 |  | UDDRAG AF FRØKEN NIELSENS LOGBOG Version: 28.4.13 |
 |
|
|||||||||||||
|
UDDRAG AF FRØKEN NIELSENS LOGBOG Forord Helene Rosenkilde havde altid ført dagbog. I perioder to dagbøger sideløbende. En ”Åben Dagbog”, som vi har brugt store dele af, og en ”Privat Dagbog”, som vi kun i begrænset omfang har haft adgang til. Hun skrev om vind og vejr. Om store og små tildragelser i hverdag og fest. Hun skrev til tider om sit arbejde, dels som ung kontorelev hos Bording Bogtryk, dels som lærerstuderende og senere som privatsekretær for kontorchefen i Justitsministeriet. Desuden har vi været så heldige, at hendes seneste arbejdsgiver på Rygaard, hvor hun var direktionssekretær, har givet os tilladelse til at benytte en stor del af de notater, som hun dagligt indførte i sin arbejdskalender med henvisninger til relevante dokumenter. Vores tilskyndelse til overhovedet at beskæftige os med denne tilsyneladende ganske almindelige kontordame er dels hendes usædvanlige karriere og engagerede humanitære arbejde i en nordisk hjælpeorganisation og dels få, men vigtige oplysninger fra den katolske organisation Opus Dei’s frafaldne medlemmer, der i 1991 organiserede sig i Opus Dei Awareness Network (ODAN). Sidst men ikke mindst er det Helene Rosenkildes udtrykte ønske om selv at skrive sine erindringer, som har tilskyndet os til at indsamle og redigere de informationer, der i alt væsentligt stammer fra hende selv. De endnu ikke klarlagte omstændigheder ved hendes samlevers gådefulde forsvinden gør ikke Helene mindre interessant som menneske - og som personlighed for en grundigere belysning, der kan føre til en egentlig biografi. Vi håber da også, at vores udgivelse kan formå myndighederne herhjemme og i Iran til at genoptage efterforskningen af samleverens skæbne. Læsere skal være opmærksomme på, at meget lidt i denne bog er som det er beskrevet; og endnu mindre er, hvad det giver sig ud for at være. Dette gælder også nærværende forord. Kun det sparsomme billedmateriale er muligvis så autentisk som jeg husker det. Vi skylder Helene Rosenkilde, hendes nærmeste slægtninge og hendes fortrolige en særlig tak for deres imødekommenhed. Tak til maleren, som hjalp mig når jeg gik i stå. Tak til brødrene Longinus og Quirinus Andersen for saglig kritik og omhyggelig korrektur. h’Tukir Nehslein Jungshoved Flygtningecenter vinteren 2010. Proprietær IC Hansens yngste søn overtog slægtsgården i Vendsyssel allerede da han var 24 år og forældrene øgede deres investeringer i skibsfart og handel. Den ældste søn var for længst flyttet til København for at læse på universitetet. Han var heldig at komme i betragtning på Regensen og kunne kort tid efter flytte ind i en hybel. IC Hansen søgte en passende bolig ikke alt for langt fra hovedstaden. Gartneriet Rygaard på Sjælland var blevet hærget af en brand i 1864. Stuehuset, som var bygget med bindingsværk og stråtag, brændte ned til grunden og de to sidelænger blev svært beskadigede. IC Hansen købte gården og de 30 hektar med gartneri, sø og landbrugsjord for 12.000 rigsdaler. Efter pengeombytningen i 1875 svarede det til 24.000 kr. Til gården hørte ”Egely”, et lille hensygnende gæstgiveri nede ved landevejen. Før han i 1870 tegnede den nye Rygaard opridsede han først hovedbygningen med familiens nye hjem. Køkkenet og de to stuer. Biblioteket blev placeret centralt, midt i huset, på 1. sal. De to forholdsvis uskadte længer med stalde og vognport ville han lade sætte i stand. Familien flyttede dertil allerede i 1872. Huset blev indrettet efter tidens mode, dvs. i bedste Biedermeierstil, men med stor respekt for lys og lethed i farver og interiør. Køkkenet og biblioteket var lige uundværlige for familien og dens velfærd. På 1. sal var soveværelse, gæsteværelse og børnenes værelser. Liza, Alma og Pernille på seksten, sytten og atten fik nu hver sit. Og de vænnede sig hurtigt til det nye liv så tæt på København. Der var ikke mere end godt to mil fra Rygaard til København. Man kunne mageligt nå til Christiansborg på et par timer i en Landauer - eller lidt mindre mageligt i familiens egen drosche, som var et solidt plagiat af den engelske Hansom Cab. Som medlem af Rigsdagen måtte IC Hansen deltage i Landstingets møder. I tagetagen fik Martin en selvstændig bolig. Her kunne han gøre sine studier i jura og handel færdige. Biblioteket rummede det meste af den samling, som forældrene havde grundlagt i årene på gården i Vendsyssel på trods af deres beskedne økonomiske kår. De havde aldrig drøftet nødvendigheden af deres anskaffelser. Men de var begge optagede af tidens krav om - og muligheder for at udvikle og bruge arven og pligten med det ansvar der følger. Som Regitze engang sagde til ham: ”Hvis jævne folk, som du og jeg, blot overlader de nye muligheder til overklassen og herremændene, får vores børnebørn misvækst i deres opdragelse og dannelse”. Hun glemte at hun selv