 |  | Hullet |
 |
|
|||||||||||||
|
Mørket lægger sig over mig. Jeg kan mærke suset fra dybet bag mig. Jeg må ikke vende om! Hvis jeg gør det, falder jeg derned, og jeg ved, at jeg aldrig kommer op igen. Jeg må gå videre, lige meget hvor hårdt det er. Jeg kæmper mig frem. Stormen tager til, den prøver også at få mig ned i hullet, men jeg nægter. Jeg har besluttet mig for at kæmpe! Jeg vil leve! Jeg vil se lyset igen. Giv så slip på mig! Sæt mig fri. Lad mig flyve frit igen. Let me feel alive! Jeg åbner øjnene. Der er helt mørkt. Jeg kan intet se! Jeg er blevet blind! Men nej. Det er bare mørkt. Jeg er nede i hullet igen. Jeg kan mærke kulden lægge sig om mig. Jeg føler mig nøgen og udsat. Tusinde små djævle sidder skjult i mørket og hvisker spydigheder til mig. De rammer mig og går lige igennem alle forsvar, gennem hud og hår, gennem alt indeni mig og ind i mit hjerte. Der gør det mest ondt. Jeg krummer mig sammen i et hulk og begynder at græde. Gå væk! Skriger jeg. Lad mig være i fred! Der er helt stille nu. Djævlene er væk. Der er kun mig og mine tørre hulk og mit blødende hjerte. Nu begynder det også at regne. Det starter som små dråber på mit hoved, men de vokser sig større, og til sidst hamrer regnen ned. Det bliver for meget for mig. Jeg vil rejse mig, jeg vil væk, jeg vil søge læ! Men mine ben vil ikke bære mig, jeg falder bare sammen igen. Jeg maver mig hen ad bunden på hullet. Bunden, kalder jeg det, for jeg har ingen idé om, hvad det ren faktisk er. Det er ikke græs, det er ikke tæppe, det er ikke sten, det er ikke sand, det er ikke træ, det er intet jeg kender i forvejen. Det føles bare koldt og hårdt og blødt på samme tid. På den ene side føler jeg mig trykket mod fladen, men på den anden side giver det efter for min vægt og former sig efter min krop. Det er som om, at regnen falder igennem pladen. Jeg opgiver. Jeg krummer mig bare sammen og lader regnen hamre mod mig. Noget generer mine lukkede øjne. Regnen er holdt op, men jeg er stadig drivvåd og ryster af kulde. Jeg åbner øjnene på klem, men lukker dem lynhurtigt igen. Det er lys. Nogle sparsomme stråler falder ned gennem det åbne hul og prikker drillende til huden på mit ansigt. Jeg åbner øjnene langsomt og vænner mig til lyset. Jeg ser ned og bliver helt forskrækket. Jeg ligger ikke på noget! Der er slet ingen overflade, jeg ligger midt i et hul”¦ eller nej! Jeg svæver! Hvad er det der sker? Jeg ser op. På kanten står der en skikkelse. Jeg kniber øjnene sammen for bedre at se, men jeg kan ikke se, hvem det er. Skikkelsen rækker armen ned mod mig. Jeg sukker. Jeg prøver at råbe, at jeg ikke kan nå, men min stemme er væk! Pludselig går det op for mig, at det kan jeg godt! ”Man kan hvad man vil!” lyder et ekko inde fra mig selv. Jeg finder den lille glød indeni mig, som vil kæmpe for friheden endnu en gang. Hvis jeg kan stå midt i hullet uden at falde, så kan jeg også flyve, siger jeg til mig selv. Jeg lukker øjnene og koncentrerer mig. Jeg kan mærke det helt ned i tåspidserne - jeg flyver! Det går langsomt, men op det kommer jeg. Jeg ser op. Nu kan jeg se, hvem det er på kanten. Det er dig. Og jeg er på vej op. Jeg rækker hånden ud fast besluttet på at tage din. | ||||||||||||||
 | svalerne | 2010-12-13 20:18:50 |
Hej Aruka! Da vi begge har skrevet noget idag, vil jeg sige hvad jeg føler ved at læse det du skriver.
Det er hårdt at læse den første lange beskrivelse. men jeg kan godt lide det du skriver om den mærkelige bund i hullet. og jeg synes det virker så seloplevet, det med at du pludselig føler du kan bunde og så flyve. Ville du også have kunnet flyve uden at have været kaldt op af skikkelsen?
