glastaget var sprængt, efterladende de tomme rammer. Uret på perronen var gået i stå kvart i to. Tiden for eksplosionen, gættede han, da han satte sig ned ved siden af hende. Spørgsmålet var kommet bag på hende. Det var et tåbeligt spørgsmål. Ingen var 'okay' mere. Men det afholdt ham ikke fra at spørge. Hun havde været stille, siden de var vendt tilbage fra rekognosceringen på hovedgaden. Som altid havde han ikke fået livstegn fra sin scanning, men han vidste, at det ikke plagede hende. De havde været her mange gange før. Skyerne passerede som grå og brune tæpper over dem. Hun sagde ikke noget. Han sagde ikke noget. De kunne høre lydene fra lejren. Ellers var verden stille. ”Jeg boede her.” Hendes stemme var dæmpet, så han i første omgang ikke hørte hende. ”Hvad?” ”Jeg boede her, Soren.” Hun opgav sit nærstudium af jernbanen og så på ham. ”Det hus, som jeg tjekkede... det var mit hjem.” Han anede ikke, hvad han skulle sige. Af alle forklaringer var dette den sidste på hans liste. ”Du boede her før eksplosionen?” ”Ja.” Han så på hende. Derefter ud i luften. Og på hende. ”... du sagde ingenting.” ”Jeg kunne knap kende det igen.” ”Det er ikke det samme.” ”Nej.” De blev siddende i tavshed. ”Menneskeheden er screwed. Er de ikke?” Han lænede sig tilbage og støttede hænderne mod fliserne. ”... Jeg ved det ikke, Ayse. For at være helt ærlig troede jeg, at vi var kradset af det første år. Nu er der gået næsten 20 år.” ”Ja...” Hun så op mod den grå, farveløse himmel. ”Men hvad er der tilbage for os?” Han trak på skuldrene. ”Døden. Den er sikker.” ”Skønt...” ”Ja, ikke? Det er da dejligt, at der er noget, som stadig er sikkert.” Det svarede hun ikke på. Han hoppede ned fra perronen. ”Jeg vil snakke med kaptajnen om vores næste kurs. Der er ikke mere at komme efter for os her...” ”Soren.” Hendes behandskede hånd lagde sig på hans skulder. Han stoppede, en smule overrasket. ”Ja?” ”Bliver du ikke siddende hos mig?” Hendes hånd lukkede sig om hans. Hun havde handsker på. Det havde de begge to. For at beskytte mod strålingen. Han kunne ikke huske, hvordan hendes hænder så ud. Hvornår han havde set hende uden handsker. Hendes fingre var stærke og sendte varme op gennem hans arm og ud i hele hans krop. Det føltes mærkeligt, da den logiske del af hans hjerne fortalte ham, at det ikke pludselig var blevet varmere i vejret, og deres handskers materiale ikke tillod at lade den termiske energi fra deres hud slippe ud. Men det føltes godt. Han satte sig ned på perronen ved hende, stadig holdende hendes hånd. De blev siddende der på den udbombede banegård og betragtede de drivende skyer, som ikke lod sollyset trænge igennem længere. ”Hvad gør vi så nu, Soren?” spurgte hun. Han lagde en arm om hendes skuldre. ”... Vi venter på, at verden ændrer sig.” | ||||||||||||||
 | haleløs | 2011-08-16 12:47:50 |
Atombombe ... evt. med defekt atom-kraftværk til følge? I al fald et risikabelt opholdssted - selv 20 år senere! HUN har minder fra stedet; for HAM er det 'bare endnu en ruin-by'.
Særdeles velskrevet, 'filmisk' fremtidsdrama. Evt. som baggrund for (spirende) romantik? Mens de to sammen ' ... venter på, at verden ændrer sig.'!
venligst ...
Særdeles velskrevet, 'filmisk' fremtidsdrama. Evt. som baggrund for (spirende) romantik? Mens de to sammen ' ... venter på, at verden ændrer sig.'!
venligst ...
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