var født og vokset op som eneste barn af velstående forældre. IC nikkede og læste videre i bogen om de nyeste landbrugsredskaber, mens hun lagde strikketøjet fra sig og gik ud for at brygge lidt kaffe på den nye blå kande. Tankerne gik som så ofte til kvægholdet og fårene på de magre jorder i Skallerup. Regitze læste helst lyrik og romaner; Carl Ploug, Baggesen, Grundtvig, Blicher, Hans Egede Schack og I.P. Jacobsen var pænt repræsenteret. Bjørnson fyldte også meget. Manden læste af gammel vane af og til om kornsorter, pløjningsforsøg, harvning og såsæd, men nu gjaldt det for alvor fragtskibe og international handel. Han havde et par år tidligere hjulpet Rasmus Møller med etablering af Faaborg Træskibsværft. Lige siden havde han haft halvpart i værftet, men havde trygt overladt driften af det til Møller. Det var kvinderne i slægten, der som altid fastholdt rødderne; blandt andet gennem bøgerne. Kvinderne arbejdede næsten altid. Hænderne var sjældent i ro; kun når de stjal sig tid til lidt læsning. Herreværelset på Rygaard var lige så nødvendigt som strygestuen. Begge steder blev brugt dagligt. Strygebrættet stod klar på sin plads og den lille fine sekskantede ovn til strygejernene kunne hun ikke undvære. Cigarkassen var altid fremme på mahognibordet i herreværelset og inden for bekvem rækkevidde. Sådan var det. Gæster var altid velkomne uden forud at være særskilt inviterede. Støbejernskomfuret i køkkenet var det nyeste fra Morsø. Fire kogesteder og en rummelig bageovn med ruder af marieglas. Messinghåndtagene og de små glaserede kakler gjorde madlavning til en fornøjelse. Den store kobberkedel kunne altid på et øjeblik bringe vandet i kog, og så var kaffen hurtigt klar. De seks-syv siddepladser om egetræsbordet i køkkenet var velbesøgte. Familie, venner, bekendte og enkelte forretningsforbindelser og især deres hustruer udvekslede vigtige ord om kærlighed, handel, kunst, søfart, jordbrug, skole og ind imellem lidt sypigetips. Husets nervecenter. Det fornemmede man, når man slog sig ned. Det meste af Rygaards jorder blev omdannet til park. Der blev plantet skov på hver side af den lange lindeallé der fører fra landevejen op til hovedbygningen. 600 kvadratmeter drivhuse blev pillet ned; kun stenhuset med varmecentralen blev stående. En del af drivhusarealet blev udlagt til køkkenhave, kålgård og frugthave. I parken blev der anlagt bede med roser, pæoner og dahlia. De to fritliggende længer øst for hovedbygningen blev bevaret og fuldstændig renoveret. De gamle stalde blev ændret så hestene, svinene og hønsene også kunne trives. Der blev indlagt el og vand i sydfløjen; karlekammeret blev udvidet og moderniseret så det blev til en god toværelses bolig med egen entre, køkken og vandkloset. Rederiet rådede i 1890 over en skonnert, to nybyggede dampskibe som gik i linjetrafik og fire mindre fragtskibe der gik i trampfart. Da fragtraterne stagnerede i 1920’erne havde familien investeret i den tyske stålindustri. Efter Tysklands kapitulation i 1945 kom pengene fra de mere eksotiske forretninger med Colombias korrupte generaler og deres håndlangere. Men da havde rederiet også været på vej mod en konkurs. Kun få af IC’s efterkommere kendte til familiens forbandelse, som ramte barnebarnet Martin Hermann, da Tyskland kollapsede. Samarbejdet med den rigsbefuldmægtigede Werner Best var blevet mere og mere problematisk. I september 1943 standsede Werner Best pengeoverførslerne til rederiet og truede med offentliggørelse af Martin Hermann Hansens næsegruse beundring og sværmeri for nazismen og dens umenneskelige samfundsopfattelse. Midt i idyllen truede et helvedes uvejr med at bryde løs. Han ville være færdig i dansk erhverv, hvis den usminkede og nu utilgivelige sandhed kom for en dag. Og truslen blev underbygget af den dokumentation, som nazisterne med stor nidkærhed havde bevaret i form af arkiverede breve og lysende klare regnskaber vedrørende samarbejdet med Rygaard. Om disse dokumenter er gået tabt ved krigens slutning eller er flyttet og fortsat eksisterer, er stadigvæk ikke klarlagt. Det politiske magtspil fra 1933 til 1953 gjorde det muligt for efterretningstjenesten at underminere Rygaards position i en grad, der kunne have resulteret i fængselsstraf til Martin Hansen. Rigsarkivet har endnu ikke givet forskere adgang til alt materiale fra fyrrene og halvtresserne. I dag vil et svar på spørgsmålet sikkert kun have betydning for historieskrivningen - og naturligvis for Rygaardslægtens efterkommere. Familien Hansen anskaffede sig i fyrrene et mere passende køretøj. En Daimler-Benz. Brugt, meget lidt ganske vist; den var som ny. Den skulle efter sigende have været bestilt af kongehuset i 1938, som fortrød og pludselig foretrak engelske køretøjer. Logbog Kap. 1 Selskabet Links til øvrige kapitler: Oversigt Kapitler i Logbog | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