Jeg kunne ikke drømme om at give karakter for noget en anden skriver, for jeg ved ikke af at der findes en defineret karakterskala, alt kommer jo an på hvad man har villet nå med det man skrev.
bedste hilsner fra svalerne
Det er hårdt at læse den første lange beskrivelse. men jeg kan godt lide det du skriver om den mærkelige bund i hullet. og jeg synes det virker så seloplevet, det med at du pludselig føler du kan bunde og så flyve. Ville du også have kunnet flyve uden at have været kaldt op af skikkelsen?
Jeg kunne ikke drømme om at give karakter for noget en anden skriver, for jeg ved ikke af at der findes en defineret karakterskala, alt kommer jo an på hvad man har villet nå med det man skrev.
bedste hilsner fra svalerne
| Aruka | 2010-12-14 10:44:29 |
Haii Svalerne :)
Tak for kommentaren, jeg læser lige lidt af dit, når jeg får tid :)
Jeg er enig i det med karakterene, jeg giver heller aldrig :)
Jeg forstår godt, hvis det er lidt svært at forstå... det er lidt abstrakt, min HP har en meget flyvsk tankegang og adspredte tanker :P Har du nogen idé til forbedring, vil jeg gerne høre det :)
Og ja, et eller andet sted i mit rodede hoved, har jeg selv oplevet næsten alt, hvad jeg skriver! ^.^
Tak for kommentaren, jeg læser lige lidt af dit, når jeg får tid :)
Jeg er enig i det med karakterene, jeg giver heller aldrig :)
Jeg forstår godt, hvis det er lidt svært at forstå... det er lidt abstrakt, min HP har en meget flyvsk tankegang og adspredte tanker :P Har du nogen idé til forbedring, vil jeg gerne høre det :)
Og ja, et eller andet sted i mit rodede hoved, har jeg selv oplevet næsten alt, hvad jeg skriver! ^.^
| Robert Mørk | 2010-12-15 10:37:04 |
Hej Aruka
Du fortæller jo godt og levende. Som læser blev jeg revet med ned i hullet og lå der blandt de 1000 spydige djævle, men blødende hjerte, mærkede både angsten og smerten.
Man er slet ikke i tvivl om hp.s kvaler. Og slutningen giver både håb og trøst.
Men bagefter sidder jeg tilbage med tanken "hvad er det der sker?"
Vi får virkningen, men ikke årsagen, Er hp. syg? er hun blevet svigtet? der må være en grund til hendes hjertekvaler. Eller er det en drøm?
Jeg mangler lidt baggrund. Bare lidt.
Tak for læsningen, du skriver spændende.
K.h. Robert
Du fortæller jo godt og levende. Som læser blev jeg revet med ned i hullet og lå der blandt de 1000 spydige djævle, men blødende hjerte, mærkede både angsten og smerten.
Man er slet ikke i tvivl om hp.s kvaler. Og slutningen giver både håb og trøst.
Men bagefter sidder jeg tilbage med tanken "hvad er det der sker?"
Vi får virkningen, men ikke årsagen, Er hp. syg? er hun blevet svigtet? der må være en grund til hendes hjertekvaler. Eller er det en drøm?
Jeg mangler lidt baggrund. Bare lidt.
Tak for læsningen, du skriver spændende.
K.h. Robert
| Aruka | 2010-12-15 19:56:18 |
Haii Robert :)
Tak for rosen ^.^
Jeg har ladet det være meget åbent, for ikke at lukke nogle muligheder for læseren. Det er op til læseren om man vælger at se det som om HP er syg, landet i en fantasiverden, i en drøm, er på randen af selvmord, eller det hele på en gang...
Men jeg har egentlig skrevet det som et meget abstrakt billede af en person der har et "psykisk sammenbrud" eller noget der ligner... Men da jeg læste det igennem igen, så jeg det selv fra en ny synsvinkel, nemlig at det er en fantasi- eller drømmeverden, og derfor må man tolke det som man vil :)
- Aruka :)
Tak for rosen ^.^
Jeg har ladet det være meget åbent, for ikke at lukke nogle muligheder for læseren. Det er op til læseren om man vælger at se det som om HP er syg, landet i en fantasiverden, i en drøm, er på randen af selvmord, eller det hele på en gang...
Men jeg har egentlig skrevet det som et meget abstrakt billede af en person der har et "psykisk sammenbrud" eller noget der ligner... Men da jeg læste det igennem igen, så jeg det selv fra en ny synsvinkel, nemlig at det er en fantasi- eller drømmeverden, og derfor må man tolke det som man vil :)
- Aruka :)
| Robert Mørk | 2010-12-16 09:44:57 |
Tak for dit svar. Jeg forstår dig fuldt ud, og er glad for at læse dine tanker omkring teksten.
K.h.Robert
K.h.Robert
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
