 |  | Studenterfesten |
 |
|
|||||||||||||
|
Jeg var taget til Budapest weekenden over. Kun mig selv. Jeg følte trang til en mindre ferie. Jeg havde booket et hotelværelse midt i byen lige ved Marcius 15. tér. Et rigtigt hyggeligt sted med altan til den lille, hyggelige, men veludrustede Itányi utca med både grønthandler, slagter, bager og barber. På en tur hjem fra det berømte madmarked ved FÅ‘vám tér med lidt til paprikalageret derhjemme, mærkede jeg en vis spænding hos folk i området. Noget var sket. Eller skulle ske. Da jeg kom hjem til Itányi utca så jeg at der var opsat borde, bænke, boder og festivaltoiletter. Antallet af lokale unge omkring mig var støt stigende og de var alle klædt på til fest. Begivenhederne tænkte jeg ikke videre over før jeg stod i hotelreceptionen og kiggede ud på en gaden. Sort med mennesker. Receptionisten sagde på meget gebrokkent engelsk, ”happy school over”, så jeg gik ud fra at menneskemængden bestod af studenter. I ét ruf rev receptionisten mig ind til siden da en lang kæde af dansende studenter løb gennem receptionen og op ad trappen i hotellet. ”Happy”, sagde receptionisten. Jeg nikkede høfligt og luskede op på mit værelse for at finde ud af at festen blev holdt på værelset ved siden af. Flere af de unge hang fra altanen deres øl i hånden. Smilende var ikke til at tage fejl af. Det var en fantastisk dag. Sidste dag med studiekammaraterne. Jeg stod og blev helt nostalgisk da hegnet med seks til syv, 20 årige studerende, knækkede. De seks til syv, samt flere faldt tre etager direkte ned på fortorvsfliserne. Jeg nåede ikke at se faldet da flere, helt overlagt, hoppede efter. Det så ud til mere at gavne festen end til at skade den. Folk råbte højere og drikkeriet fortsatte til helt nye højder. Nede på gaden blev de nu omkring tyve døde studenter slæbt over i et hjørne af en gadefejer som var det skraldeposer. Ude på gaden begyndte folk at klæde sig af og en masseslåskamp med flasker, caféborder og glasstumper begyndte. Jeg satte mig på sengen og gik i gang med at taste nummeret ind til politiet da det bankede nænsomt på døren. Der stod en yndig, ungarsk pige med en rød trøje og en brun nederdel. Hun havde fået en rift på læben og ville spørge om jeg havde noget plaster. Hun græd. Hun svedte. Hun frygtede. Jeg inviterede hende selvfølgelig ind og spurgte ind til begivenhederne. På meget velformuleret engelsk forklarede hun mig at studenterfesten fra gymnasiet var blevet til et opgør mellem de udgående og de nystartede. Hun forklarede mig at politiet holdt sig væk på grund af farerne ved at våge sig ind på området. Sådan var det hvert år. Vi gik sammen hen til altanen og så på de voldsomme begivenheder. En nøgen, overvægtig, bumset fyr kravlede på væggen over min altan. Jeg råbte at han skulle komme ned da murstenene under ham faldt sammen og han faldt ned på altanen med hovedet først. Han var tydeligvis ikke til at redde. Helt slukket. Jeg lukkede altandøren stille og roligt og satte mig ved bordet sammen med pigen. Hun græd. Ked af at være lukket ude for begivenhederne. Ked af sin rift. | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
