 |  | mødet med en ny ven 12 |
 |
|
|||||||||||||
|
Grådigt satte Lau tænderne i det glinsende, sprødstegte kaninkød. Stille sad han i skovbrynet på kanten til Dyngerne der lå rundt om byen Trava, hvor alle de fattige og hjemløse prøvede at leve på bedste vis, med den beskyttelse det nu engang ydede, at bo tæt op af bymuren. Bag ham lå tågeskoven med den spøgelsesagtige dis, der svævede i et jævnt tæppe mellem træerne, blandt skovens beboere skulle der høre elvere og det sagnomspundne trafolk, der undgik helvede ved at holde sig skjult siden fordomstid. Dog havde Lau aldrig mødt nogen af dem, alle de gange han havde krydset gennem tågeskoven, for at skyde genvej til Trava, skoven havde også ry for at have huset, de sidste oprørere, der blev slået i et kæmpe slag i Dyngerne omkring byen. Dem kunne man til gengæld finde mange spor efter, deres ånder skulle vandre vileløst rundt i skovens mørke. Inde i Trava lå landets største bibliotek, det var det sidste sted, han havde hørt Kalifa var. Kalifa og han var vokset op sammen, Kalifas far havde været med i de 7 øverste, som var en gruppe af repræsentanter for de 7 forskellige magiske krafter: ild, jord, vand, vind, rune, alkymi og astral. Men en nat forsvandt de alle sporløst, uden nogen forstod hvorfor. Kalifas mor havde ventet ham da det skete, og han var vokset op uden magisk opvækst. Men en aften havde de fundet hans fars bøger og noter, gemt væk under gulvet i hans fars gamle arbejdsværelse og Kalifa havde startet sin oplæring selv i en alder af 10. De havde hjulpet hinanden og havde været de bedste venner, men så blev Laus forælde dræbt og han plantet i helvede i 10 år. De havde ikke set hinanden siden morgnen for dagen hvor det skete. Men han havde sporet ham gennem de sidste 2 år nu var han her og skulle til at finde sin ven. Han tog en bid mere af kaninen og så ind mod Trava, muren omkring byen var ca. 50 meter høj og udstyret med kanoner, tårne og maskingeværsposter, vagterne var alle templars iklædt pneumatisk panser. At flyve over muren var udelukket, han ville blive gennemhullet, før han nåede toppen af muren, men måske”¦ han så ud over Dyngerne, små røgsøjler stod op fra de små hjem, folk havde bygget af skrald og skrot. Derude sad de små familier og spiste det sparsommelige måltid, de havde råd til eller fanget, men bag alt melankolien, røgen og metallets knirken ved bunden, af muren stak byens kloak ud i et stor rør, og løb ud i søen midt i Dyngerne. Der gik et rygte om nogle frygtelige væsner, der skulle være flyttet ind i kloakkerne under byen, folk forsvandt dernede, og afgnavede lig var begyndt at dukke op igen. Folk var bange, men på trods af det, havde kirken kun sikret deres kloak afløb med gitre, vigtigere var folkets sikkerhed heller ikke. Han spiste kaninen i dyb tænkende tavshed, mens han overvejede sin plan for midnat, efter han havde spist tog han sin slibesten frem, satte sig med ryggen mod et træ og så ind mod byen, mens han sleb sine dolke. Da månen stod højst kastede Natteravnen sig på vingerne, og fløj langs jorden ind over Dyngerne. Rundtomkring stod folk og røg, eller sad vagt foran husene, hvor deres failier lå og sov, flere blev forskrækkede og en enkelt løsnede et skud efter ham, men haglende fløj forbi og han nåede mundingen af det store rør uskadt. Der løb en smule vand i bunden, folk sov jo, så det var begrænset, hvor meget vand der skulle igennem kloakkerne ved denne tid, men den smule vand der var, var grumset og lugtede fælt. Natteravnen trådte ud i vandet og begyndte med plaskende skridt at bevæge sig ind i det store rør. Hans øjne vænnede sig hurtigt til mørket, hans øjne var skabt til natten, så mørket var intet problem, men dette syn ville han gerne være sparet for. Røret var fyldt med pipende rotter og flere af dem slæbte på noget der til umiskendelighed lignede menneskelige kropsdele, eller gnavede på halvrådnede lig. Stanken var nærmest uudholdelig, men han gik stædigt videre han skulle ind i byen, så han kunne finde sin gamle ven og nu kunne han se et lys forude. Røret endte ud i en stor underjordisk akvædukt, som var knastør, det havde ikke regnet over byen de sidste 2 år, hvilket havde indskrænket vandforsyningen og resulteret i hundredevis af dødsfald, til man begyndte af hente vand fra bjergene omkring byen. bunden af akvædukten var til gengæld fuldt med knogler og kranier, blandet andet fra mennesker og et andet væsen, som han ikke kendte. Han måtte være på vej mod det, som havde fået så mange mennesker til forsvinde i byen kloaker, ikke at det generede byens top at de hjemløse og fattige forsvandt sporløst, hvilket sikker også var grunden til, der ikke var taget hånd om problemet. Lau sprang ned og landede med en knasende lyd på toppen af knogler og kranier og så sig om. væggene var fyldt med udløb i alle størrelser, flere af dem dryppede med en stinkende gulbrun væske, som han ikke havde lyst til at undersøge yderligere. Han gik hen til et af de større tørt rør, satte hænderne på kanten og satte af for at hoppe ind, eller det troede han. Noget ramte ham og kastede ham baglæns ned i knoglerne, med noget oven på ham. da han genfandt fatningen, opdagede han en kutteklædt skikkelse, ligge oven på ham. Skikkelsen rejste sig hurtigt og trykkede sig mod væggen under røret, den var et lille og stønnede og rystede, den måtte have haft travlt. ”Hjælp mig engel, jeg ber dig” kom det med et gebrokkent Negaliansk, stemmen var lys og ru, som var personen hæs af at have råbt i flere dage. ” De kommer.” Han hørte knirkende og knagen fra soldaters panser og skrig af hvæsende ord, han ikke kunne tolke fra røret. Med et par hurtige slag var han på vingerne og satte sig på røret over mundingen, med trækkede revolvere, klar på hvad der måtte komme. to behårede væsner i let panser, kom springende ud på alle fire, de havde økser på ryggen, og lavede væselydende til hinanden. De standsede op midt i akvædukten og nu så han hvad de var”¦ det var rottelignende væsner, han havde hørt om dem fra sin far, men havde dog aldrig set dem, ikke engang under den store flugt... men her var de. Han rettede revolverne mod den ene rottesoldat, der nu havde fået øje på den kutteklædte og med hvæsende stemme trak sit våben, og trykkede af til den andens overraskelse, da kammeraten faldt. Den så op og fik øje på ham med had i de grønne øjne, før han nåede at reagere, forsvandt den ind i et rør. Hurtigt kastede han sig ned fra røret og vente sig mod den kutteklædte, en stønnende væsen kom fra skikkelsen. I 3 hurtige skridt var han hende ved skikkelsen stadig med trukket revolver. ”Hvem er du og hvem var de?” Personen slog hætten tilbage med en kraftanstrengelse, og viste endnu en rotte, men denne var krid hvid og måtte være en kvinde. ”jeg er m..m.. Miji og de var mine vogtere, Hr. engel, u..un..undskyld, jeg forstyrrede, jeg forsvinder nu”¦ Svarede hun med en pipende og nervøs stemme, mens hun skuttede sig, så prøvede hun at rejse sig, men benene gav efter hver gang hun prøvede. Han kunne se hun havde været bundet, der var ar rundt om håndledende og hun blødte fra ansigtet og der var flere blodpletter på kutten. Han satte revolveren tilbage i hylsteret og satte sig på hug foran rotten, som nu sad med ryggen med muren, og så ud som hun helst ville forsvinde ind i den. ”kender du vejen til biblioteket?” ”jah” ”hvis du viser mig vejen, skal jeg nok hjælpe dig” Hun så på ham med blå tårefyldte øjne, mens han gik over til hende og rakte hånden frem, hun tog den og han trak hende på benene. ”tak” svarede hun nervøst ”men jeg har ikke noget, at give til gengæld for denne ærer” ”Miji”¦ jeg er ikke en engel, jeg er Natteravnen, du skal ikke betale mig, at vise mig vej er nok, og den største hjælp du kan give mig.” | ||||||||||||||
 | haleløs | 2012-10-17 10:45:43 |
SUPER eventyr! Jeg er igang med at læse og faldt over 2. afsnit 'han tog en bid mere af kaninen ... muren omkring byen var ca. ET PAR HUNDREDE METER HØJ' ... hmmm ???
venligst ...
venligst ...
| haleløs | 2012-10-17 13:44:52 |
njaeh .. snarere en undremde spørgen. MEN ... det er jo DIT univers ... JEG læser blot med.
Glæder mig til fortsættelsen!
venligst ...
Glæder mig til fortsættelsen!
venligst ...
| Lau G.N. | 2012-10-17 15:06:19 |
he he pas på med at verden med middelalderlige øjne... det er vores verden.... men jeg tror jeg gør den mur lidt lavere... skrev bare.. måske 50 meter så X)
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
jeg er glad for du kan lide min serie C):) idag kommer 13